"Alderdommen" af Simone de Beauvoir

Denne, Simone de Beauvoirs bog "Alderdommen" - er ikke en bog for alle ældre læsere. Det er en bog for alle - unge og gamle - der ikke vil finde dem i, at respekten dør sammen med arbejdslivet.

De ældre, som har affundet dem med ensomheden, ringeagten, overmedicineringen og umyndiggørelsen - eller de ældre, som til gengæld for deres nøjsomhed og medgørlighed, håber på bedre vilkår, ydmygt og selvudslættende nøjes med at "det skal nok gå altsammen".... - de skal ikke spilde deres tid med at læse denne bogomtale.

Alderdommen

Af Simone de Beauvoir

Oversat fra fransk af Karen Nicolajsen efter La Vieillesse

Forlaget Fremad 1983
ISBN 87-557-3714-5

Fra omslaget:

Simone de Beauvoir skrev den klassiske bog om kvinden - Det andet køn. Hun har også skrevet den klassiske bog om at være gammel - Alderdommen. Dette skelsættende værk om en undertrykt aldersgruppe foreligger hermed for første gang på dansk.

Alderdommen handler om de gamles vilkår gennem tiderne og i dag, overalt i verden, men ikke mindst i den vestlige.

Alderdommen Bind 1 behandler emnet fra en ydre, objektiv synsvinkel: hvad er alderdommens biologiske følger? Hvilket syn har man, forfattere, kunstnere, filosoffer, ideologer, lovgivere, videnskabsmænd m.fl. på de gamle? Hvilke levevilkår giver man dem?

Alderdommen Bind 2 ser på de gamles vilkår fra en sybjektiv, indre synsvinkel: hvordan opleves det at være gammel? Hvad siger, tænker, føler, ønsker, lider og drømmer de gamle?

Ved stædigt at se alderdommen i lyset af hele den menneskelige tilværelse og det samfund, den er indskrevet i - og som de gamles vilkår kaster et afslørende lys tilbage på - bliver Alderdommen til en hel og anderledes kulturhistorie. Beauvoirs personlige lidenskab, hendes litterære erfaring og sans og sociale engagement gør læsningen af Alderdommen til en fængslende og lærerig oplevelse for mennesker i alle aldre.

Alderdommen er et standardværk i debatten om et mere menneskeligt samfund - et af de vigtigste spørgsmål netop i dag.

Hanne Reintoft har skrevet forord til den danske udgave.

***

Simone de Beauvoir er født 1908 i Paris. Hun er doktor i filosofi ved Sorbonne-universitetet. Simone de Beauvoir modtog Sonning-Prisen i 1983.

"Sartre har meget rammende kaldt alderdommen for det urealiserbare. Det urealiserbare er noget, der eksisterer for andre, men ikke for en selv. Når jeg sover, når jeg vågner, bevæger mig, læser en bog - så tænker jeg aldrig: jeg er gammel. Jeg føler mig uden alder. Da jeg var 52, 53, 54 tænkte jeg selvfølgelig: nu bliver jeg gammel. I dag er denne følelse ganske vist blevet en selvfølgelig del af mid selv, af min krop, men jeg opfatter alligevel ikke mig selv som gammel. Cocteau har sagt det meget rammende: Det værste ved alderdommen er, at man er ung."

Simone de Beauvoir i et interview med den vesttyske journalist Alice Schwarzer, fra bogen Simone de Beauvoir i dag - samtaler gennem 10 år, Fremad 1983.

***

EDIT/Bibliotekaren: vær venligst opmærksom på, at Simone de Beauvoir døde 3 år efter den danske udgivelse af denne bog - d. 14. april 1986.

Alderdommen

Af Simone de Beauvoir


Indhold

- Forord til den danske udgave (af Hanne Reintoft)

- Forord

- Indledning


Bind 1. Den ydre synsvinkel

- Alderdom og biologi

- Etnologiske kendsgerninger

- Alderdommen i de historiske samfund

- Slderdommen i vore dages samfund


Bind 2. Den indre synsvinkel

- At opdage alderdommen og tage den på sig

- Tid, aktivitet, historie

- Alderdom og dagligliv

- Nogle eksempler

- Konklusion


Appendiks

- De hundredårige

- "Hvem tager sig af de gamle?"

- Vilkårene for gamle arbejdere i de socialistiske lande

- Nogle statistiske facts vedrørende gamles seksualitet


***

Citer:

---

Alderdommen

Af Simone de Beauvoir

Forord til den danske udgave - af Hanne Reintoft

---

"At kræve, at menneskene forbliver mennesker til deres dages ende, ville indebære en radikal omvæltning. Dette resultat kan umuligt opnås ved nogle begrænsede reformer, der lader systemet intakt. Det er netop derfor jeg skrive denne bog: for at bryde tavshedens sammensværgelse." - Således skriver Simone de Beauvoir i forordet til sin bog Alderdommen, der nu langt om længe udgives på dansk.

Vi havde af mange grunde ikke burdet vente 13 år på denne værdifulde udgivelse. Dels fordi værket er den største samlede beskrivelse kulturelt og socialt af selve alderdommens væsen, jeg har set. Dels fordi der i Danmark i de senere år trods alt ikke har været den totale tavshed om de ældres problemer.

I Danmark har en Ældrekomission netop afsluttet 3 års analyse af de ældre menneskers vilkår og det kan beklages, at dette arbejde har måttet udføres uden kendskab til Simone de Beauvoirs tanker. Tilsyneladende satte Ældrekomissionen gang i debatten om alderdomsproblemerne. Der blev holdt møder, kurser, seminarer og udstillinger. Men meget tyder på, at det nu går som så ofte før. 3 digre betænkninger udløser en enkelt dags debat i Folketinget og så samler de støv på hylderne. Intet blev anderledes - forringelser kom i stedet for forbedringer. Den radikale ændring, som ganske rigtig er forrudsætningen for at menneskenes liv kan være et menneskeliv til afslutningen udeblev al den stund, at enkeltstående småreformer ikke kan løse de dybe eksistentielle problemer, der gennem menneskenes historie har været forbundet med det at blive gammel.

Stadig står vi med den besynderlige dobbelthed, at et uanet antal ældre henlever deres sidste år i økonomisk knaphed, diskrimination og ensomhed - mens verden omvendt med hård hånd regeres af ofte meget gamle mænd, der tilsyneladende styrer mod det fælles øde.


De skandinaviske samfund er mere påvirket af amerikansk tankegang end man gør sig klart. Vi anlægger ofte en terapeutisk anskuelsesform, lever i en diagnostisk kultur, som vi umiddelbart accepterer, men som på mange måder begrænser menneskene i deres forhold til samfundslivet og hinanden.

Vi har en ringe filosofisk tradition - allerede i forskolen tages let på kendskab til tænkning og ideologi - til optræning i abstrakt tænkning - vi forholder os meget konkret til mange af livets fænomener.

Anderledes andre steder i verden. Simone de Beauvoirs forfatterskab er et af de bedste eksempler herpå. I bogen om alderdommen får vi derfor både en anden samfundsmæssig indfaldsvinkel og hendes dybe, bitre erfaringer.

I Danmark ville et sådant værk om ældre være båret af 27 forskellige statistikker og undersøgelser. Spørgsmål som f.eks. "hvor ofte får de besøg af deres børn?" Svar: "en gang om ugen." Konklussion - de ældre er ikke ensomme.

Dette ville være krydret med nogle lægeundersøgelser om de ældres behandling for depression. Sådanne undersøgelser er også ret løseligt refereret i Simone de Beauvoirs bog - men placeret hvor det hører hjemme.

I stedet får vi en grundig gennemgang af alderdommens samfundsmæssige status gennem menneskets historie og i forskellige samfund. Med sin store belæsthed giver hun os dernæst indblik i, hvad menneskehedens tænkere, digtere og filosoffer gennem tiden har tænkt om alderdommen i almindelighed, deres egen i særdeleshed.

Selv om bogen ikke er en natbordslæsning og kræver koncentration og at man arbejder med, får man alligevel let serveret en gennemgribende litteraturgennemgang om netop dette emne, som det ville være meget svært at skaffe sig uden.

Under læsningen konfronteres man derfor også med sin egen lidt indsnævrede måde at anskue problemerne på. Det er sundt og kræver af læseren, at man tager en og anden holdning op til revision.


Forfatterens oplevelse af alderdommen kan umiddelbart opleves som trist grænsende til håbløse. Personligt har jeg ikke selv så sort syn på de ældre år. Men hun beskriver konflikter, som vi ej heller i vort samfund på nogen måde har været i stand til at løse værdigt.

Ordet generationskløft fremstår måske som et modeord - noget, vi må se at få afskaffet. i Alderdommen kan man forstå, at generationskonflikterne har været menneskenes følgesvend gennem tiderne omend med forskellige fortegn, alt efter hvilken generation der har haft den endelige magt.

Generationskløften hænger også - ifølge forfatteren - sammen med løsrivelsesprocessen fra forældrene i pubertet og ungdom. Sønnens oprør mod faderfiguren - datteren mod moderen. Konflikter, der efterlader begge parter i en livslang ambivalens med grundlæggelse af alderens ensomhed og forstødning årtier før alderdommen kommer.

Menneskene har måske aldrig magtet dette stadigt forekommende vagtskifte, hvis brutalitet yderligere fremelskes i svært materialistiske og konkurrencebetonede samfund.

Der er en vis accept af, at alderdom hører sammen med barndom - at det er et almindeligt og næsten naturligt fænomen, at ældre, svage mennesker "går i barndom".

Simone de Beuvoir ser anderledes på dette fænomen. Hun mener, at i de senere ældreår, hvor ensomhed og angst er følgesvend, tydeliggør barndommens dybe traumaer og sjælelige sår, der måske har været fortrængt gennem travle virksomme voksenår med status og ansvar. Pinagtigt og håbløst trænger dette frem til sindets overflade, når den sociale tilværelse indsnævres og kontakterne bliver for få. Herefter er den gamle efterladt i et pinagtigt opgør med fortid og minder, som ingen kan deltage i - tilhørende en svunden og dermed uinteressant tid.

Tænk selv efter - når vi taler med vore egne ældre, hvor meget interesserer deres barndoms egentlige oplevelser os, og hvor mange forudsætninger har vi for at forstå og aflæse af de blege gulnede billeder, der holdes op for os.

Nu oplever jeg mange ældre svært ramt af dybe åndelige kriser og har tænkt meget over denne synsvinkel, der for så vidt, om forfatteren har ret, vil kræve nytænkning i hele gerontopsykiatrien, hvor udgangspunktet netop er, at de ældre ikke er tilgængelige for egentlig terapi herom.

Samtidig imødegår forfatteren den bekvemme myte, at man kan løse de ældres problemer ved at lade dem være sammen med børn - denne taktløse sammenstilling af børn og gamle. Hun fremhæver, at bedsteforældrerollen kan være positiv og munter befriet for ansvar for opdragelse som den er, men samtidig fremhæver hun klart - og jeg er mere end enig - at barndom og alderdom kvalitativt intet har med hinanden at gøre.

Barnet står med livet for sig - har fantasi, fremtidsforestillinger og en tidsopfattelse, der er stik modsat alderdommens - barnets tid er uendelig, den gamles kortere og kortere. Alderdommen er netop tab af mange af barndommens egenskaber og den barnlige tilstand.

I den danske ældredebat har vi været rede som en mare af en floskel, der hedder "Gamle er unge, der er blevet ældre". En kvantitativ betragtning, der oplever alderdommen blot som en spand af år lagt på ungdommen. Hermed fornægtes tilværelsens kvalitative ofte springsvise udvilking og modning - menneskenes fornemste mulighed - og frasen indeholder i sig selv en diskrimination af selve livet og personlighedens mulighed for stadig vækst.


Simone de Beauvoir er dybt engageret i og oprørt over tilsyneladende fuldstændig rædselsfulde forhold, der er forbeholdt de svage ældre i hendes hjemland. De lave pensioner (dog vist forbedret efter at bogen er skrevet) og de fuldstændig rystende vilkår på de franske alderdomshjem, hvor kun den, der kan betale, får blot nogenlunde anstændige vilkår, mens de ubemidlede lever i anstalter, der er værre end de, Knuth Becker har beskrevet i vort land. Vigtig læsning i en tid, hvor en borgerlig regering overvejer at indføre A- og B-forsorg også i vort land.

Man bliver helt elendig ved beskrivelsen af et parisisk alderdomshjem og Paris står derefter i et andet lys for mig end før. Alligevel er det en ringe trøst, at alt efter forfatternes mening er bedre i Danmark, hvor det påkalder sig et stille smil, at netop De gamles By fremhæves som noget enestående. Måske kan det ikke gennemskues af en fremmed og selvfølgelig er den materielle og oftest også den menneskelige standard mange årtier forud i udvikling sammenlignet med franske forhold - men også dansk socialforsorg indeholder ydmygelse og undertrykkelse af samfundets svageste grupper - herunder de dårligt stillede ældre - blot foregår dette på en ganske raffineret og svært gennemskuelig måde - en måde, som det så til gengæld er umulig at klage over.


Når man ældes og hermed pensioneres, betyder det tab af mange roller og mange menneskelige relationer. Man mister status - et tungt tab i et samfund båret af produktivitetstankegang. Man mister erhvervs- og forsørgerrolle - som kønsvæsen diskrimineres man totalt.

For den udbyttede arbejder - skriver forfatteren - indebærer det dog også mulighed for frihed for netop udbytningen - for det målløse slid og slæb for andre. Men, skriver hun - denne eneste fordel forsvinder, fordi den samtidigt er fiorbundet med fattigdom. Også i Danmark giver de lave pensioner og den evindelige tiggergang om frynsegoder det bitre resultat.

Fritid er en fiktion, hvis man ikke har frihed - herunder økonomisk frihed - til at anvende fritiden - den ændrer karakter, bliver kvælende ørkesløshed og følelse af den totale ubrugelighed.

Forfatteren til Det andet køn forbigår selvfølgelig heller ikke kvindeproblemerne og belyser at alderdommen er endnu hårdere ved det i forvejen undertrykte køn - kvinderne, der så må leve den ældres liv længst. Også i Danmark er de dårligst stillede pensionister de ældste og kvindekønnet.

Enkelte privilegerede gamle mænd bevarer magt og status - de færreste kvinder. Også seksuelt er frustrationen størst og hun skriver: "Hverken i litteraturen eller i livet har jeg mødt nogen kvinde, som ser på sin alderdom med velbehag."


Med megen følsomhed kommer forfatteren ind på livets sværeste spørgsmål - dets afslutning og den dødsangst, som også efter min erfaring ligger så tungt over mange ældres liv, selv om de yngre bekvemt negligerer den. Vore ældre svigtes meget her både i den private og den offentlige sfære.

Simone de Beauvoir delagtiggør os i egne tanker og overvejelser og fortæller, at hun som yngre var ude af stand til at resignere over for den tanke at være lukket ude fra deltagelse i det fortsatte liv - en umulig tanke, dette ikke at være med, der gav hende dyb dødsangst. [1]

Alderdommen lærte hende, at livet selv skaber dette egentlige fravær. Venner mistes eller dør. Steder fortoner sig og skal aldrig genses. Når disse tab har opslugt livet, betyder den endelige død ikke længere så meget.

Her beskrives den dødsangst, der er livsangst - angsten for de dræbende slag og de uomgængelige tab, som livet i almindelighed byder mennesket og som allerede i de midaldrende år kan fylde èn med gysen og depression, fordi sorte stunder giver indtryk af, at intet andet er i vente. Tab af dem man elsker, tab af steder, samvær og betydningsfuldhed i fælleskabet - tab af sanser, funktioner og tankens klarhed. Her er nøgleordene til alderdommens uendelig angstvækkende og svært afhjælpelige situation.


Opstemt af læsningen bliver man derfor ikke. Men ej heller så nedstemt som nogen måske tror. Bogen ender og begynder med den styrke, der ligger i den absolutte respekt for mennesker som væsen.

Den har en klar analyse og ender i radikale krav, der i sig selv indeholder den uendelige mulighed:

"Lav selve Livet om."

Hanne Reintoft 1983

Citer:

---

Simone de Beauvoir delagtiggør os i egne tanker og overvejelser og fortæller, at hun som yngre var ude af stand til at resignere over for den tanke at være lukket ude fra deltagelse i det fortsatte liv - en umulig tanke, dette ikke at være med, der gav hende dyb dødsangst. [1]

---

[1] Simone de Beauvoir, ca. 15 år gammel:

“En eftermiddag, hjemme i Paris, gik det op for mig, at jeg var dømt til engang at dø. Der var ikke andre i lejligheden end mig, og jeg lagde ikke bånd på min fortvivlelse; jeg græd højt, jeg borede fingrene ned i det bløde gulvtæppe. Og da jeg endelig rejste mig op igen, helt sløv, spurgte jeg mig selv: ”Hvad gør de andre? Hvad skal jeg gøre?” Det forekom mig helt umuligt at leve hele livet med hjertet knuget af denne rædsel: Når opgørets dag nærmer sig, når man er tredive, fyrre år og man tænker: Nu sker det i morgen, hvordan holder man dog den tanke ud? Mere end selve døden frygtede jeg denne angst, som skulle blive min lod resten af livet.”

Fra Simone de Beauvoirs selvbiografi "En velopdragen ung piges erindringer", Vintens Forlag, 1984.

Citer:

---

Alderdommen

Af Simone de Beauvoir


Forord

---

Dengang Buddha endnu var prins Siddharta og spærret af sin far i et pragtfuldt palads, slap han undertiden ud og kørte ture i omegnen. Den første gang mødte han en affældig mand, tandløs, rynket, hvidhåret, krumbøjet, som lallende og rystende støttede sig til en stok. Han undrede sig, og kusken forklarede ham, hvad en olding var for noget. "Hvilken ulykke", udbrød prinsen, "at de svage og uvidende mennesker, berusede af ungdommens typiske hovmod, ikke ser alderdommen! Hurtigt, lad os vende hjem. Hvad skal spil og glæder til for, når jeg er den fremtidige alderdoms bolig."

Buddha genkendte sin egen skæbne i en olding, fordi han er født til at frelse menneskene og derfor har villet tage samtlige deres vilkår på sig. Derved var han forskellig fra menneskene: de udelukker de aspekter af livet som de ikke bryder sig om, i særdeleshed alderdommen. I Amerika har man strøget ordet død af sit ordforråd: man taler om sine kære, der er gået bort; ligeledes undgår man enhver henvisning til den høje alder. Også i Frankrig er det i dag et forbudt emne. Der rejste sig et ramaskrig, da jeg i slutningen af La force des choses krænkede dette tabu. At indrømme at jeg stod på tærsklen til alderdommen var det samme som at sige, at den lurede på alle kvinder, og at den allerede havde grebet mange. Adskillige mennesker, især ældre, har til overmål gentaget over for mig - venligst eller vredt - at alderdommen ikke eksisterer. Der eksisterer mennesker, som er mindre unge end andre, det er det hele. For samfundet fremtræder alderdommen som en slags hemmelig skam, som det er ublufærdigt at tale om. Om kvinden, barndommen og ungdommen findes der på alle områder en overflod af litteratur; men bortset fra specialafhandlinger er det sjældent, der hentydes til alderdommen. En tegneserieforfatter måtte lave en hel serie om, fordi han havde indført et par bedsteforældre bland sine personer: "Stryg de gamle", lød ordren. Når jeg fortæller, at jeg arbejder på et essay om alderdommen, himler man som oftest op: "Sikken idè!.... Men De er da ikke gammel! .... Sikke dog et trist emne...."

Det er netop derfor, jeg skriver denne bog: for at bryde tavshedens sammensværgelse. Forbrugersamfundet har erstattet den ulykkelige bevidsthed med en lykkelig, og forkaster enhver skyldfølelse, bemærker Marcuse. Det er nødvendigt at forstyrre dets uforstyrrethed. I forhold til gamle mennesker er samfundet ikke blot skyldigt, men forbryderisk. I ly af myterne om velstand og overflod behandles de gamle som pariaer. I Frankrig, hvor de gamles andel af befolkningstallet er den højeste i verden - 12% af befolkningen er over 65 år - er de dømt til nød, ensomhed, sygdom og fortvivlelse. I USA er deres lod ikke bedre. For at forlige dette barbari med den humanistiske moral, som den herskende klasse prædiker, har den indtaget det bekvemme standpunkt ikke at betragte dem som mennesker; hvis man kunne høre deres stemme, ville man blive nødt til at erkende, at det er en menneskestemme; jeg vil tvinge mine læsere til at lytte til dem. Jeg vil beskrive den situation, de er stdt i, og den måde, hvorpå de lever; tværs gennem den borgerlige kulturs løgne, myter og klicheer vil jeg fortælle, hvad der virkelig rører sig i deres hoveder og hjerter.

Samfundets holdning til dem er i øvrigt i bund og grund dobbeltmoralsk. I almindelighed betragtes alderdommen ikke som en afgrænset aldersklasse. Pubertetskrisen gør det muligt at trække en demarkationslinje mellem den unge og den voksne, som kun er vilkårlig inden for snævre grænser: som 18- eller 21-årig optages de unge i de voksnes selskab. Denne forfremmelse er næsten altid omgivet af "overgangsriter". Det tidspunkt, hvor alderdommen begynder, er uklart defineret, det varierer efter tider og steder. Intetsteds finder man "overgangsriter", som giver en ny status. Poltisk beholder mennesket sine rettigheder og pligter hele livet. Grundloven skelner ikke mellem en 100-årig og en 40-årig. Jurister anser - bortset fra patologiske (sygelige/unormale/red.) tilfælde - gamle mennesker for at være fuldt så ansvarlige for deres handlinger som unge. I praksis behandler man dem ikke som en særskilt kategori, og det ønsker de i øvrigt helle ikke; der findes bøger, tidskrifter, film og skuespil, radio- og fjernsynsudsendelser specielt for børn og unge, men ikke for gamle. På alle disse planer sidestilles de med voksne af yngre alder. Men når der skal tages bestemmelse om deres økonomiske status, lader det til, at de betragtes som tilhørende en fremmed art: de har åbenbart hverken samme behov eller de samme følelser som andre mennesker, siden man synes, man blot behøver at tildele dem en nødtørftig almisse for at føle sig kvit over for dem. Denne bekvemme illusion holdes i hævd af økonomer og lovgivere, når de klager over den byrde, de ikke-aktive repræsenterer for de aktive: som om de aktive ikke var fremtidige ikke-aktive og ikke sikrede deres egen fremtid ved at lovgive om ansvarligheden for de gamle. Fagforeningerne tager derimod ikke fejl af dette: når de fremfører deres krav, lægger de altid stor vægt på pensionsforholdene.

De gamle der ikke udgør nogen økonomisk magt har ingen midler til at gøre deres rettigheder gældende: det er udbytternes interesse at bryde solidariteten mellem arbejderne og de uproduktive, så disse ikke fosvares af nogen. De myter og klicheer, der er bragt i omløb af den borgerlige tankegang, sigter mod at fremstille den gamle som en anden. "Det er af unge, der lever et tilstrækkeligt stort antal år, at livet laver oldinge," bemærker Proust; de bevarer det menneskes fortrin og fejl, som de fortsætter med at være. Det vil den almindelige mening ikike vide af. Hvis de gamle manifesterer det samme begær, de samme følelser og de samme fordringer som de unge, vækker de skandale; hos dem forekommer kærlighed og jalousi afskyeligt eller latterligt, seksualitet frastødende, vold til grin. De skal være dydsmønstre. Fremfor alt fordrer man sindsro af dem; man hævder, at den har de, og at det indebærer at man ikke behøver at interessere sig for deres ulykke. Det idealiserede billede, man foreslår dem af sig selv, er billedet af den erfarne og ærværdige Vismand, omstrålet af en glorie af hvidt hår; hvis de afviger fra dette billede, falder man over dem; så får vi det modsatte billede: den gamle nar, der laller og ter sig forstyrret, og som børnene gør grin med. I alle tilfælde er de enten ved deres dydighed eller ved deres afskyelighed anbragt uden for menneskeheden. Man kan altså uden skrupler nægte dem det minimum, der anses nødvendigt for et menneskeliv.

Vi driver denne diskriminering så vidt som til at vende os mod os selv: vi nægter at genkende os selv i denne olding, vi engang skal blive: "Af alle realiteter er alderdommen måske den, vi længst anser for et rent og skært abstrakt begreb," noterede Proust med rette. Alle mennesker er dødelige: de tænker på det. Mange af dem bliver gamle: næsten ingen ser på forhånd denne forandring i øjnene. Intet burde være mindre uventet, og intet er mere uforudset end alderdommen. Når man spørger de unge om deres fremtid, standser deres liv, især de unge pigers, senest ved 60-årsalderen. Nogen siger: "Så vidt kommer jeg ikke, jeg dør inden." Og nogen siger endda: "Jeg tager mit liv inden." Den voksne opfører sig som om han eller hun aldrig skulle blive gammel. Arbejderen bliver ofte forbløffet, når pensionsalderens time slår: datoen var på forhånd fastsat, han kendte den, han kunne have forberedt sig på den. Men det er en kendsgerning, at medmindre han er stærkt politisk bevidst, er denne viden stedse forblevet fremmed for ham.

Når tiden er inde, og allerede når den nærmer sig, foretrækker man normalt alderdommen fremfor døden. Men på afstand er det imidlertid døden, vi betragter med størst klarsyn. Den er en del af vore umiddelbare muligheder, den truer i alle aldre; det hænder, at vi strejfer den; ofte er vi bange for den. Men gammel bliver man ikke på et øjeblik: som ung eller i den voksne alder tænker vi ikke sådan som Buddha, at vi allerede er beboet af vores fremtidige alderdom: den er adskilt fra os ved så lang en tid at den i vores øjne forveksles med evigheden; denne fjerne fremtid forekommer os uvirkelig. Og desuden er de døde intet; man kan føle en overnaturlig svimlen foran dette intet, men på en vis måde beroliger det, det er ikke noget problem. "Jeg vil ikke være til mere": jeg bevarer min identitet og forsvinder. Når jeg som 20-årig eller som 40-årig tænker mig selv som gammel, er det ensbetydende med at tænke mig selv som en anden. Der er noget afskrækkende i enhver forandring. Jeg var som barn forbløffet, ja endog angst, da det gik op for mig, at jeg en dag ville forandre mig til voksen. Men ønsket om at forblive sig selv lig er i den unge alder almindeligvis opvejet af de anselige fordele ved den voksnes status. Hvorimod alderdommen fremtræder som en unåde: selv hos folk, man synes holder sig godt, springer alderdommens fysiske forfald i øjnene. Thi menneskearten er den art, hvor de forandringer, som årene fører med sig, er mest iøjnefaldende. Dyrene bliver magre og svage, de forvandles ikke. Det gør vi. Det gir et stik i hjertet når man ved siden af en ung, smuk kvinde ser hendes afglans i fremtidens spejl: moderen. Nambikwara-indianerne har kun et ord for "ung og smuk" lige som for "gammel og grim", beretter Lèvi-Strauss. Med vantro kigger vi på det billede, som de gamle viser os af vores egen fremtid; en indre stemme mumler absurd, at det ikke vil ske for os: vi vil ikke længere være os, når dette kommer. Før den bryder ind over os, er alderdommen noget, som kun vedrører de andre. Således kan man forstå, at det lykkes samfundet at aflede os fra at betragte de gamle som vores lige.

Lad os stoppe selvbedraget; meningen med vores liv er inddraget i den fremtid der venter os; vi ved ikke, hvem vi er, hvis vi ikke ved, hvem vi bliver: lad os genkende os selv i denne gamle mand eller kvinde. Det er nødvendigt, hvis vi vil tage vore samlede menneskelige vilkår på os. Da vil vi ikke længere kunne acceptere den høje alders elendighed, vi vil føle, det også er vores problem, og det er det. Alderdommen afslører klart det udbytningssystem, vi lever under. Den gamle, der er ude af stand til selv at klare tilfredsstillelsen af sine behov, repræsenterer altid en byrde. Men i fælleskaber, hvor der råder en vis lighed - i landbrugsfælleskaber hos visse primitive folkeslag - vèd det modne menneske, også selv om han ikke vil vide af det, at hans stilling i morgen vil være den han anviser de gamle i dag. Det er pointen i det eventyr af Grimm, som man genfinder i forskellige variationer overalt på landet: En bonde lader sin gamle far spise for sig selv, i et afsidesliggende lille træskur; en dag overrasker han sin egen søn i færd med at samle små brædder sammen: "Det er til dig far, når du bliver gammel," siger barnet.

Straks genfinder bedstefaderen sin plads ved fællesbordet. De aktive medlemmer af fælleskabet finder et kompromis mellem deres langsigtede og deres umiddelbare interesser. Knaphed kan tvinge visse naturfolk til at dræbe deres gamle forældre, mod senere selv måtte lide samme skæbne. I mindre ekstreme tilfælde mindskes egoismen af forudseenhed og børnenes følelser for deres forældre. I den kapitalistiske verden spiller den langfristede interesse ikke længere nogen rolle: de privilegerede, der bestemmer over massernes skæbne, er ikke bange for at komme til at dele den. De humanitære følelser optræder ikke, uanset den skinhellige snak om dem. Økonomien bygger på profit, og det er den, hele civilizationen er underlagt: man interesserer sig kun for det menneskelige materiale så længe det er indbringende. Derefter kaster man det bort. "I en verden i forandring, hvor maskinernes levetid er meget kort, må menneskene heller ikke arbejde alt for længe. Alt, hvad der er over 55 år, må ud," sagde doktor Leach, antropolog fra Cambridge, for nylig` ved en kongres.

Ordet "ud" skal tages bogstaveligt. Man bilder os ind, at pensionisttilværelsen er frihedens og fritidens livsafsnit; digtere har lovpris "havnens fryd og gammen". Det er skammelige løgne. Samfundet pånøder det store flertal af gamle en levestandard, der er så jammerlig, at udtrykket "gammel og fattig" næsten er en pleonasme [2] : og omvendt: flertallet af nødlidende er gamle. Fritiden åbner ikke nye muligheder for pensionisten; på det tidspunkt, hvor mennesket omsider befries for det nødvendige arbejde, fratager man det muligheden for at bruge sin frihed. Det er dømt til at vegetere i ensomhed og kedsomhed, som slet og ret affald. At et menneske i de sidste femten, tyve år af sit liv ikke er andet end en returneret, ubrugelig vare siger noget vores civilisations mislykkethed: denne indlysende kendsgerning ville give os en klump i halsen, hvis vi betragtede de gamle som mennesker, der har et menneskeliv bag sig, i stedet for som nu, omvandrende lig. De, der anklager vores lemlæstende samfundssystem, burde kaste lys over denne skandale. Det er ved at koncentrere sine anstrengelser om de mest forarmedes lod, at det lykkes at ryste et samfund (til handling/red.). Gandhi gik løs på pariaernes vilkår for at nedbryde kastesystemet; det kommunistiske Kina tog fat på at frigøre kvinden for at nedbryde den feudale familie. At kræve, at menneskene forbliver mennesker til deres dages ende, ville indebære en radikal omvæltning. Dette resultat kan umuligt opnås ved nogle begrænsede reformer, der lader systemet intakt: det er udbytningen af arbejderne, atomiseringen (indre splittelse/red.) af samfundet, elendigheden ved en kultur, som er forbeholdt elite, der munder ud i disse ummenneskelige alderdomme. Dette viser, at alt skal tages op på ny og forfra. Derfor undgår man så omhyggeligt at tale om problemet; derfor er det nødvendigt at bryde denne tavshed: jeg beder mine læsere hjælpe mig med det.

Simone de Beauvoir

***

[2] Pleonasme - hvor ordene danner et begreb således, at når man er "gammel" er det ensbetydende med "fattig" og derfor er ordet "fattig" overflødigt = "pleonasme". Man kan blot nøjes med at sige "gammel", for at også at dække "fattig", som i så fald er indforstået.

Citer:

---

Alderdommen

Af Simone de Beauvoir


Indledning

---

Jeg har hidtil omtalt alderdommen, som om dette ord dækkede en veldefineret, delafgrænset realitet. Men når det drejer sig om vores art, er det sandt at sige ikke nemt at komme rundt om denne realitet. Den er et biologisk fænomen: organismen hos det ældre menneske udviser særlige kendetegn. Den har psykologiske følger: visse måder at opføre sig på betragtes med rette som karakteristiske for den høje alder. Som alle menneskelige situationer har den en eksistentiel dimension: den ændrer indivitets forhold til tiden, altså dets forhold til verden og dets egen historie. På den anden side lever mennesker aldrig i en naturtilstand; i alderdommen, som i alle andre aldre, er dets status påført det af det samfund, det lever i. Det, der gør problemet komplekst, er den snævre indbyrdes afhængighed mellem disse forskellige synspunkter. I dag ved vi, at det er abstrakt at betragte de fysiologiske og psykologiske kendsgerninger hver for sig: de betinger gensidigt hinanden; vi vil få at se, at i alderdommen er denne relation særlig indlysende: alderdommen er i udpræget grad et område for psykosomatikken. Det man kalder et menneskes psyke kan imidlertid kun forstås i lyset af dets eksistentielle situation, som altså også indvirker på organismen; og omvendt: forholdet til tiden føles forskelligt alt efter om kroppen er mere eller mindre nedbrudt.

Endelig tager den plads og rolle, samfundet anviser oldingen, også hensyn til hans eller hendes individuelle særheder: afkræftelse, erfaring; og omvendt påvirkes mennesket af samfundets praktiske og ideologiske holdning til det. Det er altså ikke nok at levere en analytisk beskrivelse af alderdommens forskellige aspekter: hver af dem indvirker på alle de andre og påvirkes selv af dem; det er i denne ubegrænsede vekselvirkning, at alderdommen må forstås.

Derfor må en undersøgelse af alderdommen forsøge at være udtømmende. Eftersom det væsenligste formål med min bog er at kaste lys over de gamles skæbne i dag, i vores samafund, vil man måske undre sig over, at jeg vier så mange sider til deres vilkår i såkaldte primitive samfund og til forskellige tider i menneskehedens historie. Selv om alderdommen, forstået som biologisk skæbne, er en transhistorisk realitet, så står det ikke desto mindre fast, at denne skæbne leves på forskellig måde alt efter den sociale sammenhæng; og omvendt: den mening eller meningsløshed alderdommen antager i et givet samfund, stille hele dette samfund til diskussion, idet alderdommen afslører meningen eller meningsløsheden ved hele (ens/red.) det tidligere liv. For at vurdere vores samfund må vi konfrontere de løsninger, det har valgt, med dem, som andre samfund eller kollektiver gennem tiderne har anvendt. Denne sammenligning, vil gøre det muligt at uskille det, der er uundgåeligt knyttet til oldingens skæbne, og finde ud af, i hvilken udstrækning og til hvilken pris man ville kunne lindre hans eller hendes vanskeligheder, og altså hvilket ansvar det system vi lever i må bære.

Enhver menneskelig situation kan betragtes udefra - sådan som den fremstår for medmennesket - og indefra, sådan som individet subjektivt tager den på sig idet det gennemlever den. For medmennesket er oldingen genstand for en viden; for sig selv er han en personificeret erfaring. I denne bogs første del vil jeg anlægge den første synsvinkel. Jeg vil undersøge, hvad biologien, antropologien, historien og den samtidige sociologi lærer os om alderdommen. I anden del vil jeg bestræbe mig på at beskrive, hvordan det gamle menneske selv oplever forholdet til sin krop, til tiden og til medmennesket. Ingen af disse to undersøgelser vil sætte os i stand til at definere alderdommen; tværtimod vil vi måtte konstatere, at den har et utal af ansigter, der ikke kan føres tilbage til et enkelt. I historiens løb, ligesom i dag, er det klassekampen, der bestemmer, hvordan et menneske kommer til at leve sin alderdom; en afgrund skiller den gamle slave fra den gamle
patricier (privilegeret/red.), og en gammel, usselt pensioneret arbejder - fra en Onassis. Forskelle mellem de individuelle alderdomme har også andre årsager: helbred, familie osv. Men modsætninger mellem udbyttere og udbyttede opretter to kategorier af oldinge, den ene yderst omfattende, den anden indskrænket til et lille mindretal. Enhver påstand, der hævder at omfatte alderdommen i almindelighed, bør afvises, fordi den vil tilsløre denne modsætning.


Et spørgsmål melder sig straks. Alderdommen er ikke noget statisk faktum; den er en proces, der forlænges og afsluttes. Hvori består den? Men andre ord, hvad betyder det at ældes? Dette begreb er knyttet til forandringen. Men fosterets, den nyfødtes og barnets liv er også en konstant forandring. Skal man heraf slutte, som nogen har gjort, at vores liv er en langsom død? Bestemt ikke. Et sådant paradoks miskender den væsentlige sandhed om livet, at det er et ustabilt system, hvor ligevægten hvert øjeblik tabes og genvindes: det er inertien , der er ensbetydende med døden. Livets lov er forandring. Det er en bestemt type forandring, der karakteriserer det at blive gammel: uafvendelig og ugunstig, et forfald. Den amerikanske alderdomsforsker Lansing foreslår følgende definition: "En fremadskridende proces af ugunstige forandringer, der normalt er knyttet til tidens løb og som bliver synlig, efter at den fuldt voksne alder er nået, og som uværgelig munder ud i døden."

Men vi støder straks på en vanskelighed: hvad betyder ordet ugunstig? Det indebærer en værdidom. Fremskridt eller tilbageskridt findes kun i forhold til et udpeget mål. Den dag, Marielle Goitschel begyndte at stå dårligere på ski end sine yngre søskende, måtte hun, på det sportslige plan, betragte sig som gammel. Aldershierarkiet oprettes midt i livets aktiviteter, og dets kriterium (forudsætning/red.) er meget usikkert. Man måtte vide, hvilket mål det menneskelige liv sigter mod, for at kunne bestemme, hvilke forandringer der bringer det fjernere eller nærmere mod målet.

Problemet er enkelt, hvis man kun ser på den menneskelige organisme. Enhver organisme stræber mod at overleve. Derfor må den genoprette ligevægten, hver gang denne sættes på spil, forsvare sig mod yngre angribere, have videst og sikrest muligt hold på verden. I dette perspektiv har ordene: gunstig, ligegyldig, ugunstig en klar betydning. Fra fødslen til 18-20-årsalderen stræber organismen i sin udvikling mod at forbedre sine chancer for at overleve: den bliver stærkere, mere modstandsdygtig, dens evner vokser, dens muligheder bliver mere mangfoldige. Summen af menneskets fysiske evner er på sit højeste omkring 20-årsalderen. I de første tyve år er organismens forandring altså som helhed betragtet gunstig.

Visse forandringer medfører hverken forbedringer eller det modsatte af det organiske liv, de er ligegyldige: således indskrumpningen af brisselen (thymus) der finder sted i den tidlige barndom, eller formindskelsen af hjernecellernes antal, der er uendeligt meget større end mennesket har brug for.

Der er ugunstige forandringer som indtræder meget tidligt. Øjets evne til at akkomodere (afstands-omstilling/red.) nedsættes fra 10-årsalderen. Grænsen for, hvor høje toner øret kan opfatte, falder allerede før puberteten. En vis form for hukommelse bliver svagere fra 12-årsalderen. Ifølge Kinsey, bliver mandens seksuelle potens mindre efter 16-årsalderen. Disse meget begrænsede tab hindrer ikke, at udviklingen i barndommen og ungdommen følger en opadgående linje.

Efter 20- og især 30-årsalderen begynder organerne at forfalde. Skal man fra det tidspunkt tale om, at man ældes? Nej. Hos mennesket er kroppen ikke ren natur. Tab, forandringer, svækkelser kan kompenseres for af erfaringer, indarbejdede reflekser, praktisk og intellektuel viden. Man taler ikke om at ældes, så længe skavankerne forbliver sporadiske og lette at afbøde. Først når de bliver betydelige og uafhjælpelige, bliver kroppen skrøbelig og mere eller mindre afkræftet, og så kan man helt klart tale om, at den forfalder.

Spørgsmålet bliver langt mere indviklet, hvis vi ser på mennesket som helhed. Forfaldet indtræder efter at et højdepunkt er nået: hvor skal dette placeres? Det fysiske og det åndelige følger, trods deres indbyrdes afhængighed, ikke nødvendigvis en parallel udvikling. Åndeligt kan et menneske have lidt betragtelige tab inden dets fysiske degradering sætter ind; omvendt kan vigtige intellektuelle gevinster realiseres i løbet af det fysiske forfald. Hvad skal vi tillægge størst værdi? Det vil man svare forskelligt på, alt efter om man lægger størst vægt på de kropslige eller de mentale evner, eller på en lykkelig ligevægt mellem dem. Det er ud fra sådanne valg, at menneskene og samfundene opretter et aldershierarki: intet kan accepteres som universelt gældende.

Barnet er den voksne overlegent ved dets rige muligheder, utallige nye færdighederog ved dets friske sanser: er det nok til at mene, at det går ned ad bakke, når det bliver ældre? Det synes til en vis grad at være Freuds mening: "Tænk på den bedrøvelige kontrast mellem et sundt barns strållende intelligens og en gennemsnitlig voksens intellektuelle svaghed," har han skrevet. Det er en tanke Montherlant ofte har udviklet: "Når barnets geni slukkes, er det for stedse. Man siger altid at ormen bliver til en sommerfugl; hos mennesket er det sommerfuglen der bliver til en orm," siger Ferrante i La Reine morte (Den døde drønning).

De havde begge personlige - indbyrdes meget forskellige - grunde til at tillægge barndommen værdi. Deres meninger er ikke en, der er almindelig enighed om. Selve ordet modenhed peger på, at man almindeligvis tillægger det fuldtudviklede menneske fortrin fremfor barnet og ynglingen: det har erhvervet sig viden, erfaring og evner. Videnskabsmænd, filosoffer og skribenter stedfæster gerne menneskets højdepunkt til midten af dets bane gennem livet. Nogle anser endda selve alderdommen for tilværelsens priviligerede epoke: den bringer, mener de, erfaring, visdom, sindsro. Det menneskelige liv kender, efter deres mening, ikke til forfald.

At definere, hvad der er fremskridt og tilbageskridt for et menneske, forudsætter, at man forholder sig til et bestemt mål; men der findes intet endegyldigt mål, som er givet på forhånd. Hvert samfund skaber sine egne værdier: det er i den sociale sammenhæng, at ordet forfald finder sin præcise betydning.

Denne diskussion bekræfter, hvad jeg ovenfor har sagt: alderdommen kan kun forstås, hvis man betragter den i dens helhed; den er ikke kun biologisk, men en kulturel kendsgerning.

***

Omtalen fortsætter hen ad vejen....

Citer:

---

Alderdommen

Af Simone de Beauvoir


Konklusion

---

Alderdommen er ikke nogen nødvendig afslutning på den menneskelige tilværelse. Den repræsenterer ikke engang, sådan som kroppen, det Sartre har kaldt "vores tilfældigheds nødvendighed". Et stort antal dyr dør - som for eksempel døgnfluer - efter at have forplantet sig, uden at gå igennem et forfaldsstadium. Det er imindlertid af erfaringsmæssig og faglig sandhed, at efter et vist antal år begynder den menneskelige organisme at gå i forfald. Den proces er uafvendelig. Efter en vis tid medfører den en vis indskrænkning af menneskets aktiviteter; og meget ofte en nedsættelse af dets åndsevner og en ændring af dets indstilling til verden.

Den høje alder værdsættes undertiden af politiske eller sociale grunde. Nogle mennesker - for eksempel kvinder i det gamle Kina - har i alderdommen kunnet finde tilflugt mod voksenalderens hårde vilkår. Andre kan finde behag i den ud fra en slags vital pessimisme: hvis livsviljen fremtræder som en kilde til ulykke, er det logisk, at man foretrækker en halvdød tilstand. Men det store flertal modtager alderdommen med sorg eller oprør. Den vækker mere modvilje end selve døden.

Og faktisk er det snarere alderdommen end døden, man skal stille i modsætning til livet. Den er en parodi på livet. Døden gør livet til skæbne; i en vist forstand frelser den livet ved at give det en absolut dimension: "Som evigheden omsider lader komme til sig selv". Døden ophæver tiden. Når man begraver et menneske, så er dets sidste dage ikke mere sande end de andre; dets tilværelse er blevet en helhed, hvor alle delene er ligeligt til stede som grebet af intetheden. Victo Hugo er på èn gang og for stedse 30 år og 80. Men da han var 80, udviskede den levende nutid fortiden. Dette overherredømme af forstemmende i de - næsten alle - tilfælde, hvor nutiden er en degradering eller endog et dementi (afkræftelse/red.) af det, der har været. De gamle begivenheder og den erhvervede viden bevarer deres plads i et udslukt liv; der har været. Når hukommelsen smuldrer bort , synker de ned i en parodisk (komisk forvrænget/red.) nat: livet trævles op, maske for maske, som en slidt trøje og efterlader ikke andet i oldingens hænder end nogle formløse garnstumper. Og hvad værre er, hans (/hendes/rde.) lidenskaber, overbevisninger, aktiviteter anfægtes af den ligegyldighed, der har grebet ham: således da Monsieur de Charlus (en fiktiv person i en roman/red.) ved en bestemt hilsen tilintetgør det aristokratiske hovmod, der havde været hans eksistensberettigelse, eller da Arina Petrovna (i "Brødrene Karamazov" af Fjodor Dostojewskij/red.) forsoner sig med en forhadt søn. Til hvilken nytte har man arbejdet så meget, hvis man skal opdage, at det - med Rousseaus ord - var spildt møje, hvis man ikke længere tillægger de opnåede resultater nogen værdi? Michelangelos foragt for sine "sprællemænd" er hjerteskærende; hvis vi følger ham gennem hans sidste år, føler vi bedrøvet med ham, hvordan hans anstrengelser har været forgæves. Men når han først er død, kan disse modløse øjeblikke ikke rokke ved storheden i hans værk. Ikke alle oldinge giver op. Mange udmærker sig tværtimod ved deres stædighed. Men så bliver de ofte karikaturer af sig selv. Deres vilje fremturer ved en slags inertiens lov (inerti = træghed/red.), uden fornuft, eller endog imod enhver fornuft. De begyndte med at ville med henblik på et bestemt mål. Nu vil de, fordi de har villet. Vaner, indarbejdet adfærd og forskellige former for forkalkning har her i almindelighed erstattet opfindsomheden. Der er noget sandt i disse ord af Faguet (skrev et vredt essay "Alderdommens ti bud"/red.): "Alderdommen er en fortsat komedie, som et menneske spiller for at bilde de andre og sig selv noget ind, og den er især komisk, fordi han eller hun spiller dårligt."

Moralen prædiker rolig accept af de onder, som videnskaben og teknikker er ude af stand til at udrydde: smerte, sygdom, alderdom. Ifølge moralen bliver vi større af tappert at bære selve den tilstand der formindsker os. I mangel af andre projekter kunne den gamle engagere sig i dette. Men det er at spille på ordene. Projekterne vedrører kun vores aktiviteter, og at stå alderen igennem er ingen aktivitet. At vokse, modnes, ældes, dø: tidens gang er en skæbne.

Hvis vi vil undgå, at alderen bliver en latterlig parodi på vores tidligere tilværelse, er der kun èn løsning, og det er at fortsætte med at forfølge mål, der giver vores liv mening: engagement i mennesker, fælleskaber eller en sag, socialt, politisk, intellektuelt eller skabende arbejde. Modsat hvad moralisterne tilråder, må man ønske, at man i den høje alder bevarer lidenskaber, der er tilstrækkelig stærke til at de kan hindre os i kun at beskæftige os med os selv. Livet bevarer en værdi, så længe vi gennem kærlighed, venskab, indignation (harme, vrede, forbitrelse, forargelse/red.) og medlidenhed sætter pris på de andres liv. Så bliver der ved med at være grund til at handle og tale. Man råder ofte folk til at "forberede" deres alderdom. Men hvis det kun drejer sig om at lægge penge til side, vælge et sted at trække sig tilbage til, sørge for at have "hobbies", vil man, når dagen kommer, være lige vidt. Det er bedre ikke at tænke for meget på den, og i stedet leve et liv, der er tilstrækkeligt engageret og retfærdiggjort til at man kan blive ved med at hænge ved det, selv når alle illusionerne er bristede og livsgnisten kølnet.

Men disse muligheder forundes kun en håndfuld prvilegerede: det er i den sidste levealder at kløften mellem dem og det store flertal uddybes mest. Ved at sammeligne dem, kan vi svare på det spørgsmål, vi stillede i begyndelsen af denne bog: hvad er uundgåeligt i menneskenes forfald? I hvilken udstrækning er samfundet ansvarlig for det?

Vi har set, at det tidspunkt, hvor alderdomssvækkelsen begynder, altid har været afhængigt af vedkommendes klassetilhørsforhold. I dag er en 50-årig minearbejder en færdig mand, mens mange privilegerede bærer deres 80 år med lethed. Arbejderens forfald sætter ikke blot tidligere ind, det forløber også meget hurtigere. I de år han "overlever", vil hans nedbrudte krop være plaget af sygdomme og skrøbeligheder. Mens en olding, der har haft chancen for at tage hensyn til sit helbred, kan bevare det næsten intakt til sin død.

Som gamle er de udbyttede dømt, om ikke til nød, så i det mindste til fattigdom, ubekvemme boliger og ensomhed, hvilket medfører en følelse af fornedrelse og generel ængstelse. De synker hen i en sløvhedstilstand, der giver sig udslag i organismen; selv de mentale sygdomme, der rammer dem, skyldes for en stor del systemet.

Selv om pensionisten bevarer sin sundhed og sin åndsfriskhed, er han/hun ikke mindre hjemsøgt af denne skrækkelige plage: kedsomhed. Man er blevet frataget sin indflydelse på verden og formår ikke at genvinde den, fordi hans tid udenfor arbejdet var fremmedgjort. Hans sure lediggang munder ud i en apati, der sætter hans sidste fysiske og åndelige ligevægt på spil.

Den skade, han har lidt i løbet af sin tilværelse, er endnu mere dybtgående. Når pensionisten er fortvivlet over sit nuværende livs meningsløshed, skyldes det, at hans tilværelse til enhver en tid har været stjålet fra ham. En ubønhørlig, jernhård lov har kun tilladt ham at reproducere sit liv (som det var, om og om igen/red.) og nægtet ham mulighed for at skabe sig en meningsfuld tilværelse. Når han omsider slipper fri for arbejdets tvang, opdager han kun en ørken omkring sig; han har ikke haft mulighed for at engagere sig i projekter, der kunne have fyldt hans verden med mål, værdier og eksistensberettigelse.

Det er det forbryderiske ved vores samfund. Dets "alderdomspolitik" er en skandale! Men endnu mere skandaløs er den behandling, det udsætter de fleste mennesker for i deres ungdomstid og modne år. Samfundet præfabrikerer de lemlæstende og elendige vilkår, der er menneskets lod i alderdommen. Det er samfundets skyld, at alderdomssvækkelsen indtræder før tid, at det går hurtigt, er fysisk smertefuld og åndelig forfærdelig, fordi menneskene møder sin alderdom tomhændede. Udbyttede og fremmedgjorte mennesker bliver, når de mister deres kræfter, nødvendigvis til "udskud" og "affald".

Derfor er alle de midler, man foreslår til at lindre de gamles nød, så utilstrækkelige: ingen af dem ville kunne reparere den systematiske ødelæggelse, menneskene har været ofre for hele deres liv. Selv om man plejer dem, vil man ikke kunne tilbagelevere deres sundhed igen. Selv om man bygger anstændige hjem til dem, vil man hverken kunne give dem den kultur, de interesser eller de former for ansvar, der ville fylde deres liv med en mening.Jeg siger ikike, at det er helt forgæves at forbedre deres forhold under det nuværende system; men det løser ikke den sidste alders egentlige problem: hvordan skulle et samfund være for at mennesket blev ved med at være menneske i sin alderdom?

Svaret er enkelt: dets medlemmer skulle altid have været behandlet som mennesker. Samfundet afslører sig selv gennem den lod, det tildeler sine ubeskæftigede medlemmer: det har altid betragtet dem som redskaber. Det indrømmer, at kun profitten tæller, og at dets "humanisme" er ren og skær facade. For den herskende klasse i det 19. årh. var proletariatet udtrykkeligt det samme som barbarer. Proletarerne har gennem deres arbejdskampe opnået at blive integreret i menneskeheden. Men kun så længe de er produktive. De gamle arbejdere vender samfundet sig bort fra, som fra en fremmed art.

Derfor begraver man spørgsmålet i en velberegnet tavshed. Alderdommen afslører hele vores civilisations nederlag. Det er det hele menneske, der skal genoprettes, alle de menneskelige relationer, der skal genskabes, hvis man ønsker, at oldingens stilling skal være acceptabel. Et menneske skulle ikke imødese slutningen af livet i ensomhed og med tomme hænder. Hvis kulturen ikke var en træg viden, erhvervet èn gang for alle og derefter glemt, hvis den var praktisk o levende og indebar at mennesket kunne have hånd i hanke med sin omverden i en proces der fuldbyrdedes og stadig fornyedes i årenes løb, så ville mennesket i enhver alder være en aktiv og nyttig samfundsborger. Hvis det ikke var blevet atomiseret (knust/red.) allerede fra barndommen af, indespærret og isoleret blandt andre knuste, hvis det deltog i et kollektivt liv, der var lige så dagligdags og væsentligt som dets eget liv, ville det aldrig komme til at kende hjemløsheden. Ingen steder og til ingen tider har sådanne vilkår været virkeliggjorte. Selv om de socialistske lande måske nærmer sig dem lidt mere end de kapitalistiske, så er der langt igen.

I det ideelle samfund, jeg lige har fremmanet, kan man drømme om, at alderdommen som sådan ikke ville eksistere. Mennesket ville, som det sker i visse begunstigede tilfælde, blive umærkeligt svækket, men ikke åbenlyst forringet af alderdom, og en dag ville det blive ramt af sygdom, som det ikke kunne modstå; det ville dø uden at have undergået nogen fornedrelse. Den sidste alder ville da virkelig være i overensstemmelse med den definition, visse borgerlige ideologer giver af den: et øjeblik i tilværelsen, forskelligt fra ungdommen og den modne alder, som rummer sin egen ligevægt og åbner en lang række muligheder for mennesket.

Vi har langt igen. Samfundet bekymrer sig kun om mennesket i den udstrækning, det indbringer noget. De unge vèd det. Den ængstelse, de føler i det øjeblik, de skal begynde deres liv i samfundet, svarer til de gamles angst i det øjeblik, de udelukkes fra det. I den mellemliggende tid tilsløres problemer af rutinen. Den unge frygter denne maskine, der er parat til at sluge ham, han forsøger undertiden at forsvare sig med brosten. Den gamle, der er spyttet ud af maskinen, udmattet, nøgen, har nu kun sine øjne at græde med. Mellem disse to kører maskinen, maler mennesker, der lader sig male, fordi de end ikke forestiller sig, at de kunne undgå det (hvis de ville, magtede/red.). Når man har forstået, at det er de gamles vilkår, vil man ikke kunne slå sig til tåls med at kræve mere storsindet "alderdomspolitik", hævede pensioner, sunde boliger, organiseret fritid. Det vil ikke være nok. Det er et helt system, der er involveret, og kravet kan kun være radikalt: livet skal laves om.

***

Omtalen fortsætter hen ad vejen....