Aaron Feuerstein, Malden Mills og Polartec

Hmm... når man tænker over hvilken dag det er - i dag - den 1. maj - arbejderklassens fest- og mindedag.... og når man samtidigt læser Aarons Feuersteins forretningshistorie - er man tæt på at indse, at hvis arbejdsgivere af Aaron Fuersteins kaliber var mere reglen end undtagelsen.... ville verden ikke have fagforeninger og arbejdskampen at se tilbage på..... Faktisk ville vi ikke opleve de sædvanlige svøber, som har ellers i tidernes løb fået arbejdsklassen ud af starthullerne og på barrikaderne.... og fagforeningerne som kampmiddel ville der ikke være en grund til at etablere i den form vi kender fra den tidligste arbejderklassens historie og i dag. Læs videre.....



Aaron Feuerstein - et Menneske fra Malden Mills

Direktør Aaron Feuerstein sætter sine ansatte forest. Vi har nu i årevis hørt om selskabsejere, som har tjent formuer til sig selv, mens de kører deres selskab i sænk på bekostning af personalets beskæftigelse og nogle gange også deres livs opsparing. Men ikke i Malden Mills, tekstilvirksomheden i Lawrence, Massachusetts, som opfandt tekstilet Polartec.

Som "60 Minutes" fortalte sidste år (2002/red.), gik også Malden Mills i betalingsstandsning, men så hører ligheden med firmaer som Enron også op. Malden Mills er faktisk kendt for at gå meget langt for at hjælpe personalet, selv når selskabet har voldsomme problemer. Journalist Morley Safer fortæller om denne historie, som blev vist sidste sommer.

Den brand, der brød ud på Malden Mills i vinteren 1995, var den største brand, Massachusetts havde set i hundrede år. Ingen omkom. Men byen var knust. Malden Mills var en af de få større beskæftigelsesmuligheder i byen, som allerede var i alvorlig knibe. "Det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvordan jeg kunne genopbygge den", siger ejeren Aaron Feuerstein, som er den 3. generation i familien, der leder fabrikken.

"Jeg var stolt af familievirksomheden, og jeg ønskede at bevare den, og jeg ønskede, at den skulle overleve. Men jeg følte også et stort ansvar for personalet, at sørge for dem, at give dem arbejde."

Han traf et valg - et valg, som undrede andre i tekstilindustrien. Feuerstein besluttede at genopbygge fabrikken i Lawrence - ikke at flytte sydpå eller til udlandet, som mange i branchen havde gjort for at skaffe billigere arbejdskraft.

Han traf endnu et chokerende valg. Hele personalet ville få fuld løn i 60 dage.

"Jeg tror, det var en klog forretningsdisposition, men det var ikke årsagen. Jeg gjorde det, fordi det var det rette at gøre", sagde Feuerstein. Andre havde måske ment, at den rette beslutning havde været at tage de 300 millioner dollars fra forsikringen og trække sig tilbage.

"Og hvad skulle jeg bruge dem til? Spise mere? Købe et sæt tøj til? Trække mig tilbage og dø?", spørger Feuerstein. "Nej, det faldt mig aldrig ind."

Han holdt, hvad han lovede. Arbejderne fik deres løn i flere måneder. Han betalte i alt 25 millioner dollars og blev kendt som Mensch fra Malden Mills - en forretningsmand, som bekymrede sig mere om sit personale end om sine penge.

Medierne elskede ham, politikerne ligeså. Præsident Clinton inviterede ham til State of the Union Address (præsidentens årlige tale til folket) som æresgæst. Han modtog 12 hædersbevisninger, inkl. en fra Boston University. Han blev en kuriositet - forretningsmanden, der blev nationalhelt.

"Jeg fik en masse omtale. Og jeg mener ikke, det er et godt tegn i vores tid", siger Feuerstein. "I en tid med Amerikas største velstand er dyrkelse af pengeguden blevet ekstrem." Når han er rådvild, søger han vejledning i Toraen, jødernes lovbog.

"Det er ikke tilladt at underkue arbejdsmanden, fordi han er fattig og i nød, blandt ligestillede og blandt ikke-jøder i dit nærmiljø", siger Feuerstein, som brugte 300 millioner dollars fra forsikringen og så lånte yderligere 100 millioner for at bygge en ny fabrik, som var både miljøvenlig og tog hensyn til arbejdsmiljøet. Og i den lokale fagforening har man aldrig strejket.

Malden Mills er bedst kendt for Polartec, en populær letvægts-syntetisk fleece. Og Feuerstein siger, han er dum, fordi han ikke har taget patent på processen. "De kunne kopiere os, men det er i orden. Vi gør det bare endnu bedre", siger han. Firmaet har udviklet Polartec, som kan modstå vind, vand og ild. Firmaets kunder er et katalog med kataloger: L.L. Bean, Lands End, Eddie Bauer, North Face, Patagonia. Forsvarsministeriet har også bestilt tøj lavet af Polartec, og specialstyrkerne i Afghanistan bruger det i koldt vejr.

Er moralen i denne historie, at de gode rammes først? Trist, men nej, i det mindste ikke Malden Mills, firmaet, som genopstod, blev så dybt forgældet, at det måtte anmode om betalingsstandsning.

Hvis Feuerstein ikke kan stille banker og andre kreditorer tilfreds, kan firmaet blive solgt, eller endnu værre, opløses - så byen Lawrence står tilbage med endnu en lukket virksomhed i den lange række af tekstilvirksomheder i området, som har måttet dreje nøglen om, eller er flyttet sydpå eller til udlandet.

Er tekstilbranchen i New England eller måske i hele USA ved at uddø? "Hvis man ser på tekstilindustrien i USA i det seneste år, så har mere end 100 drejet nøglen om, titusindvis af arbejdere er blevet afskediget. Malden Mills er ikke den eneste. Det er op ad bakke", siger Kathleen Seiders, professor ved Massachusett's Babson College.

Malden Mills har en række problemer. Firmaet mistede kunder, mens den nye fabrik blev bygget, og 3 varme vintre har skadet salget af Polartec. Virksomhedens gæld er på 140 millioner dollars. "Malden Mills vil ændre sig, tror jeg, når den betalingsstandsningen ophæves", siger Seiders. Men hun tror, at Feuersteins rolle i firmaet vil ændres betydeligt. "Jeg tror, at han bliver i ledelsen, men mere som symbolsk leder. Han får ikke ansvaret for kerneområderne og de økonomiske beslutninger", siger Seiders.

Feuerstein erkender, at bankerne ikke har den samme forretningsmoral, som han har. "Men jeg tror, at vi i talende stund, er ved at vende skuden. Og jeg tror, banken erkender det, og at det er derfor, de holder ud." "Der er en enorm støtte fra folk i alle stater, som skriver de smukkeste breve til mig, følelsesladede breve, empatiske", siger han. "Og meget ofte er der vedlagt en check på 5 dollars. Eller 100 eller 500 dollars, og jeg læser disse breve hver eneste dag. Disse breve gør mig i godt humør."

Han har fået cirka 10.000 dollars. I starten returnerede han pengene, men nu går de til en fond til fordel for de fattige børn i nærområdet. "Vi behandles retfærdigt. Jeg mener, man skal bestille noget. Han forærer ikke noget væk", siger en ansat, Bob Fawcett. "Men han tager sig af sine folk. Men mere end bare lønnen. Hvis man har ondt, er i knibe, så ved man, hvor man skal henvende sig."

"Jeg har fået to hjerneoperationer, men det er hans skyld, at jeg fik de læger, jeg havde brug for", tilføjer den ansatte Jackie Hosty. Mon de tror, fabrikken kan reddes, set i lyset af den seneste økonomiske krise?

"Hvis nogen kan ride stormen af, så er det ham. Nogle ville ikke blive i problemerne", siger Fawcett. "Men det gør han, igen og igen. Jeg aner ikke, hvordan han kan."

Og Feuerstein siger selv, at han ikke giver op ved at flytte til Florida eller spille golf. Golf er for ham for de hjernedøde. Han nyder i stedet at ligge på sin sofa i stuen, og læse, hvad han kalder hjernegymnastik, nogle sine yndlingsforfattere som Emily Dickinson og William Shakespeare. Feuerstein og hans kone Louise bor komfortabelt, men beskedent, i en lejlighed med 5 soveværelser. Uden chauffører, og uden private fly.

Når han holder en "pep rally" på fabrikken og støttes af folk som den demokratiske senator John Kerry, Massachusetts, er der ingen kritiske tilråb eller afbrydelser. Man får en følelse af, at alle står sammen, fra arbejderen på gulvet til direktøren.

Hvad skal der stå på hans gravsten? "Jeg håber, der vil stå: "Han gjorde sit yderste,", siger Feuerstein. "Altså, at jeg ikke gav op, og at jeg prøvede at gøre det rigtige."

Og han prøver stadig. Fortjenesten stiger på Malden Mills, og firmaet siger, at det forventer at træde ud af betalingsstandsningen, når sommeren slutter. Men det nye Malden Mills tilhører ikke nødvendigvis Aaron Feuerstein. Hans kreditorer ejer majoriteten, hvis han ikke skaffer 90 millioner før august. Men Feuerstein siger, han ikke har givet op. Han er sikker på, at han nok skal skaffe pengene og beholde sit firma.

Den 6. juli 2003

Kilde: CBSnews.com

Se indslaget fra "60 Minutes" HER....

Håndtering af forandringer. 1999 Optimas Awards profil: Malden Mills Industries, Inc.

Af: Brenda Paik Sunoo

Om aftenen den 11. december 1995 forlod Bill Perez Malden Mills efter en tilsyneladende almindelig dag. Fem minutter efter han kom hjem ringede hans bror: Der var sket en eksplosion på fabrikken, sagde han. Adskillige bygninger brændte. Få sekunder efter ringede telefonen igen. Sikkerhedsfolkene i fabrikken i Lawrence, Massachusetts bekræftede den forfærdelige nyhed. "Det var temmelig slemt, så jeg kørte straks ned til fabrikken", siger Perez, koordinator af arbejdsmarkedets parter i virksomheden, "Da jeg ankom, blev jeg forfærdet over røgen og flammerne. Jeg ankom netop som brandfolk og ambulancefolkene evakuerede brandofrene."

Perez siger at cirka 300 ansatte var på arbejde, da ilden brød ud klokken cirka 19.50. 22 arbejdere blev i hast kørt til adskillige lokale sygehuse. Samtidig kunne han og personalechefen Alan P. Kraunelis, som også var på stedet, kun tænke på een ting: At få fat i personalets journaler. Deres første bekymring gik på at kontakte de tilskadekomne familier, siger Perez.

De ignorerede ordren om at evakuere stedet og gik ind på personalekontoret. Personalekontoret lå heldigvis ikke i de tre bygninger, som brændte. Perez husker den bitre kolde aften. Vinden hylede med 80 km i timen. De var "bevæbnet" med lommelygter og mobiltelefoner, da de to personalefolk fandt journalerne. De fik fundet frem til de tilskadekomne familier og orienteret dem. "Vi havde ret godt tjek på det den aften", siger han.

Hurtig reaktion. Urokkelig ansvarlighed. Risiko og tro. Det demonstrerede Perez og Kraunelis den aften - nogle træk, som også direktøren Aaron Feuerstein og de lokale i Lawrence udviste umiddelbart herefter. For nogle firmaer ville sådan en tragedie betyde en katastrofe for arbejderne og lokalsamfundet - men branden på Malden Mills blev en katalysator for forandring. Firmaet, som blev grundlagt i 1906 af Feuersteins bedstefar, og med en årlig omsætning på 300 millioner dollars er bedst kendt for at fremstille Polarfleece og Polartec, kendt for sin høje kvalitet af overfladebehandlede tekstiler.

De seneste 3 år har historien om Malden Mills været fokuseret på Aaron Feuerstein og hvordan han opgav muligheden for at bruge forsikringspengene og smutte udenlands. Men i stedet betalte denne 3. generationsejer de 1.400 arbejdsløse arbejdere 3 måneders løn, udvidede deres sundshedordninger med ni måneder og genopførte fabrikken - med en personlig omkostning på 15 millioner dollars. Han har siden modtaget verdensomspændende anerkendelse for sin rette indstilling.

Men hvad mange ikke hører om, er den utrolige indsats, personalefolkene på Malden gjorde: Hvordan de fostærkede Maldens virksomhedens og samfundsressourcer på kritiske punkter siden Massachusetss største brand. Fra Workforce Magazine Optimas Award for Managing Changes har Malden Mills modtaget pris for sine bedrifter. Feuerstein siger: "Den enorme forandring i de seneste få år får mig endnu engang til at anerkende personaleafdelingens styrke og mod. Vi har selvtillid til forandring uden angst på Malden Mills."

Første kritiske punkt: Branden
Det er en familieejet virksomhed, og familiens ånd giver genklang i firmaets værdier, siger Kathy Skala, den nuværende personalechef. Branden, siger hun, var et stort tab, ikke bare for familien Feuerstein, men for de 3.000 (nu 2.500) ansatte og folk i byen ved Lawrence-fabrikken, 40 km nord for Boston on the Sprickett River. De rapporterede strukturelle tab inkluderede 750.000 kvadratfod fremstillingsareal og kontorer i tre bygninger. Polstring-afdelingen var væk. Væve-afdelingen mistede meget af sin slut-produktion og afdelingen, der fremstiller Polartec, mistede farve-afdelingen og det meste af slut-produktionen.

Men Feuerstein lovede af genopbygge Malden. Dagen efter branden, kom Feuerstein med sin uventede lovning om at betale sine ansattes løn og goder. Arbejderne græd, da han sagde det. Samtidig skiftede personaleafdelingen til højeste gear med et krisehold - hvis basis var lagt før branden. Det bestod af Feuerstein, COO, CFO, personaleafdelingen, repræsentanter for hver afdeling. Holdet, siger Perez, mødtes dagligt for at diskutere de tilskadekomnes status, at vurdere de umiddelbare behov for Maldens personale, og arrangere kommunikation og et træningscenter, at omfatte det lokale samfunds ressourcer - og endda sørge for julegaver til personalets børn.

En række operationelle træk blev også sat i værk for at holde produktionen i gang.
Farvning og trykning blev sendt til andre tekstilvirksomheder i Massachusetts og sydpå. Udstyr, som var bestemt for firmaets tyske fabrik i Goerlitz, blev bragt til USA.

Med 1.400 midlertidigt arbejdsløse bad personaleafdelingen borgerne i Lawrence om hjælp. Skala, Kraunelis og Perez - alle "gamle i gårde" på Malden - havde tilsammen mere end 50 års samlet erfaring og udstrakte bånd til lokalsamfundet. "Vi ved alt, hvad der sker i denne by", siger Kraunelis. Han og Perez fandt en ledig fabrik, som kunne bruges til arbejderne, hvor de kunne blive ajourført om fabrikkens genopbygnings-foranstaltninger, hente deres understøttelse og komme i jobtræning.

Mens arbejderne ventede på, at deres spritnye og moderne fabrik skulle blive færdig i 1996, blev de oplært i brug af computere, som var nødvendigt for at betjene de nye maskiner. På mindre end et år havde mere end 600 arbejdere fuldført kurser på kommunikationscentret eller på eksterne træningssteder. Maldens center blev rost af den tidligere arbejdsminister Robert Reich, fordi det var en national rollemodel for træning og udvikling af medarbejdere.

Det blev tydeligt, at det, der begyndte som en tragisk hændelse, førte arbejdere og lokalsamfundet sammen - og andre i hele verden. Personaleafdelingen blev kontaktet af arbejdsgivere uden for staten for at tilbyde Maldens arbejdsløse et job. Deres rygte som værende dygtige og dedikerede arbejdere frembragte et væld af tilbud. Mere end 90 procent af de 1.400 fyrede arbejdere er igen i arbejde.

Når man spørger Skala om, hvad hun har lært af branden, kommer hun med følgende personaletips:

- Vær aktiv i lokalsamfundet og vedligehold forbindelser
- Deltag i handelsforeninger
- Kend lederne i de lokale byer
- Hav en nødplan klar og vid, hvem der bestemmer
- Vid, hvor du kan få hjælp
- Sørg for kreativitet i ledelsesgruppen

"Maldens historie handler om forbindelser. De er bogstavelig talt essensen i vores genopbygningsbestræbelser", siger Skala. Den nye fabrik fungerede fuldt ud efter planen i september. De ansatte var tilbage på fabrikken, og Kriseteamet udviklede sig til at blive et Genopbygnings-team. Det blev grundlaget for personaleafdelingens næste fase i firmaets forandring.

Lukning af polstringsafdelingen
Kraunelis siger, det er følsomt at tale om at nedgradere. Han ønsker ikke, at nogen undervurderer den beslutning, Feuerstein tog i februar 1998, 26 måneder efter branden. Tidligere havde FLOCK-afdelingen givet overskud. Men efter Polartec gik det dårligere, trods fortsatte investeringer og forskning.

Hertil kommer, at FLOCK-afdelingen blev ødelagt af branden, og Malden tabte på eksportmarkedet. Og da måtte Feuerstein lukke denne afdeling. Endnu et minus var, at fordi de 300 arbejdere var blandt firmaets ældste arbejdere. Mange havde været ansat mellem 10 og 30 år.

Personaleafdelingen prøvede først at få dem in i Polartec. Man følte stadig et stort ansvar for sit personale og gjorde alt for, at de kunne bevare deres job. Arbejderne blev ansat efter anciennitet. Men Feuerstein og andre kunne ikke forudse El Ninos virkning på økonomien og krisen i Asiens indflydelse på Polartec-markedet. En mildere vinter i visse dele af USA og den økonomiske krise i udlandet fik Polartecs markedsandel til at dykke.

"Vores personale måtte afskediges", siger han. Heldigvis var arbejdscentret, som blev oprettet efter branden, stadig åben. De 400 arbejdere blev tilbudt karriererådgivning og jobtræning. Perez og Kraunelis forventede, under dette interview, at deltage i ceremonier for 14 arbejdere, som har fået en GED (uddannelse). Uddannelse, forklarer han, er et større mål for Maldens smeltedigel af indvandrerarbejdere.

Fyringerne begyndte i marst og blev afsluttet i august. Af de 400 afskedigede har flertallet fået nyt job, siger Kraunelis. Cirka 150 er fortsat arbejdsløse. Det positive er, at Malden netop har genansat fire arbejdere. En af dem har været ansat i 37 år. Når markedet for Polartec udvides, håber personaleafdelingen på at genansætte flest mulige arbejdere. "Jeg ville elske at kunne genansætte dem alle", siger han.

Konsolidering af ressourcerne: endnu en smertefuld fyringsrunde
Kraunelis er som direktør for INDUSTRIAL RELATIONS øverste ansvarlig for forhandling af ansættelseskontrakter. Mange af Maldens arbejdere repræsenteres af UNITE - Needletrades, Industrial og Textile Employees. Blandt dem er de 300 arbejdere, som arbejdede i Bridgeton, Maine - en filial, der arbejdede for Polartec.

Kraunelis siger, at fabrikken (Bridgeton) led under interne problemer, især anstrængt forhold mellem arbejderne og ledelsen. Malden Mills stod ved endnu en GRIM skillevej: "Salget gik så dårligt, at vi var nødt til at lukke fabrikken og overføre afdelingen til de nye faciliteter i Lawrence", siger han.

Kraunelis annoncerede sammen med Feuerstein, Perez og firmaets direktør i august, at fabrikken skulle lukkes. Man behøver ikke sige, at arbejderne på Bridgeton Knitting Mill blev chokeret. Trods branden i Lawrence og trods lukningen af polstringsafdelingen var de blevet forsikret om, at fabrikken ikke skulle lukkes. Men forretningsbetingelser ville det anderledes. Men personaleafdelingen og ledelsen på Malden Mills lovede atter, at de ikke ville svigte de skattede medarbejdere. "I nøden skal man fortælle folk sandheden. Prøver man at snore dem, kan de se på dit ansigt og øjnene, om man taler sandt eller ej."

Kraunelis mødtes hurtigt med fagforeningen for at indgå nogle aftaler. Alle arbejdere fik en fratrædelses-pakke på en uges løn pr. års ansættelse. Dette inkluderede også en måneds personalegoder, løn under ferie, rabat resten af livet i firmaets butik og en positiv regulering af pensionsordningen. Hertil kom at arbejderne blev tilbudt at flytte til Lawrence, men flertallet valgte at blive i Bridgeton. De fleste havde fået nyt arbejde. Kraunelis siger, at Malden planlægger at åbne en træningscenter i Lawrence for at hjælpe de fyrede medarbejdere.

På trods af disse større begivenheder - branden, lukning af afdelingen, konsolideringen - er Malden Mills værdier bevaret, siger Skala. I en tale til en lokal personaleafdeling siger hun: "Malden Mills begyndte som et sted, hvor senior-ledere havde deres kontorer i de samme bygninger og på samme etage som fabriksudstyret, hvor lederne måtte vige for gaffeltrucks, når de skulle til møder. Det var sådan, familien Feuerstein ønskede, at fabrikken skulle drives. Familiemedlemmerne ønskede ikke, at deres ledere nogensinde skulle glemme, hvad deres arbejde i bund og grund handlede om."

Forandringen har været konstant i 93 år. Men Maldens loyalitet mellem ledelse og arbejdere har været drivkraften i hele firmaets levetid. Forbindelsen her er ikke bare varm og blød, som Polartec. Den er også solid som sten.

Kilde...

http://www.youtube.com/watch?v=9YcWLXBXaD8

http://www.youtube.com/watch?v=yX0PyQX33eg

Hmm... når man tænker over hvilken dag det er - i dag - den 1. maj - arbejderklassen fest- og mindedag.... og når man samtidigt læser Aarons Feuersteins forretningshistorie - er man tæt på at indse, at hvis arbejdsgivere af Aaron Fuersteins kaliber var mere reglen end undtagelsen.... ville verden ikke have fagforeninger og arbejdskampen at se tilbage på..... Faktisk ville vi ikke opleve de sædvanlige svøber, som har ellers i tidernes løb fået arbejdsklassen ud af starthullerne og på barrikaderne.... og fagforeningerne som kampmiddel ville der ikke være en grund til at etablere i den form vi kender fra den tidligste arbejderklassens historie og i dag.

Det er dog ikke altsammen lutter idealbillederne idet netop dette "koncept" afhænger ubetinget af mennesket ved røret. At der er langt imellem Aaron Feuerstein`er er kun en sørgerlig kendsgerning. Derfor kan man beklagelsesvis ikke bygge generelle idealbilleder omkring arbejdsmarkeds parter alene på Aaron Feuersteins eksempel. Aktionærerne og bankerne vil sørge for, at der ikke kommer for mange af hans slags, for til syvende og sidst handler "det hele" ikke om mennesker - men om profit og dividender.... "Invester så lidt som muligt og få så meget som muligt ud af din investering" - er mantraen.....

Selv i vores lille Danmark kender vi store virksomheder, der er blevet opbygget fra bunden af enkelte personer i begyndelsen - men styrken og størrelsen er blevet til gennem en fælles, kæmpe indsats fra det stigende i antal medarbejdergruppe, der loyalt og vedholdende havde - sten for sten - opbygget disse store personligt ejede virksomheder, der en skønne dag og uden varsel er blevet solgt for milliarder af kroner, til udlandet.... og grundlæggeren i egen person kunne "trække sig tilbage" med så mange penge på kistebunden, at der var ikke alene nok af dem til et otium i den vildeste luksus resten af livet, men faktisk nok et par tusinde liv for all fremtid.... Imens gik de nu solgte medarbejdere og skulle til at finde rundt i de nye vilkår.... hvor de fleste af dem skulle finde andet arbejde idet købere selvfølgelig skulle have deres "udlæg" hjem hurtigst muligt og helst før virksomhederne blev svækkede af ændret arbejdsindsats leveret af de chokerede og desillusionerede medarbejdere.....

Jaja da, folk kan gøre jo hvad de vil med deres ejendom. Ikke et kritisk ord om det. men hvor meget "deres" disse ejendomme er, når de ikke kunne etableres, opdyrkes og udvikles uden de medarbejdere, der har lagt deres adskillige, dyrebare leveår i deres arbejdspladser.... når vi ved, at uengagerede og ligeglade medarbejdere vil aldrig kunne få en virksomhed til at blomstre - uanset hvor godt konceptet er og hvor dygtig er stifteren....

Når det så "i nødens stund" alligevel ikke er "nok" og man bliver solgt som kvæg, uanset ens indsats i værdiforøgelsen... Når man slet ikke kan regne med at loyaliteten skal gå begge veje - for at være noget værd.... er der så noget at sige til, at der fortsat er brug for arbejdskampen og fagforeninger?

Set i dette lys og med en beklagelig insigt i, at arbejdsgivere af Aaron Feuersteins støbning er et særsyn og en sjældenhed - vil jeg alligevel nyde denne historie om et usædvanligt aksempel på, at en forretning kan også drives til gavn for dem, der er med til at bygge den op.... At dette til og med sker i den civiliserede verdens mest associale land, hvor den social arnsvarlighed har ringest tænkelige vilkår - gør beretningen endnu mere overvældende. Man har jo lov til at drømme og....håbe, ikk`?

Mens en skiderik er en for meget - kan vi ikke få nok af de gode.... Det er derfor en god ting at gå på Nettet og en skønne dag falde over en beretning, der lyser op i junglen af deprimerende nyheder om alsken skiderikkerne der lystigt overgår hinanden i alsken nedrigheder!

Aaron Feurstein var allerede dengang en gammel mand.... Jeg vil vende tilbage med en opfølgning, når jeg har fundet ud af hvordan det er gået ham og virksomheden i de efterfølgende år.... :smt039

Læs mere....

Babson College om Polartec og Aaron Feuerstein
The New York Times - ARTICLES ABOUT AARON M. FEUERSTEIN
Kritisk artikel om Malden Mills....
Mr. Feuerstein is a legend in the corporate world.

..... og ellers er der masser at finde på Nettet udenfor DK. :smi039

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anina

Hmm... når man tænker over hvilken dag det er - i dag - den 1. maj - arbejderklassen fest- og mindedag.... og når man samtidigt læser Aarons Feuersteins forretningshistorie - er man tæt på at indse, at hvis arbejdsgivere af Aaron Fuersteins kaliber var mere reglen end undtagelsen.... ville verden ikke have fagforeninger og arbejdskampen at se tilbage på..... Faktisk ville vi ikke opleve de sædvanlige svøber, som har ellers i tidernes løb fået arbejdsklassen ud af starthullerne og på barrikaderne.... og fagforeningerne som kampmiddel ville der ikke være en grund til at etablere i den form vi kender fra den tidligste arbejderklassens historie og i dag.

---

I dag hørte jeg for første gang, at medskaberen af Stressless - Jens Peter Ekornes - døde i går, de. 22. juni 2008. :smi314

Da jeg læste flere omtaler - trådte visse detaljer frem, der fik mig direkte til at tænke på Aaron Feuerstein, selv om der ellers ikke findes personlige ligheder mellem de to mennesker.... Lige bortset fra begges respekt for de ansatte og omsorg for de ansattes trivsel... Efter hvad jeg, indtil videre havde læst... :-k

2005 var året, Jens Peter Ekornes er blevet slået til ridder og modtog Den Kongelige Norske St. Olavs Orden, hvilken han kun har modtaget på betingelse af, at kunne dele æren med sine 1500 medarbejdere... Norske Aftenposten skrev i denne anledning:

Ridderen av Sykkylven

MARTINE AURDAL
Oppdatert: 16.07.05 kl. 00:33 Publisert: 16.07.05 kl. 00:31

Da Jens Petter Ekornes nylig ble slått til ridder av første klasse, ville han dele æren med 1500 arbeidere. Gikk de ikke med på det, ville han ikke ha medaljen.

Nils Christian Geelmuyden har beskrevet møbelkongen Jens Petter Ekornes som en cowboy. Han har tydeligvis aldri sett en sunnmøring før. Kanskje var fadesen at han møtte Ekornes på Continental i Oslo - et sånt sted der sanne sunnmøringer sjelden er å finne. Men Ekornes har opptrådt som cowboy en gang. Det førte ham nesten inn i solnedgangen. Nå har han lært.

- Den nye fabrikken er bygget på gamlemåten. Uten lån. Slik han onkel Jens ville gjort det.

Kjole og hvitt.

Arven fra onkel Jens er hjørnestensbedriften Ekornes i Sykkylven. Vi sitter i solveggen foran huset som Jens Petter Ekornes har bygd til seg og familien. Selv passer han tilsynelatende til alle beskrivelsene Agnar Mykle i "Rubicon" gjør av sunnmøringen: nøysom, driftig, hederlig og et ufravikelig familiemenneske. Huset er digert, og stuen i flere plan har flere romslige sofagrupper og gamle og nye Stresslesser. Toppen Bech ville neppe kalt dette hjemmet herskapelig. Arkitektenes fremste ordre var at det skulle synes minst mulig. Ingen trenger prangende fasader. Og det som ikke er nødvendig, det vil ikke en Ekornes ha. Historien om onkel Jens, da han ble Sykkylvens første ridder av første klasse, er betegnende:

- Han skulle på Slottet for å motta ordenen. Da måtte han ha kjole og hvitt. Og du vet, onkel var jo sunnmøring, han kjøpte ikke noe han ikke kom til å bruke igjen. Derfor lånte han dressen av en sambygding som hadde fått fortjenstemedalje før.

Arbeid til alle.

Det var ordfører Jan Kåre Aurdal som tok initiativet til at Jens Petter Ekornes skulle hedres. Men den kommende ridder av St. Olavs Orden valgte selv hvor han skulle få medaljen. Det ble selvsagt på fabrikkens sommeravslutning, da alle ansatte stilte i finstasen med maker og barn. Så skulle de da også hedres. For selv om Jens Petter har jobbet siden han var syv, og nesten til døde tre-fire ganger, er det fabrikkarbeiderne som takkes på store dager.

Ekornes er selve flaggskipet i Sunnmøres møbelindustri, og har hatt stor fremgang og driftsresultater opp mot 20 prosent hvert år siden det ble registrert på Oslo Børs i 1994. Men det har ikke alltid vært slik. Jens Petter Ekornes har jobbet i onkelens bedrift siden han som 13-åring flyttet fra skolen og Ørsta for jobben med å plukke og rette ut gamle spiker så de kunne brukes igjen. I 1987 forlot han sjefsstillingen i onkelens livsverk.

- Jeg forsto ikke hva jeg gjorde galt. Da var det best å gå.

I dag ser han tilbake på denne tiden som den tøffeste i sitt liv. Etter 50 års fremgang gikk fabrikken for første gang med røde tall. Det gikk stadig dårligere.

- Hadde jeg ikke hatt god hjelp rundt meg da, tror jeg ikke jeg ville taklet det.

Møbelkongen forlot onkelens imperium og flyttet til byen. I Ålesund bygde han hotell, restauranter og møbelbutikker. Men trivdes ikke. Etter tre år lot han seg overtale til å reise tilbake. Det hadde bare én grunn: den nye ledelsen ville flytte hovedkontoret fra Ikornes til Oslo og luktet på å outsource produksjonen. Flagge ut, som Ekornes kaller det.

- Da ville ikke onkel forstått vitsen med livsverket sitt. Han bygde jo fabrikken for å gi arbeid til kameratene sine.

Stressless.

Møbelkonsernet Ekornes brødfør mer enn 1000 av Sykkylvens 7500 innbyggere. Nesten alle familier i bygda har vært innom fabrikken. Da Jens Petter Ekornes forlot bedriften, var det som en mislykket sjef. Da han kom tilbake tre år senere, ble han hyllet som redningsmann.

- Den mottagelsen er et større minne enn noen medalje. Det var fantastisk, sier han i dag.

Sykkylvingene slo ring om bedriften, og i 1990 var det arbeiderne selv som foreslo å gå ned i lønn, mens sjefen sjøl gikk fra dør til dør og lånte penger fra folk og bank. Sammen dro de lasset og fikk tallene tilbake på plussiden. Politiske meningsmotstandere liker å understreke at offentlige DU - Distriktenes utviklingsfond - hadde en vesentlig del av æren for at Ekornes ble reddet.

- I et par år gjorde vi alle de feil vi kunne. Også fordi det alltid hadde gått så bra før, var det grusomt å takle. Men da jeg hadde vært borte i tre år, og fikk nye folk rundt meg, så jeg ting fra nye vinkler - og fant nye løsninger. Vi arbeidet for komplisert.

Ekornes så at halvparten av arbeiderne på jobb i fabrikken enten lette etter noe eller ventet på noe. Nå skulle det bli slutt på cowboy-virksomhet med store oppkjøp og brautende fremferd. Han kuttet ned på antall modeller, halverte omsetningen og satset på å finne ut hva de var eller kunne bli aller best på. Hovedfokus ble selvsagt stresslessen, stolen som en million nordmenn har skaffet seg og som er møbelindustriens største eksportprodukt. Arbeidere som stilte spørsmål ved hvor lenge de kunne satse på samme merkevare, fikk skarpt svar tilbake om de ville spurt frøken Mercedes om det samme. Men satsingen var hard.

- Vi måtte si opp folk, det var en forferdelig tid. Det var så mange historier, sier han. Særlig minnes han familien som hadde tatt opp lån for å komme flyttende fra Bergen og etablere seg i Sykkylven. Det ble en ordning på det.

Hjørnesten.

Siden har han brukt 15 år på å spesialisere Ekornes. Istedenfor å flagge ut har Ekornes satset på den kunnskapen som er i bedriften. Og den beste teknologien. Mens bestefaren holdt på at alt skulle være slik det alltid hadde vært, er Jens Petters filosofi at alt skal fornyes. Ifølge Ekornes er de den bedriften i Norge som har flest roboter, og de har stjålet ideer fra alle andre produksjonsmåter. Selv om sjefen selv ikke engang kan håndtere en PC.

- Det er noen ganger svært lønnsomt å gå motsatt vei av alle andre, smiler Ekornes.

- Når du lager en stol fra A til Å på tre timer, og stolen koster 17 000 i Tokyo, 30 000 i London og 10 000 i Norge, da kan du like gjerne være i Sykkylven som andre steder.

Ekornes har spart inn høye lønnskostnader ved å korte ned på produksjonstiden.

- Å flytte bedriften ut av Norge er ikke interessant. Du får ikke med deg den kunnskapen som sitter i 3000 hender og 1500 hoder. Det er de som er bedriftens forse.

En av de største dagene i Jens Petters liv var da han kunne betale arbeiderne tilbake det de hadde gitt avkall på i lønn. Siden er det blitt bonus hver jul. Fra onkelen har Jens Petter to læresetninger. Han var fersk salgssjef tidlig i 20-årene da han fikk den ene. Etter å ha insistert på å gjøre noen endringer som alle advarte ham mot, fikk endringene salgsapparatet til å gå akkurat slik kritikerne hadde sagt. Jens Petter gikk uten hatt inn til onkelen for å tilstå.

- Jeg ventet meg en skikkelig skyllebøtte. "Men, Jens Petter," sa onkel "om vi har folk her på huset som ikke gjør feil, vil vi ikke ha dem. Det betyr at de ikke gjør noe." I et kreativt miljø må det være rom for å gjøre feil, og om en står for dem, kan de noen ganger snus til noe positivt.

Den andre leveregelen fikk han alt som niåring. Han hadde da alt to år som arbeider bak seg og hadde begynt å røyke.

- Onkel og jeg satt i veikanten sammen, jeg vet ennå ikke om han tenkte høyt eller egentlig snakket til meg. "Du, Jens Petter," sa han, "hvis du vil ha suksess, skal du aldri jobbe for det. Du må jobbe for at andre skal få det. Jo flere du hjelper til suksess, jo flere er det nemlig som bygger din." Du blir avslørt om du bruker andre, men den ene tjenesten er den andre verdt.

- Onkelen din brydde seg så mye om de ansatte at han til og med prøvde å ordne kjærester til dem. Selv om du ikke gjør det, kan det vel trygt sies at du har tatt opp arven med å bry deg med hvordan de ansatte har det på fritiden?

- Nei, jeg har ikke fiksa kjæreste til noen. Men jeg har vel prøvd å ta fra noen kjæresten - selv om det er lenge siden. Jens Petter ler godt.

Så legger han ut om alt en lojal arbeider må ha. Ekornes har vist at han mener alvor. Konsernet sponser idrettslag, ungdomsarbeid av flere typer, bro, samtalepartner for de ansatte og svømmebasseng på Ekornes. Men Jens Petter vil ikke ta på seg mer ære enn fortjent:

- Nei, akkurat det med svømmebassenget var jo også for å få byggetillatelse. Jeg ville ha fine leiligheter ved fabrikken, slik at familiene fikk ha en bil mindre når en av dem kunne gå til jobb. Og da noen i kommunestyremøtet spurte om dette bassenget bare var til pynt, sa jeg at det skulle bygges om jeg så måtte betale det av egen lomme.

Det måtte han. I dag mener han at alle kommuner burde ha et slikt basseng.

Arbeid til alle.

Ekornes sitter i Høyres sentralstyre, men høres ut som Einar Gerhardsen. Kona beskriver ham da også som en typisk høyremann med endel sosialist i seg.

- Er du ikke egentlig sosialdemokrat?

- Vel, vi er jo alle demokrater. Og det er ikke noe galt i å være sosial. Men sosialdemokratene er ikke dem jeg har mest sansen for, smiler han og drikker blomstersaften som søsteren har laget og kona servert. Det er først og fremst to grunner til at Ekornes er høyremann. Den første er at han mener de gir de beste betingelsene til næringslivet.

- Jeg er på langt nær fornøyd, de er ikke gode nok. Men det er jo det jeg skal gjøre noe med. Og så er det samferdselspolitikken.

Ekornes irriterer vettet av seg over at bøndene får bruke farget diesel, men ikke han. Og når vi bor i et av verdens største og dyreste land å transportere i, og har valgt en bosetningsstruktur som den vi har - da kan han ikke skjønne at det skal være så dyrt å kjøre.

- Var det derfor du la ut for Sykkylvsbrua?

- Ja, den er fenomenal. Jeg koser meg hver gang jeg kjører over den, gliser Ekornes og smiler mot broen som forbinder Ikornes med Sykkylven. Konsernet har lagt ut for hele og er større aksjonær enn kommunen.

- Broen er Sykkylvens største sparebøsse. Når du kjører over nå, er det gratis. Det koster jo mer enn 30 kroner å kjøre rundt. Og om 15 år, når broen er nedbetalt, ja, da sparer du 30 kroner hver eneste gang du kjører over. En fantastisk investering!

Nøysomhet er en dyd.

Sunnmøringen fortsetter å legge ut om lønnsomme samferdselsprosjekter. Men han er ikke gjerrig, forteller han. Det er forskjell på å være nøysom og gjerrig.

- De gamle sunnmørske gründerne var mer enn generøse. Men til de grader nøysomme, sier Ekornes og forteller om tvangsspist mat og gjenbruk. Dyden å ikke kaste mat har ført til mange kvalmende barndomsopplevelser og et voksenliv med halvspiste tallerkener.

- Det er jeg kjent for, verden rundt.

Gjennom et liv av reisedøgn har den tidligere salgssjef og administrerende direktør delt ut postkort fra Sykkylven. Kona har ventet tålmodig i 41 år, og koser seg over at mannen endelig har litt tid til henne - nå som han bare er seniorrådgiver. 12 år var hun da hun så den kjekke motorsykkeltypen for første gang. I dag er favoritthobbyen fiske, og nå som de har hus ved vannet, har de gitt bort hytta på fjellet. Men som hos Mykle-sunnmøringen fisker ikke bare for kos: "Sunnmøringen lever av det han fanger. Får han lyr, spiser han lyr. Får han brosme, spiser han brosme. ( . . . ) Og han synes at fisk er den beste mat som fins. ( . . . ) Du kainn spiker en sunnmøring på flate fjøsveggen, - jaggu levén og bli feit!" Jens Petter Ekornes driver fiskeforedling i naustet.

- Ja, en gang lagde Kari og to damer over 1000 fiskekaker på en kveld, forteller Jens Petter med et stolt smil.

Det er nok Kari som står for logistikken. Mannen er nemlig ikke noe særlig til administrator.

- Nei, jeg roter fælt, så det er det andre som kan bedre enn meg. Jeg får ikke gjort annet enn det folk hjelper meg med, jeg.

Det var derfor han ville dele utmerkelsen til ridder i 1500.

- Alt jeg har fått utrettet i livet, er det andre som har gjort. Da må det ikke være sånn at mens de sliter livet av seg, går jeg rundt og dingler med medaljer.

Kilde: Aftenposten.no

Hmm.... selv om artiklen stammer fra 2005 - er den en ikke så ringe eftermæle for en mand, der blev tvunget ud af livet alt for tidligt... Ikke så ringe... Far vel.