plt84 blogger på BLOG.TV2.DK:
Sangen om de NEOLIBERALE: NY ALLIANCE, VU, CEPOS - Fup eller Fakta
Søndag, 6. juli 2008 kl. 21:18
Med et par årtiers mellemrum skyller den samme gamle vin på nye flasker ind på vore strande. Neoliberalismen.
I 50’erne hed partiet ”De Uafhængige”. I 70’erne ”Liberalt Centrum" (og til dels "Fremskridtspartiet)". I dag kan man finde dem i ”Ny Alliance” og blandt Venstres Ungdom. Hos CEPOS. Sponsoreret af SAXO BANK. Hos Søren Pind. Med flere.
Hvorfor det kaldes neoliberalisme eller ny-liberalisme, kan undre, for selve troen er mere end 200 år gammel.
I denne ombæring er USA smittebæreren, hvor også mange af dens danske prædikanter har gået i kirke. Når de kommer hjem, har de lært remsen udenad.
”Ned med staten, ned med skatterne, ned med den politiske sfæres indflydelse, ned med velfærdsstaten og op med de frie, uhæmmede markedskræfter og det frie, selvfinansierede valg (skoler, hospitaler etc.)”.
Ja, troen omfatter også i sin højest 'potens' et krav om, at det gennem forfatningsændring skal forbydes staten at inddrage skatter og påtage sig udgifter.
Denne model står i skærende kontrast til den skandinaviske selvforståelse. Med vor ’socialdemokratiske’ blandingsøkonomi:
- accept af et marked med fri prisdannelse og opretholdelse af ejendomsretten,
- udligning af de største indkomstforskelle gennem progressiv beskatning og
- fastholdelse af et socialt sikkerhedsnet og uddannelse for alle gennem en stærk offentlig sektor.
Da de danske neoliberale prædikanter jo har læst og lært lektien i USA og dette udstilles som en ren åbenbaring, kan det jo komme an på en prøve!
Analysen fokuserer derfor på nøgleområder i vor samfundsforståelse. Og jeg er så flink, at jeg ikke engang har medtaget mord, voldtægt og anden kriminalitet i oversigten.
Har USA nu mere at byde på end de skandinaviske lande?
BRUTTOINDKOMST (GDP) I GENNEMSNIT PR. INDBYGGER, kilde: IMF
http://dataranking.com/table.cgi?LG=...e03-1&RG=1&FL=
Hermed er en af myterne om det rige USA allerede punkteret. Ja, de er - med 300 millioner indbyggere - selvfølgelig rige på indkomster. Sammenlagt. Det ville Kina (for nu at være grov), med 1. 4 milliarder mennesker, da også være. Men målt på indkomst pr. indbygger ser billedet helt anderledes ud. For os, der bor i den skandinaviske blandingsøkonomi, er vi i gennemsnit RIGERE end amerikanerne. Norge, Island og Danmark langt foran, Sverige og Finland på niveau med amerikanerne.
En ting er indkomst. Noget helt andet er leveomkostninger. Der er næppe tvivl om, at langvarige forbrugsgoder (biler, elektronik etc.) generelt er billigere i ’Guds eget land’. Alene deres stordriftsmæssige økonomi giver dem åbenlyse fordele. De får derfor i købekraft lidt mere ud af deres rådighedsbeløb. Men hvad med udgifter til hospitalsophold, medicin etc.?
ANDEL AF INDKOMST, ANVENDT TIL UDGIFTER TIL SUNDHEDSVÆSEN, kilde: WHO.
http://dataranking.com/table.cgi?LG=e&TP=he11-2&RG=1
I de skandinaviske lande er (endnu) næsten hele sundhedssektoren finansieret over skatterne. I USA gennem privattegnede forsikringer.
Som det fremgår af tabellen, er privatiseringsmodellen i USA en dyr fornøjelse. For hver gang en amerikaner tjener hvad der svarer til 10.000 kr, ryger 1.390 kr. til sundhedsforsikringer og følgeomkostninger. I Danmark er statens byrde tilsvarende 840 kr.
Hvis privatiseringen imidlertid løftede sundheden og livskvaliteten, kunne man mene, at pengene var givet godt ud. Det er ikke tilfældet.
Den gennemsnitlige levealder i USA er på niveau med Danmark og flere år lavere end i Norge, Sverige og Island.
Hvad så med tilfredsheden med tilværelsen?
TILFREDSHEDSOPFYLDELSE MED LIVET SOM HELHED
En ting er at leve længe, noget andet er at have det godt og sjovt, mens man lever. Billedet er det samme. Her er danskerne helt i top og øvrige nordiske lande ligger alle foran amerikanerne.
Kilde: World Database of Happiness, prof. Verhoven, Univ. Rotterdam
Klik på Rank of Nations, level
http://www1.eur.nl/fsw/happiness/hap_nat/nat_fp.htm
FATTIGDOM SOM SOCIAL INDIKATOR, kilde OECD
Her gælder det om IKKE at ligge for højt på listen. USA’s placering er direkte pinlig. Der er ufattelig mange fattige i USA. Selvfølgelig som et resultat af neoliberalismen. Igen er de skandinaviske lande, med blandingsøkonomien, foregangslandene. Tabellen understreger med al tydelighed, hvorfor det er tåbeligt blot at måle velstand med gennemsnitstal. Det er den klassiske vittighed om igen: Manden havde et ben i et brændende bål, det andet i en spand med is. Så i gennemsnit havde han det meget godt.
http://dataranking.com/table.cgi?LG=e&TP=ne07-1&RG=1
BØRNEDØDELIGHED PR. 1000 NYFØDTE, PROCENTUELT UNDER 1, kilde FN.
Heller ikke her går det så godt i de neoliberales højborg. Børnedødeligheden i USA er betydeligt højere end i Skandinavien. Ja, dobbelt så høj som i Sverige.
http://dataranking.com/table.cgi?LG=e&TP=po06-2&RG=1
De neo-liberale munke er modige mennesker, må man sige.
Deres retorik er svulstig.
Men tallene og virkeligheden taler imod dem.
Deres gamle vine har ligget alt for længe i kælderen.
Og de ’pisser op mod vinden’.