Hvem kommer først? Den syge eller de pårørende?

En bruger her på sitet har beskrevet, hvor chokeret hun er blevet, da hendes gode veninde fik en kræftdiagnose for kort tid siden.

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at min "indblanding" var grænseoverskridende, hvilket senere er blevet bekræftet af den efterfølgende tavshed.

Jeg har henvendt mig direkte og havde svaret (se nedunder) ud fra mit kendskab til adskillige beretninger de syge havde postet på Nettet eller efter de samtaler jeg havde ført med de syge IRL, hvor flere beretter om, at udover at skulle håndtere egen kræftdiagnose, skulle de nydiagnosticerede vende hjem til de pårørende og trøste, støtte dem - i stedet for at kunne koncentrere sig om deres egen befindende.

I adskillige tilfælde berettede de syge om, at de måtte selv lære at holde deres følelser, frygten og angsten indestængt og skjult, idet de pårørende kunne slet ikke holde til at være åbne omkring sygdommen, og ej heller kunne de pårørende udelade deres egne udbrud af sorg og frygt for udsigten til at blive de efterladte.

I rigtig mange tilfælde er det de pårørende, der udvikler en depression, der en gang for alle sætter en stopper for den syges ytringer om og behov for at kunne tale ud om deres egen dødsangst og forberedelserne med sigte på at sikre de efterladte efter at man selv er væk. En enorm belastning for den syge.... fordi det er de pårørendes "lidelse" der dominerer billedet derhjemme og i omgangskredsen. Hallooooooo!

Selv om de pårørende havde omhyggeligt sørget for alt det praktiske omkring den syge - det, der var vigtigst for den syge - åbenhed og ro - det blev der ikke meget af, idet de pårørende konstant og vedværende gav udtryk for sorgen, og frygten, og uroen.... hvilket tvang de syge til at lukke dem selv inde og vise en behersket og afledende attityde frem for omverden.... for ikke at belaste deres pårørende yderligere.... dvs. en dobbel belastning for den syge.

Det er ud fra denne viden jeg havde blandet mig tidligere med ønsket om at tale for den syge og bevidstgøre den pårørende om, hvilken utilsigtet, udmattende effekt denne dramatiske reaktionsmønster kan have på den syge og vedkommendes egne ressourcer.

Og uanset, hvor grænseoverskridende dette kan opleves af dem, der læser det - kan dette indsigt kun gavne både de pårørende OG de syge - hvis de pårørende vel at mærke kan skifte fokus fra sig selv og flytte den ubetinget over på den syge, hvilket er netop det jeg selv hermed gør.

Jeg vil nu anonymisere gårdsdagens indlæg og lader budskabet stå, som det var hensigten.

Citer:

---

Ja da... at ens veninde får en så hård diagnose er ikke en dans på roser. Der ER hårdt....

Men tror du selv, at det vil gavne din veninde og din egen evne til at støtte hende, hvis du selv lader dig drukne i en sorg på forskud? Som om din veninde var allerede død? Hvilket budskab, tror du - det sender videre til hende?

Eller når du ER rask og med eget liv intakt - burde man ikke i stedet bruge sine ressourcer på at støtte om og understøtte de gode muligheder, der jo findes indtil videre.

Fordi det kan der ikke være specielt fremmende og glædeligt for din veninde at opleve (selv hvis du forsøger at skjule det), at du, med et liv og en fremtid - allerede reagerer som om ikke alene hende, men også du selv var dødsdømt....

Det er meget, meget nemt blot at overgive sig til sorgen og i stedet for at støtte om optimismen - støtter man om sørgen, hvilken der ER jo nok i forvejen hos din veninde... Jeg tror ikke, at det gavner hende OGSÅ at skulle håndtere din sorg, vel? Jeg tror ikke, at det er den slags reaktion fra sine kære hun har brug for.

Og specielt fordi du bliver selv kun svagere af at lide med, om muligt lige så meget som hun gør... Og når du bliver selv svækket, hvis du fortsætter som de sidste par dage? Hvad i alverden tror du, du kan udrette af hjælp og trøst, når din veninde får allermest brug for det? Hvis du selv er svækket og ked?

Nej, nej og atter nej! Jeg vil meget gerne opfordre dig til at få samling på dig selv og ikke spilde kræfterne på en passiv sorg, der hverken gavner din veninde eller dig selv.

Jeg vil gerne be` dig om at se tilbage ig betragte din egen måde at håndtere den slags på - og du vil blive bekræftet i min "forudsigelse" om, at hvis du ikke straks begynder at "konsolidere" og dreje om dine sorgfulde følelser - vil det ende med, at du selv bliver SÅ medtaget, at når din veninde får allermest brug for dig i den nærmeste fremtid - vil du muligvis ikke kunne præstere det fornødne, idet du vil selv bliver helt fladmast under denne sorg, der endnu er for tidligt at holde til.

Havde det været mig i lignende situation, hvor jeg fik en hård diagnose - må jeg blankt indrømme, at jeg ville nok holde mig selv langt væk fra dem, der ligesom opgiver mig på forhånd, ved at lade dem drukne i sorgen over min bortgang - længe før jeg faktisk dør....

Jeg kan ikke vide om din veninde har det på samme måde som jeg. Jeg ved blot, at du først bør få en samling på dig selv, FØR du virkelig kan være en støtte for hende, der er jo dèn, i ægte fare for en tung sygdom. Brug dit helbred og dine ressourcer til andet og bedre, end at begræde et skønt, men endnu levende menneske.

Jeg håber og beder til, at hun kommer igennem med livet og livskvalitet i behold, men dertil skal hun bruge opmuntring og roen hos dem, der holder af hende allermest, dig inkl. :smi054

Kom så i gang .... tænk i stedet på hvad din syge veninde i virkeligheden har brug for fra sine fortroligste omgivelser.... og allerede nu kan jeg forsikre dig om, at det er ikke dine tårer, men dit smil din veninde allermest har brug for. Lad dit eget, varme og fine hjerte IKKE briste, men hold det åbent og stærkt for din veninde. :smt049

:smi001

---

....omgivelsernes reaktion: ''Fortæl, hvem du vil, at du har kræft, og det, de hører, er, at du er ved at dø. Nøjagtig som du selv hørte det, da du fik diagnosen.''

Er den nogen "udefra", der evt. ønsker at kommentere, kan det gøres HER

Tja lad os lige sige med det samme at jeg har IKKE kræft :D

Men alligevel var det skrevne her noget der fik mig til at tænke...

for små tre uger siden opdagde jeg oven i alt det andet en stor knude i mit højre bryst, og jeg havde ikke tid hos lægen før efter 14 dage...

Og jeg skal hilse og sige at man kan nå at tænke mange tanker i 14 dage, man kan nå mange hvisser og når og hvordan..

I de 14 dage sagde jeg ikke noget til en eneste sjæl, jeg sagde til min kæreste at jeg havde knuden , jeg sikkerede mig at han kunne mærke den (bare for at sikre mig at jeg ikke var åndsvag) men den var meget tydelig...

Grunden til at jeg ikke sagde noget til nogen var at jeg simpelthen oppe i mit hoved gennemgik hele listen over veninder, søskende osv som jeg ville kunne tale med omkring det, men med dem alle sammen fandt jeg ting som gjorde at jeg vidste med mig selv, at det ikke lige var dem jeg skulle betro mig til , af mange forskellige grunde..

Det var grunde i hele spektret, jeg har en veninde som jeg har været veninde med siden 1 klasse (det må så være gisp 35 år), men jeg kender hende godt nok til at vide at kom jeg og sagde noget sådan til hende, så ville hendes reaktion være ...

Nej for fanden det må du ikke (hun har prøvet at forbyde mig at føde før hun havde fået fri fra arbejdet he he ) og så ville hun ellers fortælle mig hele sin egen historie om alle de forfærdetlige lidelser hun har været igennem , og det var ikke lige det jeg havde brug for ...

Så var der min lillesøster, men hende vidste jeg med mig selv at hvis jeg fortalte hende noget af den slags , så ville hun ikke have et roligt øjeblik og ikke ville kunne arbejde før end jeg havde fået at vide hvad det var ...

Så har jeg nogen veninder, der i bedste menig ville negligere det. De ville gøre det ud fra at hjælpe mig, men det var ikke lige det jeg havde brug for. Det jeg havde brug for var nogen der lyttede og kom med en klar melding, evt gik på nettet for mig og fandt ud af hvad det ellers kunne være andet end kræft , nogen der bare var objektive og kunne lytte, det manglede jeg...

Jeg snakkede ganske kort med min kæreste om det, men ville ikke rigtig snakke med ham. Ikke fordi han ikke tog det pænt det gjorde han, men når han spurgte ind til det ville jeg ikke snakke om det, men bare have lov til at passe mig selv...

Så i de 14 dage jeg gik rundt og tænkte over knuden snakkede jeg mest med mig selv ... :wink: og diskuterede mest med mig selv hvad nu og hvis og så frem, men alligevel var det hele lidt uvirkeligt. Jeg har altid haft det sådan med mig selv at min intuition kan fortælle mig hvad der er hvad og jeg bildte mig selv ind at jeg vidste at det ikke var noget, men det blev ikke til meget søvn de dage...

Sidste uge om torsdagen var så dagen hvor jeg skulle til lægen og regnede med at jeg ville blive sendt hjem med besked om at det var kirtler eller noget...

Men da jeg kom til lægen så hun meget underlig ud i hovdet og jeg fik besked på at gå i et andet rum og vente for hun ville lige snakke med sygehuset. Hun kom tilbage og fortalte mig at jeg kunne få en tid kl 14 på hospitalet til både mammografi, ultralydsscanning evt. udtræk af evt vædske (hvis der var det) og at man med det samme ville kunne se om det var noget der skulle fjernes eller ej og at hvis det var nødvendigt så ville man søge at fjerne det med det samme, og hvis der var noget i det så skulle jeg allerede inden de fjernede det beslutte hvor meget der skulle væk ...

Hun fortalte mig også at det jo bestemt ikke behøvede at gå sådan, men at det var vigtigt at jeg lige var afklarede med det hele inden , så jeg kunne tage beslutninger om hvad der skulle ske hvis og såfremt ...

Jeg sagde nej til en tid kl 14 det var alt for hurtigt for mit hoved og forbundet med alt for mange praktiske problemer, så jeg fik i stedet en tid dagen efter kl 8..

Så først da jeg kom hjem fik jeg overhovdet mulighed for at sætte mig ned og tænke over hvad det var der skete ...

Jeg tog hjem og fortalte det til kæresten og først der meldte angsten sig for alvor. Jeg snakkede meget med min kæreste om det (hvad nu hvis og hvad så ) og han støttede mig i alt hvad jeg havde taget af beslutninger, men som han også sagde, så var det svært for ham at sætte sig ind i det , da han jo (skarpt observeret ) ikke havde bryster...

Så da kl var 19 bad han mig om at finde en veninde med bryster som jeg kunne vende det med.... og igen havde jeg det problem, at jeg ikke lige kunne komme til at tænke på nogen i hele min omgangskreds, som jeg kunne fortælle om det, for enten ville de bagatellisere det, eller også ville de bryde sammen så jeg skulle trøste dem, eller også ville de bare gå i sort.... ikke lige det man havde brug for ...

Men så ringede jeg til en veninde som jeg ikke har kendt så længe, men som har fulgt mig på tæt hold i alle mine skavanker. Jeg fik lov til at tale om hvordan jeg havde det, om hvad det var jeg frygtede og så sad vi sammen en time eller halvanden og analyserede det, hvad kunne der ske og hvad så , hvad med bagefter og hvad var det jeg frygtede mest.. (jeg frygter ikke kræft mest men behandlingen. Har tre kvinder i min familie der er døde af brystkræft, men nogen gange er jeg overbevist om at det ikke var kræft, men behandlingen der slog dem ihjel)

Det var en samtale med en der accepterede min frygt for hvad det var , som kunne se objektivt på div muligheder , en som kunne fortælle mig at jeg også skulle lytte til min intuition , og ikke mindst en der ikke bagatelliserede min frygt eller udviste en frygt som gjorde det ti gange værre for mig...

Da jeg kom på hospitalet viste det sig at der var væske i mine knuder (det viste sig at der var to) de undersøgte det med det samme , og det var ikke noget ondartet, knuderne blev tømt (vandcyster) og jeg fik besked om at jeg lige skulle have tjekket mit underliv også for at se om det var på tide med en udskrabning , da jeg altid har haft vandcyster der. Og jeg skulle lige have tjekket mine nyrer da jeg åbenbart havde anlæg for at danne dem ...

Jeg blev gentestet da der er stor forekomst af brystkræft i min familie, og jeg fik besked om at mine vandcyster med stor sandsynlighed ville komme igen, men at jeg bare skulle komme ind og få dem drænet...

Efterfølgende har jeg så fortalt til div veninder og familie hvad det er der er foregået det sidste stykke tid og jeg har så konstateret at jeg havde ret i mine antagelser. Det var godt at jeg ikke sagde noget, for jeg ville ikke kunne have taklet deres reaktion på en tid hvor jeg selv var så hudløs :roll:

Og jeg er glad for at der var en veninde der var til at tale med, for man trænger til at tale med en anden med bryster som kæresten udtrykker det, hun er her på siden, hende jeg snakkede med og jeg kan kun sige tusind tak for hjælpen, jeg sov faktisk et par timer natten før hospitals besøget efter at have snakket med dig :smi001:smi001

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Hejdien

jeg sov faktisk et par timer natten før hospitals besøget efter at have snakket med dig :smi001:smi001

---

I love you too :smi054