Citer:
Liselott Blixt (DF):
Hvad er ministerens holdning til, at patienter, der har været hos en af de få speciallæger, der har stillet diagnosen ME/CFS og derfor opfordrer patienten til at blive henvist til den rette behandling såsom muskelbiopsi og hjernescanning, oplever, at egen læge ikke vil udstede henvisningen trods speciallægens opfordring, og vil ministeren oplyse, hvilke planer regeringen har for at forske i årsagerne til ME/CFS' eventuelle smitteveje og behandling af XMRV og ME/CFC?
Kl. 18:38
Den fg. formand (Karen J. Klint):
Værsgo til ministeren, måske til en oversættelse.
Kl. 18:38
Ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen):
Det skal jeg ikke begive mig ud i. Jeg er imponeret over, at det lykkedes at få læst spørgsmålet op på en så flot måde.
Spørgsmålet består af to dele, for det første en del, der drejer sig om spørgsmålet om lægers adgang til at henvise patienter til en udredning og behandling på bl.a. sygehuse, og for det andet en del, der drejer sig om spørgsmålet om forskning i – og nu er jeg så på den – af ME/CFS, også benævnt kronisk træthedssyndrom. Der kom jo så oversættelsen: Kronisk træthedssyndrom.
Jeg er af den opfattelse, at besvarelse af spørgsmålets anden del, altså spørgsmålet om ME/CFS, forudsætter en noget mere grundig redegørelse, end der er basis for at man kan komme med her i dag under besvarelse af et almindeligt, mundtligt § 20-spørgsmål. Det vil altså efter min vurdering falde uden for rammerne af en besvarelse af et mundtligt § 20-spørgsmål. Jeg skal derfor venligst foreslå spørgeren, at anden del af spørgsmålet stilles som et udvalgsspørgsmål til skriftlig besvarelse.
Hvad angår det første om lægers adgang til at henvise patienter med eksempelvis symptomer på kronisk træthedssyndrom, er jeg af den opfattelse, at det er en ren lægefaglig vurdering, hvilke undersøgelser der er nødvendige i et udredningsforløb. Og det tror jeg siger sig selv, at det kan eller vil jeg ikke blande mig i som minister. Den alment praktiserende læge eller speciallæge, der udreder en patient, kan derfor selv bestille de nødvendige undersøgelser, som den pågældende læge måtte finde behov for, eller videresende patienten til en udredning på et sygehus, hvis han eller hun finder, at der er behov for mere specielle undersøgelser.
Jeg kan tilføje, at regeringen er meget optaget af, at landets patienter, herunder patienter med bl.a. symptomer på eksempelvis kronisk træthedssyndrom, hurtigt bliver udredt og henvist til videre behandling. Det er også baggrunden for, at det frie udvidede sygehusvalg ved hjælp fra spørgerens parti også omfatter diagnostiske undersøgelser på sygehuse fra den 1. januar 2010, både til brug for den alment praktiserende læge og speciallægens udredning af bl.a. patienter med kronisk træthedssyndrom, for det kan selvfølgelig også være i forbindelse med andre patienter.
Kl. 18:41
Den fg. formand (Karen J. Klint):
Værgo til spørgeren.
Kl. 18:41
Liselott Blixt (DF):
Problemet er nok, at den her sygdom ikke er så anerkendt, og at der ikke er så mange, der kender sygdommen, og at det mange gange bliver kaldt en psykisk sygdom i stedet for. Samtidig vil jeg sige, at jeg har fået svar fra ministeren på et andet spørgsmål, hvori jeg var inde på emnet henvisninger. I svaret står der, at en henvisning skal betragtes som et forslag til sygehuset om at undersøge og behandle patienten ud fra helbredsoplysninger, som lægen har givet om patienten. Sygehuset er imidlertid ikke bundet af en henvisning, uanset hvilken læge den kommer fra, og patienten har således ikke ret til en bestemt undersøgelse eller behandling, som den ansvarlige sygehuslæge ikke finder fagligt begrundet.
Det er nok der, problemet er. For vil det ikke sige, at hvis en speciallæge henviser til en hjernescanning eller en muskelbiopsi, kan alle sygehuse faktisk sige nej, hvis man mener, at det ikke er relevant? Og det vil sige, at en sygdom som ME/CFS, som af mange ikke bliver anerkendt, jo ikke kan blive diagnosticeret.
Kl. 18:42
Den fg. formand (Karen J. Klint):
Værsgo til ministeren.
Kl. 18:42
Ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen):
Hvis den pågældende specialist på et sygehus på det område, som patienten er blevet henvist til, ikke kender den undersøgelse, som den praktiserende læge foreslår som relevant, kan den pågældende ikke bare sende patienten ud i intetheden, når vedkommende er blevet henvist for at få eksempelvis en eller anden hjernescanning. Så må den pågældende speciallæge sørge for at finde ud af, hvad det så er, man vil tilbyde af behandling, netop fordi man er specialist. For der er altså kommet en patient, som har et problem, nemlig kronisk træthedssyndrom. Og hvis man ikke mener, at det er en hjernescanning, der skal til, og det er det, den praktiserende læge har bragt i forslag – jeg skal ikke kloge mig på, hvad behandlingen skal være – må man jo netop som specialist finde ud af, hvad man så vil gøre. Men det siger jo sig selv, at man ikke bare kan sende folk ud i intetheden og sige: Fordi vi ikke er enige med den praktiserende læge, fejler du slet ikke noget, hr. patient, så bare hjem med dig igen. Det går jo ikke, så skal lægen gøre noget andet.
Kl. 18:43
Den fg. formand (Karen J. Klint):
Værsgo til spørgeren.
Kl. 18:43
Liselott Blixt (DF):
Problemet i forbindelse med disse patienter er netop, at de ikke kan få en læge til at henvise dem til behandling eller undersøgelser, der gør, at de kan få påvist, at de har den her sygdom. Der er faktisk mange, der har kontaktet mig, det drejer sig ikke kun om én sag, det drejer sig om flere sager gennem de sidste par år, hvor man ikke kan få lægen til at henvise sig til behandling eller undersøgelser, der gør, at man kan få påvist, at man har den her sygdom. Der har også været problemer i andre lande, men man har netop fået påvist, at det er en virus, der gør, at man får den her sygdom, det er en virus på nervesystemet.
Mange af de her patienter bliver behandlet med det, som man populært kalder TERM-modellen, der blev lavet for, at en praktiserende læge ikke behøver at sende en videre til en psykiater, men faktisk kan sidde og behandle patienten på sit eget kontor uden at gå ind i, at det drejer sig om en fysisk sygdom. Det vil sige, at de bliver behandlet, som om det drejer sig om en psykisk sygdom i stedet for. Og det vil sige, at den ikke er anerkendt. Der er mange tilfælde ude i landet på, at man ikke kan komme videre. Hvad er ministerens svar til disse patienter? Hvad skal de gøre, når der ikke er nogen, der vil anerkende sygdommen?
Kl. 18:44
Den fg. formand (Karen J. Klint):
Værsgo til ministeren.
Kl. 18:44
Ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen):
Jeg kan ikke gå ind i den konkrete sygdom, for den kender jeg jo af gode grunde ikke noget som helst til. Jeg kender da også mennesker, der har sygdommen, og jeg tror personligt ikke, at det har noget at gøre med noget psykisk, :hvad?: men allerede der går jeg som minister for langt, for det kan jeg ikke vide noget om. Og det er sådan set også set fra en politisk synsvinkel ligegyldigt, om det drejer sig om en somatisk sygdom, eller om det drejer sig om en psykisk sygdom, eller hvad det drejer sig om. Faktum er, at patienten har en sygdom, der gør, at man bliver unormalt træt i forhold til andre mennesker. Og det er da stærkt ubehageligt, man kan ikke deltage i almindelige sociale sammenhænge, man kan ikke passe et arbejde, og man kan heller ikke køre bil, fordi der er risiko for, at man falder sammen. Man står op om morgenen, og man er træt med det samme.
Det er jo handicappende på alle mulige måder. Det vil sige, at patienten har et problem, som sundhedsvæsenet må tage sig af. Og det, jeg så synes at vi som ansvarlige sundhedspolitikere bare skal forlange, er, at sygehusvæsenet skal gøre noget ved det. Hvis det er psykisk, skal man finde ud af at gøre noget ved det den psykiske vej. Det kan vi to så have en privat holdning om nok ikke er den vej, man skal gå. Men det må sygehusvæsenet finde ud af. Man kan ikke sende folk ud i intetheden.
Hvis det er sådan, at man har et problem og der er en specialist, der mener, at det kan vedkommende ikke hjælpe med, fordi vedkommende er specialist i noget psykisk, jamen så må man tilbage til den praktiserende læge, og så må den praktiserende læge finde en ny, som patienten kan blive henvist til. Man må blive ved, til folk er blevet ordentlig udredt. Det er klart, at det er belastende for patienten at vente på at blive ordentlig udredt. Det er også derfor, vi har lavet den her udredningsgaranti, det udvidede frie valg inden for udredningen, sådan at patienterne hurtigt kan blive diagnosticeret. For først når man er diagnosticeret, kan man begynde en egentlig behandling.
Kl. 18:45
Den fg. formand (Karen J. Klint):
Værsgo til spørgeren.
Kl. 18:45
Liselott Blixt (DF):
Jeg tror ikke lige, jeg fik svar på, hvad den enkelte patient skal gøre. Der er en specialist, det er ikke en praktiserende læge, men en, der er specialist i den her sygdom, og som kan diagnosticere den, og som henviser de her patienter til nogle undersøgelser for at være hundrede procent sikker i forbindelse med at diagnosticere sygdommen.
Det er der, den går i stå. Nogle steder i landet kan man, andre steder i landet kan man ikke. Og det er lige præcis i den situation patienterne skriver til mig og spørger: Jamen hvad skal jeg gøre? Hvor skal jeg gå hen, når man alle steder siger stop?
Kl. 18:46
Den fg. formand (Karen J. Klint):
Værsgo til ministeren til afslutning af besvarelse af spørgsmålet.
Kl. 18:46
Ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen):
Patienten skal holde fast i sin praktiserende læge. Så længe patienten føler sig syg og ikke har fået den relevante behandling, skal patienten holde fast i sin praktiserende læge og sige: Jeg er syg. Og hvis den praktiserende læge i første omgang har sendt patienten videre, er det, fordi den praktiserende læge også mener, at der må være noget galt.
Så man er nødt til at holde fast, uanset om det her kan være svært. Uanset om det er svært at finde ud af, hvad den pågældende patient fejler, og hvilken behandling den pågældende skal have, skal den pågældende holde fast i sin praktiserende læge. Og føler man ikke, at man får den rigtige opbakning, føler man, at man bliver ignoreret, så må man klage over den person, som man ikke føler tager én alvorligt. Det er sådan, det er. Og man skal holde fast i sin praktiserende læge, indtil man er endelig udredt.
Nå, men den praktiserende læge "belønnes"/"straffes" jo for mængden af henvisninger, og "belønnes" med TERM. Og så falder "straffen" igen, fordi patienten jo "bare" kan klage over den praktiserende læge. Det forbedrer jo ikke ligefrem forholdet til den praktiserende læge, som i forvejen er overbebyrdet pga. lægemangel. Men nu skal disse pressede læger så også bruge tid på klagesager, fordi man vil spare på sygehusbehandlinger - og dermed skattekroner.:smt102
