Jeg har også haft mere end en anledning til principielt at overveje disse ting, ud fra seniorens point of view, og de tanker jeg var nødt til at tænke på baggrund af en "skånselsløs" erkendelse - er altså ikke så opmuntrende.
Jeg ved ikke om alle forældre gør sig disse tanker, men jeg selv troede fuldt og fast på, at når man havde satset og ydet for noget nær så godt som muligt forhold til sit barn fra fødslen og til barnet er blevet voksent - at det så bare fortsætter således, at samme brede margin, tolerance og ikke mindst respekt in blanco bliver "ydet" mig fra den dag, vi alle - børnene og forældrene bliver ligestillet i den voksne (for begge parter) alder.
Jeg har dog måttet erkende, at er man heldig - vil det ske i en vis udstrækning, men ikke så det kan komme i nærheden af, hvad man (jeg) selv havde præsteret gennem indsigt og forståelsesparathed dengang mit barn var barn og havde brug for plads til at udvikle sig.
Jeg ved nu, at jeg kan ikke regne med, af de voksne børn, at få tilkendt lignende "albuerum", som jeg havde skabt for mit barn. Og at der fortsat bliver forventet af mig, at jeg skal fortsætte med at træde et skridt tilbage og give plads når mit barn vil have det. Præcis som det var, da barnet var mindreårig.
Da barnet har aldrig behøvet at erkende "mekanikken" bag den frihed og plads det havde fået siden barneårene, og frem til barnet blev voksen - bliver det nu taget som en selvfølge og en rettighed, idet dette var de vilkår at vokse op under: masser af plads til at være sig selv. Derfor (åbenbart) fortsætter kravet efter samme princip nu og fremover.
Så når jeg - den gamle - omsider har behov for også at "være mig selv", forstået på denne måde, at i visse tilfælde er det mine præmisser der burde kunne komme forrest - fordi andet vil skade mig - ifører mit barn sig en "forælder-attitude" og i stedet for bare at gøre det bedste, som jeg beskriver det (jeg skulle jo meget gerne selv bedst vide, hvad jeg har brug for), bliver jeg i stedet belært om hvad mit voksne barn mener er det bedste - for mig.
Mange forældre til voksne børn oplever det samme, og enten affinder de dem med det for ikke at risikere miste kontakten til børnene (og børnebørn). Eller - færre - forbeholder dem retten til at træffe deres egne afgørelser i deres eget tilværelse, og afviser at blive gjort til børn af deres egne børn. Det som sker så efterfølgende er - hurtigt eller langsomt - afhængigt af intensiteten af den konflikt der udvikler sig, eller ligegyldighed - hvis det er nemmere for een eller begge af parterne - at forældrene og de voksne børn glider fra hinanden....
Prisen for at stille krav om respekten for ens integritet og om at egne præmisser ( de psykologiske og sjælelige), der før i tiden var 100% frivilligt blevet skubbet til side, eller direkte ofret for at gøre plads til at ungerne kunne udvikle dem frit og positivt - den er høj.
Prisen altså.... i hvert fald hvis man ikke vil fortsætte med at blive ved og ved med at undertrykke det selvstændige menneske i sig, og ikke vil fortsætte med at blive "mor" på denne lidt selvudslettende måde, der var helt i orden da barnet var barn, men er helt utilstedelig (i virkeligheden) efter at "barnet" er blevet voksen.
Hvis man så bestemmer sig for at fortsætte med at være mor på de "gamle" præmisser, de nu voksne børn så gerne vil fastholde een i - ja, så kan man ikke regne med, at ens egne ønsker bliver opfyldt eftersom det ikke er muligt på disse vilkår.
Fordi for den "evige mor" er det de voksne børn, der dikterer hvad hun må eller ikke må mene, sige eller gøre. Det er de voksne børn, der træffer de endegyldige afgørelser for den føjelige mor, fordi for at efterkomme moderens egne ønsker kræver det umulige af dominerende voksne børn: netop at hendes "præmisser" anerkendes, accepteres og efterleves (af børnene) i forhold til de ærinder eller begivenheder hun har ytret sine ønsker omkring.
Så når de voksne børn blot forbliver ved med at betragte deres mor som den, der skal blive ved med at træde et skridt tilbage når de voksne børn ønsker noget andet end hun gør - bliver det deres, altså de voksne børns valg, der "vinder" over moderens.
Når tingene først er nået så (for) langt - vil ethvert "oprør" fra hendes side blive betragtet som "underligt", eller som udtryk for
hendes psykiske forstyrrelse, meget gerne tolket som sandsynlig demens, eller mildere: som almindelig forfald.
I værste fald kan det ende endda med umyndiggørelse, tvangsbehandling (for "hendes egen skyld"), boligskifte under tvang, eller hvad systemet ellers har af midler til at pacificere løbske gamle, der bare ikke vil tilpasse dem - hvad de voksne børn mener er "rigtigt".
Jo ældre man er, jo dårligere er ens chancer til selvforsvar mod disse karakterovergreb. Indtil man bliver parkeret på institutioner til opbevaring af genstridige gamle, dopet 24/7, så "børnene" omsider kan sove med "god samvittighed". De gjorde deres pligt, mens jeg ville klart foretrække, at de i stedet gjorde deres bedste.....
Alt dette kan kun undgås ved, at endnu mens man er rask og rørig, trækker man en tyk streg i sandet med budskabet:
"hertil og ikke længere!" indtil det har rodfæstet sig i børnenes sind så dybt, at de aldrig lader dem overtale til at gøre det nemmere for systemet, i stedet for at gøre det nemmere for gamle forældre at være til, eller i værste fald, at være demente.
Noget så vigtigt, så essentielt og oftest så dyrt erhvervet som selvrespekt, er umuligt at uddrive, selv hos demente. Det er derfor temmelig idiotisk og umenneskeligt, af systemet og af de pårørende at forvente, at de gamle, selv de demente, uden kamp giver afkald på det, det har taget dem hele livet at gøre sig fortjent til.
Dette er så en side af sagen. Der er selvfølgelig også andre aspekter. Læs gerne om disse i Temaet på Kristeligt Dagblad: "At bryde med familien"
