Tanker om livet som folkepensionist

Det var egentlig tanken, at dette indlæg skulle være det første indlæg i min egen personlige blog, men jeg kan stadig ikke blive enig med mig selv, om jeg skal have en blog eller ej, så ryger det ind her i stedet for.

Så oprandt dagen – dagen hvor ordet ”overgangsalder” har fået en helt ny dimension. En fase i livet er slut, og en ny begynder – fra 1. april har jeg kunnet kalde mig folkepensionist!

Det er en underlig tanke, at man nu har taget hul på livets sidste fase – alderdommen, eller som man også kalder det: ”Den tredje alder”. Om tiden bliver kort eller lang, er der heldigvis ingen, der ved. Gudskelov har jeg indtil videre et jernhelbred, så muligheden for et langt liv burde være til stede, men jeg er bestemt også bevidst om, at livet kan ændres på et splitsekund! Jeg kan kun håbe på, at jeg får lov til at nyde et langt otium uden sygdom eller andre skavanker, som nedbryder livsglæden og evnen til at bruge alle sanser fuldt ud.

At blive folkepensionist har både fordele og ulemper. Nogle af de største fordele er jo, at nu kan man tillade sig at gøre tingene i det tempo, der passer én bedst! Man kan benytte de fleste offentlige transportmidler til stærkt reduceret pris! Man kan få ½ medielicens, og man kan i et vist omfang træde til, hvis der skal passes børnebørn. Man kan dyrke de interesser, man aldrig havde tid til, dengang man var på. Det bedste af alt - man kan gå i seng, når det passer én, man kan snue lige indtil det bliver lyst og man behøver ikke stå op hver dag til larmen fra et vækkeur!

Ok – jeg ved selvfølgelig godt, at mange af disse pensionistfordele slet ikke holder stik – og da slet ikke, hvis man har et aktivt liv og roder sig ind i alverdens ting! Men det er jo også op til en selv, hvordan man prioriterer sin hverdag og sine aktiviteter.

Men det er nu alligevel en nydelse at kunne sætte sig ned og læse en god bog midt på dagen – de sjældne gange, det lykkes, og det er en nydelse, at have tiden til at dyrke sine interesser fuldt ud i det omfang, man har lyst og tid til. Det er blot et spørgsmål om at prioritere!

Alt dette har jeg jo allerede kunnet efterleve, siden jeg gik på efterløn for omkring 3½ år siden, så der burde ikke være nogen forskel, om man er 64 eller 65 år, men det er der altså – mentalt føles det i hvert fald anderledes. Efterlønsperioden var blot en overgang til noget nyt – den nye tilstand er for resten af livet! Man bliver mærkeligt bevidst om, at arbejdsmarkedet allerede har ændret sig enormt i de år, der er gået, siden jeg selv var en del af det – og som arbejdsmarkedet er i dag, er jeg lykkelig for, at jeg ikke skal stresse rundt derude til en latterlig lille løn – fordi jeg er kvinde og over 40!

Jeg er glad for min nye status, som jo selvfølgelig også har negative sider. Indtægterne bliver reduceret betydeligt, og det er bestemt ikke uvæsentligt! Det betyder jo, at der er ting, der ikke mere er råd til, og nogle aktiviteter må der nødvendigvis skæres ned på. Det kommer jo ikke som en overraskelse, at man på et tidspunkt når pensionsalderen, så hvis man har forberedt sig i god tid, og har man altid været vant til at sætte tæring efter næring, finder man ud af, at det går nok alligevel – også selv om der ikke er nogen stor kapitalpension at tære af eller en kæmpe friværdi i et hus, fordi man har været heldig at købe i 60’erne eller 70’erne og nu kan belåne murstenene med lavt forrentede lån, eller endda med afdragsfrie lån.

Livet inden pensionsalderen har, som for de fleste mennesker, været fyldt med op- og nedture. Der har skullet træffes mange valg undervejs, og jeg er – uden at beklage mig – et af de mennesker, som nogle gange har satset på den forkerte hest med store personlige og økonomiske omkostninger til følge! Men jeg har selv valgt, så det er ikke andres skyld – udelukkende min egen.

Anne - nu aktivt livsnydende folkepensionist RokkeBedste