Skrevet af Anina: Lør Sep 08, 2007 15:13Citer:
Skrevet af admin: Jeg har en del af de slettede tråde liggende på det gamle forum. Disse vil jeg overføre ved at poste dem her i samme rækkefølge, de var postet dengang... Det vil tage hundrede år, men jeg gør det alligevel mellem 1-4 tråde hver dag fremover og indtil de alle er her, gældende til den dato vi flyttede forum. #-o Det er selvfølgelig "tilladt" at kommentere, selv om det er gamle tråde.....
Eiiiii Anne.... det skulle du aldrig have spurgt om :ny20Citer:
Oprindeligt indsendt af Anne
I min egen verden findes der bare intet, der kan måle sig med den stille optagethed af et stykke håndværk, der i hænderne på een forvandler sig til en smuk brugsgenstand....
Efter at have levet i "miljøet" under min egen uddannelse og har været gift med en kunstmaler for mange år siden - har jeg mistet min "barnetro" omkring tilblivelsen af et kunstværk og erfarede, at der er meget, meget langt imellem ægte kunst i det virkelige liv.... Nærmest i overensstemmelse med, at jo flere "fantastiske" anmeldelser - jo mere humbug gemte sig under et tykt lag fernis.... Jeg har, i den grad mistet respekten for nyere kunst til fordel for brugskunst.... der helt automatisk nærmest kunne "bevise" sig selv som værende vellykket eller mislykket.
Da jeg så var lige blevet flyvefærdig som kunsthåndværker..... blev min søn født og min verden blev ændret 100%. Væk var mulighed for at arbejde 24/7 og promovere sig selv.... "mingle" og skabe opmærksomhed for at komme videre, skabe sig et navn og fortsætte derfra. I stedet for at forblive kunsthåndværker - er jeg blevet tegner og begyndte at arbejde hjemmefra, for ikke at skulle forsømme den lille knægt, der sådan bare havde valgt mig til sin mor :smi054
Gennem de efterfølgende år har jeg udrettet meget indenfor "kunsthåndværk", men altså kun i det private regi, hvor alt vores tøj, hans og mit er blevet fremstillet efter alle kunstens regler og vi begge lignede i den grad en million, at det er svæt at forestille sig i dag.... Min forkærlighed for at kunne fordybe mig over et stykke frakke, en flyverdragt eller en cardigan stammer derfra og har aldrig forladt mig, selv om andre begivenheder havde medvirket til, at jeg heller ikke kunne fortsætte med det efterhånden som årene gik....
Havde jeg muligheden i dag - dvs. helbred til at arbejde mindre (jo, jeg ved godt at det lyder omvendt, men når man ikke har tilstrækkeligt med helbred=kræfter - tager tingene det længere tid, for at nå det samme) - ville jeg helt sikkert nyde at vende tilbage til datidens store og fine oplevelser med at se sine ting blive færdige og påskyndet.
Jeg havde nydt at strikke med tykke pinde, store overtøjsstykker af flere garntyper, tykkelser, farver, struktur og kunne sagtens finde på at sidde bøjet over et stykke svært striktøj i måneder ad gangen, til de var færdige.... kombineret i relief og glate flader.... nærmest maleriske farvefelter, forbundet med hinanden med håndflettede borter og snorkanter.... Et strik-maleri nærmest....med vindspærre, mellemfor og for til sidst....og èt man kunne iføre sig i vintertide, gå ud godt beskyttet mod selv det værste vejrlig, og få folk på gaden til at gå ind i lygtepæle af bar forbavselse over synet af noget, de aldrig nogensinde troede var muligt at se i bevægelse og i hverdags brug. Det sidste var selvfølgelig meget flatterende, men det der gjorde det det hele værd var alle de mange måneder, der er gået forud....
Jeg havde aldrig vidst på forhånd, hvad det hele ender med... Jeg havde ingen opskrifter og efterhånden som arbejdet skred frem, havde jeg et mere og mere klart billede af, hvad det var jeg var på vej imod... og godt og vel halvvejs i projektet - vidste jeg nogenlunde hvad det næste jeg skulle gøre dagen efter, for at opnå det slutresultat, der bare svævede løs for mit indre blik. Jeg har også været så heldig, at når jeg først har lært ikke at svigte den første tanke, den første idè.... lykkedes det altid til sidst og kunne regne med at blive både stolt og tilfreds.... Det gjorde faktisk intet, at "værkerne" var til eget brug og skulle ikke udstilles nogen steder... Selv om de grådige blikke på gaden, afslørede nogen gange, at det ville nok ikke være helt tosset at prøve kræfterne med.
Men knægten skulle jo fortsat have mad hver dag og tag over hovedet.... så det var helt udelukket at kunne finde tid og midler til at financiere forberedelserne til den slags begivenhed. Jeg måtte hellere holde mig til det, der gav smør på brødet her og nu. Men jeg kommer aldrig til at glemme følelserne og den sindighed, hvormed man bare lod pindene bestemme og sine egne instinkter råde.... til "pinde-couturen" var færdig.... og man allerede havde i nogen tid leget med et nyt tankebillede af, hvad skulle blive det næste :smi065
Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at kunne arbejde med håndarbejde på denne måde igen.... for helbredet kræver at min arbejdstid ikke kan blive mindre, men faktisk stigende. Taget i betragtning, hvilke uværdige betingelser gælder ofte for at få sygdomsbehandling og evt. rekonvalescens - regner jeg faktisk ikke med, at jeg nogensinde kommer væk fra arbejdsmarkedet... og tror derfor, at mit sidste svendestykke er allerede fuldført for længe siden og der kommer ikke flere... Men jeg har altså et lager af garner, der siger spar to til. hvad man forestiller sig at kunne finde i et privat hjem.... Jeg har masser af compositgarner i massivt boucle, tunge uldgarner spundet af flere farver og strukturer... , svære silkegarner med og uden glans... jeg har hvad hjertet kan begære og nok til flere års arbejde på mange flotte genstande.... Jeg kommer aldrig til at rydde dem væk, for den dag jeg gjorde - kunne jeg lige så godt opgive alt håb og på alle punkter.... snøft.
Hmm.... jeg kunne godt se, at dette svar til Anne er lige pludselig "løbet løbsk" og jeg har derfor flyttet det hertil, hvor det ikke er off topic
"Ses" :smt039
