Valentina Tereshkova (Валентина Владимировна Терешкова)
Tankernes veje er uransagelige. Først snubler jeg over en knaldgod artikel om Ligestilling skrevet af en polsk filosof – Magdalena Sroda. Da jeg er ved at være færdig med at reflektere over Magdalenas artikel - fortsætter jeg med at snuble, denne gang over et navn jeg ellers ikke havde tænkt på i hundrede år: Valentina Tereshkova.
Hvem ved i dag hvem er Valentina Tereshkova? Hun er russisk, født i 1937. General i Flyvevåbnet i den russiske hær, da hun gik på pension som 60-årig i 1997. Dog, det der gør netop Valentina til et særtilfælde, ingen anden kvinde, nogensinde vil kunne overgå er, at hun var, er, og forbliver den første kvindelige astronaut i verden.
Med tilbageholdt åndræt fulgte jeg med i nyheder om Valentina Tereshkovas rumfærd. Året var 1962. Jeg var 11 år gammel og min far sagde til mig: "Der kan du bare selv se, lille Anina. Det passer ikke, når din mor fortæller dig, hvad du ikke må, eller kan, fordi du er en pige. Pigerne kan alt. Lige som drengene. Eller bedre...." Det gjorde indtryk, må jeg tilstå. Jeg vidste altid, hvad jeg ville være når jeg blev voksen. Nu vidste jeg også at jeg kunne blive hvad jeg ville.
Valentina Tereshkova er født i landsbyen Masliennikowo i USSR den 6. marts 1937. Hun gik i skole som alle andre. Hun voksede op i den kollektive landbrugskultur og har ikke drømt om hvad fremtiden havde i vente for hende. Da hun blev voksen fik hun arbejde på en bildækfabrikken og senere i et bomuldsspinderi. I fritiden dyrkede hun faldskærmsudspring i den nærliggende aeroklub. Ikke noget med elitetræning, men sådan bare for fornøjelsen.
Lad os ikke glemme, at det var i begyndelsen af tresserne. Kvinder og faldskærm var i hvert fald ikke en kombination der hang på træerne. I hvert fald ikke her i Vesten. Måske lige med undtagelse af overklassen, hvor "man" godt kunne finde på noget så ekscentrisk, som et faldskærmudspring, men jeg tvivler meget om damerne var med. Det var de i daværende USSR derimod. Der var ingen begrænsninger og kønnet var ingen hindring. Der var ikke så stram en opdeling mellem mande- og kvindejobs, sysler eller opgaver. Det par hænder, der befandt sig tættest på opgaven - udførte den, uanset om disse hænder var kvinde- eller mandehænder. Sådan var sædvanen og sådan gik det også for den unge Valentina, at hun befandt sig på det rette sted og den rette tid: den 16 februar 1962, hvor aeroklubben fik et fornemt besøg fra det russiske flyvevåben og Valentina blev udvalgt på stedet til træning og uddannelse til astronaut.
Hun var ikke alene. Sammen med hende trænede og læste fire unge kvinder i alderen fra 21 til 25 år. De var alle erfarne faldskærmsudspringere og de fire af dem var allerede uddannede piloter, i gang med tekniske uddannelse på Polytekniske Akademier rundt om i USSR. Men det var Valentina, hende fra landsbyen Masliennikowo, der fra kosmodrommen i Bajkonur - den 16. juni 1963 var på vej mod det Ydre Rum i Wostok 6. Turen har taget 2 døgn, 22 timer, 50 minutter og 8 sekunder. Hun landede i god behold den 19. juni 1963, efter at have fløjet rundt om Jorden 48 gange.
Efter tilbagekomsten fra rummet blev tilværelsen aldrig den samme igen. Nu skulle hun uddannes videre på Flyvevåbnets Akademi, hun dimitterede fra i 1969 som Kosmonaut Ingeniør (gad vide hvad det ellers hedder på dansk...). I 1977 har hun forsvaret sin doktorafhandling og derefter arbejdede hun indenfor det politiske system i USSR. Men frem for alt var hun (og er) en rollemodel for flere generationer af russiske kvinder, der dog måtte erkende, at USSR`s befrielse for "kommunismens åg" havde på ingen måde fremmet kvindens samfundsstilling. Snarere tværtimod, hvilket denne artikel af Magdalena Sroda jeg havde læst i starten - netop handlede om..... Den vender jeg tilbage til på et andet tidspunkt, fordi den er en læsning for guderne..
I dag (2003) arbejder Valentina Tereshkova som leder af den russiske regerings Center for Internationalt Samarbejde (tror jeg det hedder) og sidste år (2007) har madam Tereshkova erklæret, at hun helst vil dø på Mars. Alderen er øjensynligt ingen hindring for store planer, og frit spirit.
Hvad siger I så, piger?
Er det ikke en herlig historie om et herligt kvindemenneske fra tiden, hvor vi andre end ikke kunne drømme om noget tilsvarende, eller lige så spændende. Hvorfor mon måles kvindens dygtighed i dag med hendes forretningssans og størrelsen af den omsætning hun frembringer i virksomheden, som leder, eller undtagelsesvist, som ejer. Lige som mændene, er disse kvinder optaget af prestige og fame.
Hvor mange kvinder drømmer mon om at være verdens bedste kranførere, eller de dygtigste ingeniører? De bedste kvindelige kirurger ser vi nærmest kun i billige, amerikanske TV-serier, hvor end ikke en hårtot falder forkert. Direkte fra modebladerne. Aldrig med morgenhår eller på toilettet. De lever kun af pindemadder og har altid et perfekt makeup uanset tid på dagen (natten) Og forresten, de er jo aldrig ældre end, til nøds... fyrre, men helst yngre. Sikke et forbillede for småpigerne, hva'? Så, helt i strid med logikken og illusionen om fremtiden, som medierne, politikerne og trendsættere fodrer den sagesløse kvindebefolkning med - er det jeg, den aldrende hejre, der var så meget heldigere, end det er forundt mange af vor tids unge kvinder, ingen har fortalt da de var små, at de kunne alt det, de ville, uanset hvad den sociale kontrol, ellers pålagte dem, af begrænsninger.
I 1963 var jeg 11 år, sad foran fjernsynet, savlende ved synet af Valentina Tereshkova på vej mod den ventende Wostok 6, mens min far sagde til mig med den allerstørste alvor: "Der kan du bare selv se, lille Anina. Det passer ikke, når din mor fortæller dig, hvad du ikke må, eller kan, fordi du er en pige. Pigerne kan alt. Lige som drengene. Eller bedre...." :smt039
