https://www.overgangsalderen.dk/word..._menneske1.jpg
Indhold
• Indledning
• Om godhed og etik
• Falsk godhed....
• ....og ægte
• Modkræfter
• Kan det betale sig at være god og rar?
• Medgang
• God og succesrig
• Afslutning
• Litteraturliste
Indledning
Da jeg trådte ind i modtagelsen om morgenen, følte jeg med det samme, at stemningen var oprørt. "Hvad er der sket?" spurgte jeg afdelingssygeplejersken. Hun så bekymret på mig, før hun svarede: "En af dine patienter er død i nat. Vagtlægen var her for lidt siden og fortalte alle, der ville lytte, at han havde opfordret de pårørende til at klage over dig. Ellers ville han selv sørge for, at det blev gjort. De pårørende er helt tydeligt rasende på dig."
Jeg forstod straks, hvilken patient det drejede sig om. Den foregående dag havde jeg haft besøg af en livlig dame i 75-årsalderen med skinnende øjne. Hun kom sammen med sin søn. Vi havde ikke tidligere mødt hinanden, og hun kom for at få sin anden kemoterapibehandling for sin kræftsygdom. Hun havde en form for lymfom, eller lymfekirtelcancer, som det også kaldtes. Hvis den ikke behandles, er den dødbringende, men med behandling kan vi helbrede ca. halvdelen af patienterne. Efter den første behandling havde hun fået hjerteproblemer og havde været indlagt til observation, men nu havde hun det godt og var parat til sin anden behandling. Vi havde enh lang samtale, hvor jeg blandt andet forklarede om de risci, der var for hjertet ved en ny behandling, men at det samtidigt var hendes eneste chance for at blive helbredt. Hun svarede, at hun var indforstået med risciene, og at hun ville fortsætte med behandlingen. Da jeg foreslog, at hun skulle blive på afdelingen natten over, afslog hun og svarede, at hun vil tage afsted når behandlingen var overstået. Hun skulle sove hos sønnen og mente, at det kunne være overvågning nok. Jeg insisterede ikke.
Da vi stod i døren og afsluttede samtale,. kiggede hun på mig med et smil og sagde: "Hvor er du dog en rar læge, som sådan tager dig tid til at tale med en gammel dame, selv om venteværelse er fuldt af patienter." "Det skal du ikke tænke på, og det var hyggeligt at møde dig," svarede jeg og tænkte, at hvis jeg inddrog frokosten, ville jeg have indhentet forsinkelsen i god tid før eftermiddagskonsultationen.
Hun var kommet ind med hjerteproblemer om natten og vagthavende læge havde indlagt hende på en af afdelingerne. Nogle timer senere havde man fundet hende død i sengen.
Når man arbejder med cancer, er det ikke usædvanligt, at en patient dør. Det gør mig altid ked af det, men det her var noget andet. At en patient skulle dø , fordi jeg havde begået en fejl, føltes utroligt tungt. For mig selv gennemgik jeg, hvad der var sket. At ordinere behandlingen var efter min vurdering en rigtig beslutning, idet patienten med viden om risiciene selv havde været positiv over for den. Men jeg kunne have insisteret på en indlæggels. Hvorfor har jeg ikke gjort det?
Mens disse tanker hvirvlede rundt i hovedet på mig, gik jeg hen for at ringe til kvindens søn. Da telefonen blev taget i den anden ende, og jeg præsenterede mig, forberedte jeg mig stålsat på et udbrud af anklager og blev derfor meget forbavset, da han sagde: "Hvor er det godt, at du ringede. Jeg ville takke dig for din måde at tage dig af min mor på." Han fortalte hvad der var sket i nattens løb, og hvordan det føltes for ham og de andre pårørende. Vi talte lidt om det, der var sket, og om hans mor.
Så fortalte jeg, at jeg var blevet kritiseret for den måde, jeg havde behandlet hans mor på, og at jeg selv syntes, at jeg burde have insisteret på indlæggelse. Men til min forbavselse sagde han: "Men det gjorde du jo. Du insisterede på indlæggelse, med det afslog mor. Det er min klare overbevisning, og skulle du blive anmeldt, vil jeg bekræfte det."
Overrasket over hans støtte og over, at jeg huskede så meget forkert, understregede jeg til sidst, at de var velkomne til at ringe til os, hvis der dukkede nogle spørgsmål op. Han tav stille et øjeblik og sagde så: "Der er endnu en ting du skal vide, Stefan. Mor sagde, at hun ikke kunne lide vagtlægen, men at du havde været sød og rar imod hende. Derfor vil jeg ikke gøre noget, der kan skade dig." Efter samtalen blev jeg siddende lidt ved telefonen og tænkte over hans ord. Jeg havde ikke husket forkert med hensyn til, hvad jeg havde sagt under samtalen med hans mor. Sønnen vidste, at jeg ikke havde insisteret på indlæggelse. Han havde valgt at beskytte mig.
Jeg blev ikke anmeldt - overlægen mente ikke, at jeg havde begået nogen formelle fejl, men at vagtlægen på den anden side burde have bedt en hjertelæge om at undersøge patienten. Men hvis de pårørende havde anmeldt mig, havde jeg været nødt til at gå igennem hele processen med skrivelser frem og tilbage til sundhedsvæsenet og mange måneder med uvished. Jeg havde klaret mig ud af dette, fordi jeg er blevet opfattet som
sød og
rar.
Jeg har mange gange haft anledning til at spekulere over begrebet "sød". Som barn måtte jeg som så mange andre høre at: "Nu har du ikke været sød" eller "Du skal være sød ved din søster." Når det drejer sig om voksne, forekommer ordet sød imidlertid i andre sammenhænge. "Jah, han er sød, men det er blomsterne på engen også" eller: "Det eneste positive man kan sige om hende er, at hun er sød og rar." Eller hvad skal man mene om denne kommentar: "Jo, hun er da i for sig sød og rar, men....."
Så hvordan forholder det sig nu med egenskaben "sød". Er det et positivt eller negativt ladet ord? Er det godt eller dårligt at være sød? Det virker som om begrebet "sød" hos voksne ofte forbindes med en adfærd, der opleves infantil eller umoden. Det virker også, som om man forudsætter, at søde mennesker samtidigt er lidt "dumme eller naive". Somme tider virker det som om begrebet "sød" også relaterer sig til et svagt menneske, en der ikke tør sige fra. Et voksent sødt og rart menneske er pr. definition en rigtig tumpe. Men børn må derimod gerne være søde.
Og hvordan er det med ordet "god", som for mig næsten er synonymt med sød og rar? "Et godt menneske" er et begreb, vi næsten aldrig hører undtagen muligvis om afdøde personer. Når man siger, at en person er god, har ordet ofte en ironisk klang.
Hvordan er det gået til? Hvordan er betegnelser som "sød" og "god" gået hen og blevet negativt ladede ord? Hver gang jeg hører den nedvurderende tone, bliver jeg forbavset og spørger mig selv, om den, der udtaler sig, har indset, hvem det egentlig er, der bedst har forstået, hvad der er vigtigt her i livet. Det er på tide, at der kommer et
paradigmeskift i synet på det "søde, rare og gode menneske".
For mig er et sødt menneske et individ, der lever med
etikken i sit hjerte. Et sødt menneske har altid omtanken for medmennesket med sig i sin bevidsthed. I mine ører lyder dette i allerhøjeste grad som gode egenskaber. Og det søde menneske er mindst af alt dumt. Det søde menneske er tværtimod meget klog, for det har - bevidst eller ubevidst - forstået, hvad det i realiteten drejer sig om: Det vi gør for vore medmennesker, gør vi også for os selv.
Vi har alt at vinde ved at være gode mod vore medmennesker og vores omverden, og meget at tabe ved ikke at være det. Den, der er god, er inde på en vej mod fremgang. Faktum er, at jeg tror, at godhed er den vigtigste enkeltfaktor, når det drejer sig om, hvor stor succes vi får i vores liv. Så hvis vi ikke er gode af andre årsager, kan vi være det for vores egen skyld - for at vi skal få succes i vores liv. Eller som den amerikanske forfatter
James Freeman Clarke har formuleret det: "Stræb efter at gøre det gode, og du vil opdage, at lykke er på jagt efter dig."
Det mest interessante er, at dette ikke bare gælder for individer, men også for grupper, organisationer og samfund. Hvis vi studerer enkelte afsnit af menneskets historie, kan det undertiden se ud, som om det ikke skulle være tilfældet. Hensynsløse og totalitære stater har sommetider kunnet underlægge sig samfund, der er betydeligt bedre. Men disse gevinster viser sig i reglen at have en kort levetid og har ikke så sjældent ført til de onde samfunds undergang. Det er min opfattelse, at det er de omsorgsfulde og gode grupperinger, der vinder i længden.
At være god og rar er en egenskab, der ikke altid er let at omsætte i praksis. Altid at lade andre tvinge deres vilje igennem er for eksempel ikke foreneligt med at være sød og rar, specielt ikke, hvis de andre tager fejl, og konsekvenserne af deres handlinger kan blive negative. At mangle rygrad og lade sig udnytte af andre er heller ikke foreneligt med at være god. Eller at stille op og gøre noget, man nærer modvilje mod.
Dette er en egenskab, der skal forvaltes med en god portion dømmekraft. Og rent undtagelsesvis kan det være nødvendigt at gøre noget, der på kort sigt af andre opleves som mindre godt. Det er blandt andet derfor, jeg har valgt at skrive om
kunsten at være et godt menneske. At være god og rar på en ægte, positiv og god måde er virkelig en kunst.
Der er nogen, der hævder, at mennesket i bund og grund er ondt. Og at meget af det, der sker mennesker imellem, er ondskabsfuldt. Jeg er ikke enig. Ifølge min opfattelse forholder det sig modsat: Det meste af det, vi gør for hinanden, er godt. De allerfleste mennesker stræber grundlæggende efter at gøre det, der er rigtigt.
Jeg forelæser meget om etik og om hvordan vi skal behandle vore medmennesker. Som indledning plejer jeg at stille publikum et spørgsmål, nemlig hvilken fremherskende egenskab de helst ville have. Jeg plejer at lade dem vælge mellem intelligent, kreativ, fagligt dygtig, morsom og sommetider også rig (selv om det ikke er en egenskab). Men de kan også vælge egenskaben godt menneske. Mere end 90% af publikum plejer at vælge sidstnævnte alternativ. Disse tal taler deres tydelige sprog: Vi prioriterer oven i købet det at være god over uendelig rigdom eller superintelligens.
Og da der allerede findes mange bøger, der handler om, hvordan man bliver rig, smart, kreativ, dygtig til sit arbejde og så videre, syntes jeg, at der i det mindste skulle findes en bog om, hvordan man udvikler kunsten at være god og rar, og om hvordan man får succes ved at være god.
Man taler om almindelig intelligens og emotionel intelligens. Det første begreb handler om vores evne til at tænke analytisk og det andet om vores evne til følelsesmæssigt at håndtere en situation. Jeg mener, at der også findes en anden form for intelligens, nemlig
etisk intelligens. Vores etiske IQ beskriver vores evne til at gøre det gode. Denne evne er delvis nedarvet og delvis udviklet i de tidlige leveår. Men det er en form for intelligens, som vi også kan blive ved med at udvikle i løbet af livet. Uafhængigt af vores tidligere niveau kan vi alle udvikle en højere etisk IQ. Og det er en vigtig form for intelligens, fordi det er en faktor, der har en grundlæggende betydning for, hvordan vi lykkes i livet.
I de første kapitler diskuterer jeg begreberne elskelighed, etik og godhed. Jeg vil også diskutere almindelige faldgruber, vi skal undgå, hvis vi vil være virkelig gode og elskelige. Derefter præsenterer jeg argumenterne for, at vi har alt at vinde ved at være gode og elskelige. I det efterfølgende kapitel diskuterer jeg, hvad succes er, og hvordan vi kan definere dette diffuse begreb. Derefter vil jeg formaste mig til at give nogle håndfaste råd om, hvordan vi kan bruge vores godhed, vores etik, vores elskelighed til at få succes i livet.
Bogen kan læses fra ende til anden, men det kan også sagtens lade sig gør at være lidt mere ustruktureret og læse lidt her og lidt der. Det forholder sig jo sådan, at forskellige mennesker interesserer sig for forskellige ting, og på forskellig vis.
Det er vigtigt for mig at understrege en ting - hvor indlysende det end måtte være. Man kan naturligvis spørge sig selv, om jeg er et levende eksemple på, hvordan et godt menneske skal være. Svaret er nej, men jeg prøver bestandig at lære, hvordan man lever et liv som et rart og godt menneske.
Der eksisterer ingen perfekte mennesker, og vi skal tage os i agt for dem, der tror, at de ikke har nogen fejl og mangler. Den dag vi tror, at vi er vores ideal, er det på tide at begynde forfra. Og det helt igennem gode menneske er et
fatamorgana , vi gerne må jagte, hvis vi samtidigt bevarer bevidstheden om, at det er som at søge efter skatten ved foden af regnbuen - vi når aldrig helt frem. Men vi kan bestemme os for at blive bedre mennesker, vel vidende at vi aldrig bliver helt perfekte. Og det eneste vi i sidste ende kan gøre er vores bedste.
Stefan Einhorn 
