Citer:
Oprindeligt indsendt af
Anina
Kræft for viderekomne
At møde sin sygdom
Af Merete Birkelund
Uddrag af kapitel: Alternativ behandling
Den syges skyld og ansvar
Lige så lidt som den lægelige, rationelle sygdomsforståelse kan rumme lidelsen og skubber den væk med flere og flere fysiske kure, ofte med tvivlsom effekt - lige så lidt kan den alternative sygdomsforståelse forholde sig til lidelse. Løsningerne bliver meget lette, og når de ikke virker, er det den syges egen skyld. Det er aldrig teorierne, der er noget galt med. Jeg har flere gange været udsat for meget arrogante reaktioner fra alternative behandlere i forbindelse med, at nogle af mine venner er døde af kræft. Jeg har f.eks. til begravelser hørt alternative behandlere, hvis behandlinger havde slået åbenlyst fejl for den døde, sidde og opremse alle den dødes fejltrin i behandlingen, og samtidig diskutere, hvordan man nu fik lægerne til at anerkende alternativ kræftbehandling, som for dem var den absolutte løsning på kræft!
Døden skal forklares, når kuren ikke virkede: Den syge fulgte ikke sin kostplan, løste ikke sine psykiske problemer, havde et mørkt sind osv. osv. Den syge døde, fordi hun ikke gjorde sit arbejde godt nok. Teorien om de virksomme behandlinger skal opretholdes, og det bliver ofte patienten, der må bære ansvaret for behandlingsfiaskoen.
Personligt tager jeg altid afstand fra de små dommere, som er så kloge, at de kan forklare døden, og kan dømme den døde til "ikke godt nok, om igen!" Vi har lov at håbe på lidt større barmhjertighed i Himlen!
Man er virkelig ude på et sidespor, hvis man ser døden som en fiasko. Den er dog det eneste, vi kan være sikre på her i livet, og en ydmyghed over for, at vi ikke ved hvornår, hvorfor og hvordan vil skal herfra, må være et grundvilkår i gensidig menneskelig respekt. l den alternative sundhedsmoralisme finder jeg personligt langt værre end moralismen af den mere fysiske slags som kampagner mod rygning, fedt og alkohol er udtryk for. I den alternative sundhedsmoralisme sættes sundhed i kroppen lig med sundhed i sindet. Denne teori har enkle forklaringer på meget svære problemer, og mangler ofte forståelsen for, at der er noget, der er så svært, at vi ikke selv kan løse det. At den fysiske krop har nogle barrierer, som er endog meget svære at overvinde.
Inden for det traditionelle behandlingssystem bliver patienterne som regel kun pålagt skyld, hvis de vælger at gøre noget andet, end eksperterne foreslår. Hvis de dør, står eksperterne parat til at fortælle, at de kunne have reddet den syge, hvis blot hun havde gjort, som de sagde. De syge, som gør hvad eksperterne siger, og dør alligevel, må ikke døje med sådanne bebrejdelser. Her er medfølelse og erkendelse af, at der er noget, eksperterne ikke har helt styr på.
Det etablerede system kan dog også give den syge skylden for et dlårligt behandlingsforløb i bebrejdelser om, at man "ikke kom i tide", og det var derfor behandlingen ikke virkede. Nu om dage har ventelisterne dog begrænset disse bebrejdelser! Eller: "Du har røget" og derfor kan eksperterne kun trække på skulderen over for lungekræftpatienterne. De pludselige ændringer i det etablerede systems vurdering af kostens betydning for, at der opstår kræft, kan måske i fremtiden blive brugt på samme måde: "Du har ikke spist nok grøntsager - det kan vi ikke gøre noget ved."
Sålænge kræftårsagerne i vid udstrækning er ukendte, er det temmelig absurd at tale om skyld og ansvar i forbindelse med kræfts opståen. Det giver kun mening, hvis der er tale om årsager, vi selv kan påvirke. Der er selvfølgelig fornuft i at give rygere et vist ansvar for deres lungekræft, men socialklasse og arbejdsforhold spiller også en væsentlig rolle for sygdommen.
Jeg mener ikke, man kan tale om patientens ansvar i forbindelse med sygdommens opståen og udvikling, men det er ikke ensbetydende med, at jeg vil betegne de syge som magtesløse. For vi er i vid udstrækning selv herrer over, hvordan vi vil forholde os til sygdommen. Vil vi gå ind i den meget belejlige offerrolle, som det etablerede system præsenterer os for, eller vil vi selv gå ind og forholde os aktivt og ansvarligt til både behandlingerne og de lidelser, sygdommen påfører os.
Vælger vi offerrollen, giver vi kraften til "de andre" . Så er det de andre, først og fremmest behandlerne, som skal redde os. Vælger vi at sige, at vi selv kan gøre en forskel i den måde, vi forholder os til sygdommen på, så beholder vi i langt højere grad kraften hos os selv.
Vi kan vælge, om vi vil sylte os selv ind i selvmedlidenhed, bruge vore sparsomme ressourcer på at spørge "hvorfor lige mig" - eller om vi vil vælge at sige "hvad kan jeg gøre ved det"? Naturligvis slipper de fleste ikke for at have ondt af sig selv, men det er min erfaring, at bliver man hængende i selvmedlidenheden, giver man ikke sig selv de bedste muligheder for at give sygdommen modspil.
Vi har et ansvar for, hvordan vi forholder os til sygdommen.
Måden at forholde sig til sygdommen har jeg imidlertid selvoplevet som så væsentlig, at den kan have indflydelse på sygdommens forløb. Sommetider har vi muligheden for at påvirke forløbet, andre tider har vi ikke.
Derfor mener jeg, vi bør finde en balance, hvor det er tilladt at tale om, at vores egen indsats vitterligt kan gøre en forskel - men uden at sige, at alle andre så bør gøre lige sådan, for hvert enkelt menneskes ressourcer, muligheder og baggrund er forskellig. I nogle tilfælde er det indlysende, at vi selv kan gøre noget ved belastende livsomstændigheder. I andre er det ikke.
Hvis vi helt ignorerer betydningen af vores egen indsats i en bestræbelse på ikke at give de syge skyldfølelse, fordi ikke alle har mulighed for at give sygdommen modspil - så kommer vi måske til at overse noget af det allervæsentligste i bedring af en sygdomsproces.
Jeg har set mange mennesker dø af kræft, selvom de har gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt - derfor kunne jeg aldrig drømme om at fortælle andre, at de bare skal gøre sådan og sådan, så skal det nok gå.
Jeg har ingen magisk teknik, billig trøst eller letkøbte erfaringer, men jeg har med blod, sved og tårer gennemlevet mit eget sygdomsforløb og erhvervet nogle indsigter omkring mine svulsters skrumpning, som jeg synes er så væsentlige, at jeg ikke bør holde dem for mig selv.
UDDRAG SLUT
:smi054
