Hvis jeg bliver dement: en handlingsplan
Kvart milliard for medicin til demente er overskriften på endnu en demens-relateret artikel i pressen.
Citer:
Politiken skriver bl.a.:
Kun hver tredje demente dansker får i dag stillet en egentlig diagnose. Hvis flere skal have rede på deres sygdom, vil det koste samfundet et betragteligt større beløb end i dag. (...)
Rapporten fastslår, at patienterne kan have gavn af lægemidler, fordi de mindsker symptomer og kan forsinke udviklingen af sygdommen. Men de fører ikke til helbredelse. (...)
Der skønnes at være cirka 80.000 mennesker med demens i Danmark, og der opstår omkring 20.000 nye tilfælde om året.
Den mest almindelige form er Alzheimers sygdom, som rammer cirka halvdelen af de demente. De typiske symptomer er svigtende hukommelse og tab af almindelige hverdagsfunktioner.
Kilde: Politiken.dk
Hmm... hvad får os selv til ikke at forhindre, at vi kommer så langt ud, at vi kun kan fortsætte at leve uden bevidsthed, uden nytte for os selv og andre.... og kun som levende døde, der hindrer vores kære i at bevare gode minder og leve videre med intakte minder fra det gode liv i fortiden + måske endda bliver vores fortsatte eksistens som "grøntsager" en uudtømmelig kilde til vores de facto efterladte egen angst mod alderdom og forfald....
Hvad får os selv til, ikke i tide at forhindre disse faktuelle udsigter til en forvandling fra et menneske til en genstand? Hvorfor gør vi ikke noget FØR vi mister evnen til det og FØR vil bliver levende døde?
Artiklen handler om penge og omkostninger. Dette er jeg personligt ligeglad med. Jeg er ikke ligeglad med samfundets økonomi, men er mere interesseret i dette kryptisk formål, hvormed samfundet evt. skulle poste disse enorme beløb i at holde menneskelige vrag uden bevidsthed, uden erindring og uden nytte for dem selv og andre - i live.... (Dette er ikke et angreb på dem, der allerede er demente og heller ikke en argumentation for, at de skulle fratages retten til at leve! Bare så det ligger fast.... )
Derimod er jeg ikke ligeglad med, at den farmakologiske industris egen interesse er, at vi holdes i live længst muligt, så de kan få solgt en masse stoffer til vedligeholdelse af vores demens så længe som muligt. Hvorfor skal vi leve som menneskelige vrag længst muligt?
Jeg vil ikke selv leve mere, hvis jeg kan se at jeg er ved at udvikle demens og den eneste vej frem er mod mere demens! Hmm.... jeg er allerede inkontinent som følge af nerveskade forårsaget af en discus prolaps.... Jeg har allerede i dag svært ved at holde mig ren efter toiletbesøg og når jeg tænker på at skulle tilbringe min egen "grøntsagstid" med en fyldt ble på, der skiftes ud på faste tidspunkter et par gange i løbet af døgnet - er dette noget af de værste skrækscenarioer der udfolder sig for mit indre blik.... og udtryk for noget af det værste systemvold udøvet af et system, der passer og vedligeholder mig mod min egen vilje dvs. den vilje jeg ellers ville have haft, hvis min hjerne ikke var rådnet væk som følge af demens... til den tid.
Hvorfor skulle jeg (eller nogen) ønske at leve sådan?!?
Hvis jeg derimod kun havde fysiske problemer, blev lammet eller på anden måde fysisk handicappet.... der kunne jeg fortsat skrive mine ord, jeg kunne sætte streger på papiret, jeg kunne fortælle godnathistorier for børn, klippe/klistre eller afsløre kokke-tips for de unge, jeg kunne deltage i samfundsdebatten og jeg kunne læse mine bøger... glæde mig over en solbeskinnet dag og smage de vidunderlige blåbær mit barnebarn havde plukket til mig i skoven....
Handicap mere eller mindre, fysisk handicap eller bare en fysisk aldersforfald.... alligevel kunne jeg alt det jeg sætter pris på og som betyder en verden for mig og meget gerne også andre, jeg kan dele den med.... Fordi mit selvværd er ikke bundet til om jeg kan eller ikke kan gå, eller om jeg kan eller ikke selv kan tørre mig..... Mit selvværd og livsglæde er bundet til alt det, alle mennesker kan uanset alderen.... At så få erkender det og endnu færre reelt "udnytter" disse livets gaver - er en helt anden sag.... For mig er livet det, jeg selv kan gøre eller sætte i gang - for mig selv og så afgjort også for andre.... :smi054
Hvis/når jeg nu ikke kan alt dette.... og i stedet tilbringer mine dage som en levende "ting"? Sig mig lige....
Hvad i alverden skal jeg tvinges til at hænge ved for?
Og hvorfor har jeg ikke krav på at kunne træffe min beslutning om at drage herfra FØR jeg bliver så ødelagt, at jeg ikke længere kan kaldes for et menneske?
Jeg spørger bare!
Re: Hvis jeg bliver dement: en handlingsplan
Citer:
Oprindeligt indsendt af
Anina
Hvis/når jeg nu ikke kan alt dette.... og i stedet tilbringer mine dage som en levende "ting"? Sig mig lige....
Hvad i alverden skal jeg tvinges til at hænge ved for?
Og hvorfor har jeg ikke krav på at kunne træffe min beslutning om at drage herfra FØR jeg bliver så ødelagt, at jeg ikke længere kan kaldes for et menneske?
Jeg spørger bare!
Jamen, jeg er den eneste der kan bevare mit selvværd. Det er der ingen andre, der kan gøre det for mig!
Og jeg kan også bevare indflydelsen på og kontrollen over min egen skæbne. Dette kan jeg kun gøre, hvis jeg ikke spilder tiden med at begrave hovedet dybt i sandet og lege, at alting er bare som de skal være og at "det nok skal gå altsammen"... Det er der ikke noget der gør nemlig, ikke af sig selv.
Jeg mener ikke, at jeg mister noget ved at erkende hvad vej det går hvis jeg bliver begyndende dement.... Tværtimod! Der er ALT at vinde! Selv hvis det ikke kan fastlås med sikkerhed til at begynde med - vil jeg begynde at leve mit liv som om den evt. kommende demens er en kendsgerning.
Det vil sige, at jeg vil få masser af tid til at sætte orden på mine ting, på mine tanker og på mit liv.... Jeg vil afslutte hvad afsluttes skal og jeg vil påbegynde at igangsætte alt det gode, jeg ellers havde udsat af alle disse "gode" og pragmatiske grunde til, at vi i den grad sjusker med vores liv mens vi har det - og jeg selv er ikke et hak bedre end andre....
Jeg vil leve som om hver kommende dag er den sidste og jeg vil sætte spor i sandet, så mine efterladte får masser af glæde af at mindes mig - i stedet for at tænke sørgelige tanker og føle dem utilstrækkelige, fordi de kunne ikke trylle uvæsenet væk.... Det ER jo det de pårørende plejer at gøre, når timeglasset er vendt for sidste gang....
Jeg vil være kilde til glæde og ikke til sorg - når jeg er væk! Og dette opnår jeg IKKE ved at stikke hovedet i sandet og vente passivt på det uundgåelige! Den dag jeg endnu er i stand til at erkende, at forfaldet mentalt er i hastende fremgang - den dag kommer jeg herfra - efter at havde fuldbragt en ærlig og værdig afslutning på mit gode liv, der har budt mig på så mange udfordringer, hvoraf en del jeg hjertens gerne ville have været foruden.... og som ikke også skulle have bestemmelsesretten over, hvor længe jeg skulle hensygne i tilstanden af mentalt forrådnelse, inden jeg skulle få fred.
Det bestemmer jeg selv! :smi001
Hvad med dig? :smi003
