Når Magdalena Sroda skriver sin kronik, modtager hun selvfølgelig kommentarer derpå og disse kommentarer er yderst blandede eller måske ikke engang det, fordi det er ikke "velset" i disse samfund at tale positivt om noget fra den socialistiske fortid. Det gør man bare ikke. I hvert fald ikke uden at pådrage sig forkæmpernes-for-frihed hævngerrighed og offentlig fordømmelse. Skriver man alligevel en kronik, hvor man reelt drager sammenligningerne mellem kvindernes vilkår før og nu - kan man ikke undgå at komme i den "varme" stol. Men kendsgerninger er nu en gang kendsgerninger, og Magdalena Sroda lader sig ikke skræmme fra at skrive hvad hun mener - bør siges.
Magdalena Sroda skriver om begrebet
feminisme , at ordet fremkalder næsten udelukkende negative reaktioner, styrket af alskens skrækkelige tankespind. Feminisme er jo dyrket af feminister, om hvem ved man, at de er "aggressive", "krigeriske", "mandhaftige = unormale". At de er som regel seksuelt udhungrede (ingen gider have dem jo) eller lesbiske og - meget ofte - er de også politisk radikale.... I den tidligere Østblok kaldes feministerne i dag for kommunister - den ultimative fornærmelse. Enhver feminists drøm er jo at fortrænge de stakkels mænd fra deres retmæssige piedestaler og i særlig grad - fra en traktor.
"Kvinderne fører traktor, mændene passer kødgryderne" er hvad feministerne drømmer om iflg. de gængse fordomme....
"Men det har vi allerede haft!" - siger alle og ingen vil tilbage til disse tider, ergo: væk med feminismen.
At den ideologiske "afkommuniseringen" af landet (Polen) betød samtidigt afskaffelse af ligestilling er en kendsgerning. Ligeledes er det en kendsgerning, at bortset fra ganske få - er der ingen, der tør omtale PRL (Polsk Folkerepublik, tror jeg) positivt, på trods af at der var så mange forskellige faciliteter og midler til overlevelse i den praktiske hverdag - dagens feminister (og "almindelige kvinder", hvis de turde sige det højt) kan kun drømme forgæves om: gratis vuggestuer og børnehaver; gratis sommerferie til alle børn; betalingsfri sundhedsvæsen ambulant og hospitalerne inkl. enhver form for tandlægehjælp. Effektivt socialvæsen tilknyttet arbejdspladserne. For ikke at forglemme en fuld ret til abort, et landsdækkende netværk af K-klinikker (for screening og behandling for gynækologiske sygdomme) samt - en betydelig grad af et rationelt syn på borgernes behov. I tilfælde af sygdom har de socialistiske borgere henvendt dem til lægen eller et hospital. I modsætning til i dag, hvor de nu ikke-socialistiske, syge borgere går i kirke, eller tager på et pilgrimfærd, eller blot valfarter til stedet hvor et religiøs relikvie udstilles og miraklerne øser af den helbredende, guddommelige magt.
Men feminisme er ikke kun et minde fra PRL-tiden. I bund og grund handlede det om, at sætte alle hænder i arbejde. Kommunisme, i modsætning til Den Frie Polen - kunne ikke tillade sig at lade halvdelen af befolkningen gå hjemme. Der var brug for alle hænder. Derimod i dag lukker man vuggestuer og børnehaver i håb om, at desperate kvinder forlader deres jobs og vil holde sig til deres pligter - føde og opdrage børnene, lave mad, brodere og holde mund. Som den Hellige Jomfru Maria.
Det er dog en udbredt misforståelse, at feminisme vil rive kvinderne væk fra deres komfur og deres broderier. Feminisme vil først og fremmest medvirke til, at alle - kvinder og mænd - kan uhindret træffe egne beslutninger om, hvordan deres egen livsmodel skal se ud. Lige netop denne frihed var ret begrænset under kommunismen, idet man skulle det samfundet havde brug for..... så betragtet fra denne vinkel er feminismen langt fra ensbetydende med kommunismen eller anden begrænsende politisk strømning, selv om ordlyden ligger faretruende tæt på den (neo)liberalistiske tanke om, at enhver er sin egen lykkes smed og veje dertil vælger man som man vil. Det er
ikke hvad feminisme handler om.
Feminisme var, er og forbliver en bevægelse der går
mod bevarelse af de traditioner,
hvis væsen består af begrænsningen af det frie valg og opdeler mennesker i "rigtige" og forkerte" - dvs. diskriminerende stereotyper. I den forstand vil feminismen altid tage parti for alle sociale og politiske visioner, der stræber efter omformning eller afskaffelse af de tendenser (i samfundet), der anerkender traditions- og religionsbestemt form for samfundskonstruktion, idet denne er automatisk - uretfærdig og skadevoldende for det enkelte individ.
Dette er grunden til, at feminismen, af de sjuskede politiske meningsdannere var blevet slået i hartkorn med socialisme og kommunisme. Ikke mindst i forhold til feminismens historiske bidrag til kampen om arbejdernes rettigheder eller om de diskrimineredes rettigheder under apartheid i Afrika, og andre steder. Herfra stammer også feminismens støtte til - f.eks. - de homoseksuelle, der arbejder for at normalisere deres stilling i samfundene, rundt om i verden.
Feminisme er i virkeligheden ikke andet, end en bevægelse med demokrati som (for)mål, eller - som nogen påstår - den næste etape af demokratisering af demokrati, idet der er langt vej endnu, før idealerne om frihed, lighed og respekt for det enkelte menneskes naturlige værdighed - er opnået.
"Bolsjevisme", "kommunisme", "socialisme" - den "ortodokse" af slagsen, er altså ikke forenelig med feminismens egen forestilling om frihed for individet. Ej heller i det historiske tilbageblik. Ideologierne, der på nogen måde, og uanset formålet (påskud?), begrænser individets frihed, med henvisning til vedtagne politiske eller religiøse mål - stritter mod feminismen og dens væsen. Derfor - alt der bare lugter af konservatisme, totalitarisme, traditionalisme, fundamentalisme og autoritarisme - er enten kritisk eller er direkte fjendtligt indstillet over for feminismen.
Noget andet er det med ideologierne drejet mod venstre for midten, hvor der fokuseres på fremtid uden frygt, social retfærdighed, liberalisme forstået som filosofi, hvor
ethvert individ har ret til ligestilling og støtte til overskridelse af "naturlige" hindringer, såsom økonomi, social arv m.v. Eller ideologierne, hvor demokrati opfattes som en process, hvor
også de, der af forskellige grunde - ikke havde adgang til ligestilling, chancer og muligheder - gives en ligestillet plads i samfundet. Ja, disse ideologier ligger utvivlsomt tættere på, og vil blive støttet af feminismen. Altså, den oprindeligem grundlæggende, der er berettiget til sit kaldenavn - feminisme.
Ønsker man at placere feminismen på det politiske kort, kommer man ikke uden om at skulle sætte mærket tæt ved det sociale aspekt af liberalisme, langt fra ideologierne, der bekymrer sig om historie, nationel identitet, traditioner, tilbedelse af forfædrene m.v. Fordi paradoksalt nok - befinder sig både liberalismen OG den, socialt fokuseret feminisme på nøjagtig samme side af det politiske spektrum. Langt fra både den konservative tanke og den socialistiske
utopi, som modstandere ellers så gerne ynder at fremdrage, og stikke de uvidende blår i øjet med, at feminismen skulle være.
Magdalena Sroda afslutter sin kronik med at vende tilbage til tider, hvor
"traktor-feminismen" herskede (se indlæg nr. 3). Hun beskriver sit ophold på landet under kartoffel-høsten. Hun fik valget mellem enten at køre traktor, der trak en maskine, som gravede kartoflerne op - eller, at gå
efter traktoren. Det andet føltes mere "naturligt" (fordi indsamlingen af de opgravede kartofler udførtes fortrinsvis af kvinder og børn), men det første - var afgjort mere fornøjeligt.
Mens at vandre foroverbøjet efter traktoren og samle kartoflerne i sække var trættende, trælst og beskidt - gav et bekvem ophold bag rattet oppe i traktorkabinen - en følelse af magt, komfort og renhed. Og lige siden, hver gang Magdalena Sroda blev tilbudt traditionelt "mandlige" opgaver, har hun takket ja, ganske enkelt fordi hun mener, at disse opgaver pr definition er nemmere, lettere og tillige rummer mere magt til at påvirke jobbet og omgivelserne.
Når hun derimod tænker på tidligere tiders jobs, kvinder blev sendt ud i under det socialistiske styre - tænker hun kun på èt bestemt job, som værende stræbeværdigt. Det kosmiske.
Da Magdalena Sroda var barn og gik i børnehave, dansede hun "twist" til sangen med titlen "Valentina Tereshkova - twist".
https://www.youtube.com/watch?v=BV-mSnDVfmE
Alle børn kunne "twiste" til den og alle vidste de godt, at
Valentina Tereshkova var
kosmonaut.
Magdalena Sroda mindes, at mens hun dansede, forestillede hun sig, at sådan (dansende), er det også i det ydre rum, selv om hun ikke ligefremt brændte efter selv at flyve derud. Hun var dog overbevist om, at hun skulle afsted på et tidspunkt. Fordi, iflg. hendes barneforestilling dengang - tilhørte kosmos ganske enkelt - kvinderne. glad1
Hvor langt ser det ud til at være, fra denne, dengang en lille piges tanke - til vores egne
light-feminister, som enten er usynlige i samfundsbilledet eller - når de omsider
tordner frem på TV-skærme, eller i blade og aviser - kan man lige så godt stikke fusserne i baljen og krumme tæer. :oops: De er "markante" godt nok, men til hvilken nytte?
Kilde: Frit efter
Magdalena Srodas artikel
Feminizm, lewica, traktor i kosmos (Feminisme, venstrefløj, traktor og kosmos) oversat fra polsk til engelsk med
Google Translate.