Da lægen døde blev patienten rask
Veronika Hackenbroch skrev bl.a.:
Mange ældre lider unødvendigt af kvalme, mental forvirring og svimmelhed. Disse problemer er ofte et resultat af ikke genkendte bivirkninger af de lægemidler de indtager. Og så fortsætter hun....
Da Martin Wehling var en dreng og besøgte sin bedstemor, havde denne ældre dame næsten altid haft det skidt. Hendes højt blodtryk var behandlet med brusetabletter samt lægemidler til understøttelse af hjertet. Det hjalp dog ikke nævneværdigt mod det reelle ubehag. Morlille var konstant forvirret, vidste ikke helt bestemt hvem hun var, hvor hun var og hvorfor, foruden at hun slet ikke trivedes. Efterhånden fik hun til og med ordineret tabletter mod kvalme samt en del andre lægemidler, der hvert især skulle gøre det af med alle hendes symptomer. En hel række af lægemidler hun skulle indtage hver dag.... medicinskabet var sprængtfyldt.
Indtil den dag Martin Wehling kom på besøg og fandt sin bedstemor fuldstændig forandret. Hun havde det herligt. Hun var livlig, i vigør, energisk, bevidst om sig selv og sine omgivelser, i godt humør. Knægten spurgte om hendes læge omsider havde fundet den rette medicin til hende, hvorpå hun svarede, at det gjorde lægen ikke.
Han døde.
Martin Wehling, der (i 2002) leder et Klinisk Farmakologi Institut ved Universitet i Mannheim ser, at mindst 5-6 fejl blev begået af den afdøde læge, der havde behandlet hans gamle bedstemor. Årsagen til bedstemorens helbredsproblemer var interaktionen mellem flere lægemidler inkl. bivirkninger.
For mange lægemidler!
Til trods for, at ældre mennesker udgør den største af alle patientgrupper - er der i ingen andre patientgrupper udbredt sådan en tolerance over for lægefejl og fejlbehandlinger - som
begåede mod den ældre patientgruppe!
En stor del af ældre patienter er enten overbehandlede (indtager for mange og for stærke lægemidler) eller - er de underbehandlede enten fordi de ikke har den rette diagnose eller fordi de får ordineret medicinen i for svage doser. Denne "hilsen" kommer fra Rainer Gladisch, der på klinikken i Mannheim leder afdelingen for gerontologi. Man antager, at patienterne i alderen 60 år og opefter lider af medicinbivirkninger tre gange oftere end yngre patienter.
I
Journal of the American Geriatrics Society har man offentliggjort resultater af forskning gennemført over fire år blandt beboere på et plejehjem, der klart beviser, at dette fænomen gælder over 65% ældre patienter. Kun alt for ofte bliver deres sygdomme ikke udredt og i stedet ordinerer man nye lægemidler, der skal behandle bivirkningerne. Ringen slutter.
Tredje kategori af syge.
Ny forskning tyder også på, at i tilfælde af ældre patienter, vil op til 23% af hospitalsindlæggelser skyldes de ordinerede lægemidlers utilsigtede virkning på organismen. Wolfgang Muhlberg, gerontolog fra Nürnberg, erkender med beklagelse at
fejl og bivirkninger som følge af farmakoterapi ordineret til ældre mennesker - er et alvorligt og hele tiden voksende problem i forhold til den sundheds- og finanspolitik, der har nu været ført længe. Han kender adskillige tilfælde, hvor ældre patienter, der opgivet af sundheds- og plejesektor - efter at deres medicin er blevet taget fra dem - kom til live igen og energisk, ved egne kræfter forlod hospitalerne, selv om de forinden er blevet betragtet som håbløse tilfælde.
I mellemtiden begynder adskillige læger at indse, at man må foretage skridt mod denne tendens til overmedicineringen, og mod den tolerance hvormed fejlbehandlinger af ældre betragtes. Wehling siger, at
behovet for efteruddannelse af læger og forskning i dette emne er gigantisk. Derfor har han oprettet i fælleskab med sin kollega, prof. dr. Gladisch et Center for Gerontofarmakologi ved Universitet i Mannheim (' Klinikum Mannheim ein Zentrum für Gerontopharmakologie'). Disse to læger udpeger en hel række faktorer, der ligger til grund for disse utilfredsstillende tilstande, der hersker indenfor medicinsk behandling af ældre mennesker.
En person i alderen efter de 60 år får ordineret i gennemsnit 3 lægemidler, hvilket er tre gange mere end tilsvarende yngre patienter. Og jo flere medikamenter - desto større, og stigende risiko for en utilsigtet interaktion mellem lægemidlerne, samt deres bivirkninger.
Største parten af lægemidler, der er tilgængelige på markedet har
ikke været testet med henblik på at fastslå deres virkning på ældre patienter. Dermed mangler der elementær viden om lægemidlernes virkning på den ældre patients organisme.
Seniorernes syn er ofte svækket og deres finmotorik ligeså. Dermed vokser en risiko for, at der kan ske adskillige fejl i doseringen og intervallerne for indtagelse af de ordinerede lægemidler. Både overdosering og underdosering finder sted.
Gerontologi udgør kun et marginalt emne i det totale pensum på lægestudiet og særlig fokus på netop gerontologi hører til sjældenheder. Derudover, den specialviden, der langt fra er omfattende nok, og måtte være til rådighed, kun alt for ofte overhovedet ikke finder vejen til de praktiserende læger, der så behandler ældre patienter, som de behandler de yngre, og dette på trods af, at forudsætningerne for hver af disse patientgrupper, er meget forskellige.
Havde man derimod kunnet tage de rette, medicinsk-faglige hensyn til den ældre patientgruppe - kunne de fleste typiske behandlingsfejl, tillige med forkert medicinordination, være undgået. Den praktiserende læge tager ofte
ikke i betragtning, at f.eks. de ældres nyrer succesivt svækkes med alderen. Denne naturlige svækkelse medfører, at udskillelse af medicinen i organismen er ligeledes langsommere, og dermed fører til ophobning af medicinen i kroppen, med en utilsigtet over-virkning af medicinen, samt en stigning af bivirkninger, til følge.
I enkelte tilfælde har vi målt op til en femdobling af koncentrationen af bestemte lægemidler i blodet hos ældre patienter, ved en ellers almindelig dosering - informerer Muhlberg.
Hvad for en fyrreårig er den rette dosis, kan vise sig at være giftigt for en halvfjerdsårig. Sandsynligvis er dette årsagen til Wehlings bedstemors kvalme, hvilket er jo en typisk symptom på en skjult forgiftning med
digitalis (et virkestof i lægemidler mod hjertesygdomme). Lægerne ved ofte ikke (eller glemmer), at de ældre patienters nyrer ikke er så funktionsdygtige længere, som hos yngre mennesker. Problemet er, at bestemte blodtests, der hos yngre mennesker bekræfter eller afkræfter hvor vidt deres nyrer fungerer fint - hos ældre mennesker derimod viser de næsten altid nyrefunktionen
indenfor normen, selv når de ældre nyrer faktisk er syge eller svækkede.
Det vil derfor være hensigtsmæssigt at udbygge et testprogram for netop ældre patienter, med sigte på en tilbundsgående undersøgelse af de ældres
reelle nyrefunktion, hvilket dog desværre ser ud til at udgøre en større udfordring, end de fleste praktiserende læger er i stand til at leve op til.
Ældre drikker ikke.
I tilfælde hvor der, de facto, sker overdosering af medicinen, har den ældre organisme til rådighed
færre kompenserende "redskaber", der normalt tages i brug (hos de yngre), når en organisme skal kompensere for og bekæmpe lægemidlernes bivirkninger. De ældre forværrer ofte selv effekten af den alderssvækkede nyrefunktion ved at at drikke
for lidt. Muhlberg:
Mange ældre tørrer ud som et halmstrå. Flere ordinerede lægemidler har endda har en vanddrivende bi-virkning. Hvorom alt er ser vi en voldsom, dehydreringsbetinget forværring af almen tilstanden hos den ældre, oven i vedkommendes primære sygdom.
Effekten af en kronisk dehydrering er som oftest netop mental forvirring tangerende delliriøse tilstande, tabet af kognitive evner, svimmelhed førende til voldsomme faldulykker, samt kredsløbsuregelmæssigheder. Smertestillende og beroligende midler samt midler mod for højt blodtryk kan ligeledes forårsage disse symptomer.
Beklagelsesvis genkender man ikke disse helbredsproblemer, som værende bivirkninger af medicinen, med eller uden evt. medvirkende dehydrering.
Netop mental forvirring - siger Muhlberg -
misfortolkes kun alt for ofte, i overensstemmelse med denne bekvemme "standard": "bedstemor er jo bare gammel og falder af på dèn".
Også andre typiske bivirkninger af lægemidler overses, eller ignoreres. Parkinsons er navnet på
både et syndrom
og en sygdom. Fælles for begge er muskelstivhed. I modsætning dog til
Parkinsons Sygdom er årsagen til
Parkinsons SYNDROM ikke en degenerering af hjernen, men rent ud sagt - virkningen af lægemidler som
neuroleptika og
antidepressiva!
Ældre mennesker er særlig følsomme over for netop den slags lægemidler. Wehling fortæller:
For ikke så længe siden er jeg blevet tilkaldt til en patient, man påstod var depressiv og som nu lå i sengen stiv som et bræt. Ordinerede antidepressive midler hjalp ikke. Det overraskede mig ikke, idet netop disse antidepressiva var direkte årsag til patientens tilstand. Patienten udviste alle tegn på medicininduceret Parkinsons SYNDROM. Wehling beordrede en omgående afbrydelse af medicineringen og ordinerede en modgift. Allerede næste dag havde patienten rejst sig fra sengen ved egne kræfter. I dette tilfælde endte det godt,
"men hvor ofte mon det sker? Og hvor ofte sker det modsatte?" - spørger Wehling?
Bag på lægerne
Risikable er også lægemidler som
benzodiazepiner, hvilke ordineres til de ældre som indsøvnings og beroligende midler. Iflg. Muhler:
flere ældre indtager disse midler i årevis og derfor er et ophør meget svært idet de ældre har udviklet en psykisk og fysisk afhængighed. Benzodiazepiner virker ikke kun beroligende og angstdæmpende. De påvirker også muskelfunktionen og virker udpræget negativt på grov- og finmotorik. Indtaget af benzodiazepiner øger markant faren for faldulykker med medfølgende risiko for alvorlige benbrud.
Derudover, under sin forskning har Muhlberg opdaget, at hos ældre patienter ændres også absorberingen af benzodiazepiner i tarmen. Dette betyder - i modsætning til yngre patienter - at først falder koncentrationen af lægemidlet i blodet, for dernæst at
stige voldsomt igen. Muhlberg:
Det var en stor overraskelse for os at konstatere, og endnu en gang må vi erkende, at indenfor medicinsk behandling af ældre patienter er vi nødt til at regne med en effekt, der ikke alene ikke er udforsket nok, men også kan være helt anderledes end hos yngre patienter.
Netop derfor - påstår lægerne - er der hårdt brug for en sær-forskning af virkningen af nye lægemidler på netop den ældre patientgruppe. Indtil videre sker dog det ganske modsatte!
Når man tester nye lægemidler INDEN deres frigivelse til markedet - systematisk ignorerer man forskning i lægemidlets virkning på patientgruppen i alderen på over 60 år - kritiserer Muhlberg.
De farmaceutiske virksomheder begrunder denne ulyst til at teste ny medicin på ældre patienter, med argumenter om, at der er for stor en forskel mellem gamle menneskers helbredstilstande , hvorfor det er umuligt at finde et objektivt sammenligningsgrundlag, endsige nå frem til fornuftige resultater. Gladisch og Muhlberg
er klar over dette problem, men påstår hårdnakket, at
selv de begrundede tvivl omkring metoden til gennemførelse af de nødvendige undersøgelser - kan ikke forsvare, at man ikke undersøger medicinens virkning på den største patientgruppe af alle (patientgrupper) - afslutter Gladisch.
Wehling, Muhlberg, Gladisch m.fl. formoder, at medicinalkoncernerne lægger så åbenlyst en afstand til disse problemer i forhold til lægemidlernes virkning på ældre patienter - af frygt for negative resultater af disse tests på ældre forsøgspersoner, og dermed en risiko for en markant svækkelse af lægemidlernes markedsværdi.
Gladisch:
Alt tyder på, at virkningen af visse lægemidler på ældre patienter er så utilfredsstillende, at hvis forskningen i lægemidlernes virkning omfattede ældre mennesker, ville afsløringen føre til dårligt omdømme og økonomiske tab for medicinalindustrien. Derfor tester man helst ikke lægemidlernes virkning på ældre mennesker, hvorfor industrien, strengt taget foretrækker at teste største parten af sine produkter fortrinsvis på mænd i alderen 18-49.
Kilde: Der Spiegel 7.01.2002, 'Putzmunter im Sterbezimmer', Von Veronika Hackenbroch
