Et ukonventionelt syn på medicin. Om Linda.

Til Linda - hvad er dine hjertesager?

Hej Linda :vink1

Jeg poster dette spørgsmål her, fordi jeg ved at du brændende interesserer dig for alternative metoder til bekæmpelse af sygdom eller bevarelse af helbredet. Og at det er din hensigt, fortrinsvis at skrive om disse emner, hvor du gerne vil dele af den viden og info, du har, af personlige årsager, længe interesseret dig for.

Da denne kategori bliver besøgt af netop mennesker, der også er på udkig efter informationer indenfor din interessefelt - vil jeg gerne, på egne og deres vegne spørge dig om, om du ikke har lyst til at fortælle lidt mere om baggrunden for din interesse og ligeledes om baggrunden for, at du har udviklet de holdninger, der er drivkraften bag det du foretager dig, når du udvikler din interesse for det ukonventionelle. :smi054

Hvis du er enig i, at dette forslag er en god idè - kan du tage dig en god tid, før du besvarer. Eller kan du også besvare lidt ad gangen, for således ikke at skulle stresse med at skulle etablere det totale overblik på en gang. Håber du gider. :smi054

Citer:

---

Til Linda - hvad er dine hjertesager?

---

Kære Tante Ana.

Jeg har rigtig mange hjertesager, men den vigtigste må være at oplyse andre mennesker om de ødelæggende helbredsmetoder der praktiseres i dagens Danmark. Derfor kaster jeg mig nu ud i et lidt større projekt, nemlig de oplevelser i mit liv der har foranlediget mig til at tænke lidt anderledes.:smi304


Kære læsere af denne tråd.

Jeg vil nu tage Jer en tur med på opdagelse i mit liv, der i de sidste mange år har været præget af en del turbulens, og som uundgåeligt har bevidstgjort mig om nogle tilstande samt forhold indenfor det etablerede såkaldte sundhedsvæsen og i den sociale sektor.

Jeg skriver derfor ikke med henblik på at få sympati, da jeg udmærket er klar over, at jeg deler denne samt lignende skæbner med tusinde af mennesker bosat i lille idyliske Danmark, samt at der findes mennesker, hvis skæbne har betydelig større katastrofale følger.

Min hensigt med denne historie er at oplyse om det svigt, der dagligt - og med en kynisme, der er koldere end min kummefryser - praktiseres indenfor "velfærdstatens" tykke mur af undertrykkelse, hvor mulighederne for en oprigtig, ærlig og hjælpende foranstans bliver ringeagtet i sådanne en grad, at man desværre skal opleve det selv for at tro på, at det rent faktisk er det der sker. Pudsigt nok opleves dette kartel kaldet sundhedsvæsnet som værende et af verdens førende på området helbredelse og forskning. Jeg tillader mig derfor lige at lave et par små ridser i den ellers så fine blankpolerede overflade, der så strålende reflekterer glansen og forblænder os i uvidenhedens forræderiske lys.

Efterfølgende vil jeg fortælle om modarbejdelsen i den sociale sektor, der ellers i følge lovgivningen, så flot og fint skulle have til hensigt at hjælpe nødstedte/værst ramte borgere, til at komme på fode igen, i dette fantastiske velfærdssamfund.

Det er således med udgangspunkt i disse 2 elementer i vort samfund, jeg beder Jer holde for øje, når nu jeg skriver som jeg gør. For at give Jer en idè om hvorledes jeg fungerer og er "skruet sammen" skal vi først et smut tilbage i min barndom, hvor mine livsværdier blev grundlagt - de selvsamme livsværdier der senere hen skulle vise sig at redde både min mand og jeg. Min fortælling vil derfor strække sig over en del indlæg, og jeg vil bid for bid selv igen, gennemleve de frustrationer og den afmagt der tillige også kan være grobund for selvmord, skilsmisser samt traumatiske forhold rundt omkring i de små hjem i dejlige Danmark. Nå - nu må jeg hellere hæve stemningen lidt - jeg skulle jo nødigt miste Jer undervejs.

God fornøjelse
Kærligst
Linda

Lidt godt fra barndommen.:smi055

Jeg er født og opvokset på landet omgivet af en masse sjove dyr, midt i en skov og nær vandet i den Sydfynske natur. Til husets dyrehold var tilknyttet en - dengang - noget kontroversiel dyrlæge. Jeg husker stadig mit første møde med ham, jeg var omkring de 6 år. Han hed Ertmann, og jeg elskede når han kom forbi og tilså dyrene. Han havde altid en masse spændende ting med af diverse vitaminer og mineraler samt mixture der indgik som en selvfølge i hans virke som dyrlæge.

Men min største beundring for denne dyrlæge var hans menneskelige indsigt. Han havde heldbredt en gigtpatient med vitaminer samt en bekendt af familien for cøliaki. Dengang var det vist meget almindeligt derude på landet, at man opsøgte kloge mænd og koner, og da vi nu havde en klog dyrlæge, var det da nærliggende at bruge ham.

Jeg husker tydeligt de samtaler ved køkkenbordet om aftenen hvor mine forældre lovpriste hans evner og (dengang) utraditionelle behandlingsmetoder. Det var også kendt indenfor "kredsen" at han solgte disse vitaminer og mineraler til dyrenes mennesker. Hvad der også var kendt var, at han indimellem måtte betale nogle skyhøje bøder for at gøre dette, men det kunne heldigvis ikke standse hans oprigtige hensigt om at hjælpe sine medmennesker. Ligeledes var denne dyrlæge kendt for sine mixture der kunne afhjælpe kollik hos spædbørn, samt vokseværk hos de lidt støre børn. I mit barndomshjem stod der derfor altid i køleskabet en flaske med dyrlægens opløselige vitaminer - til frit brug, og jo- vi unger i denne kreds sprudlede sgu af sundhed og velvære, og var sjældent plaget af forkølelser eller lignende almindelige sygdomme.

Så kom der en dag, efter at jeg havde plaget min mor stolpe op og ned i gennem meget lang tid, og hvor det endelig lykkeds det mig at få lov til at ride hendes fuldblodshest. (Kunne bare ikke få det vildt nok, jeg var vel omkrig 8 år). Som sagt så gjort - det endte da også med en ordentlig rodeotur i folden, hvorefter jeg fløj af, landede lidt uheldigt og besvimede.

Da min mor skulle "bjærge" mig i sikkerhed så hun til sin store skræk at det flød med en rødbrunlig skumfråde ud af min mund. (Stakkels kvinde, hun vidste ikke, at jeg lige forinden, med største lethed, havde konsumeret en bakke flødeboller). Men forskrækket det blev hun, og tilkaldte vagtlægen da hun ikke turde køre med mig på grund af denne underlige fråde.

Jeg vågnede op af min bevidstløshed med en lysende lommelygte lige i fjæset og en læge, som jeg aldrig havde set, der klappede mig på kinden. Jeg sagde i en meget bestemt tone til denne læge der lyste ind i mine øjne, at han i hvert fald ikke skulle begynde at at kurere på mig, for jeg ville nemlig kun kureres af dyrlæge Ertmann, som også kunne kurere mennesker!!!. Vagtlægen kiggede forundret over på min mor og sagde, at hun skulle stille mig nogle nemme spørgsmål hver halve time, "jeg tror at din datter har hjernerystelse, hvis hun bliver ved med at sige underlige ting skal du køre hende på sygehuset".


Indrømmer at jeg har sagt underlige ting lige siden, da jeg jo er opflasket på vitaminer - dette dejlige fundament fra min barndom er stadig første prioritet i mit daglige virke vedr. mit (og så vidt jeg kan slippe afsted med at blande mig i venner og families) helbred, og jeg vil nu til dags dato stadig hellere kureres af en dyrlæge, der godt kender til kroppens naturlige behov for vitaminer og mineraler, end en læge der er i lommen på medicinalindustrien.

Nå men lige en lille sidste historie - årene gik og dette var så vidt jeg husker, en af dyrlægens sidste bedrifter, hos mine forældre, inden han døde i en meget høj alder. Mine forældre opdrættede hunde, og en dag ramte et frygteligt virus kaldet parvo et kuld hvalpe. Dengang var der ikke, som idag, fundet en vaccine for dette hæslige virus, og de små hvalpe døde som følge af dehydrering, da de ikke kunne holde maden i sig samt var plaget af diarrè.

Dyrlæge Ertmann kom på banen, og startede med at informere mine forældre om, at dette virus havde døden til følge, og der ikke var nogen dyrlægemidler der kunne redde dem. Han ville dog gerne lige se om han ikke kunne gøre et eller andet for disse små væsner. Han startede så sin behandling - med indsprøjtninger - af vitaminer (ved ikke hvilke) direkte i hvalpenes årer. Familien blev sat i gang med at give de små hvalpe en væske, dyrlægen havde specielfremstillet, via en lille pipet, med halve timers mellemrum. Hvalpene kom sig - og på mirakuløs vis overlevede de. Noget som ellers ikke skulle være muligt på daværende tidspunkt. Der gik også lang tid inden de var helt over dette virusangreb - men de kom sig - og her vil jer gerne understrege dette udelukkende var med vitamin behandling. Dyrlæge Ertmann brugte sjældent andet med mindre der skulle vaccineres, bedøves og lappes sammen på de kære dyr.

Fortsættelse følger.......

Kærligts
Linda :smt060

Hej igen - og undskyld jeg har været så længe undervejs. :roedme1

I får nu mine livserfaringer i små fragmenter - og jeg kommer nok til at springe lidt frem og tilbage i tiden alt afhængig af hvad der dukker op undervejs og som jeg finder værdigt at fortælle om.

Vi skal nu lidt længere frem i tiden. Mine forældre havde fået bygget en sauna på 1 salen i deres bondehus og den skulle selvfølgelig afprøves. Det tilstødende badeværelse var endnu ikke færdiggjort og vandforsyningerne skulle derfor hentes nedeunder. Efter et renden op og ned af en vindeltrappe der prydede entreèn i den smukkeste svenske træstil, lå der selvfølgelig kaskader af vand efter dem. Pludselig hørte vi et rabalder - det var så min mor der tog hele turen ned af trappen - på hovedet - og med en kande i hånden til vand, som af en eller anden grund overlevede styrtet fra 1 sal og hele vejen ned til stengulvet i entreèn, højt løftet af min mor, der nu lå og var forslået i hele ansigtet og på kroppen. Hun slog venstre side af hovedet og fik ødelagt en del tænder.

Disse skulle nu laves, og hun fik nu en bro samt en meget omfattende tandoperation da hun rent faktisk havde en mælkehjørnetand i en alder af 33 år, som nu måtte vige pladsen. Denne operation blev efterfulgt af en langvarig antibiotikakur eller penicillin, som havde nogle meget grimme konsekvenser.

Min mor blev meget syg og tabte sig uhyggeligt og udviklede blødende mavekatar. Til sidst blev hun indlagt til undersøgelse på Odense sygehus. Der blev hun spurgt om der var andre tilfælde af mavesygdomme i familien. Hun svarede at hendes mor havde sprue. Jammen det lever hun vel med i bedste velgående svarede sygeplejesken. Nej svarede min mor - det døde hun af. Dette var uforståeligt for sygeplejersken da denne sygdom var kendt og kunne holdes i skak via kostomlægning som hun så fortalte min mor.

Dette var så mit første møde med autoritær arrogance, omend den var lidt forsinket. Jeg mistede min mormor da jeg var 5 år gammel. Min mormor blev kun 47 år og mistede sit liv til en arrogant gammel stivstikker af en overlæge der IKKE ville overflytte hende fra Svenborg sygehus til Odense sygehus hvilket, som yderste konsekvens af denne handling faktisk kunne have reddet hendes liv. Men her stopper arrogancen bare ikke. Min mor havde, til et møde med denne overlæge spurgt om der var behandlingsmuligheder i udlandet, da de så ville sælge deres hus. Men heller ikke denne løsning faldt i overlægens behag, da som han mente, at hun kun havde nogle få måneder tilbage at leve i. Min mor sagde at nu måtte hun hellere få fat i hendes broder der sejlede rundt i det kinesiske hav. Og her topper arrogancen, da overlægen svarede hende, at dette var så ganske unødvendigt, da det ikke kunne siges med sikkerhed hvor længe hun havde tilbage at leve i. Det gav stof til eftertanke i et teenager sind - og grunden til at denne historie nu ser dagens lys er såmænd fordi jeg mener at arrogancen hos de danske hospitalslæger ikke har flyttet sig en tødel og denne arrogance er dagligt skyld i unødige dødfald samt fejlbehandlinger. Min kære mormor døde i en alder af 47 år - af underernæring. Min mor var kun 24 år da hun mistede sin mor til denne Doktor Død. :smt097

Nå men det så nu ud til at min mor skulle opereres, og det var ikke med hendes gode vilje. MEN heldigvis fandt hun en søndag morgen ved morgenbordet en annonce der omhandlede en læge der kunne udføre Irisanalyse og udrense kroppen for giftstoffer. Han havde kurreret en narkoman og dette vakte min mors interesse. Hun spurgte om jeg ville med - og ja da - det lød da spændende det der med, at der var en der kunne se ting og sager i ens øjne. Dengang satte vi ikke spørgsmålstegn ved de alternative metoder - tvært om - da det var helt almindeligt at gå til kloge mænd og koner og vi havde jo haft en rigtig dejlig og dygtig dyrlæge, der hjalp dyrenes mennesker med stor succes.

Vi ankom så til lægens klinik. Og spændende var det jo. Han havde bare rigtig mange hylder med alverdens sjove krukker, og som jeg så det med mine øjne dengang - et hav af vidunderlige "visne blade" og urter. Der duftede bare så skønt.

Nå - men min mor fik så foretaget denne her Irisanalyse - og mærk Jer - det her er rigtig mange år siden - så det var virkelig en speciel oplevelse. Lægen konstaterede at hun havde en forgiftning som følge af den lange penicillinkur og at dette havde nedbrudt hendes tarme. Hun fik nu en hel masse urter - jeg husker noget som lægekulsukker og brændenælder og meget andet, der var også en liste over fødevarer som hun skulle undgå i denne fase, og så var der et helt specielt produkt lægen havde importeret fra Schweiz. Hun modtog derefter 2 gange zoneterapi. Jeg fik også lov til at prøve - og fandt det ganske interessant - jeg fik sammen med min mor en udrensningskur - og vi drak dette i en måned. Efter kort tid fik min mor det mærkbart bedre - hun tog på i vægt - og fik aflyst sin kommende operation i sidste øjeblik.

Således fik jeg min interesse for det alternative forstærket med denne oplevelse, da det jo virkede - bakket godt op af vores kære dyrlæge som også altid havde alle mulige miksturer i tasken. Og her er lige en lille anekdote. Da jeg som ganske ung jo havde et godt forhold til husets dyrlæge - fik jeg engang en lille glas krukke med svovl. Han sagde til mig - her- det kan du tage hvis du vil bevare din smukke hud, og du vil derved undgå alle de almindelige problemer der kan opstå i dine teenageår med bumser. Så jeg nippede trofast til mit svovl - dog i meget meget små mængder - og jeg havde således ikke det der tilnærmelsesvis ligner en bums i hele min teenageperiode. Der dukker nok flere af disse små triks op hen ad vejen efterhånden som jeg graver det hele frem igen.:smi008

Fortsættelse følger....

KH
Linda :smt060