Edmondo de Amicis - "Hjerte"

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Bibliotekaren

Edmondo de Amicis

"The Heart"

("Cuore" = "Hjerte")

Obligatorisk læsning i italienske skoler siden 1886. "Cuore" er den mest læste klassiker i Italien. Bogen er udkommet første gang på forlaget Trier, den 18. oktober 1886 - den første skoledag i Italien og blev et overvældende succes fra dag 1. I løbet af kun et par måneder er der blevet trykt 40 nye oplag og senere oversat til snesevis af andre sprog.

---

Jeg vil, med få dages mellemrum, indsætte en oversættelse/genfortælling af kapitel for kapitel af denne bog, med udgangspunkt i en udenlandsk (ikke italiensk) udgave fra år 1944, hvilken er et genoptryk fra 1910.

Idet bogen er så gammel og forfatteren er død for mere end 70 år siden, er bogen ikke længere omfattet af copyright, hvilket på INGEN måde betyder, at der er et frit slag med at hente vores tekst herfra og anvende den til kommercielle formål uanset hvor, hvornår og af hvem. Vær venligst opmærksom på det.

Vær ligeledes opmærksom på, at vi er ikke forfattere eller oversættere, hvorfor den følgende tekst bør betragtes som den bliver - en amatøroversættelse i form af en genfortælling af en læseoplevelse med hjertet.

Hvert et nyt kapitel bliver indsat som første råtekst og først hen ad vejen bliver teksten pudset og poleret, hvorfor der vil kunne forekomme mindre afvigelser fra den første post.

Bogen rummer i alt 99 kapitler, hvorfor der vil gå længere tid, før det sidste kapitel er postet. Kom forbi af og til, og se om der i mellemtiden er kommet nye kapitler til. :oktober51:

Denne tråd er låst. Evt. bemærkninger - venligst post i den åbne tråd under overskriften: "Cuore"; "Heart"; "Hjertet" af Edmondo de Amicis

Forord

Denne bog er tiltænkt især drenge i alderen ni til tretten år. Egentlig burde den bære titlen: Fortælling om et skoleår, nedskrevet af en 3. klasses elev på en kommunal skole i Italien".

Dermed ikke sagt, at denne bog, som du ser den, er skrevet af en 3. klasses elev. Eleven har ført notater om sine oplevelser i skolen hver eneste dag. Han skrev om det han så, om det han følte, om det han tænkte over i skolen og i fritiden.

Det var hans far, der ved skoleårets afslutning har gennemset drengens notater og fandt disse så værdifulde, at han har skrevet denne bog efter disse sider og har bestræbt sig på at gengive sønnens tanker samt citere disse mest muligt.

Fire år senere, da sønnen allerede gik i gymnasiet - gennemlæste hans faderens manuskript og supplerede den med flere detaljer, han endnu havde i frisk erindring om mennesker og begivenheder.

Og nu - læs I børn denne bog. Jeg nærer et stort håb om, at den vil optage jeres tanker og vække godheden i jeres hjerter.

Edmondo de Amicis

OKTOBER

FØRSTE SKOLEDAG

Mandag, den 17.

I dag er første skoledag.

De tre måneders ferie på landet er slut, som en drøm.

Fra morgenstunden tog min mor mig med til indskrivningen i tredje klasse. Jeg fulgte lidt modvilligt med og tænkte på landsbyen, hvor jeg var på ferie. Her myldrede gaderne med drenge. Begge boghandlere på vejen var fyldt med fædre og mødre i gang med at købe rygtasker, papir, bøger, hæfter og foran skolen var trængslen så stor, at både pedellen og byens opsynsmænd måtte holde øje med, at folk ikke blev kvæstet og kvalt. I hoveddøren mærkede jeg pludselig et stød i skulderen. Det var min gamle lærer fra anden klasse. Altid glad, smilende, med sin uregærlige røde hårpragt.

- Hej, Enrico! - sagde han. - Nu skilles vore veje for altid!

Jeg vidste udmærket, at vore veje skilles, alligevel gjorde disse ord mig ked af det.

Omsider kom vi, med besvær, indenfor. Fruer, herrer, kvinder af folket, arbejdere, tjenestefolk, nonner, alle holdt de drengenes hænder i en hånd og i den anden holdt de eksamensbeviser fra afslutningen af forrige skoleår. De fyldte de lange korridorer og trapper med støj og snak, så man skulle tro, at de alle var på vej i teater.

Jeg blev glad ved at gense det store alrum i stuen, med de seks høje døre, der fører til de seks klasselokaler, hvor jeg det forrige skoleår havde løbet igennem hver dag i næsten tre år. Også her var mange mennesker. Lærerinderne gik ind, og andre gik ud.

Min gamle lærerinde fra første klasse nikkede da hun så mig og mens hun stod i døren til sin klasse, sagde hun:

- I år skal du altså op på første sal, Enrico. Jeg kommer ikke længere til at se dig løbe igennem her. - Hun så på mig med et alvorligt blik.

Pludselig fik jeg øje på direktøren. Fra alle sider var han omringet af bekymrede mødre, hvis sønner var der ikke flere skolepladser til; hans skæg så endnu mere gråsprængt i år end sidste år. Jeg så også ikke så få af mine gamle skolekammerater, der siden sidst blev større og fyldte lidt mere....

Nedenunder, hvor adgangseksamen for de mindste elever snart skulle begynde, flokkedes rollingerne, der ikke havde særlig meget lyst til at gå ind i klasselokale. De skændtes, snakkede, skubbede til hinanden og til sidst var lærerinderne nødt til, med magt at trække dem indenfor og sørge for, at de ikke igen kunne stikke af fra deres skolebænke. Andre små ville ikke lade deres mødre forlade klasserne og mødrene vendte tilbage for at trøste de forgrædte purke, eller tage dem med, hvis de ikke lod sig berolige. Lærerinderne var desperate. Min lillebror kom i klassen hos frøken Delcati og jeg gik op på første sal, til klassen hos lærer Perboni.

Klokken ti var vi omsider alle samlet i klassen. Fireoghalvtreds drenge. Iblandt dem var der dog kun femten eller seksten mine gamle kammerater fra anden klasse; også Derossi, han der altid var bedste i klassen i alle fag.

Jeg kom til at tænke på enge, skove og bjerge, hvor jeg tilbragte mine ferie og med èt synes skolen at være lille og trist. Jeg tænkte også på min klasselærer fra anden klasse. Han var så god og behagelig, lo sammen med os og var ellers så lille af højde, at det nærmest føltes som om han var vores kammerat. Jeg var trist til mode over at skulle erkende, at jeg ikke mere vil gense hans uredelige røde hår. Vores ny lærer er høj, har ikke skæg, men til gengæld har han langt, gråt hår og en lodret fold i panden, mellem øjenbryn. Hans stemme er dyb og hans blik gennemtrængende, som om han kunne se tværs igennem os. Han smiler aldrig.

Jeg tænkte i mit stille sind, at dette er den første skoledag og nu mangler jeg kun ni måneder. Sikke meget arbejde! Sikke mange eksamener hver måned! Sikke meget slid!

Da vi var færdige for den dag - mødte jeg min mor i døren. Glad og lettet løb jeg og kyssede hendes hænder. Min mor sagde: - Fat mod Enrico! Vi vil lære sammen - og det gjorde, at jeg vendte hjem glad og tilfreds, trods erkendelsen af, at den smilende lærer har jeg ikke mere og at skolen er ikke længere så smuk, som den var før.

***

Fortsættelse følger......

MIN LÆRER

Tirsdag, den 18.

Selv om jeg var betænkelig før, kunne jeg mærke en meget større sympati for min nye lærer, efter morgenens begivenheder. Min lærer sad bag sit bord endnu før timen begyndte. Døren til gangen var åben og forbi gik alle de elever, der skulle have timer på denne etage. Flere af dem stoppede op, da de så min lærer sidende i klassen og de hilste på ham med hengivenhed og respekt. Det var hans gamle elever fra forrige år.

- God morgen, hr. lærer! God dag hr. Perboni!

Nogle af dem gik ind i rummet og trykkede hans hånd med bøjede hoveder. Man kunne tydeligt se, at de var glade for ham og ville meget gerne have ham fortsat som lærer.

Han svarede: God dag! og trykkede de fremstrakte hænder, men uden at se op og alle hilsner tog han imod.... som om lidt ligegyldigt, med sin lodrette fold mellem øjenbryn endnu mere udtalt.... Vendt mod vinduet, så han på hustaget over for. I stedet for at se glad ud, for alle hilsner - kunne man se, at han havde det svært og var trist.

Når timen ringede ind, vendte han sig mod klassen og så på os med et opmærksom blik, vandrende fra den ene elev og til den næste, som om han ventede på noget. Omsider begyndte han at diktere mens han gik mellem bordrækkerne og da han fik øje på en dreng med et rødt udslæt i ansigtet, har han taget drengens hoved mellem sine hænder for at mærke om han havde feber.

I det samme begyndte en anden elev at grine hånligt, skære ansigter og klovne. Læreren vendte sig hurtigt om. Drengen satte sig straks ned og med blikket vendt ned ventede han på sin straf. Men læreren lagde blot sin hånd på hans hoved og sagde sagte: "Gør det ikke mere", hvorefter han vendte tilbage til sit bord og afsluttede diktatet.

Da han var færdig med at diktere, så han først frem en stund i stilhed og begyndte langsomt at tale med sin dybe, men venlige stemme:

Hør nu drenge. Hele det kommende skoleår skal vi tilbringe med hinanden. Lad os gøre det i fred. Lær og vær gode mennesker. Jeg har ingen familie. I er min familie. Endnu sidste år havde jeg en mor. Hun døde fra mig. Jeg er blevet alene. Nu har jeg kun jer tilbage i verden. Mine elever. I er min bekymring og min trøst. I bliver mine børn. Og jeg vil kun ønske jer det bedste. I må gerne kære jer om, at jeg kan trives med jer, som jeg kærer mig om jer. Det ville gøre mig ondt, hvis nogen af jer skulle straffes. Vis, at I har hjerte. Skolen her vil blive mit hjem og I bliver min glæde og min stolthed.

Jeg forlanger ingen løfter af jer, eller æresord. Jeg ved, at I har allerede aflagt disse, dybt i jeres hjerter. Det takker jeg for.

I det samme kom pedellen ind, for at ringe timens afslutning. Vi rejste os stille fra vore pladser, stille som i kirken og den dreng, der før gjorde nar af sin kammerat og læreren, han gik frem og spurgte med dirende stemme: vil De tilgive mig, hr. lærer?

Læreren kyssede hans pande og sagde: - gå i fred min dreng.

Fortsættelse følger.....

ULYKKE

Fredag, den 21.

Året er begyndt ulykkeligt. Mens vi var på vej til skolen i morges og jeg var ved at fortælle min far om, hvad vores lærer havde sagt dagen før, så vi en stor folkemængde, der var ved at trænges ind gennem skoleporten. Min far sagde, at der må være sket en ulykke. - En dårlig start på året.....

Med stort besvær trængtes vi ind. Den store aula var fyldt til bristepunktet med forældre og drenge, som lærere kunne ikke magte at holde tilbage i klasserne og alle ansigter var vendt mod direktørens kontor. Man hørte gentaget om og om igen ordene: - Stakkels dreng! Stakkels Robetti! - Over hovederne på menneskemængden kunne man se politimandens hjelm og direktørens skaldede isse. En herre med en høj hat skyndte sig gennem mængden, fulgt af sagte hvisken: Doktor! Doktor!

Min far spurgte en af lærere om, hvad der var sket.

Et hjul kørte over drengens ben - svarede læreren.

- Benet er knust - sagde en anden lærer.

Drengen er elev i anden klasse. Mens han var på vej i skole, så han en lille dreng rive sig løs af sin mors greb og var ved at falde direkte under en hestetrukket omnibus, der nærmede sig med stor fart. Drengen kastede sig frem og hæv den lille væk, men nåede ikke at trække sig helt tilbage, før omnibussen knuste hans ene ben. Han er søn af en artillerikaptajn.

Mens de talte, ind for en kvinde. Som en galning trængte hun hensynsløst gennem folkemængden. Det var Robettis mor, som der er blevet sendt bud efter. En anden kvinde løb hende i møde og højlydt grædende kastede hun sig frem og slog armene om Robettis mor. Det var mor til den lille dreng, Robetti har reddet. Begge løb de ind på direktørens kontor, hvorfra man nu kunne høre moderens hjerteskærende råb.

I mellemtiden ankom en lukket vogn og standsede foran skolens port. Direktøren kom ud af sit kontor bærende på en slap drengekrop, med hovedet hængende over sin skulder. Ansigtet var helt hvidt og øjnene lukkede. Stilheden sænkede sig over de forsamlede og man kunne kun høre moderens gråd.

Direktøren standsede for en kort stund og løftede drengens krop højt over sit hoved, så alle kunne se ham. Og alle mennesker udbrød med sagte stemmer: - God dreng, gæv knægt, stakkels unge - og folk trængtes for at komme til at kysse de slappe hænder i en stille anerkendelse af ham og hans heltedåd.

Stilheden havde vækket drengen af besvimelse. Han åbnede øjne og med en svag stemme spurgte han efter sin skoletaske.

- Her er den - sagde mor til den lille dreng, hvis liv er blevet reddet - Jeg bærer den for dig, min engel, det gør jeg.....

Og så gik de: Robettis mor med hænderne over ansigtet. De gik ud og lagde drengen forsigtigt i vognen, der straks efter kørte til hospitalet. Vi andre, vi gik ind i en dyb stilhed.


Fortsættelse følger.....

Den lille calabrienser

Mens vores lærer har talt med os, i går aftes, om den stakkels Robetti, som kommer til at gå med krykker meget længe - kom direktøren ind i klassen ledsaget af en ny elev. Han havde en mørklødet ansigt, sorte hår og store, mørke øjne med tætte, mørke øjenbryn, der sammenvoksede mødtes over hans næseryg. Drengen var mørkklædt fra tå til top og rundt om livet bar han en bred bælte af sort læder.

Efter at have hvisket et par ord til læreren, forlod direktøren klassen igen, mens drengen så direkte og agtpågivende på os med sine mørke øjne.

Læreren tog ham i hånden og vendt mod os andre, sagde han:

- Glæd jeg, børn! I dag er dagen, da en lille italiener, født i byen Reggio i Calabrien, mere end 800 km væk fra os - kommer i vores skole. Hans fædrene jord er berømt for at have givet Italien mange store mennesker, flittige arbejdere og modige soldater. Calabrien er også blandt vores smukkeste egne, beklædt med endeløse skove og høje bjergtoppe, beboet af et begavet og modigt folk.

Bliv ham venlige og hengivne, så hans hjemve bliver mindre. Vis ham, at en lille italiener finder brødre, hvor end hans skolegang skal ske.

Efter disse ord rejste vores lærrer sig op og på det store kort over Italien - sætte han et mærke, hvor Reggio i Calabrien befinder sig. Han kaldte med en stærk stemme: - Ernest Derossi! Netop denne elev, der er klassens dygtigste og som altid gør sig fortjent til de højeste udmærkelser for flid. Derossi rejste sig op.

- Kom min dreng! - sagde læreren. Derossi trådte frem og nærmede sig lærerens bord, hvor han stillede sig lige over for den lille calabrienser.

- Som klassens repræsentant - sagde læreren - på hele klassens vegne, byd denne nye kollega velkommen. Omfavn denne søn af Calabrien, du, sønnen af Piemonte.

Derossi slog sine arme om calabrienseren og sagde hjertligt med sin klingende stemme: - Velkommen hos os kollega! Hvilket calabrienseren svarede på ved at placere to energiske smækkys på Derossis kinder, mens vi andre klappede i hænderne.

- Stille! - råbte læreren. - Det sømmer sig ikke at klappe i en skole. Men man kunne dog tydeligt se, at han var tilfreds med os. Og det var den lille calabrienser også.

Snart førte læreren den nye elev til hans plads i klassen og vendt mod os igen sagde han:

- For altid gem i jeres erindring hvad jeg nu siger til jer. Fordi det er et stort og vigtigt budskab! For at en dreng fra Calabrien kunne føle sig hjemme i Turin, eller en dreng fra Turin kunne føle sig hjemme i Calabrien - har vores fædreland i halvtreds år kæmpet for og flere end tredive tusinde italienere gav deres liv for! Respekter derfor og hold af hinanden; og hvis en af jer fornærmer denne kammerat blot fordi han ikke er født på vores egn - vil han stemple sig selv som uværdig - hører I? - uværdig til at løfte blikket og se op på vores trikoloreflag, der netop er et symbol på Italiens enhed.

Lige så snart calabrienseren havde sat sig ned på sin plads, blev han overvældet med små gaver, som blækpenne og andre småting. Og en elev fra den sidste bord i rækken sendte endda til ham, fra hånd til hånd, et ægte svensk firmærke.

Fortsættelse følger.....

Mine skolekammerater

Den dreng, der har sendt et svensk frimærke til calabrienseren, hedder Garonne og er den, jeg allermest holder af i hele klassen. Han er den største og ældste, tæt på de fjorten år, med stort hoved og brede skuldre. Han er godheden selv, når han smiler; men han smiler sjældent og oftest er han alvorlig, som en voksen.

Efterhånden kender jeg bedre flere af mine skolekammerater. - En anden, jeg også godt kan lide hedder Coretti. Han går altid i en stor, løs brun bluse og en baret af kattepels. Altid glad, er han søn af en træhandler, der kæmpede i krigen af 1866 under ledelse af prins Umberto og har vist nok modtaget hele tre medaljer for sit kampmod.

Jeg holder meget af den lille Nelli, en hårdt prøvet pukkelrygget dreng, med et blegt ansigt og en skrøbelig krop. Vi har også en elegant, der altid pudser sine fjer og hedder Vatini. Ved bord lige før mit i rækken, sidder en dreng med øgenavnet murerlille, fordi hans far er murer; han har et æblerundt ansigt og næse som en lille rund knold. Murerlille er meget dygtig til at lægge ansigtet i morsomme folder og hans speciale er en haresnude. Alle beder ham altid om at vise hans haresnude og bagefter vælter de over hinanden af grin, så god er han til det. Han går med en lille hat, godt flosset i kanterne, som han ruller sammen og stopper i lommen, som det var et næsetørklæde.

Lige ved murelille sidder Garoffi, tynd og lang som en bønnestage, med en stor ørnenæse og små bitte øjne på begge sider af den. Garoffi er en købmand. Han handler hele tiden med noget. Ustandselig bytter han penne for tandstikker, eller glansbilleder, eller andet. Og lektier, dem skriver han på sine negle, for at være på den sikre side, hvis han skulle blive kaldt til tavlen.

Lidt længere væk sidder aristokraten Carlo Nobis, meget hovmodig og utilnærmelig. Han sidder mellem to drenge jeg virkelig holder af. Den ene er søn af en smed, tynd og sygelig, iført for stor en vest, der falder ned over hans knæ. Han ser altid bange ud og smiler aldrig. Den anden dreng går med sin vissen arm i en slynge. Hans far har emigreret til Amerika og hans mor går med en stor kurv på markedet og sælger grøntsager.

Meget speciel er også min nabo på venstre side, Stardi, lille og tyk, næsten uden hals, taler ikke med nogen og forstår vist nok ikke meget, når andre henvender sig til ham. Han ser altid stift på læreren, med rynket pande og sammenbidte tænder. Siger man noget til ham, mens læreren taler, vil han først svare de første par gange, men tredje gang får man sådan een i siden med albuen, at man ser stjerner. Lidt længere væk sidder en mørkhåret og melankolsk Franti. Stakkel har været smidt ud af en anden klasse før.

Der er også to brødre, altid ens klædt på og ligner hinanden som to dråber vand. De går altid iført calabriensiske hatte, fantasifuldt anbragt lidt ned over det ene øre og med et fasanfjer stukke bag båndet. Men den allerflotteste af os alle og den, der altid løber af med alle udmærkelser for flid og karakter - sikkert også i år - er Derossi. Læreren har fundet ud af, at hvis det kniber med at svare på et spørgsmål, kan man altid regne med Derossi.

Alligevel foretrækker jeg selv Precossi, denne smedens svagelige søn med hans lange vest. Det rygtes, at han bliver slået derhjemme. Måske passer det, fordi han ser altid så bange ud og når han kommer til at støde i nogen ved et uheld, eller skal spørge om noget - slutter han altid med "det må du meget undskylde" og ser på een med et sorgmodigt blik i sine triste øjne. Men det er Garonne, der er den største og den bedste af os alle.

Fortsættelse følger....

En ædel gerning

Onsdag, den 26.

Denne morgen har jeg oplevet min kammerat Garrone fra en ny side. Jeg nåede op i klassen lidt senere denne morgen, idet på vej gennem underetagen mødte jeg min lærerinde fra første klasse, der gerne ville vide, hvad tidspunkt på dagen kunne hun besøge os derhjemme.

Vores lærer var endnu ikke tilstede i klassen. Tre eller fire drenge har benyttet sig af lærens fravær og mobbede lille Crossi. Ham den rødhårede med vissen arm, hvis mor sælger grøntsager på markedet.

De blev ved med at støde i ham med linealer. De kastede kastanjeskaller i ansigtet på ham. De kaldte ham for en fugleskræmsel, skar ansigter og efterabede hans vissen arm i slyngen. Den stakkels krøbling stod bagest, klemt mellem bordrækkerne, bleg, tavs og med et bedende blik i øjnene rettet mod den ene, så mod de andre, med et tavst bøn om at få fred.....

Det prællede af slynglerne, der blot fandt på mere og flere ondskabsfulde ydmygelser, der ville ingen ende tage..... Crossis bøn gik over i vrede. Han ansigt blussede op, men han styrede sin vrede, endnu. Indtil Franti, denne usling med det grimme og bitre ansigt sprang op på bordet, hvor han begynde at efterligne Crossis mors besværede gang med den tunge kurv med grøntsager, hun solgte på markedet i byen. Hende, der altid ventede på sin søn og fulgte ham hjem efter skoletid - nedbøjet af træthed - men som ikke har været her i den sidste tid, fordi hun var syg.

Det var mere end Crossi kunne udholde. I desperation kastede han et fyldt blækhus i hovedet på Franti, der dog nåede lige at undvige... og blækhuset ramte den netop ankomne lærer. Alle elever løb til deres pladser, bange og stille. Læreren blegnede, gik til sit bord og spurgte vredt:

- Hvem har gjort det?

Ingen svarede og læreren spurgte igen, endnu mere vredt:

- Hvem?

Garrone bevæget af medfølelsen for den stakkels Crossi rejste sig fra sin plads og sagde:

- Det er mig!

Læreren så opmærksomt på ham, så på de andre forbløffede elever og sagde roligt til Garrone:

- Nej! Det er ikke dig. - Og lidt efter: - Jeg vil ikke straffe den skyldige. Træd frem.

Crossi rejste sig og fortalte grædende om slagene, ydmygelsen, latteren og sin mor... Jeg tabte hovedet og kastede med blækhuset....

- Sid ned - sagde læreren. - De, der har provokeret Crossi skal rejse sig.

Fire drenge trådte frem og så i gulvet.

- I har fornedret - sagde han med sin rungende stemme - en kollega, som har ikke gjort jer noget; I latterliggjorde en ulykkelig og gjorde nar af en krøbling, der var forsvarsløs! I har gjort jer skyldige i en af de værste gerninger, som et menneske kan nedværdige sig til! I uslinger!

Han trådte ind mellem bordrækkerne og nærmede sig Garrone, der stod ved sit bord med blikket vendt ned. Læreren løftede hans ansigt og så ham i øjnene: Du har en ædel sjæl, min dreng - sagde han - en ædel sjæl....

Garrone så tænksom ud og hviskede noget til læreren, som så vendte sig mod de fire slyngler og sagde: I er tilgivet!


Fortsættelse følger....

Min lærerinde fra første klasse

Torsdag, den 27.

Min gamle lærerinde har holdt sit ord og kom på besøg hjemme hos os, lige i det øjeblik min mor og jeg ellers skulle hjemmefra. Vi skulle over med lidt linned til en forarmet kvinde, vi har læst om i avisen.

Næsten et helt år er gået siden lærerindens sidste besøg hos os. Som den gang, også denne gang blev vi alle meget glade for st se hende. Altid den samme. Lille, spinkel og med et grønt slør draperet rundt om sin hat, beskedent klædt og et hurtigt opsat hår. Hun har aldrig tid til en hvil og var denne gang endnu mere bleg end sidste år. Med flere grå hår og en endnu værre hoste end sidst.

Min mor spurgte medfølende.... - Hvordan står det til med helbredet, kære? Det lader ikke til, at De passer på Dem selv bedre end sidste år.

- Nej da, hvad kan man gøre... - svarede lærerinden med sit sædvanlige smil - glad og trist på samme tid.

- De overbelaster stemmen i timerne - tilføjede min mor. - De gør Dem så meget umage med de drenge.... det vil tage livet af Dem...

Det er sandt! I al den tid jeg gik i hendes klasse lød hendes stemme uafbrudt i klassen; jeg kan godt huske det. Hun taler hele tiden, højt og tydeligt, for at fastholde drengenes opmærksomhed og interesse.... ikke et øjeblik sidder hun ned. På forhånd vidste jeg, at selv om jeg skulle videre i en ny klasse med en ny lærer - ville jeg se hende igen og hun ville besøge mig i mit hjem, som og jeg stadig var hendes elev. Hun glemmer aldrig sine elever, år efter år husker hun deres navne og når månedens eksamenstid kommer - løber hun til direktøren for at høre, hvordan de har klaret sig, hvilke karakterer fik de og hvordan de havde det..... Ofte står hun ved udgangen og venter og beder om at se deres opgaver, for at se hvilke fremskridt de gjorde i undervisningen. Selv de elever, der allerede for længe siden er begyndt i gymnasiet - fortsat kommer forbi for at besøge hende, selv om de både går i lange bukser og har armbåndsure. Min lærerinde...

I dag er hun vendt tilbage, frygteligt udmattet, fra en tur til en maleriudstilling hun tog alle sine drenge med til, idet hun som altid om torsdage, i årevis havde en flok af sine små elever med til museer og udstillinger, hvor hun fortalte dem om kunst og kunstnere. I dag kunne man tydeligt se, at hun var blevet endnu mindre og gennemsigtig end sidst vi så hende. Der var dog ingen forskel at se når hun først begyndte at fortælle, ivrigt og medrivende.... om sine dejlige drenge og skolen, hun lever og ånder for.

Hun ville så gerne se den seng, jeg lå i dengang jeg var meget syg for to år siden, hvor min lillebror nu sover; hun så på sengen en stund, men kunne ikke få en lyd frem af bevægelse over dette smertelige minde.

Vi ville gerne have hende til at blive lidt længere, men hun havde for travlt til at blive et par minutter til. Hun kom i tanker om, at en af hendes elever, sadelmagerens lille søn, lå hjemme syg af mæslinger og ham ville hun gerne nå at besøge før hun skulle give en privat time i aritmetik hos en købmandskone og så hjem, til de mange opgaver, hun skulle nå at rette til næste skoledag....

På vej ud vendte hun sig mod mig og gav mig et kram, som hun altid gjorde når hun var på besøg eller hver morgen i skolen før i tiden.... Jeg håber du bliver ved med at holde af mig, Enrico - sagde hun - din gamle lærerinde, mens du laver dine lektier og skriver lange, fine stile, du dygtige dreng. Hun omfavnede mig endnu en gang på vej ned ad trappen og helt nedenfra lød endnu hendes stemme - glem mig ikke Enrico. Husk mig som jeg altid vil huske dig....

Min kære, kære lærerinde. Aldrig vil jeg glemme dig! Og når jeg bliver stor, vil jeg heller ikke glemme dig, og jeg vil komme forbi for at se, når du underviser dine små drenge i første klasse og gør dem glade for at gå i skole, som du gjorde for mig. Og hver gang jeg kommer til at gå forbi en skole og høre en kvindestemme, vil jeg altid tænke på dig og på de to skønne år, jeg havde tilbragt i din klasse, hvor jeg lærte så mange vidunderlige nye ting, tænkte så mange nye tanker og hvor jeg så dig så mange gange - træt og syg, men altid medlevende og overbærende; ked af det når en af os kom til skade; rystende, når inspektøren spurgte os ud; og lykkelig, når vi svarede rigtigt.... og altid god og elskelig... som egen mor. Jeg vil aldrig glemme dig!

Fortsættelse følger....

På kvisten

Fredag, den 28.

I går aftes gik min mor, jeg og min lillesøster Sylvia over til den kvinde, vi havde læst om i avisen og som havde brug for hjælp. Jag bar på en stor pakke med linned og Sylvia holdt avisen med kvindens adresse og forbogstaverne for hendes navn. Vi fandt huset og gik længe op ad trappen, indtil vi nåede helt op under taget, hvor for enden af en lang gang med mange døre til begge sider, fandt vi en dør med navnet, som passede til forbogstaverne i avisen. Min mor bankede på. En yngre, udmarvet og bleg kvinde åbnede dør. Jeg mente helt bestemt, at jeg har set hende før.... med det samme, blå tørklæde, der var bundet om hendes hoved med de lyse hår....

- Er det Dem, der er skrevet om i avisen? - spurgte min mor.

- Ja, frue - det er mig.

- Fordi vi har lidt linned med til Dem - sagde min mor.

Kvinden begyndte at græde og takke, og velsigne, og kunne ikke holde op med at græde. Det var hårdt at se på. Jeg anede ikke, at lidt brugt linned kunne få et menneske til at græde så hjerteskærende.

Jeg hørte en raslen bag mig og vendte hovedet efter lyden. I hjørnet af det tomme og mørke værelse så jeg en dreng på knæ, vendt med ryggen mod os og bøjet over en skammel, som om han skrev noget. Jo, han skrev i et hæfte, der lå på skamlen med blækhuset stående på gulvet ved siden af. Jeg kunne ikke fatte, at han kunne skrive i mørke, uden lys. Det tænkte jeg på endnu, da det pludselig gik op for mig at jeg kender jo de røde hår og den lange vest. Crossi! Det var Crossi, min skolekammerat med den visne arm....grøntsagshandlerskens søn. Jeg hviskede det straks til min mor, mens den blege kvinde lagde linned pænt sammen. - Stille! - sagde min mor - vi skal ikke bringe ham i forlegenhed over, at vi kommer med almisser til hans mor. Vær stille og lad som om du ikke ser ham.

Lige i det samme vendte Crossi sig om og så på os. Da han så min forlegenhed, smilede han til mig og min mor gav mig tegn til at gå og give ham knus. Det gjorde jeg og Crossi rejste sig op og tog min hånd i sin.

- Og så er vi her, som forældreløse børn - sagde kvinden til min mor - alene med min syge dreng. Min mand har nu i seks år været i Amerika og jeg er blevet syg og har ingen kræfter til at gå på markedet med mine grøntsager, for at tjene lidt penge til at leve for. Husværten solgte alt og nu har vi ikke engang et bord til drengen, at lave lektier ved. Da vi endnu havde en bod i porten, kunne han skrive ved bordkanten. Men boden har vi også mistet. Heller ikke penge til lys er der mere, for ikke at ødelægge synet af at skrive sine lektier i mørke. Gudskelov at han fortsat kan gå i skole, hvor han får bøger og kladdehæfter. For han er så ivrig efter at lære, og så videbegærlig. Stakkels jeg og stakkels vi begge!

Stemmen forstummede, som en krampe snorede sig om halsen på den grædende kvinde og hendes blik vendtes indad, hvor vi ikke kunne følge med... og imens lagde min mor alle de mønter hun havde, på bordet, omfavnede drengen og gik ud af rummet næsten grædende, mens hun holdt os tæt til sig.

- Se den stakkel - sagde hun, da vi var nede på gaden - se hvor flittig han er og skriver i sit hæfte knælende på det hårde gulv. Du har alt hvad du behøver, og lys og varme og et bord at sidde ved... og alligevel er der stunde, hvor du klager over pligten og over dine lektier. Enrico, min søn. Vid at denne drengs en dags arbejde betyder vist så uendelig meget mere end andres i et helt år.

Det er een som ham, der burde overroses med anerkendelse og belønning.


Fortsættelse følger....

SKOLEN

Fredag, den 28.


"Jo, kære Enrico. Skolegangen føles tungt og tvungent for dig, som din mor sagde til dig i dag. Det er ikke så ofte, at jeg ser dig tage afsted i skole, med glæde og lyst, og længsel efter at lære nyt... malet over dit ansigt, når du tager hjemmefra. Hvor ville jeg dog ønske at du gjorde det.

Prøv at forestille dig, hvor tomme, kedelige og værdiløse dine dage ville være, hvis du ikke gik i skole? Endnu før en uge uden skolegang var omme, ville du bede til og om at få lov til at genoptage skolegangen, led og ked af kedsomheden og træt af at lege alene, uden andet selskab end dit eget.

Alle, alle uddanner sig nu, Enrico. Tænk på disse trætte arbejdere, der møder op på aftenskolerne, hver eneste aften, efter hver en hård arbejdsdag på fabrikkerne; tænk på de kvinder og børn, der går i søndagsskolerne på landet, efter hver en uge tilbragt med et arbejde så hårdt, at det ofte overstiger deres kræfter og udmatter deres legeme; tænk på soldaterne, der griber bøger og hæfter og lærer nyt, efter at være vendt tilbage til kassernerne, efter lange, opslidende øvelser i marken; tænk på de blinde børn, der trods deres blindhed alligevel higer efter at lære nyt; tænk endelig også på tugthusfanger, for selv de lærer at læse og skrive i deres fængselsceller.

Når du går hjemmefra om morgenen, tænk på, i samme øjeblik og i samme by, flere end tredive tusinde børn, sammen med dig går for at tilbringe timer i skoleklasserne. Men hvad er det op imod de millioner af børn over hele verden, der går i skole sammen med dig?

Indse Enrico.... indse hvorledes hele denne fremtidens hær drager igennem tiden, gennem stille landsbyer og støjende byer, langs kysterne og igennem skove, over bjerge og sletter, under bagende sol eller en kold himmel, til fods, på hesteryg, i både hvor landjorden mangler, med hestevogne eller hundeslæder, over bakker og dale, over bække og floder, ad stenede stier - alene eller i flokke, alle med bøger under armen, iklædte tusinde klædedragter, talende tusinde sprog og dialekter, fra den kolde nordens skoler til den varme Arabiens - flokkes millioner og atter millioner af børn, alle på vej mod en lærdom på tusind forskellige måder!

Forestil dig, kært barn - denne enorme myretue af børn, fra hundrede slægter, fra hundrede folkeslag, fra hundrede lande: denne enorme bevægelse også du er en del af og tænk - hvis denne bevægelse standsede og forsvandt - ville menneskeheden forfalde til fortidens barbari og grusomhed, idet netop denne bevægelse af millioner og atter millioner af videbegærlige barnesjæle er fremskridtet, er håbet, er vores verdens lys!

Fat mod, mit barn, du lille medlem af denne fremtidens hær! Dine bøger er dit våben, din skoleklasse er dit regiment, hele jorden er et slagmark og civilisationen er din sejr! Tøv ikke med at deltage i denne kamp om fremtiden, idet den ikke kan vindes uden dig!

Din far!"

Fortsættelse følger....

Lille patriot fra Padova
Månedens fortælling

Lørdag, den 29. oktober

Nej, jeg vil ikke være kujon! Men havde vores lærer fortalt os historier, som den han fortalte i dag, havde jeg, helt sikkert ilet afsted i skole med endnu større lyst og forventning hver eneste dag. Men ak, det sker kun en gang om måneden, at vi får en ganske særlig fortælling, udleveret på skrift af vores lærer, og altid handler den om opløftende, gode gerninger udført af andre børn. Den første månedens fortælling i år hedder: "Lille patriot fra Padova" og sådan begynder den.....

Der var en gang, da et fransk skib var på sejlads fra den spanske by Barcelona og til Genova i Italien, med franskmænd, spaniere og sveitzere, som passagerer ombord. Iblandt dem var en dreng, ca. 11 år gammel, fattigt klædt og alene, og som hele tiden holdt sig sig væk fra de andre passagerer, som et lille, skræmt dyr i skoven, skulende mistænksomt på alt og alle. Det var ikke uden grund, at han så ud som om han forvente alskens ulykker ske for ham, når som helst.

For to år siden har hans far og mor, fattige bønder fra omegen af Padova, solgt ham til et cirkus, hvor han blev lært op i forskellige kunster ved at blive straffet for fejl med skub, spark og sult - og han fulgte med dem, gennem Frankrig og Spanien, nådesløst pryglet og sultet undervejs.

Da de nåede til Barcelona, kunne staklen ikke holde til prygl og sult mere, og med sin sidste kraftsanstrengelse flygtede han fra sine vogtere og søgte ly hos den itallienske konsul, der havde forbarmet sig over ham og sendte ham afsted til Italien ad søvejen, medbringende et brev til byrådets embedsmand i Genova, med et bøn om at sende drengen tilbage til hans forældre. Til de samme forældre, der havde solgt ham, som han var et dyr, og ikke et menneske.

Den stakkels knægt var såret og kunne næsten ikke holde sig oprejst. Han fik en kahyt på anden klasse, hvor han kunne hvile og komme sig. Når andre passagerer spurgte ham om noget, svarede han ikke. Det var som om han hadede alle mennesker og foragtede dem for at være grusomme og ligeglade. Så meget åd bitterheden ham op, over alle de slag og al den sult han havde oplevet de sidste par år.

Efter nogen tid dog, efter at have tiltalt ham om og om igen, lykkedes det for tre rejsende at løse op for drengens mistro, så han, med korte, bitre og hårde ord, på halvt spansk og halvt fransk havde fortalt dem sin livshistorie.

Disse tre mænd var ikke italienere, men har forstået drengens beretning og lyttede, dels af medfølelse og dels på grund af den gode vin, de fik vist rigeligt med til aftensmåltidet.... De opmuntrede drengen til at fortælle mere og hver gang han føjede nye detaljer til, belønnede de ham med flere og flere møndter... Særligt da andre passagerer entrede lokalet og disse tre mænd ville vise sig gavmilde og havde derfor råbt med rungende stemmer, mens de kastede mønter til drengen - Her! knægt! Og lidt mere! Grib! Det er til dig!

Drengen fyldte sine lommer med mønterne og takkede med en stille stemme. Godt nok fortsat forsiktig, men alligevel nu med en antydning af smil og taknemmelighed. Derefter gik han op til sin kahyt og trukkede gardinen for koøjet. Længe sad han på sin koje og tænkte over sin underlige skæbne. For alle disse penge kunne han nu købe alt det, han længe har savnet, mens han kun levede af tørt brød de sidste par år. I Genova kunne han købe sig ordentligt tøj, ham, der ellers kun gik i pjalter de sidste par år. Og vigtigst - han ville have lidt med til forældrene, for at være sikker på, at de tog imod ham bedre end de tog afsked med ham før, nu han ikke vendte tilbage kun med tomme hænder. For ham var disse penge en mindre formue. Og sådan sad han bag sin gardin og tænkte, med lidt trøst i hjertet for første gang i lange tider....

Imens fortsatte de tre gavmilde passagerer deres måltid med god mad og vin på bordet. Efterhånden som tiden gik, blev de mere og mere vittige, åbenmundede og støjende. De drak tæt mens de fortalte hinanden om deres mange rejser rundt om i verden, og om deres kendskab til de mange forskellige folkeslag de havde mødt på deres vej.... indtil de begyndte også tale om deres indtryk af italienere...

Så begyndte den ene klage over de italienske kroer, så klagede den anden over de italienske jernbaner.... Og sådan ord efter ord begyndte de at overgå hinanden i, hvem kunne sige mest og værst om italienere og alt der var italiensk. Den ene ville hellere rejse i Laponien og de to andre betroede højlydt hinanden, at italienere er bedragere og tyve, hele bundtet. Så den tredje istemte med at gøre nar af, at de italienske embedsmænd end ikke kunne læse....

- En nation af analfabeter! - sagde den første.

- En nation af beskidte og uhumske! - sagde den anden.

- Alle sammen tyve.... - var den tredje begyndt at sige, men nåede aldrig at fuldføre "tyveknægte", fordi et regn af større og mindre mønter faldt over dem fra det høje, hvor drengen hang ud over kanten på koøjet i sin kahyt og tømte sine lommer i hovederne på de berusede mænd, han fik mønterne af før....

Alle tre sprang op i vrede, gloede rasende op mens endnu en byge af kobbermønter regnede ned over dem. - Her! Her er jeres penge! Hav jeres skillinger tilbage og gid I bliver kvalt i dem! - råbte drengen vred og med foragt, mens han knugede gardinen i sin hånd! - Ikke tale om, ikke før helvedet fryser til is, at jeg vil tage imod hjælp og understøttelse fra dem, der bagvasker mit fædreland!


Fortsættelse følger.....

NOVEMBER

Skorstensfejerdrengen

1. november

I aftes gik jeg over til pigeskolen, ved siden af vores, for at bringe fortællingen om drengen fra Padova til min lillesøsters lærerinde, der gerne ville læse den.

Seks hundrede piger går i denne skole! De var alle ved at gå hjem da jeg kom. Glade og muntre, fordi de næste to dage var fridage. De Dødes Dage. Allehelgeners Dag og dagen efter - Allesjælesdag.

Midt i al denne munterhed så jeg, lige overfor indgangen til pigeskolen, en lille dreng i skorstensfejerklæder, med en sæk og skorstenskost i hånden, lille, et barn endnu, med et ansigt sort af sod, stod han med ryggen mod muren og græd hjerteskærende.

Straks stimlede pigerne om ham og spurgte hvorfor han græd. Men skorstensfejerdrengen svarede ikke. Han hulkede ubehersket og kunne ikke få et ord frem.

- Jamen, hvorfor græder du? Fortæl hvad der er galt? - blev pigerne ved med at spørge.

Da lod han hænderne falde og det lille, tilsodede barneansigt kom til syne, fortsat hulkende forsøgte han at svare og til sidst lykkedes det ham at fremstamme, at han havde renset skorstene i flere bygninger og har tjent 30 soldi derved, og at han havde tabt pengene.

- De måtte næsten falde ud gennem et hul i lommen - tilføjede han fortsat rystende og viste frem et hul i foret - og nu tør jeg ikke gå hjem, fordi min mester vil straffe mig med prygl, som han plejer. Igen gav drengen efter for gråden og dækkede ansigtet med hænderne, ked, bange og rystende.

De muntre opråb og latter stilnede af blandt pigerne. De så alvorligt på hinanden og på drengen, med bekymrede blikke. I mellemtiden kom flere piger til, løbende og uden at vide hvad der er foregået og også de blev stille, da det er blevet dem fortalt, hvorfor drengen græd. - Sikke noget, sikke noget... du stakkels lillemand.

Pigerne begyndte at røre på sig og så på hinanden. De var nu samlet i en broget flok - små og store, veklædte og i beskedne klæder, med skoletaskerne under armen og en endda med et blåt fjer i sin lille hat - hun tog 2 soldi op af lommen og sagde:

- Jeg har kun to soldi.... Lad os samle ind til ham!

- Jeg har også 2 soldi - sagde en anden pige i en rød frakke. - Hvis vi er heldige, kan vi måske samle de 30 soldi han mangler, for at kunne komme hjem.... Og så begyndte pigerne kalde på hinanden:

- Amelia! Ludovica! Anna! ... giv så en soldi! Hvem har et par soldi? Kom her med jeres skillinger! ....

Nogle af pigerne havde lidt penge til blomster eller kladdehæfter. De og selv de yngste havde hævet småpengene op af lommerne og gav dem til pigen med det blå fjer i hatten. Hun har samlet alle mønter og begyndte at tælle dem: .... otte, ni, femten soldi! Og der var ikke mere. I det samme kom en stor pige forbi. Hun var så gammel, at hun nærmest lignede en lærerinde... og hun gav et halvt lire, som pigerne kvitterede for med begejstring, ros og tak. Nu manglede der kun 5 soldi.

- Se! Nu kommer pigerne fra fjerde klasse.... De har sikkert nogle soldi vi kan få! - råbte en af pigerne. Og det var rigtig nok. Nu kom der masser af soldi i hatten. Alle trængtes om indsamlersken og drengen. Ikke en gik forbi uden at kramme ham og uden at skænke hans tilsodede klæder en tanke. Det var dejligt at se på denne lille skorstensfejer nu, som hans stod omgivet af flagrende kjoler, fletninger, hårbånd, tørklæder og fjer.... De 30 soldi var for længst indsamlet og der kom fortsat flere og flere til. Selv de mindste piger, de der endnu ikke fik penge med i skolen, de gav ham blomster de plukkede, for at også de kunne give noget.

I det samme kom portnersken ud på trappen og kaldte: Fru direktør kommer!

Pigerne løb til alle sider, som en flok kvidrende spurve flyver væk.... og til syne kom denne lille dreng i skorstensfejertøj, stående midt på gaden, med endnu fugtige øjne og med et smil knugende alle sine soldi i hænderne. På hans hat og i alle jakkelommer havde han så mange blomster pigerne havde givet ham, at de nu var begyndt at drysse ned rundt om ham, til han stod midt i en blomsterring, på gadens brosten, ved sine fødder.


Fortsættelse følger....