For evigt og evigt....

Citer:

---

Skrevet af admin: Jeg har en del af de slettede tråde liggende på det gamle forum. Disse vil jeg overføre ved at poste dem her i samme rækkefølge, de var postet dengang... Det vil tage hundrede år, men jeg gør det alligevel mellem 1-4 tråde hver dag fremover og indtil de alle er her, gældende til den dato vi flyttede forum. #-o Det er selvfølgelig "tilladt" at kommentere, selv om det er gamle tråde.....

---

Skrevet af Anina: Lør Aug 18, 2007 11:30

Når jeg dør.... bliver jeg
tanken, og vil svæve
ad de høje tinder,
jeg har savnet
da jeg levede.

Når jeg dør.... bliver jeg
englen, lyttende til
mit barns hjertelyd
som jeg gjorde
da jeg levede.

Når jeg dør... bliver jeg
drømmen og freden -
til mit sovende barn
som jeg gjorde
da jeg levede.

Når jeg dør.... vil jeg svæve
over tage, gader, haver,
vogte over mit barn
som jeg gjorde
da jeg levede.

Når jeg dør.... vil jeg græde,
savne, mindes og takke
for glædens stunde,
mit barn gav mig
da jeg levede.

Når mit barn dør... vil jeg stå
på tærsklen til den nye tid,
tænde lyset, gå imøde,
drive angsten bort,
som jeg gjorde
da jeg levede...

taknemmelig...

http://img244.imageshack.us/img244/915/morogbarnwv3.jpg

Skrevet af Anina: Lør Aug 18, 2007 12:07

Mit "barn" er snart 32 år gammel, over 190 cm, absolut ikke slap eller hjælpeløs..... og klarer sig fint. Så fint, at jeg har ikke en eneste af de sædvanlige grunde til at være utryg ved hans fremtid.... se spøgelser alle vegne eller male Fanden på væggen.

Men når det er sagt.... oplever jeg, i mig selv ingen forskel mellem opmærksomheden og beskyttelsestrangen nu og før.... og jeg må øjensynlig blive ved med at undres over, hvor stærke disse bånd er og hvor hinsides tid og rum, de er.... Også selv om man ikke svinebinder sit voksne barn mentalt og ej heller snylter på hans liv.... Eller opstiller en række krav, forventninger eller udlever sine egne tabte drømme gennem sit barns liv....

Man træder mange, mange skridt tilbage og giver plads.... meget plads. Og dog bliver man slået, gang på gang... med en forhammer, til en erkendelse.... og så stopper man op i en stum forundring over, at tiden på en gang bevæger sig og står stille, for dybt i hjertet er alting lige så lykkelige og fulde af glæde, som den gang man havde den lille knægt i hænderne og hilste på første gang, som om man altid kendte hinanden...

Og nu når man ser op ind i de samme øjne, snart to meter over jorden... ser man de samme spørgsmål og de samme svar, som dengang... og har de samme følelser, som om tiden stod stille, hinsides rum og liv....

Skal jeg være flov og skamfuld over den stærke oplevelse af moderskabet, eller skal jeg slippe glæden løs, om og om og om igen..... ? :oops:

Skrevet af Anne: Lør Aug 18, 2007 12:50

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anina

Skal jeg være flov og skamfuld over den stærke oplevelse af moderskabet, eller skal jeg slippe glæden løs, om og om og om igen..... ?

---

Det sidste selvfølgelig! Har vi ikke lov til at elske vore børn hele livet, selv om de er 2 meter høje og for længst kan klare sig selv? Jeg gør det og vil have lov til også at udtrykke min kærlighed og mine følelser for dem, lige indtil den dag, jeg dør.

Et pragtfuldt digt, som jeg vil gemme, og et utroligt smukt og kærligt indlæg fra en mor med kærlighed og store følelser for sit barn. Gid alle mødre (og fædre for den sags skyld) tænkte som du, så ville der ikke være så mange forsømte børn og unge!

Tak Anina - du sætter mange tanker i gang. :smi001

Knus, Anne :smi0055

Skrevet af Anina: Søn Aug 19, 2007 10:30

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anne

Gid alle mødre (og fædre for den sags skyld) tænkte som du, så ville der ikke være så mange forsømte børn og unge!

---

Nej Anne :smt058

Som os :smi003

Jeg tror, at den slags "digtning" kan vække forskellige følelser i folk, afhængig af hvem læser med.... Disse "forsømte børn og unge" kommer fra familier, hvor forældrene ikke var så heldige med at kunne lægge afstand til deres egen fortid, og havde ikke modet eller styrken til at konfrontere de traumaer og vanrøgt, de selv havde været udsat for og hvor de ikke selv havde en chance for at lære, hvordan man kan bestræbe sig på at være gode forældre...

Det er jo ikke noget man bare bliver nogensinde. Det er noget, man højst kan bestræbe sig på at være.

Da jeg var yngre, tænkte jeg ofte på det meget mere "forenklet" end jeg gør i dag. Dengang tænkte jeg, da jeg så scenarioer forældre-børn-imellem, der var brutale, kolde eller forsømmelige - da tænkte jeg: "hvorfor gør de det ikke bedre? De kunne jo bare gøre lige som jeg - at løsrive sig fra en dårlig fortid og bare starte forfra igen, på en god måde.... ligesom jeg selv gjorde...." osv.

Men i de senere år har jeg fundet ud af, at det er ikke noget man bare kan gøre.... Nogle er heldige, som jeg - at være født stridbare fra fødslen + have været udsat for så tydeligt psykisk vanrøgt, at selv for et lille barn var der ikke nogen tvivl overhovedet om, at dette umuligt kunne være "min skyld", hvorfor jeg så forholdsvis nemt kunne distancere mig fra en dårlig fortid og komme videre.

Andre, de mindre heldige - de havde været skadet så diffust og så svært at definere/tydeliggøre, at de i årene derefter ikke kunne blive enige med dem selv om det var deres egen eller deres forældres skyld.... hvad der er overgået dem dengang i fortiden. Derfor havde denne uro og denne overhængende "skyld" de ikke kunne frigøre dem fra - lidt efter lidt - ødelagt deres selvværd eller evnen til at udvikle selvværd.... Og uden et respektfuldt og værdsættende forhold til sig selv - er der sørme svært at have overskud til at dele ud af til ungerne.

Når far og mor, eller èn af dem selv kæmper, ofte forgæves, mod fortidens spøgelser... kan de højst videregive til børnene, hvad de selv havde modtaget fra deres egne forældre - og netop dette er meget ofte det modsatte af, hvad børnene har brug for og godt af... Og på denne måde fortsætter fortidens arv videre og videre gennem generationer, indtil der bliver født en stridbar strigle som jeg, der fra første færd gør oprør og forkaster det skidt, forældrene i deres uvidenhed forsøger at sende videre til een.

Oprøret og afvisningen af "arven" havde haft sine omkostninger og har gjort mit barneliv til et Helvede på Jorden, men på den anden side har netop det samtidigt fjernet faren for, at det samme Helvede skulle bare fortsætte livet igennem, til jeg skal lukke mine øjne for sidste gang.... Så i den sidste ende var det ikke spildt, selv om det var hårdt.

Og du har fuldstændig ret! :smt057 Der er ikke noget at gemme og skjule her..... Det er faktisk mere en ære, både at have en så god en anledning og at have formået at fastholde en moderkærlighed uforandret og trofast + at have fortsat de samme gode grunde til at bevare og fastholde.... Hvis der er så nogen, der skulle finde det "sukkersødt", "utroværdigt", "Morten Korch`sk" eller "sygt" - må de komme frem for at blive hjulpet til at ændre deres problem, fjerne deres egne hæmninger gennem udvikling af indsigt og følelsesmod eller.... må de tie :smi039

Skrevet af Anne: Søn Aug 19, 2007 11:48

Jamen du har jo så ret, Anina. De baner havde jeg slet ikke tænkt i.

Langt de fleste forældre gør det jo sikkert, så godt de evner og magter - og man skal nok også være født som en viljestærk og oprørsk person for at bryde den uheldige sociale arv.

Heldigvis lykkes det da også for mange, men det koster en hård kamp.

Jo mere jeg læser indlæg som dit, Anina - og andres i samme situation, desto mere priveligeret føler jeg mig selv, som er vokset op i kærlige og varme omgivelser. Godt nok har jeg også været ude for lidt af hvert i mit liv, men i min barndom og ungdom har jeg "flydt med strømmen" - resten har jeg selv været herre over.

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anina

Hvis der er så nogen, der skulle finde det "sukkersødt", "utroværdigt", "Morten Korch`sk" eller "sygt" - må de komme frem for at blive hjulpet til at ændre deres problem, fjerne deres egne hæmninger gennem udvikling af indsigt og følelsesmod eller.... må de tie

---

Lige nøjagtig! :smt058

Knus, Anne :smi0055

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anina

Og nu når man ser op ind i de samme øjne, snart to meter over jorden... ser man de samme spørgsmål og de samme svar, som dengang... og har de samme følelser, som om tiden stod stille, hinsides rum og liv....

---

Sov, mit barn
jeg vugger dig
og kysser dine kinder
jeg prøver med min kærlighed
at gi' dig søde minder

Sov, mit barn
jeg vugger dig
og stryger dig på håret
jeg prøver med min kærlighed
at bøde lidt på såret

Sov, mit barn
jeg vugger dig
og synger ganske stille
jeg prøver med min kærlighed
at nå dit hjerte lille

Ved ikke hvem har skrevet den....

:smi054

En lykke, jeg aldrig har vidst kunne findes,
en lykke ufattelig, ordløs og rig,
sprang ud af mit hjerte den nat, da jeg hørte,
så fjerne de første små, klynkende skrig.

Da glemte jeg smerte og veer og tårer,
forsvundet var måneders mødige fjed.
Al uro og længsel og angst i mit hjerte,
forvandles til en usigelig fred.

Et under er hændt mig, en kostelig gave,
er sendt mig fra Gud og lagt i min favn.
et spædt lille væsen med bundløse øjne,
har slukket dybt i mig et ubevidst savn.

Ja, dette er underet, ingen kan fatte,
en levende gave, et barn, der er mit.
jeg bøjer mig ned over puden og smiler,
og mærker selv smilet, bevæget og blidt.

Jeg bøjer mig ned over puden og smiler.
Åh, barnløse kvinder det under jeg Jer.
Kun den der har kysset sit barn når det sover,
kan sige: NU VED JEG HVAD KÆRLIGHED ER.

:smi054

(Anonym....?)

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anina

En lykke, jeg aldrig har vidst kunne findes,
en lykke ufattelig, ordløs og rig,
sprang ud af mit hjerte den nat, da jeg hørte,
så fjerne de første små, klynkende skrig.

Da glemte jeg smerte og veer og tårer,
forsvundet var måneders mødige fjed.
Al uro og længsel og angst i mit hjerte,
forvandles til en usigelig fred.

Et under er hændt mig, en kostelig gave,
er sendt mig fra Gud og lagt i min favn.
et spædt lille væsen med bundløse øjne,
har slukket dybt i mig et ubevidst savn.

Ja, dette er underet, ingen kan fatte,
en levende gave, et barn, der er mit.
jeg bøjer mig ned over puden og smiler,
og mærker selv smilet, bevæget og blidt.

Jeg bøjer mig ned over puden og smiler.
Åh, barnløse kvinder det under jeg Jer.
Kun den der har kysset sit barn når det sover,
kan sige: NU VED JEG HVAD KÆRLIGHED ER.

---

Hvorfor får jeg en klump i halsen og fugtige øjne, hver gang jeg læser dette digt?

Jeg fik det fra en god veninde en gang for mange år siden! :razz:

Anne :smi055

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Anne

Hvorfor får jeg en klump i halsen og fugtige øjne, hver gang jeg læser dette digt?

---

Fordi du er dig og har aldrig glemt det som er det bedste i livet - tillidsfulde barneøjne, der ser på èn uden den midste skygge af tvivl. Lutter accept og lutter tillid. Kan noget andet overhovedet måle sig med det? :smi054

Det var den gang, at jeg havde revideret, for tid og evighed, mine tidligere forestillinger om kærlighed og fra da af havde jeg stillet krav om betingelsesløshed - jeg aldrig siden har fraviget... igen. :smi022

Mitt vakreste øyeblikk var da jeg fikk min vidunderlige sønn på maven etter fødselen. :smt049 Jeg kjente ham allerede. Jeg hadde snakket med ham i 9 måneder. Jeg sang for ham, spilte musikk og elsket dette barnet som ....så forunderlig vokste inne i meg. Jeg visste at jeg ville få en sønn...intuitivt. Jeg snakket til HAM i hele svangerskapet.

Så kommer øyeblikket da jeg fikk se ham...dette nydelige barnet, og jeg visste bare at vi hadde valgt hverandre......

Kjærligheten kom til meg også. Ubeskrivelig! :smi0055

Nydelige dikt! :august6 Beskriver alle årene....