1. maj - Kampen om Arbejdstiden

1. maj - Kampen om Arbejdstid

Når man tænker 1. maj - tænker man på kommunisme og socialisme iflg. adskillige definitioner, der i tidens løb er blevet dæmoniseret af dem, der i sin tid måtte give op og affinde dem med, at arbejderen i fælleskab med andre arbejdere, havde tilkæmpet sig retten til at have en arbejdstid, der levnede plads til liv og hvile - ligeligt fordelt.

Derimod når man hører om 1. maj - hører man ofte profetier om, at hvis den arbejdende samfundsklasse "får magten" vil dette automatisk medføre indførelsen af totalitære politiske systemer og afskaffelsen af den private ejendomsret.

I virkeligheden handlede det fra begyndelsen om arbejdstid.

Hvem ved i dag, hvordan arbejdstiden var for de arbejdende folk dengang i tidernes morgen, hvor den Industrielle Revolution forvandlede de slavelignende feudale samfund til tilsvarende slavelignende industrielle samfund? Hvor arbejdstiden bestemtes af årstiderne således, at det var dagslyset, der havde bestemt arbejdstidens længde - hvilket i Norden, af naturlige årsager havde et mildere forløb, særlig i vintertide. Hvorimod på andre breddegrader - hvor dagene var længere og natten var kortere - kunne arbejdstiden anddrage så meget som 20 timer....

I sjældne tilfælde, blev de heldige lønnet med timebetaling. De fleste dog kunne kun regne med en dagløn, hvis størrelse i forbindelse med arbejdsdagens længde i forhold til årstiden - alene afhang af arbejdsgiverens velvilje eller mangel på samme.

Det er utroligt farligt, at vi - verdens folk - så dårlig kender til vores egen historie, at når "tingenes tilstand" varer længe nok - tror de fleste, at alle goder vil modtager i forbindelse med vores arbejdsforhold - er manna, der helt af sig selv er faldet ned i favnen på os selv. Eller værre endnu - at det er arbejdsgivernes gode hjerte.... der overdynger os med retten til en rimelig arbejdstid og andre frynsegoder....

Mens sandheden er snarere, at det er forfædrene til den nye, første-gangs-husejere-friværdiindehavere, der forlængst glemte hvem har kæmpet for, ofte med livet som indsats - at deres efterkommere i dag kan leve uden at skulle måle deres arbejdsdage fra morgensolens første stråler og til solens forsvinden bag horisonten. Og i dag stemmer disse mennesker på andre end dem, der havde sørget for deres velstand. I dag stemmer de på dem de ønsker at ligne og "være i stuen med".... og deres børn bare ikke gider det der med "arbejdskampen" og "fagforeningerne".... "Der er jo ikke noget at kæmpe for mere" siger de frejdigt og tror, at den dag den naturlige kapitalstruktur igen får brug for en underklasse... at det så bliver ikke dem, der skal til at kæmpe om overlevelse på usle vilkår.... Sidst ind, først ud.... piger og drenge....Sidst ind, først ud... Fordi historien har det med at gentage sig, hvis man glemmer at holde erindringen i hævd.... hvilket vi har jo gjort de sidste årtier... glemte vores egen historie.

Hvem husker i dag - eller ved hvorfor er arbejderklassens flag rødt? Er det blevet valgt fordi det er kønt? Eller er det et symbol på noget og i så fald - hvad?

Hvad med at tænke tilbage på massakraen i Chicago i 1886?

Citer:

---

Den store høstmaskinefabrik 'Mc Cormick' (senere kendt som International Harvester) i Chicago nægter at forhandle og har siden februar lockouted arbejderne. Fabriksejerne provokerede arbejderne ved at lade arbejdet udføre af skruebrækkere. Det får arbejderne til at indkalde til et protestmøde den 3. maj foran fabrikken, for at tage imod strejkebryderne, når arbejdsdagen er slut.

Da strejkebryderne kommer ud fra fabrikken angriber politiet demonstranterne med knipler og skydevåben. Mange bliver såret og 'flere bliver dræbt', som et par af aviserne skriver. De historiske kilder siger ikke noget eksakt om antallet af dræbte.

De forskellige fagforeninger og forbund indkalder til møde på Haymarket den næste dag (4. maj) for at demonstrere og protestere mod politibrutaliteten.

Demonstrationen samler omkring 2000, som lytter til talerne, og ved ti-tiden om aftenen begynder de fleste at gå hjem.

En af de tilstedeværende journalister beskriver det efterfølgende forløb i en af aviserne på denne måde:

'På dette tidspunkt marcherede 180 bevæbnede politibetjente ind på torvet fra en nærliggende politistation, og resten af de forsamlede blev opfordret til at gå hver til sit.

I det samme eksploderer en bombe tæt ved de forsamlede betjente. Stor forvirring i mørket: Politiet skyder vildt i alle retninger. En politibetjent dør med det samme, syv dør senere af de sår de har fået - og flere demonstranter falder døde om og bæres bort'.

Her er de historiske kilder igen meget vage i formuleringen, der tales om flere døde demonstranter, men intet eksakt om hvor mange. Hvorimod kilderne oplyser os om, at otte politibetjente dør samme dag. Man har endda rejst en statue til deres 'ære'. (...)

Allerede i oktober 1886 - blot fem måneder efter begivenhederne på Haymarket - har de arbejdsgivere, som havde skrevet under på aftalen om ottetimersdagen annulleret den og udelukket alle, der ikke vil arbejde på deres betingelser.
Kilde

---

Man mener, at det røde flag symboliserer strømme af demonstranternes blod, der flød over brostenene på Haymarket den dag i 1886 og tre år efter, har den Anden Internationale udråbt 1. maj til Arbejderklassens Internationale Dag. Ordet "Kampdag" anvendes, mig bekendt, ikke ude i det store verden, men af en eller anden grund hedder det "Kampdag" i Danmark. Helt unødvendigt, hvis man spørger mig - fremkaldende frygt og modvilje.... når det i virkeligheden er en dag, hvor det arbejdende folk går på gaderne for at gøre opmærksom på sig selv og for at minde om - hvor velfærd egentlig stammer fra og hvem burde vi takke for den....

Arbejdsgivere er nok den eneste samfundsgruppe, der i den grad ikke forandrer sig.... "Hvad der er sparet - er tjent"... også i dag. Hvis nogen overhovedet indbilder sig, at arbejdsgivernes egne politiske partier overhovedet ville frivilligt acceptere samfundets velfærd og når jeg siger "samfundet" - mener jeg alle samfundsborgere - rige som fattige.... jamen så tager man gruelig fejl.

Stemmeretten er det eneste, der holder arbejdsgivere og deres V-K-DF-støtter i skak, selv om allerede nu ses tegn på, at denne stemmeret er under grundigt eftersyn idet de borgerlige partiers Unge Løver allerede lufter tanken om, at de fattigste og syge i vores samfund, kun skal have/beholde deres stemmeret sålænge de bidrager til samfundet.... Dvs. glemt er et helt arbejdsliv med flid og slid.... lige så snart en social eller heldbredsmæssig "begivenhed" indtræder - skal din stemmeret fratages dig.... Hvis det står til de borgerlige partiers arvtagere - den nye borgerlige generation.... Meget oplysende læsning... denne.... og så en til.... og så vupti.... er velfærdsstaten afskaffet når mange nej-sigere mister deres stemmeret til at stemme imod det.

Og så kommer de, tankeløse unge mennesker, børn af den lige så tankeløse generation af forhenværende arbejdere, der fikst og frejdigt påstår at arbejdskampen er overstået og der er ikke mere at kæmpe for....

Jo, det er der i allerhøjeste grad: Fremtiden!

Den citerede tekst har jeg kildeangivet som man skal og bør, for ikke at overtræde ophavsretten.

Jeg har noget modstræbende linket til artiklen på Arbejderen.dk fordi jeg ellers ikke bryder mig om et arbejdersite, der i den grad kanaliserer opmærksomheden på de udenlandske forhold som tilfældet er på Arbejderen.dk. Avisen overbetoner i den grad forhold i Mellemøsten, at jeg kan ikke acceptere det endsige ønsker at udbrede kendskabet til sitet. No way.

Jeg mener, at den jævne mansd forhold er ikke anderledes bedre i Kina, Peru... eller mange andre lande i verden inkl. de tidligere østlandene, hvor arbejdstiden for de ufaglærte igen er sneget sig på på omkring de 12 timer dagligt og til en løn arbejdsgiveren nærmest selv bestemmer størrelsen af (2008!!!). Hvor hver eneste uge (Polen) tager flere gamle deres eget liv idet de ikke kan få pensionerne til at strække længere end de første to uger i måneden (ekskl. medicinudgifterne). Etc. etc.

Dette læser man ikke meget om i Arbejderen..... derimod er Mellemøsten konstant i fokus. Dette misforhold gør, at jeg ikke ønsker bidrage til "reklame" for Arbejderen. At jeg alligevel har linket til dem i dag, berør alene på denne meget oplysende og velskrevet artikel om den fulde historiske baggrund for 1. maj som symboldag for arbejderklassens lange vej mod anstændige arbejdsforhold.

Hmm... når man tænker over hvilken dag det er - i dag - den 1. maj - arbejderklassens fest- og mindedag.... og når man samtidigt læser Aarons Feuersteins forretningshistorie - er man tæt på at indse, at hvis arbejdsgivere af Aaron Fuersteins kaliber var mere reglen end undtagelsen.... ville verden ikke have fagforeninger og arbejdskampen at se tilbage på..... Faktisk ville vi ikke opleve de sædvanlige svøber, som har ellers i tidernes løb fået arbejdsklassen ud af starthullerne og på barrikaderne.... og fagforeningerne som kampmiddel ville der ikke være en grund til at etablere i den form vi kender fra den tidligste arbejderklassens historie og i dag. Og 1. maj? Ja, 1. maj ville være en dag som alle andre dage....

Aarons Feuersteins historie kan læses HER.....

God fornøjelse :smi039