Printable View
I avisen "24 Timer" kan man i dag læse følgende artikel:
Læs hele artiklen her:Citer:
Flere selvmord blandt ældre kunne undgås, hvis de fik den rette behandling, siger forsker
Vi bliver ældre og ældre, men bliver vi også lykkeligere med alderen? Ikke nødvendigvis, for omtrent halvdelen af alle selvmord bliver begået af ældre over 64 år, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.
http://24.dk/article.jsp?articleId=382
Anne :smi055
Jeg græmmes, når jeg læser en artikel som ovenstående.
Måske misforstår jeg, hvad der er skrevet, men jeg læser artiklen, som om depression er en uundgåelig følgevirkning af det at blive gammel! Det nægter jeg simpelthen at tro på!
Mon ikke mange depressioner kunne undgås, hvis ældre borgere blev behandlet med respekt og omsorg, og i det hele taget anstændige vilkår at blive gammel på, i stedet for med antidepressive medikamenter?
Det er jo desværre sådan i dag, at ældre, uproduktive mennesker ikke er i særlig høj kurs i samfundet for "vi koster jo samfundet penge"! Mon ikke grunden til depressioner og efterfølgende selvmord mere skyldes afmagten ved at føle sig "til besvær" samt over at blive ladt i stikken af egoistiske politikere, der har deres eget på det tørre samt offentlig kassetænkning?
En profil i avisens debattråd om emnet skriver følgende:
Bedre og mere korrekt kan det vist ikke siges!Citer:
Nu har de ældre måttet høre på smarte, unge talende jakkesæt som i årevis har talt om den ældrebyrden på samfundet som ruinerede det hele - kan det undre at depressioner og selvmord følger i kølvandet på disse udmeldinger?
Jeg håber inderligt, at jeg kan klare mig selv, indtil den dag, jeg skal herfra på naturlig vis! Jeg tror sgu også, jeg tager livet af mig selv den dag, jeg udelukkende føler, jeg er til besvær for alt og alle! :mad:
Anne :smi055
Jeg tror at mange, rigtig mange mennesker glemmer.... eller har aldrig fået at vide - at vi er selv med til at (op)bygge vores egen alderdom gennem de sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år vi tilbringer på denne jord.....Citer:
Oprindeligt indsendt af Anne
Fra vi ikke længere er teenagere og træder ind i det voksne liv - stopper tiden og vi lever som om det kun gælder lige-nu-og-her fordi vi skal leve for evigt.
Prøver man at bringer alderdommen, som emne ind i samtalen mellem andre aldersgrupper end de ældre - kunne snakken lige så godt handle om Alfa Centauri og vi kan ganske teoretisk deltage - uden at indse at i virkeligheden taler vi om os selv - i fremtiden.
Der er ingen eller kun en ringe forbindelse mellem ungdommen og alderdommen. Mens ungdommen varer for evigt - varer alderdommen kun til vi dør..... og det indser vi først når vi er blevet gamle....
Selv om alderdommen egentligt kan vare meget længere end de unge år og midtårene tilsammen - bliver alderdommen ikke taget med som en mulighed endnu før vi bliver ældre og netop derfor kommer den snigende lige til vi "lige pludselig" er gamle og dermed lige så pludselig - identitetsløse og "overflødige".
For når vores identitet alene er funderet på det unge, det smukke og det arbejdsmæssige - står vi ofte som ældre og ikke længere aner hvem vi er, hvorfor vi er her og hvordan skal vi leve videre. Alene og uden en levende forbindelse til vores omgivelser - blot fordi disse omgivelser nu tilhører en anden (næste) generation, der lige som os før - også har nok i dem selv og dyrker tilværelsen som om tiden (for dem) står stille og den evige ungdom er en selvfølge......
Det er ikke en tilfældighed, at vi ofte har et meget mere levende, tættere og meningsfyldt forbindelse til vores børnebørn end vi har til vores voksne børn. Tilfældighed er det ikke.
Mens vores voksne børn ofte vedværende forsøger at tiltuske dem en forældrerolle over os med deres "velmente" forslag om snart alt, der bare kan gøres og siges bedre end vi selv gør.... ser de små børnebørn på os direkte, uden forbehold og ser os som vi i virkeligheden er..... indtil også de bliver næsten voksne teenagere og så småt begynder at lægge afstand til påmindelsen om alderdommen, idet de nu også er ved at starte det evige liv for dem selv.... Vi har jo selv oplært dem i at se verden på denne måde.
Og så kommer den endelige ensomhed over de ældre, for den mest dødbringende form for ensomhed er ikke den fysiske afstand - men ganske enkelt - sindets ensomhed hvor vi ikke længere oplever vores omgivelsernes lyst/vilje til at forstå os, regne med os og have brug for os...... Her begynder den ultimative ensomhed og forladhed vi reagerer på med melankoli og depression.... Senere bliver også disse ligegyldige og vil begynder at tvivle på, om der overhovedet findes mening med livet. Lige til den dag, som for nogle ældre bliver den sidste levedag i utide.
Artiklens overskrift er Livstrætte ældre får ikke hjælp nok. Wrong! Jeg mener ikke, at ældre tager sig frivilligt af dage for de er livstrætte. De er trætte godt nok, men af ikke at leve! De er trætte af ensomhed - fysisk og psykisk, men mest af alt er de trætte af manglende mening med deres liv. En mening med livet, der kun kan etableres, bevares eller justeres i relation til den berøringsflade man (den ældre) har med sine omgivelser..... med sin familie, med gode venner - gamle som nye. Kort sagt - en mening med tilværelsen udspringende af den udveksling af tanker, følelser og nærhed, mellem een selv og ens omgivelser.
Mangler denne forbindelse og er det ikke længere, at man selv kan se nytten i at leve - vil den beslutsomme tage sig af dage, mens den frygtsomme vil visne bort i sin lænestol i den tomme stue i egen bolig eller på et plejehjem, fyldt med fremmede mennesker.
Den tid hvor alle generationer lever under samme tag er nok forbi. Om det kommer igen afhænger af om verdens freden bevares eller ej. Det er jo heller ikke nødvendigt, at gøre fælleskabet generationerne imellem afhængig af fælles bolig. Det er mere end rigeligt at fastholde den sjælelige, den følelsesmæssige og den praktiske forbindelse - for at ingen af parterne nogensinde behøver frygte ensomheden og isolationen eller følelsen af at være totalt overflødig.
Hvorfor det ikke sker eller hvorfor er det så svært er nemt nok at gisne om.... idet hvis vi allerede fra fødslen lever adskilt fra andre generationer end vores egen og vores forældres - vil denne ensomhed nedarves til fremtiden for hver og en af os alle - totalt meningsløst, hvis nogen spørger mig.... Og er der så noget at sige til, at nogle vælger at afbryde denne udvikling og ønsker ikke vente på at det bliver endnu værre....?
For der er snævre grænser for, hvor effektfulde man kan etablere "behandlinger" og kunstfærdige beskæftigelsesaktiviteter - når dem de ældre allermest savner og mangler - deres familier - har nok i deres eget og befinder dem i den privillegerede alder af den uforglemmelige evige ungdom, der dog en dag - lige så brat ender også for dem... for sent til at vende om og for tidligt til at dø. Og så gentager historien sig om og om igen, med hver en ny generation, der i stedet for at træde egne spor gennem tilværelsen - blot træder i forældrenes fodspor - direkte ned i samme fælde....
Sikke nogen fin omsætningshorisont for medicinalgiganterne hjulpet godt og grundigt af de skønne psykiatere, der uddeler nyttesløse lykkepiller som bolcher og hokus-pokus-nu-er-man-lykkelig :oktober50: ..... Og så får vi flokke af ældre zombier med tomme blikke, overvægtige af medicinen, sløve og initiativforladte idet hjernens kemi vil blive ændret og personligheden forandret - oven i alderdommens svækkelse - hvilket vil lægge yderligere afstand til fortidens bånd og den ældre vil fremover leve fra pille til pille, hvor vedkommende før kunne i det mindste håbe.
At overbehandle med psykofarmaka flere ældre for at "opfange" de relativt få selvmordstruede - er i min verden utilstedeligt! At kalde det endda for "hjælp" og "behandling" - er endnu værre. For hvordan kan man behandle med piller en tilstand, der i virkeligheden er en jordfæstet sorg og reelt afsavn, når det der i virkeligheden mangler er - et meningsfyldt og gensidigt forpligtende fælleskab med andre mennesker?
Den slags helsebringende fælleskab kan ikke bare fremtrylles på bestilling. Det skal vokse sig bredt og mægtigt gennem hele livet. Vi skal selv være med til at (op)bygge vores egen alderdom gennem de sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år vi tilbringer på denne jord..... Hvis vi lærer det vores børn - lærer vi det også selv og så vender denne udvikling sikkert.
Hvis vi også "i tide" , endnu før vi blive gamle - forandrer vores liv succesivt og i takt med de forandringer vi selv gennemgår med alderen - kan det ske, at vi kan lære os selv at være gamle på den levende måde og i processen - lærer vi også vores børn op i at se på alderen uden frygt og med et venligt blik. Vores alderdom og .... deres, når den tid kommer.
Jeg ved endnu ikke, hvordan min alderdom vil spænde af og under hvilke former. Meget af det afhænger af det jeg finder ud af i løbet af de næste år. Indtil videre har jeg "kun" konstateret hvad det er jeg ikke vil og det er faktisk en god begyndelse..... :smi039
Det er nu ikke sikkert, at andre ser på tingene som jeg gør. Derfor står ovenstående overvejelser kun for min egen regning. :smt039
Jeg kan lige så godt "snakke" med mig selv, når ingen andre har lyst til at modsige mig....Citer:
Oprindeligt indsendt af Anina
Men selv om jeg er enig i, at der i samfundet, i den grad mangler respekt og anerkendelse af de ældre år i et menneskets liv - kan jeg ikke forstå at "man" ikke også anerkender, at inden en samfundsholdning evt. ændres (og der er overhovedet ikke tegn på at det sker).... er der fortsat tusinder af ældre, hvoraf nogle vil helt sikkert tage beslutningen om at tage herfra mens de endnu kan... gøre det selv....
Der er også tusinder og atter tusinder af vordende ældre, der i dag lever helt uden et begreb om, hvordan også deres tilværelse bliver hvis de ikke gør hele deres tilværelse om, til at være værd at fortsætte at leve i - den dag hammeren falder om man må erkende at tiden står altså ikke stille - selv om man kun var 40 i går...
Er det så meningen, at i stedet for selv at beholde kontrollen over sit liv - at vi så i stedet, helt automatisk skal have recepten på lykkepillerne tilsendt den dag vi fylder 60 eller 65 år?
Er det så ikke meget bedre, selv at tænke sig om og i strid med alskens moderne trends og reklamer - selv at begynde at definere vores eget liv? Eller er det så pokkers meget nemmer, blot at drive med strømmen indtil den dag man lige driver.... over kanten til et u-liv - forskrækkede over hvad der egentlig sker og fuldstændig hjælpeløse, forvildede og ude af stand til at mobilisere - hvad man før kaldte for egen integritet. Altså den gang - begrebet blot var der, uden at nogensinde eller sjældent være prøvet af i det virkelige liv.... Nu kommer det omsider an på en prøve og så sker der..... intet! Og når dette "intet" varer længe nok - drager man herfra til en komplet uforståelse fra omgivelsernes side.... og endda med bebrejdelser påhæftet på vejen ud til den næste verden, som værende egoist og følelseskold, for hvordan kunne man altså gøre det?... mod de andre! De samme andre, der har kasseret den afdøde mange år forinden - nu himler op om, at de gamle tager sig af dage... af isolation og ensomhed!
Hmm... jeg er ved at gentage mig selv kan jeg se.... ikke kun i denne tråd, som ikke rigtig nogen gider røre ved... men også for et par år siden - i en lige så forladt tråd om lignende emne... Trådens overskrift er Hvor længe skal man leve? og deri skrev jeg bl.a.:
Vi ER samfundet. Så når samfundet behandler OS dårligt - er det ikke værre end vi har behandlet os selv... mens tid var. Når vi selv oser af alderdomsfrygt - giver vi den videre til vores børn og dermed bliver vi glemte idet at huske os - er det samme som at huske sin egen dødelighed.... Derfor bliver også de overrumplet den dag livet tvinger dem til at indse at de ikke længere er unge.... Så en holdningsændring kommer ikke så længe de yngre generationer selv frygter deres egen alderdom.... Og så er vi lige vidt og jeg må nøjes med at råbe i skoven?Citer:
Anina skrev: Nej, der hvor jeg ikke længere er tryg ved den demokratiske beslutningsproces er, at fra hensigten.... gennem tovtrækkerierne .... og til en beslutning samt..... senere realisation af denne besluttede ændring/idè - vil der gå så mange år, at det vil under ingen omstændigheder kunne komme til at gavne os, den dag vi bliver gamle og svækkede nok til, at skulle bruge den rette støtte, med selvværdet i behold. Det tror jeg bare ikke på, vi kommer til at opleve.... om vi/menneskeheden allerede i dag havde opskriften på et rigtig godt, "gammelt" liv til os og hinanden.
Derfor behøver det altsammen dog ikke, på nogen måde, være håbløst! Istedet for at (af)vente en holdningsændring og sidde ydmygt og vente pænt på, at de yngre generationer finder tid og plads til, politisk at tage sig af det (hvilket de jo ikke vil gøre af den simple grund.... at de selv bliver jo aldrig gamle, syge, med hængebarm og cellulitis over hele kroppen osv., vel?) - kan vi prøve at finde ud af, hvordan kan vi selv ændre/justere det liv vi allerede lever, for et gøre selve dette liv til et redskab for forandring eller tilpasning, så vi virkelig kan leve, resten af livet.
For, med hånden på hjertet..... hvor mange ældre kvinder/mænd I kender, der virkelig lever et liv med nuet og fremtid forenet under èt i deres hverdag? Jeg kender måske 2-3 personer, der har formået at forme deres liv, så der er plads til en håbefuld fremtid, selv om de selv er langt oppe i årene. De fleste andre begynder at forfalde følelsesmæssigt/mentalt allerede i begyndelsen/midten af tresserne, hvis ikke før.... og den indre ensomhed og forladhed gør sit til, at man til sidst ikke kan se forskel på en dyb depression og en demens. Og så er det, at vi begynder at entre systemets velsignelser og derfra er der kun en vej frem - og det er nedad.
Det der med at leve "som altid" mens helbredet endnu makker ret - er den værste fælde af alle! En skide sovepude, der kun spærrer for at virkeligt at kunn komme videre.... vi er sunde og raske....sunde og raske.... sunde og raske ..... og en skønne dag.... "lige pludselig" er vi syge og hjælpeløse, prisgivede og afhængige af et system, der kun er indrettet til at lade os vegetere til vi kreperer! Og hvad gjorde vi mens vi var ældre "sunde og raske"? Ikke en hyllende fis! Vi hyggede os og levede fra dag til dag, uden tanke på at bruge denne viise og kloge tid på at bygge den sidste fremtid op, så vi kunne leve og blomstre til vores sidste dag! Et helvedes skrækscenario.... ikk`?
At undgå denne "skrækscenario" er mit egentlige ærinde med mine overvejelser.... en erkendelse af, at den eneste holdbare måde at tage kontrollen over vores egen alderdom på er vores egen, indre forvandling fra tilskuere til aktørerne i vores eget liv. Det vigtigste foregår mellem ørerne på os selv.... ikke på Christiansborg, ikke på plejehjemmene, ikke hos yngre generationer og heller ikke hvor som helst ellers uden om os selv. Ingen andre end os selv skal/kan komme med en løsning på vores egen alderdom. Og hvis vi skal kunne nå at høste - kan det ikke nytte noget, at vi venter til realiteterne har væltet os omkuld.
