Alt det, du ikke må vide om kræft

Balladen om laetrile (B17-vitamin, mandelonitril, amygdalin): Kemoterapi-producenterne vil ikke have laetrile ud til patienterne

Der har formentlig ikke være større kontrovers omkring noget kosttilskud, end der var i 1970’erne omkring B17-vitamin, også kaldet amygdalin eller laetrile. Amygdalin findes mange steder i natu*ren i alle former for frø og i kerner fra abrikoser, æbler, kirsebær, blommer og ferskner, samt i bog*hvede, hirse og andre fødevarer. Selvom de amygdalin-kritiske røster inden for den etablerede kræftlægeverden mener, at det er blevet bragt i miskredit, så er stoffet stadig et af de mest anvendte inden for den alternative verden - og dét med god grund.

De første beviser for amygdalins kræftbekæmpende egenskaber blev fremsat af Kanematsu Sugiura, Ph.D. (1892-1979), biokemiker fra Memorial Sloan-Kettering Hospital. Han havde forsket i kræft*sygdomme siden 1912, heraf på Memorial Sloan-Kettering siden 1917. På basis af et stort forsk*ningsmateriale kunne dr. Sugiura i 1974 med god ret hævde, at amygdalin bremser væsken i små svulster og er i stand til i betydelig grad at reducere spredningen af brystkræft blandt forsøgsdyr. Men denne udtalelse forblev inden for Memorial Sloan-Ketterings mure, for dr. Sugiuras forsk*ningsresultater blev aldrig offentliggjort. Ifølge hans resultater var det kun 20% af de forsøgsdyr, der blev behandlet med amygdalin, der udviklede lungemetastaser som følge af brystkræft, mens samme tal for dyr, der ikke fik amygdalin-behandling, lå på 80%. Han fandt desuden frem til, at a*mygdalin kunne udsætte udviklingen af spontan brystkræft med 3-4 måneder.

I årene 1973 og 1974 blev der offentliggjort andre positive forskningsresultater vedr. amygdalins behandlingsmæssige effekt mod kræftsygdomme - resultater, som underbyggede dr. Sugiuras på*stande. Men det var ikke den slags nyheder, Memorial Sloan-Kettering ønskede at høre. Måske hav*de det en vis indflydelse på ledelsen, at hospitalet stod til at miste enorme summer i form af tilskud fra kemoterapi-producenterne, hvis der blev offentliggjort flere positive resultater om amygdalins fortræffeligheder. Man hyrede en række ”topeksperter” - og som man kunne forvente, talte de alle imod dr. Suguiras påstande. Som man så det i tilfældet med hydrazin-sulfat, stod kræftindustrien sammen om at gøre fælles front.

Et forsøg foretaget på Mayo Clinic og sponsoreret af National Cancer Institute viste efter sigende, at amygdalin er virkningsløst. Men ifølge Michael Schachter, M.D., som omtales i kapitel 17 i denne bog, havde dette forsøg alvorlige fejl og mangler.

Sugiura, K. Unpublished taped interview (July 1974). Cited in: Moss, "Laetrile at Sloan-Kettering." The Cancer Insustry (New York: Equinox Press, 1996).

For det første anvendte forskerne isoamygdalin, som er en relativt inaktiv form for amygdalin. For det andet var de fleste af forsøgsdeltagerne uhelbredeligt syge patienter, som allerede havde været igennem hele repertoiret af kræftbehandlingsformer: Operation, kemoterapi og strålebehandling. Helt bortset fra den immunnedbrydende virkning ved disse behandlingsformer må man antage, at disse patienters sygdom var så fremskreden, at ingen form for behandling ville kunne have nogen virkning. For det tredje: For 70% af patienterne blev kræftsygdommen stabiliseret i løbet af de tre uger, hvor de fik indsprøjtninger af amygdalin. Men da den intravenøse behandling blev standset og erstattet af oral indgivelse af amygdalin, blev patienternes helbred dårligere.

Med andre ord: Det ”videnskabelige”, kliniske forsøg var designet på en sådan måde, at det kun kunne give negative resultater for amygdalin. Som dr. Schachter siger: ”Man kan spekulere over, hvad resultaterne fra Mayo Clinic-forsøget ville have været, hvis patienterne havde haft mindre fremskredne kræftsygdomme, hvis man havde brugt amygdalin af en ordentlig kvalitet, og hvis patienterne havde fået amygdalin intravenøst gennem længere tid”.

Kilde...

Læs gerne mere om B17-vitaminet HER...

Sådan gør man en kræftpionér fredløs: Stanislaw Burzynski

Historien om hydrazin-sulfat gentager sig i kræftindustriens og myndighedernes fælles bestræbelser på at undertrykke en anden alternativ form for kræftbehandling, nemlig brugen af antineoplastoner. Nærlæs National Cancer Institutes sag mod Stanislaw Burzynski, M.D., Ph.D. - så vil du se, hvor*dan kræftpolitik kan undertrykke en lovende form for alternativ kræftbehandling, fordi en eventuel succes truer den etablerede kræftbehandling.

Det oprindelige fokus for dr. Burzynskis forskning var peptidernes biokemi. Peptider er kæder af aminosyrer, proteinernes byggestene. Dr. Burzynski baserede sin forskning på det faktum, at patien*ter med kronisk nyresvigt kun sjældent udvikler kræftsygdomme, og hans teori gik ud på, at det kunne skyldes en overrepræsentation af peptider i blodet, et faktum, der adskiller disse patienter fra kræftpatienter. Han ville derfor undersøge peptidernes potentielle kræft-afvisende rolle. Peptiderne kaldte han for antineoplastoner, hvilket betyder stoffer, som modarbejder (anti) neoplasmer (en ab*norm vækst af nyt væv, f.eks. en svulst).

Hans forskning tog sin begyndelse i 1960’erne, og han anvendte den gængse standardmodel for me*dicinsk forskning. Han udførte sin forskning i henhold til de gældende videnskabelige standarder og offentliggjorde sine resultater i ansete videnskabelige magasiner.

Dr. Burzynski identificerede og isolerede i første omgang fem forskellige antineoplastoner i urin fra raske mennesker. Han fastslog, at disse molekyler har en stærkt kræftforebyggende virkning på gén-niveau: De synes at kunne stimulere de ”svulsthæmmende geners” aktivitet - dvs. gener, som helt bogstaveligt slukker for aktiviteten i visse onkogener (gener, der fremmer svulstvækst). Herved er antineoplastonerne rent faktisk i stand til at forhindre cellerne i at dele sig uhæmmet og danne svulstvæv, hævdede dr. Burzynski. Man kunne derfor logisk slutte sig til, at kræftsygdomme opstår som et resultat af en mangel på antineoplastoner.

"Burzynski's Antineoplastons Increase Activities of Tumor Suppressor Genes." Options (June 1995), 2. 86th Annual Meeting of the American Association for Cancer Research (March 1995).
Burzynski, S. R. et al. "Antineoplaston A in Cancer Therapy (I)." Physiological Chemistry and Physics 6:9 (1977), 485-500.
Smith M. E. G. "The Burzynski Controversy in the United States and Canada: A Comparative Case Study in the Sociology of Alternative Medicine." Canadian Journal of Sociology 17:2 (1992), 133-159.

Dr. Burzynski arbejdede så strengt inden for de videnskabelige rammer, at han i 1974 sikrede sig ø*konomisk støtte fra National Cancer Institute (NCI) - hvilket i sig selv er en bedrift. Kort tid efter blev han udnævnt til leder af Peptide Research Project ved Department of Anesthesiology ved Baylor College of Medicine i Houston, Texas. I 1977 lykkedes det ikke dr. Burzynski at sikre sig fortsat økonomisk støtte fra NCI, og han fik fra Baylors ledelse besked på enten at indstille sin forskning eller fortsætte for egen regning.

Samme år offentliggjorde dr. Burzynski artiklen ”Antineoplaston A in Cancer Therapy” i det viden*skabelige tidsskrift Physiological Chemistry and Physics.

Undersøgelsen fokuserede på 21 kræft- og leukæmipatienter, de fleste i et fremskredent stadie uden flere mulighed for behandling efter konventionelle metoder.

Patienterne fik antineoplastin-behandling. I løbet af 9 måneder forsvandt sygdommen helt hos 4 patienter, mens den delvis forsvandt hos 4 andre (delvis defineredes som minimum 50% reduktion i svulststørrelsen). Hos 6 patienter havde sygdommen ”stabiliseret sig” (var hverken blevet forværret eller forbedret), og 2 patienter havde afbrudt behandlingen, efter at det viste sig, at de ikke nåede en delvis bedring. Kun 5 patienter døde som følge af komplikationer i forbindelse med deres oprinde*lige sygdom.

På dette tidspunkt var dr. Burzynski overbevist om, at antineoplaston-behandlingen kunne redde kræftpatienters liv, og han havde de foreløbige beviser på det. Han mente selv, at han havde både et praktisk og et moralsk incitament til at fortsætte sin forskning. Han besluttede sig for at starte et u*afhængigt kræftbehandlingshospital - Burzynski Research Institute - og begyndte at tage betaling for det, han kaldte ”eksperimentel behandling”. Uden denne økonomiske saltvandsindsprøjtning fra patienterne og deres forsikringsselskaber havde dr. Burzynski ikke været i stand til at fortsætte forskningen. Betalte National Cancer Institute for afslutningen af forskningsforsøget? Bidrog American Cancer Society med positiv omtale? Nej, naturligvis ikke.

Men ved at sælge ”eksperimentel behandling” gjorde dr. Burzynski sig sårbar over for anklager om uetisk praksis og mistanker om, at han var begyndt at falbyde falske forhåbninger. Hans artikler blev oftere og oftere nægtet offentliggørelse i de gængse medicinske tidsskrifter. Samtidig begyndte den populære presse i stigende grad at fremhæve dr. Burzynskis behandlingsmæssige resultater og at kritisere den etablerede kræftbehandling for at undertrykke informationen. Artikler satte spørgs*målstegn ved, hvorfor skattekroner og donationer fra velgørende formål ofte blev misbrugt af NCI, ACS og FDA, som, hævdedes det, ofte var for hurtige til at afvise resultater fra nyskabende forskere som dr. Burzynski.

Fra slutningen af 1970’erne og frem til nu har alle former for offentlige instanser, der har berøring med den etablerede lægeverden, gjort, hvad de kunne for at drive dr. Burzynski ud af markedet. Det, der fra begyndelsen gjorde dr. Burzynski til en trussel for kræftindustrien, var udsigten til, at antineoplaston-behandlingen udgjorde et effektivt alternativ til de giftige og skadegørende kemote*rapeutiske midler, som er hovedindtægtskilden for hele lægemiddelbranchen. Men eftersom anti*neoplaston-behandlingen jo byggede på et videnskabeligt forskningsgrundlag, kunne den ikke bare fejes af bordet som endnu en alternativ fremgangsmåde baseret på minimal ”medicinsk interven*tion”.

Selvom dr. Burzynski vidste, at han skulle være meget heldig for at få et regeringsorgan som NCI, der reelt set har en forudfattet holdning til området, til at samarbejde på et retfærdigt grundlag om*kring et klinisk forsøg med ikke-skadelig kræftbehandling, så var han også godt klar over, at hvis hans antineoplaston-behandling skulle have en fremtid, ville det kræve en validering fra NCI.

I 1991 gennemførte NCI en ”best-case” analyse for at evaluere de kliniske resultater på en gruppe patienter, der var blevet behandlet på dr. Burzynski’s klinik i Houston. Der var problemer fra be*gyndelsen, og i august 1995 standsede NCI kræftforsøgene og lagde skylden for det mislykkede projekt på dr. Burzynski. Men en nøje gennemlæsning af korrespondancen mellem ham og NCI af*slører, hvordan NCI med fuldt overlæg og ganske effektivt trak sig ud af forskningsforsøgene og derefter forsøgte at slette sine spor med bureaukratisk jordpåkastelse og vildledende udsagn. Men det var ikke helt godt nok - NCI efterlod en rygende pistol.

Kilde....

Sådan manipulerede NCI forsøgsdata ved formuleringsmæssige kunstgreb

I oktober 1995 udsendte NCI en erklæring kaldet ”Fakta om kræft”, som forklarede, hvorfor anti*neoplaston-forsøgene, som var en del af instituttets officielle Cancer Therapy Evaluation Program (CTEP), var blevet indstillet. NCI’s ”fakta” var i højere grad baseret på formuleringsmæssige kunst*greb og direkte forkerte fremstillinger end på reelle fakta.

For det første hævdede NCI, at ud af dr. Burzynskis ”samlede kliniske erfaring havde han kun været i stand til at påvise 7 patienter med hjernesvulst, som havde haft gavn af antineoplaston-behandlin*gen”. Det underliggende budskab var naturligvis, at for de adskillige tusinder andre patienter havde behandlingen ikke haft nogen virkning overhovedet. Dr. Burzynski hævdede derimod, at han havde forberedt ”dusinvis af patienttilfælde til NCIs analytikere”, men de havde kun kigget på de omtalte syv, fordi de kun havde afsat én dag til et besøg på hans institut.

For det andet hævdede NCI, at dr. Burzynski ikke havde inkluderet alle tilgængelige patientoplys*ninger i materialet. Det forholdt sig derimod stik modsat, siger dr. Burzynski, som noterede sig, at en af NCI-analytikerne rent faktisk roste ham for, ”hvor komplette og velstrukturerede” hans pati*entforsøg var.

For det tredje havde dr. Burzynski oprettet specifikke protokoller for forsøget. Ved den dosis, der skulle omfattes af forsøget, ville kun patienter med svulster af en angiven størrelse deltage. Den 26. oktober 1993 gav dr. Vurzynski NCIs Michael A. Friedman, M.D., en af lederne af NCIs CTEP, be*sked om, at han ville sende de antineoplastoner, der var nødvendige for de kliniske forsøg, når NCI havde foretaget de protokolrettelser, han havde bedt om.

Ifølge et brev dateret den 2. november 1993 fra dr. Friedman gik NCI modstræbende med til dr. Burzynskis anmodninger om undtagelser fra forsøget:

Vi ser betydelige faktuelle uoverensstemmelser mellem og har væsentlige forbehold over for mange af de kommentarer, De fremsætter i Deres brev af 26. oktober, herunder Deres urimelige anklage om, at NCI har spildt otte måneder. Ikke desto mindre vil vi gå ind på alle de ændringer, De har an*givet. Det skyldes, at vi har forpligtet os til at påbegynde de kliniske undersøgelser så hurtigt som muligt… Dosis og tidsplan vil blive ændret efter Deres krav. Såvidt vi kan skønne, er det den dosis og tidsplan, der findes i Deres protokol BT6…

Udeladt af forsøgene blev svulster større end 5 cm, patienter med flere svulster, patienter med kræftsygdomme, der havde spredt sig til rygsøjlen, og patienter med en score på Karnofsky-skalaen (et teknisk parameter) på under 70%. Nogle få måneder senere ændrede billedet sig totalt. Den 23. marts 1994 modtog dr. Burzynski et brev fra Mario Sznol, M.D., leder af Biologics Evaluation Section, Investigational Drug Branch, under CTEP:

Som De ved, har vi igangsat NCI-støttede forsøg med antineoplastoner, og en gruppe patienter har tilmeldt sig forsøget. Men en betydeligt større gruppe patienter har anmodet om at deltage i forsø*get, men har ikke kunnet leve op til alle udvælgelseskriterier. Derfor er der stor interesse både fra vor side og fra forskernes side for at udvide disse kriterier. Vi anerkender behovet for og værdien af specifikke udvælgelseskriterier, men vi anser den nuværende protokol for at være diskrimerende over for nogle patienter, som i øvrigt ville være gode kandidater til forsøget.

Dr. Sznol informerede dr. Burzynski om, at han påtænkte at sænke Karnofsky-scoren fra 70% til 60%, tillade svulster på op til 8 cm og tillade flere svulster eller svulster, der havde spredt sig til rygsøjlen. I et brev dateret 19. april 1994 afslog dette dr. Burzynski med en kommentar om, at ”ud*videlse af forsøget på nuværende tidspunkt til at inkludere alvorligere tilfælde er for tidligt i forlø*bet” og at ”disse patienter bør deltage i et separat forsøg for store og multifokale svulster - og be*handles og vurderes efter en modificeret protokol”.

Dr. Burzynski afslog denne ændring i forsøgets design, fordi det ville kræve en større dosis - en do*sis, som ikke var godkendt i den oprindelige forskningsplan. Dr. Burzynski var klar over, at den kli*niske fremtid for hans antineoplaston-behandling var på spil, og han ønskede at give behandlingen en test, som svarede til dens behandlingsmæssige formåen. Han var også begyndt at tvivle på, om nogen ved CTEP eller NCI rent faktisk ønskede at finde autentiske beviser for antineoplastonernes effekt.

Men den 31. januar 1995 viste det sig, at NCI åbenbart havde ignoreret dr. Burzynskis anmodning om ikke at ændre protokollerne. Mark Malkin, M.D., fra Memorial Sloan-Kettering Cancer Institute i New York skrev et brev til John L. Lewis, M.D., formand for hospitalets Institutional Review Board, hvori han meddeler, at de restriktive protokoller er blevet ændret, så også større og multi-fokale svulster, svulster, der havde spredt sig til rygsøjlen, samt patienter med en Karnofsky-score på 60% blev inkluderet.

Dr. Malkin skriver, at disse omfattende ændringer ”er blevet foretaget på anmodning fra NCI.” De blev i al fald ikke foretaget på dr. Burzynskis anmodning. ”Uden at informere mig ændrer NCI reg*lerne, så de også omfatter patienter med en svulst af en hvilken som helst størrelse og med metasta*ser til rygsøjlen”, sagde dr. Burzynski i marts 1995, da han hørte om NCIs handlinger. ”Med andre ord accepterede NCI at optage patienter, hvis hjerne og rygsøjle bogstavelig talt var fortæret af sto*re, ondartede svulster - dvs. patienter, hvis sygdom var så fremskreden, at ingen behandling vil kun*ne hjælpe”.

Da dr. Burzynski krævede en forklaring af NCI, sendte dr. Sznol sorteper tilbage til Memorial Sloan-Kettering Hospital. Alle, der har blot det mindste kendskab til historien om, hvordan NCI miskrediterede hydrazin-sulfat ved at ændre forsøgsdesignet til at gå imod stoffet, vil kunne nikke genkendende til mønstret allerede nu. Dr. Sznols forklaring lyder:

På forskernes anmodning har vi godkendt forbedringerne til udvælgelseskriterierne. Disse forbed*ringer blev igangsat af forskerne, da det blev åbenbart, at mange gode forsøgskandidater blev ude*lukket på grund af kriterier, som vi fandt overdrevent stringente. Vi vil lade disse forbedringer stå ved magt, eftersom de videnskabelige beviser, De har forelagt til dato, tyder på, at de kandidater, der således kan optages i forsøget, vil have en chance for en behandlingsmæssig værdi uden unød*vendig risiko for skadelige virkninger og derfor er passende kandidater til vurdering af medicinens virkning.

I juli 1995 gjorde dr. Burzynski indsigelser mod NCIs summariske handlinger. Han insisterede på, at NCI enten ”skal opfylde vores aftale eller ændre den erklæring, som de deltagende patienter skal læse og underskrive, så den afspejler det faktum, at jeg, som har fundet frem til og udviklet medici*nen, mener, at behandlingen sandsynligvis ikke vil virke på patienter i så fremskredne sygdomsfor*løb i den angivne dosis”.

NCIs reaktion var at standse alle de antineoplaston-undersøgelser, der var i gang på Memorial Sloan-Kettering og Mayo Clinic. I en offentlig erklæring, som blev fremsat af NCI som en del af instituttets CancerNet Fact Sheet, hedder det: ”18. august 1995 blev forsøgene standset, fordi der ikke kunne opnås enighed med dr. Burzynski angående de foreslåede ændringer i forsøgsprotokol*len med henblik på at øge deltagerantallet, og der var ingen udsigt til, at undersøgelserne kunne af*sluttes inden for et overskueligt tidsrum”.

Ifølge National Institutes of Health (som er NCIs moderorganisation) siger juridisk rådgiver Robert B. Lanman: ”Selvom NCI helt klart foretrækker at gennemføre eller sponsorere undersøgelser med vedvarende støtte og samarbejde fra medicinens opfinder, så er der ingen juridiske krav om, at den*ne skal give tilladelse til forsøgene”. Kort sagt hævder NCI, at de til enhver tid kan ændre reglerne for forskningsforsøget, som de ønsker, og at dr. Burzynski ikke kan gøre noget som helst for at stoppe det.

Senere fandt dr. Burzynski ud af, at NCI et stykke tid før indstillingen af forsøgene havde udelukket to patienter fra at fortsætte i forsøget. Den ene patient havde ikke længere påviselige kræftceller i kroppen, mens den anden havde en hudreaktion, som ikke skyldtes antineoplastonerne, men deri*mod et andet præparat. Med andre ord: I det øjeblik, NCI så beviser for, at antineoplaston-behand*lingen virkede, forvrængede de dataene ved at fjerne to patienter og dermed beviserne.

I den endelige rapport skriver NCI-analytikerne, at der var ”sandsynlige beviser for svulsthæmmen*de aktivitet”. Beviserne var ikke sandsynlige - de var synlige og håndgribelige. Denne grove fejlud*talelse er et iøjnefaldende eksempel på, hvordan topledelsen i NCI - ikke instituttets forskerne, men de politiske hofleverandører til kræftindustrien - rutinemæssigt vender fakta på hovedet for opfylde deres egen dagsorden.

Rapporten fra de NCI-forskere, som rent faktisk havde set patientoplysningerne, var diametralt modsat ovenstående udtalelse. Rapporten, som er dokumenteret i referatet fra et møde i Decision Network Committee, indeholder følgende udsagn: ”Det team, som besøgte forskningsprojektet, fastslog, at der kunne dokumenteres svulsthæmmende aktivitet i dette ’best-case’ forsøg, og at gennemførelsen af fase II-forsøg ville indikere omfanget af denne aktivitet”.

Efter videnskabelige standarder burde NCI have fortsat med næste fase af forsøgene. Men i stedet droppede man antineoplaston-forskningen, fordi ”der var ingen udsigt til, at undersøgelserne kunne afsluttes inden for et overskueligt tidsrum”. Efter 30 års forgæves forsøg på af finde en kur mod kræft havde NCI pludselig besluttet sig for at sætte en tidsbegrænsning på dette forsøg på at redde menneskeliv. Slutresultatet af NCIs luskede manøvrer var, at forsøgene blev standset, og dr. Bur*zynskis antineoplaston-behandling ikke er kommet et skridt nærmere en officiel godkendelse, end den var i 1974, da dr. Burzynski fik sit første tilsagn om økonomisk støtte fra NCI.

Frank Wiewel, leder af People Against Cancer, har i stærke vendinger kritiseret CTEPs handlinger. Efter hans mening ”havde man ingen intention om at foretage en fair evaluering af dr. Burzynski. Man tillod, at protokollen blev overtrådt for hver eneste patient i Burzynskis gruppe. Derfor beslut*tede dr. Burzynski at standse forsøget, og det er, hvad enhver veluddannet forsker med respekt for sig selv ville have gjort”.

Scheer, J. F. "Burzynski Angered by NCI Discredibility Attempts." Health Freedom News (February 1996) 16-18.
NCI minutes on the Decision Network Commettee meting. A Copy of the minutes appears in Health Freedom News (February 1996), 16-18.

Kilde...

En kræftorganisation, der gør alt for at undertrykke kræftkure

NCIs opførsel over for dr. Burzynski er et slående eksempel på, hvordan en offentlig myndighed, der opfattes som ”objektiv”, kan opstille et forsøg, som enten vil bevise eller modbevise, hvad man nu ønsker at bevise eller modbevise, eller simpelthen udskyde den potentielle validering af en ny behandlingsform til et ikke nærmere fastsat tidspunkt i fremtiden. I dette tilfælde er der klare bevi*ser for, at NCI ønskede at bevise, at antineoplastoner ikke virker.

At ændre udvælgelseskriterierne for deltagerne i et videnskabeligt forsøg er det samme som at aftale resultatet på et hestevæddeløb på forhånd, fordi man har sat betydelige summer på en lam hest (ke*moterapi og strålebehandling), som ellers overhovedet ikke ville få en placering. Men når den stær*ke hest (antineoplastonerne) så klarer sig dårligt, kan NCI hævde, at man havde vurderet dem ”vi*denskabeligt”.

Men det forholder sig i virkeligheden sådan, at antineoplastonerne kun ville have klaret sig dårligt på papiret. Som dokumenterne tyder på - og dette er en overbevisende og skadelig dokumentation, en reel ”rygende pistol”, som afslører NCIs taktik i alle sagens faser - så var resultatet forudbestemt af specielle interesser, der arbejder gennem NCI.

Hvis NCI havde haft en ægte interesse i at finde et ugiftigt alternativ til den konventionelle kræftbe*handling, ville man have samarbejdet med dr. Burzynski, eksperten i antineoplastoner, for at sikre, at antineoplaston-behandlingen blev undersøgt under optimale forhold. Det er præcis, hvad NCI gør i samarbejde med producenter af kemoterapeutiske midler: De primære forskere (de, der udførte de indledende forsøg), og ikke NCI, fastlægger undersøgelsesparametrene og det generelle forsøgs*design. Men det lukrative kemoterapi-marked er direkte truet af antineoplaston-behandlingen, og NCI fungerer i dette tilfælde som lejemorder for kemoterapi-producenterne for at sikre, at denne trussel forsvinder.

De amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) gik også eftertrykkeligt ind i sagen. Den 24. marts 1995 deltog dr. Burzynski og tre af hans kræftpatienter, som var blevet helbredt ved hjælp af anti*neoplastoner, i morgen-tv-programmet CBS This Morning. Samme morgen foretog FDA en ransag*ning af hans konsultation og beslaglagde 15 patientjournaler under påstand af, at dr. Burzynski på ulovlig vis sendte sine præparater til andre stater.

FDA overså meget belejligt det faktum, at man allerede havde givet dr. Burzynski, i hans egenskab af specialist i klinisk forskning, tilladelse til at sende præparaterne til andre stater. I sin iver efter at kvæle alle effektive alternativer tøver FDA ikke med at bryde sine egne regler. Den 21. juni 1995 ransagede FDA igen dr. Burzynskis klinik og beslaglagde 800 røntgenbilleder og CT-scanninger, og hermed var dr. Burzynski ikke længere i stand til at behandle sine patienter.

I dag omtales dr. Burzynskis antineoplastoner ofte som en form for ugiftig kemoterapi, som har til formål at forstærke kroppens naturlige forsvar mod kræft. Han har fortsat sit arbejde med at frem*stille antineoplastoner på sit 4.400 kvm store institut i Texas - et institut, som er godkendt af myn*dighederne. For dr. Burzynskis 3.000 patienter har antineoplaston-behandlingen betydet forskellen mellem liv og død, og blandt fremtrædende læger er behandlingen ved at vinde respekt og trovær*dighed. En af de oftest hørte fortalere for alternativ medicin Julian Whitaker, M.D., har f.eks. sagt: ”Det er den behandling, jeg ville prøve, hvis jeg fandt ud af, at jeg havde kræft”.

Kilde...

Det medicinske mediemonopol: Tro ikke på alt, hvad du læser i avisen

Tror du på, at aviser, blade og tv-nyhedsudsendelser præsenterer informationer fra den medicinske verden på en objektiv og saglig måde? Så må du nok tro om igen. Medicinsk propaganda florerer i stor stil i USA. Målet er at vildlede, forvirre og tvinge dig til at støtte den konventionelle medicin og øge kræftindustriens krigsudbytte.

Når det gælder kræft, omfatter denne propaganda budskaber som: ”Du bør få foretaget en mammo*grafi med regelmæssige mellemrum, så brystkræft kan opdages på et tidligt stadie”, selvom der ikke er videnskabelige beviser, der understøtter påstanden. Problemet har sit udspring i American Cancer Society og går videre til dem, der distribuerer kræft-relateret information - dvs. nyhedsmarkedet og de udgivere, der kontrollerer informationen.

Ifølge Ben Bagdikian, dekan emeritus i journalistik ved University of California i Berkeley og for*fatter til bogen The Media Monopoly, kontrollerede 50 større virksomheder mere end halvdelen af alle medier i 1982. I december 1986 var dette tal faldet til 29 virksomheder og seks måneder senere til 26. I dag kontrollerer 15 virksomheder næsten alle USA's aviser, og en håndfuld firmaer kontrol*lerer tv-stationerne. TV-dækningen bliver i stigende grad indskrænket af en lille, men meget magt*fuld elite. En liste over ledelsen i de tre største TV-netværk - NBC, ABC og CBS - afslører, at der er stor overlapning af forbindelser til den finansielle og industrielle sektor.

Denne centralisering af nyhedsformidlingen bevirker et enkelt faktum: Magten til at forme landets nyheder og samfund ligger i hænderne på nogle få mennesker, som er meget afhængig af at få tilført økonomiske midler. ”Objektive” nyheder er til salg til højestbydende. Det er i stigende grad private erhvervsinteresser, der former den måde, amerikanere tænker på, og hvad de mener om sundheds*systemet.

Hvis American Cancer Society (ACS) beslutter sig til at fremme kemoterapi, nedtone forebyggelse eller rakke ned på den alternative medicin, så kan det ønskede budskab let udsendes til store dele af befolkningen. Sensationshistorier - det seneste vrøvl om, at ”beta-caroten-tilskud fører til flere til*fælde af lungekræft”, er et glimrende eksempel - kan man score kassen på, mens nyheder, der foku*serer på beta-carotenets kræfthæmmende egenskaber ignoreres.

For eksempel sponsorerer ACS jævnligt et forum for videnskabelige skribenter, som hjælper dem til at ”forstå kræft”. Disse seminarers primære funktion er at programmere medierne med skræddersy*ede budskaber om kræft. Det hævdes, at ACS under disse seminarer har en tendens til at overdrive den konventionelle medicins evner til at behandle og kurere kræftsygdomme. Sådanne påstande er almindeligvis baseret på indledningsvis reduktion i svulststørrelsen (svulstreaktion) frem for for*længelse af levetiden. Desuden taler man kun meget sjældent om patienternes livskvalitet, som ofte reduceres i alvorlig grad ved behandling med giftige stoffer.

Colby, M. "Losing the War on Cancer after 20 Years. Cancer Establihment Makes False Claims; Massive Reforms Urged bt Scientists, Doctors." Food & Water Inc., (February 4, 1992).

ACSs medieeksperter er i virkeligheden kræftindustriens ”koncensus-skabende maskineri”. ACS udøver sin mulighed for massiv påvirkning af medier og offentlighed ved at udsende rapporter og pressemeddelelser. Kritikere kalder disse dokumenter for medicinsk propaganda. ACS antager et ”det-er-offerets-egen-skyld”-synspunkt på årsagerne til, at kræftsygdomme opstår - og fokuserer næsten udelukkende på livsstilsvalg som rygning, alkohol og fedtholdig kost, mens man nedtoner eller undlader at uddybe de årsager, man kan undgå, såsom daglig påvirkning fra eksterne kræft*fremkaldende stoffer i luften, vandet, maden og miljøet på arbejdspladsen.

Nogle af de foruroligende budskaber kommer fra læger, der er meget synlige på sundhedsmarkedet. Et klasseeksempel er KGOs Dean Edell, M.D., hvis rubrik ”På din sundhed” i Edell Health Letter (der udgives af Health Magazine) ofte har talt nedsættende om fortalerne for den alternative medi*cin.

I en leder fra 1992 med titlen ”En krigserklæring til kræft-kvaksalverne” afleverede dr. Edell stan*dard-”argumenterne” mod den alternative kræftbehandling: Alle fremskridt må skyldes placebo-effekten; ingen af behandlingsformerne er gennemtestede; og ”de fleste af disse behandlingsformer er ganske nytteløse - og det gør dem alt for dyre”. Dr. Edell træder frem i radioen og på tv i mange byer rundt om i USA, så hans meninger - uanset om de er forudfattede eller er baseret på fakta - når ud til millioner af amerikanere med jævne mellemrum. I slutningen af sin leder rådede han lyttere, der havde spørgsmål til alternative kræftbehandlingsformer, til at ringe til American Cancer Societys gratisnummer.

Edell, D. "Declare Ware on Cancer Quackery", The Edell Health Letter (February 1992), 2.

Kilde...

Medicinsk propaganda forklædt som objektiv journalistik

Og hvis du gik og troede, at man kunne regne med, at den velanskrevne avis New York Times er ob*jektiv i sin nyhedsdækning, så vil en analyse af, hvordan avisen for nylig dækkede emnet alternativ medicin og kræftbehandling - hvordan budskabet blev begravet i nedsættende vendinger, for nu at være lidt mere præcis - sandsynligvis overbevise dig om, at selv en så respekteret avis ofte følger den konventionelle medicins propagandistiske dagsorden.

I artikler på forsiden af avisen den 17. og 18. juni 1996 ser det ud, som om Times fremstiller begge sider af debatten, idet man præsenterer synspunkter fra alternative medicinske eksperter og deres kritikere. Men den måde, debatten præsenteres på, den sammenhæng, den præsenteres i, og de ord, der bruges, afspejler tydeligt den negative holdning til den alternative medicin.

Den alternative medicin og de ”ikke-testede” behandlingsformer trives i ”udkanten” af sundheds*væsnet, skriver Times i sin overskrift. Og læg mærke til, hvordan følgende ord og sætninger fra artiklen tjener til formål at så tvivl og skepsis om den alternative medicin:

Alarmerende, undslipper tilbundsgående analyse, forbudt, disse tidligere obskure behandlingsfor*mer, folkemedicin, baseret på gode ideer eller ikke anerkendt videnskab, farer, nysprog à la George Orwell, slangeolie, overleverede beviser, levede ikke op til de videnskabelige standarder, uklogt, medicinske løsgængere, kvaksalveri, sælger forkerte opfattelser, følger ikke det gængse, har frem*kaldt høje latterbrøl, tvivlsomme standarder, tvivlsomme forsøg, ikke-underbyggede ideer.

Hvis du ikke kan gennemskue dette sproglige røgslør, så er du stadig offer for den propaganda-trance, som fastholder os i ufordelagtige holdninger til den alternative medicin.

Og samtidig får det nedsættende slag mod den alternative medicin ekstra kraft, fordi Times i stærke vendinger roser den konventionelle medicin ved brug af næsten hypnotiske vendinger. Resultatet er en form for hjernevask. Den ukritiske læser ender med at mene, at den konventionelle medicin må være autoritetens stemme.

Til sammenligning kan vi jo kigge lidt på, hvor beroligende, næsten faderlige de ord og sætninger, der anvendes om den konventionelle medicin, virker i modsætning til de advarende og nedsættende eksempler herover: ”Medicinske eksperter”, ”nåede hidtil usete højder inden for teknisk kunnen”, ”strenge videnskabelige tests”, ”råd til befolkningen om risikable behandlingsformer”. Og her er de sætninger, der refererer til den alternative medicin: ”Myndighederne kritiserer skarpt”, ”Dr. Caplan er dybt bekymret”, ”forkaster reglerne for kliniske forsøg”, ”fordømme sådanne behandlinger”.

Den dygtige redaktør udvælger sig derefter citater fra modstandere af alternativ medicin - nogle af dem er ”eksperter” med økonomisk støtte fra medicinalindustrien, der udgiver sig for på befolknin*gens vegne at ville afsløre kvaksalvere - og tillader dem at kaste mere mudder på de alternative be*handlingsformer, uden at redaktøren eller avisen bliver snavset til i mudderkastningen.

Propagandaens effekt afhænger af, hvor godt læserens holdning kan blive formet af det, der står mellem linierne, af den generelle tone og nuancerne, som alt sammen på dygtigste vis er anvendt for at give materialet en bestemt drejning. Selvom artiklens primære tekst synes at fremstille begge si*der af emnet ved at citere repræsentanter for begge synspunkter, så giver dét mellem linierne en stærk påvirkning af læserens underbevidsthed og tipper derfor vægtskålen til fordel for den ene side og imod den anden.

Et eksempel: I slutningen af juli skrev Times endnu en artikel om Stanislaw Burzynskis antineopla*ston-behandling af kræftsygdomme - med den sædvanlige synsvinkel. Afsnitsoverskrifterne (som var fremhævet med fed skrift) satte tingene på plads for læseren: ”Der mangler beviser”, ”Modstand i mange lejre”, ”Det eneste, der tilbydes, er håb”. Artiklen fordømte dr. Burzynskis antineoplasto*ner, fordi deres virkning ”ikke var bevist”, og behandlingen var ”dyr”. Artiklen omtalte derimod ikke det store ”ikke-beviste” overflødighedshorn af kemoterapeutiske behandlingsformer, som kun virker i mindre end 10% af tilfældene og samtidig er en overordentlig bekostelig affære.

Eftersom New York Times er en meget læst og højt respekteret national avis, hvis artikler gengives i adskillige mindre aviser, så bliver den medicinske propaganda til fordel for den konventionelle me*dicin skamløst spredt over hele landet forklædt som objektiv nyhedsformidling.

Og mere af samme kaliber: Hvor ”videnskabelig” er Scientific American, når man i en 184-sider lang specialudgave om kræft i september 1996 kun bruger 2 sider på at beskrive alternative meto*der? Det er øjensynligt kun ”videnskabeligt”, når det er belejligt for kræftindustrien.

"On Fringes of Health Care, Untested Therapies Thrive." The New York Times (June 17, 1996), "In Quests Outside Mainstream. Medical Projects Rewrite Rules." The New York Times (June 18, 1996); "Doctor's Cancer 'Cure' Attacked by FDA." The New York Times (July 24, 1996).

Ifølge den franske psykiater Jean-Jacques Aulas, som skrev de to sider, så er der ingen rationel basis for de metoder, der bruges til diagnose - og det gælder alle 80 ”ukonventionelle medicinske teknik*ker lige fra akupressur til makrobiotisk Zen”. ”Mange består af en blandet pose bolsjer med generel*le laboratorietests og heksekunst, og ikke en eneste lever op til den laveste officielle standard for påvisning af nogen form for kræft. Jeg mener, at disse teknikker burde forbydes, og at de såkaldte ”institutter”, der bruger dem, bør give kommende patienter objektive oplysninger om deres virk*ning”.

Scientific American er øjensynligt mere indstillet på at fastholde parolen end på at foretage nogen form for omhyggelig analyse uden for bladets interesseområde, for man begår de sædvanlige fak*tuelle fejl og udeladelser. F.eks. hævder Aulas, at ifølge ”adskillige uafhængige vurderinger af patientdata” har Gerson-terapien ikke nogen ”påviselig virkning”. Her ignorerer Aulas den retro*spektive, uafhængige britiske analyse af Gerson-terapien, som viste en 5-års overlevelsesprognose, på, afhængigt af kræfttype, 39%-79% sammenlignet med 6-39% for konventionelle metoder.

Aulas påstår også, at man kun har dokumenteret ”beskedne forbedringer” for hydrazin-sulfat. De beviser, der er beskrevet i dette kapitel, viser det modsatte og forklarer, hvordan politiske hensyn har nedgraderet ”betydelige” til ”beskedne”. Aulas er ligeledes på vildspor, når det gælder orto-molekylær behandling og mega-dosis C-vitamin behandling.

Efter hans vurdering viser resultater fra forskning foretaget af National Institutes of Health, at disse behandlingsformer ikke klarer sig bedre end placebo. Han ignorerer meget belejligt resultaterne af 12.986 kliniske forsøg med C-vitamin (indtil 1996), hvoraf mange klart viser yderst positive resul*tater. Ved at citere FDA-forskningsresultater afviser Aulas 714X (udviklet af den canadiske biolog Gaston Naessens) som intet andet end kamfer og vand. Det er ikke korrekt. Den forskning, der er foretaget til denne bog, viser, at det materiale, Scientific American anvender til sin gennemgang af den alternative medicin, er fejl*behæftet. Og det er helt tydeligt, at der er en alarmerende forudind*tagethed i dækningen af området.

I en nedsættende tone hævder Aulas, at hvis alle konventionelle metoder og midler er blevet afprø*vet uden held, ja, så kan patienterne da godt prøve de mere ukonventionelle metoder og midler for at øge deres fornemmelse at have kontrol over deres liv og velbefindende, ”selvom de ikke lever længere af den grund”.

Vi gentager: De beviser, der er dokumenteret i denne bog, viser uden diskussion, at alternative kræftbehandlingsformer i betydelig grad kan øge overlevelsestiden - og ovenikøbet betydeligt læn*gere end for den konventionelle medicin. Aulas hævder også skamløst, at ”ingen alternativ kræftbe*handlingsform har en afgørende indflydelse på sygdomsforløbet”. Må vi foreslå, at han taler med de mange overlevende kræftpatienter, som vi har omtalt i denne bog?

De omfattende fodnoter i denne bog, der citerer klinisk forskning, som for hovedpartens vedkom*mende stammer fra konventionelle medicinske tidsskrifter, bør kunne overbevise læseren om, at Scientific American tager fejl. Efter vores mening er den omtalte artikel totalt uansvarlig.

Aulas, Jean-Jacque "Alternative Cancer Treatments." Scientific American 275:3 (September 1995).

Kilde...

De sælger tvivl: Når videnskab bliver reklame

En af hovedårsagerne til, at vores langvarige kamp mod kræft har udviklet sig til et ”medicinsk Vietnam”, hvor krigen ikke kan vindes, er ifølge Robert N. Proctor, professor i videnskabshistorie ved Pennsylvania State University, at kræftforskningen og offentliggørelsen af dens resultater i overvejende grad er blevet et politisk emne. Og når man kæder politik sammen med medicin, så be*væger man sig pludselig ind på et farligt og mørkelagt område, hvor sandheden er på flugt, og spe*cifikke interesser står i forreste række.

Skønsmæssigt 538.000 amerikanere dør hvert år af en kræftsygdom, og alligevel er ”kuren” mere og mere fjern, og selv klare oplysninger om forebyggelse af sygdommene bliver forplumrede på grund af den konventionelle medicinalindustris økonomiske interesser. Der er ”små øer af enighed midt i et dybt hav af kontroverser”, skriver Proctor.

Kræftforskning er forretning i milliardklassen, og med mindre du er en meget opmærksom læser, der er i stand til at skelne skidt fra kanel, så har du med stor sandsynlighed været udsat for de smar*te og ofte vildledende reklamefremstød fra ”videnskabelige” koncerner og sammenslutninger. I 1986 brugte mindst 1.700 organisationer over 2 mia. dollars på ”sagshåndtering, advokatbistand, kommunikation og image-pleje” - på røgslør, med andre ord, ikke på den skinbarlige sandhed.

Industriorganisationer (specielt inden for tobak, petrokemi og asbest) har snildt kombineret forsk*ning med jura - sommetider som en ”blanding af videnskabelig fakta og fiktion”, siger Proctor - så man får skabt en kultur af tvivl og usikkerhed, hvor man er omhyggeligt beskyttet mod anklager om forudindtagethed og juridisk ansvar. I denne fagre nye verden af tvetydig propaganda, manipulation og påvirkning af den offentlige mening hersker ”retoriske undvigelsesmanøvrer”.

Efter Proctors mening ”deler alle [organisationer] et ønske om at give deres medlemsvirksomheders produkter syndsforladelse… og fratage dem skylden for en påstået skade” - specielt når det drejer sig om kræft. Hvis der sås tvivl en formodet årsag til kræft på grund af modstridende forsøg eller ikke-afgørende resultater, så bliver det den perfekte undskyldning - i hvert fald hvis man er en of*fentlig organisation - til ikke at gøre noget for at ændre den.

Proctor, R. N. Cancer Wars: How Politics Shapes What We Know and Don't Know about Cancer (New York: Basic Books, 1995).

Kilde...

Scenarier, som kræftindustrien ikke synes, du skal vide noget om

Der er en hel del, som den verdensomspændende kræftindustri og dens repræsentanter i USA ikke mener, du skal vide noget om. Den følgende historie er typisk - og blot én blandt mange.

I februar 1994 fik Dustin Kaufmann på 2½ år diagnosticeret en meget aggressiv form for hjerne*svulst kaldet medulloblastom. Man fjernede 3/4 af svulsten ved operation, men den sidste del kunne ikke fjernes på denne måde. Dustins læger opfordrede hans forældre til at tilmelde ham et forsøg ved University of Minnesota, hvor man testede forskellige former for kemoterapi efterfulgt af strå*lebehandling. Denne behandlingsform havde ”en succesrate på 20-40%” ifølge en af stedets børne*kræftlæger, som vi vælger at kalde dr. A.

Whitaker, J. "Everyone's Health Is at Stake If We Lose This Therapy." Health & Healing Supplement (February 1996), 4.

Forældrene fik også at vide, at behandlingen måske ville give Dustin fem år mere at leve i, men at han formodentlig ville komme til at sidde i kørestol, fordi hans vækst ville blive bremset, og at han ville få indlæringsvanskeligheder.

Da Kaufmann-parret bad om navne på andre forældre, hvis børn havde gennemgået denne behand*ling, kunne disse ikke fremskaffes. Derefter bad de om navne på forældre til børn, som havde fået bare en eller anden form for behandling for hjernesvulst ved University of Minnesota, men med samme resultat. Succesraten på 20-40% begyndte at klinge noget hult.

Med deres viden om, at Dustin kunne dø eller blive svært handicappet som følge af den konventio*nelle behandling, begyndte de at undersøge, om der var alternative muligheder. De forlod universi*tetet uden at underskrive samtykkeerklæringen til Dustins deltagelse i forsøget.

Nogle få uger senere, da de kom for at hente Dustins journal, blev de ført ind i et lokale til en ikke planlagt konsultation med dr. A og to andre læger fra børnekræftafdelingen (herunder lederen), to reservelæger og en socialrådgiver. Lægerne fortalte Kaufmann-parret, at deres mening gik forud for forældrenes, og at man overvejede at gå rettens vej for at få tillade til at begynde behandlingerne på Dustin - uanset hvad forældrene ønskede, der skulle gøres for ham.

Forældrene havde imidlertid i deres søgen efter alternativer hørt, at mange patienter med hjerne*svulst havde haft gode resultater med Stanislaw Burzynskis antineoplaston-behandling i Texas. Da de nævnte dette for dr. A, sagde hun, at deres chancer for, at Dustin kunne hjælpes med antineopla*stoner, var lige nul. Men samtidig indrømmede hun dog, at hun ikke havde nogen beviser for sin påstand.

Kaufmann-parret lod sig ikke kue, så i april 1994 startede Dustin på behandling med antineoplasto*ner. Ca. seks uger senere viste MR-scanninger (magnetisk resonans), at svulsten var gået fuldstæn*digt i sig selv igen. Dustin fortsatte med dr. Burzynskis behandling i endnu et år og var både sund og rask gennem hele behandlingsforløbet. Da endnu en MR-scanning viste, at svulsten var kommet tilbage, øgede man hans antineoplaston-dosis, og igen forsvandt svulsten - et resultat, som man al*drig har opnået inden for den ortodokse medicin. Dustins seneste MR-scanning, som er fra 6. januar 1996, viste kun en lillebitte plet, som sandsynligvis er arvæv fra den forsvundne svulst.

Whitaker, J. "Everyone's Health Is at Stake If We Lose This Therapy." Health & Healing Supplement (February 1996), 4.

Undertiden hindrer autoriteter fra kræftindustrien endog patienterne i overhovedet at nå frem til den alternative behandler. I 1995 fik 6-årige Adrian Chavez fra Contra Costa i Californien et tilbagefald af leukæmi. Læger ved Children’s Hospital i Oakland genoptog hans kemoterapibehandling, men da antallet af hvide blodlegemer fortsat steg (et tegn på, at leukæmien forværres), tog Adrians mor ham med til en ekspert i urtemedicin.

Ugen efter ringede en læge til Adrians mor og krævede, at hun kom ind på hospitalet med ham næ*ste dag. Da hun nægtede, ankom politiet og en repræsentant for den amerikanske pendant til børne*værnet hjem til hende og fjernede Adrian med magt og tvang ham til at få kemoterapi - mod både moderens og barnets vilje. Ifølge en rapport fra Associated Press ”vil man fjerne syge børn fra deres hjem, hvis lægerne advarer om, at deres liv er i fare”. Faren her består i kræftindustriens ubestridte status som første og eneste behandlingsmulighed.

Associated Press. "Cancer Patient, 6, Seized in Contra Costa." (1995).

Et andet eksempel på, hvordan de lokale sundhedsmyndigheder kan sætte en stoppe for en respek*teret kræftlæges virke på grund af, at han/hun afprøver nye tanker, er tilfældet Sharon Smith, en 40-årig kvinde med diagnosen brystkræft med metastaser til knoglerne. Alle konventionelle behand*lingsmetoder havde svigtet, og hun havde fået at vide, at der ikke var mere at gøre. Denne nedslå*ende prognose gav hende ikke andet valg end at søge efter alternativer til kemoterapi og strålebe*handling.

I oktober 1993 opsøgte hun Lawrence H. Taylor, M.D., en alternativ behandler i San Diego. Dr. Taylor behandlede hende med sit multi-facetterede program og indsprøjtninger af ”Immunostim” (også kendt som 714X), en ugiftig blanding af ammonium-stoffer, kamfer, fosfor og silikatsalte - alt sammen stoffer, som er blevet anvendt inden for lægeverdenen i årevis. Ingen af dem står på FDAs liste over forbudte stoffer, men blandingen 714X er ikke godkendt af FDA. På basis af sine kliniske iagttagelser vurderede dr. Taylor, at 80% af hans patienter oplevede i hvert fald en delvis helbredel*se (en målbar reduktion i svulstens størrelse) efter indtagelse af Immunostim.

Efter at have vist tegn på tilbagefald indfandt Sharon sig igen i dr. Taylors klinik og fik sin anden række af behandlinger i januar 1994. Denne gang viste Sharons røntgenoptagelser, at hendes kræft*sygdom ikke længere havde metastaser til knoglerne. Hun havde taget på i vægt, hendes appetit var bedre, og hendes smerter var forsvundet.

”Hendes onkolog kiggede på røntgenbillederne, så, at svulsterne var blevet mindre, og konstaterede, at hendes smerter var væk, og hun igen havde appetit”, fortæller dr. Taylor. ”Han sagde til hende, at der helt klart var sket noget, men han kunne ikke helt forstå, hvorfor hun havde fået det bedre. Hun fortalte ham så om Immunostim-indsprøjtningerne og de øvrige behandlingstiltag, men han var skeptisk”.

Men i marts 1994 ransagede San Diegos politi dr. Taylors praksis og lukkede den. Sharons onkolog ringede til hans konsultation for at bestille mere Immunostim, men det var ikke muligt at levere, ef*tersom myndighederne havde konfiskeret hans lager af medicin og ikke ville frigive det præparat, som Sharon havde taget gennem længere tid.

På trods af anmodninger fra både Sharons advokat og den behandlende onkolog var der ikke noget at gøre. Onkologen indsendte derefter en anmodning om tilladelse til at forske i Immunostim ved et lokalt universitet, men anmodningen kom for sent til at redde Sharon. Inden for to uger efter, at hun var blevet nægtet adgang til den ikke-skadegørende medicin, blev hun mere og mere træt, og hun mistede igen appetitten. Seks måneder efter, at myndighederne havde lukket dr. Taylors praksis, døde Sharon.

Ingen kan afgøre, om Immunostim kunne have reddet Sharons liv, men den betydelige forbedring, der indtraf under behandlingen efterfulgt af forværring ved behandlingens ophør, vidner om styrken ved denne alternative behandlingsform. ”Der var tydelige beviser på bedring af sygdommen, før hun blev nægtet adgang til Immunostim”, siger dr. Taylor. ”Den store forbedring i hendes helbred sammenholdt med den objektive reduktion i svulstens størrelse, leder en til at tro, at Sharon ville have fået det bedre og bedre, hvis hun var fortsat med behandlingen”.

Sharon er et tragisk eksempel på, hvordan kræftpolitiske interesser kan true patienternes liv. Ikke-giftige præparater anses - på trods af, at deres kliniske effekt er underbygget af tusindvis af patient*beretninger - for at være ”farlige” og ”ikke videnskabeligt beviste” af den etablerede lægeverden. Og samtidig bliver de meget giftige præparater, som slår kræftpatienterne ihjel, ved med at være den eneste offentligt godkendte form for behandling og fortsætter som sådan med at få stort set alle tilgængelige forskningsmidler stillet til rådighed.

”Hovedårsagen til, at vi ikke ser nogen forskning i ikke-giftige stoffer, er, at der ikke kan tages pa*tent på dem, så der er ingen penge at hente for lægemiddelindustrien”, siger dr. Taylor. ”Menne*skets grådighed bidrager stadig i høj grad til at sprede død og ulykke. Kræft er lægernes mest ind*bringende fagområde, og de fleste onkologer vil gerne have, at det skal fortsætte med at være så*dan”. Som følge af brugen af Immunostim og efter pres fra FDA fratog myndighederne i februar 1996 dr. Taylor retten til at virke som læge i Californien.

Kilde...

Systemet straffer gode læger: Tilfældet Glen Warner, M.D.
(reserveret)