Er vi dumme eller sløve? Er vi undertrykte? Eller undertrykker vi os selv?
Hvad er "nok"? Hvad er "stort"? Hvad er mod eller er der grænser for hvad vi kan gøre? Eller vælger vi blot at begrænse os til, hvad vi allerede kender, fordi vi ikke selv tror på, at intet er for stort, for vigtigt, for sofistikeret eller for uopnåeligt for en almindelig kvinde?
Vi er alle født almindelige; vi er alle født nøgne og vi er alle født hjælpeløse - mænd som kvinder. Bea skrev noget tankevækkende her sidste år....
(afbrudt af tanken: "...åh nej, jeg glemte lige, at allerede i går formiddag har jeg lagt tørrde hvide bønner i blød og skulle faktisk have kogt dem allerede i går aftes... Må hellere få det gjort nu, så de ikke går til spilde...."
20 minutter efter... "sådanne bønner, kogt og smidt i fryseren kan senere bruges som proteintilsætning i supper og sammenkogte retter, i stedet for kød eller som supplement. Vi spiser i forvejen for mange nemme kulhydrater, når tiden er knap.... og for 40 kroner for to poser tørrede øko-bønner kan man få en fin erstatning for kød til mange hundreder penge... Sundt, billigt og tidsbesparende, når man endelig får taget sig sammen til at få det gjort....
Men det er altså ikke lige til.... med de bønner altså.... Man skal have dem købt. Man skal have dem lagt i blød i mindst 12, men helst 24 timer. Man skal have hældt iblødningsvandet ud, da bønner indeholder et giftstof der skal væk, før man kan koge dem. Og endelig, skal man passe gryden mens bønnerne koger i den time der skal til, før de er møre og spiselige.... Efterhånden som gryden kommer tættere på kogepunktet - dannes der mere og mere skum på overfladen af kogevandet... Hvis man ikke passer på - vil skummet presses ud af gryden og flyde ned på komfuret... man senere får et hyr med at reng'øre. Dette skumstads er altså ikke sådan til at få af igen... når det først er indtørret og brændt i rundt om kogepladen og på siderne af gryden... så der skal hele tiden holdes øje....")
Hvor var jeg hen? Jo, det var noget vigtigt Bea har skrevet et andet sted herinde...
Citer:
Oprindeligt indsendt af Bea
Lige nu arbejder jeg selv meget med nogle store spørgsmål. Hvem er jeg, sådan helt på bunden? Hvad vil jeg med mit liv? Hvad er vigtigt i mit fremtidige liv, arbejde, hvad er jeg god til, falde til ro o.m.a.
Bea :-k
(afbrudt af tanken: "Hmm... tom i hovedet efter denne afstikker til køkkenet.... :-k Må hellere se efter en gang til, hvad var det jeg ville sige lige inden.... shit - nu skal jeg lige se til gryden igen... det lyder som om "noget" vil ud....
...oki. Nu buldrer det ikke så livligt mere og jeg havde sat timeuret til 25 minutter, før jeg skal se til bønnerne igen... Hvad Fanden var det, jeg ville skrive om i dag? Tænke... tænke... tænke... hvad fanden var det jeg tænkte før hensynet til husholdning havde brudt ind i mine tanker?" :-k )
Citer:
Oprindeligt indsendt af Bea
Lige nu arbejder jeg selv meget med nogle store spørgsmål. Hvem er jeg, sådan helt på bunden? Hvad vil jeg med mit liv? Hvad er vigtigt i mit fremtidige liv, arbejde, hvad er jeg god til, falde til ro o.m.a.
(Igen-igen afbrudt af tanken: "Hmm... jeg har lige spist en banan... skulle gerne hjælpe lidt på energi til at tænke... Men så skulle jeg op og smide bananskrallen ud i affaldsspanden ude i køkkenet.... ellers kom der en masse små bananfluer igen... Var jeg en typisk mand - ville bananskrallen få lov til at ligge i fred til den gik i forrådnelse, mens de ikke ville lade dem hytte ud af "skriveinspirationen".... Så skidt være med bananfluer..." )
OK. Jeg tror at det jeg ville tænke igennem var noget om de begavede mænd, der 'bare' kan opretholde fokus og præstere nærmest hvad som helst, hvorimod os kvinder, vi når ikke mændene til sokkeholdere, vel?
Hmm... hvad er det egentlig, der gør mændene så "begavede", at de findes i overtal alle vegne, hvor der skal kreeres noget? Er det deres hjerne, der er bedre til at skabe end vores? Eller er det "bare" deres evne til at se bort fra alt andet, end det de er i gang med? Uanset at det de ser bort fra, ville hurtigt kunne skade deres eget bagland.... endda deres egen eksistens - sundhed, ernæring, social omgang med andre... Næ... det behøver de ikke kede dem selv med... de har jo os :smi030
Og hvem er de 'os' så? Vi er de kvinder, der bygger et hjem, der føder børnene, der sørger for at familien trives, der fjerner spytklatter fra spejlet på badeværelset.... holder øje med det daglige, holder os ajourført så vi ikke serverer noget skidt for familien, spejde opmærksomt efter alskens 'farer' der kunne true vores kære... Og vi er også dem, der konstant får besked på, at vores hjerner er 'anderledes', at vi kan ikke 'koncentrere' os på de 'vigtige' emner... at vi tager andre hensyn end vores opgaver udenfor familien og vi er en dårlig arbejdskraft, fordi vi skal have og passe børnene... Nogen endda kommer forbi og "beviser" videnskabeligt, at vi helt enkelt er mindre intelligente end de mænd, der ikke kunne opretholde dem selv, hvis det ikke var for os...
Sikke mange undskyldninger vi har, for ikke at male verdens bedste billeder, komponere verdens bedste musik, udføre verdens bedste forskerarbejde, skrive verdens bedste bøger eller stifte verdens bedste virksomheder... Undskyldninger, søforklaringer - hele bundtet...
Selv når vi bliver ældre - går det ikke meget bedre... Selv om vores tjanser med at holde på hjemmet, sætte børn i verden og få dem ordentlig i vej er overstået.... er udfordringernes tid langt fra forbi....
Først kommer overgangsalder og med denne kommer alskens psycho-filosofiske forandringer - mange af os slet ikke kan komme over, fordi de i den grad undergraver, hvad vi troede var 'os' for tid og evighed før. Andre af os får yderligere andre biologiske 'forlystelser' at fornøje os med... en hormonel inferno, der gør vores liv til helvede i årevis... hvor vi ellers havde så mange og så fine planer om, hvad vi endeligt ville give os i kast med, når vi engang blev ældre og frie for hverdagens trivialiteter... Nu sidder vi altså i stedet, og på skift fryser og brænder; tuder og forstår ikke hvor kommer denne depression fra? Er det kun hormonalt? Eller er det også bygget op gennem mange års afsavn og udsættelser af, hvad der døde langsomt i os af liv, videbegærlighed og skabertrang fordi - vi har stort set - været alene om at bære det jordnære ansvar for vores familier og hvor vores mænd... som vores fædre... havde i mange tilfælde været vores ældste barn, foruden dem vi selv har født...
Derudover kommer snigende en sygdom, der ofte udløses under graviditeten eller, hvis vi er heldige - først samtidigt med overgangsalderen... Lavt stofskifte... af vores gode læger frejdigt afvist som værende tegn på alderdom.
En sygdom, der deler så mange tegn og symptomer med aldersforandringerne, at kun de færreste læger overhovedet er indstillet på at hjælpe.... Det bliver slået i hartkorn med alderdommen og vi får derfor lov til at visne før tid, miste før tid, ældes før tid og forfalde før tid... Aldersdomshjem og langtidsmedicinske hospitalsafdelinger er fyldt med kvindelige lavt-stofskiftevrag udstyret med fejldiagnoser som demente eller sindssyge.... På denne tid og i den alder, de ellers drømte om at nå at fange gamle drømme og realisere dem selv i det, der nu engang var vigtigt for de enkelte, da de var unge og måtte udskyde egne personlige ønsker og drømme til senere. Til senere, til senere, til senere... først skal man være en god datter, så en god elev, en god kone og mor... man må udskyde sig selv til senere, til senere, til senere...
Hovsa? Pludselig sidder vi modne, ældre og gamle kvinder, der forsøger at drømme os tilbage til fortidens ønsker og planer, vi inderst inde ved, at vi ikke længere kan realisere... Ikke i samme omfang og med samme effekt det ellers ville være muligt, hvis vi greb dem, mens de var friske og levedygtige... Vi må finde noget andet - eller må vi lade "noget andet" finde os inden det er for sent. Det er sgu for sent, eller?
(afbrudt af tanken: "Shit!! Jeg glemte lige at se til gryden, selv om uret har ringet... Pyha.. det var lige på falderebet og lige før mine bønner kogte helt ud :oops: , øh... hvad var det jeg tænkte lige før?")
Har du fanget pointen? :smi304
Zuzan: Anina skrev:
Citer:
Hmm... hvad er det egentlig, der gør mændene så "begavede", at de findes i overtal alle vegne, hvor der skal kreeres noget? Er det deres hjerne, der er bedre til at skabe end vores? Eller er det "bare" deres evne til at se bort fra alt andet, end det de er i gang med? Uanset at det de ser bort fra, ville hurtigt kunne skade deres eget bagland.... endda deres egen eksistens - sundhed, ernæring, social omgang med andre... Næ... det behøver de ikke kede dem selv med... de har jo os
Jamen, mænd er IKKE mere begavede end kvinder.
Hele vores vestlige kultur er præget af at måle hinanden på nogle værdier, som gerne skal kunne måles og vejes - og helst på pengevægten i iværksætterkulturen.
Målrettetheden og præstationen = gavn for samfundet.
Og det er SYNLIGT for omverdenen. Spytklatten fjernes konstant, så ingen andre ser den bag hjemmets fire vægge.
De vurderinger - og IQ-test - siger mere om den, der har kreereret målemetoden og testen end om det, der egentlig bør afspejles. Jeg har ikke undersøgt det, men det er sikkert mænd, der har lavet testene.
Lyder det rodet, kan jeg sige det på en anden måde:
Hvis man underkender det, kvinder typisk er gode til, og hvis man ikke måler det, så fremstår de jo mindre intelligente end mænd.
Lav en test, der tester kvinders evner, og mænd ville dumpe i stribevis og fremstå som de rene idioter. :lol:
Og, hvis vi måler os selv på, hvor gode vi er til at fjerne spytklatter på spejlet, så vinder kvinderne klart.
Mit indtryk er da også, at har man penge nok, så man kan betale andre for at fjerne disse spytklatter på spejlene, handle, lave mad osv., så frigøres der enorme kræfter, som kan bruges til det, man kunne tænke sig.
Nogle kvinder vælger, selvom de ikke har penge nok, at kæmpe som gale for denne frihed til at male de flotte malerier - men betaler en høj pris. De er måske barnløse.
Betingelserne for mænd og kvinder er IKKE ens. Kampen for at male de flotte malerier koster langt flere kræfter for kvinder... også i 2007.
Selvom vi har daginstitutioner, offentlige transportmidler osv. osv. her i 2007, så er der STADIG IKKE plads til 2 karrierer i en familie. Det vil ALTID gå ud over nogen i familien, hvis begge forældre vil gøre karriere. Taberne bliver børnene.
Der skal tjenes penge, og hvem tjener mest? Og hvem sidder med den største skyldfølelse over for børnenes ve og vel?
Det er jo yderst sjældent, man hører om, at manden vælger at gå hjemme, så kvinden kan gøre karriere. Også sjældent at høre om enlige mødre, der gør stor karriere. Det lykkes, men meget sjældent.
Så JEG vil fra nu af huske at ROSE mig selv, fordi JEG har været GOD til at fjerne spytklatter, for det har jeg glemt at rose mig selv for, for jeg "kørte med på vognen" og underkendte selv denne værdi. Ingen har givet mig ros eller flere penge for at fjerne spytklatter. Og ingen har bemærket, at de var væk. De er blevet gjort værdiløse.
Men jeg har skabt et godt resultat af største værdi ved at kunne fjerne mange spytklatter osv. - nemlig mit barn, som betyder mest for mig i hele verden. Men det har jeg glemt.
Min store værdi som kvinde er NETOP at kunne have overblik over en million ting samtidig - og det tænker jeg så over, hvordan jeg bruger bedst, når barnet er fløjet fra reden.
Og nej... der er ingen undskyldninger, Anina... men det er meget hårdt arbejde at skulle finde frem til og holde fast i det, man gerne vil.
Årelange "dårlige vaner med dårlige undskyldninger" skal nedbrydes.
Nu skal der virkelig tænkes målrettet for at nå det.
Det får altså sveden frem på panden på mig.
Mit eget spark i r.... er den værste sætning, jeg nogensinde har hørt et menneske sige på sit dødsleje:
Kunne jeg bare lave det hele om!!!
Der er INGEN undskyldninger for ikke at prøve. Så kan man i det mindste sige det på sit dødsleje... uden fortrydelse. Jeg prøvede.
Processen er også af værdi, og den skubbes kærligt videre her på overgangsalderen. :)
Bea: Hej Zuzan. Det du skriver får mig til at tænke på at lære og være i nuet.
Anne: Enormt flotte indlæg fra jer alle =D> . I har virkelig fået sat skub i mine små grå hjerneceller. Der er tusinde ting, jeg gerne ville kommentere, men emnet er så stort, og da jeg ikke kan strukturere mine tanker i øjeblikket, nøjes jeg med nydelsen ved at læse jeres indlæg.
Mit hoved værker stadig og føles, som om det er stoppet ud med vat, så de dybsindige og konstruktive tanker er der slet ikke plads til derinde lige nu. Wink
En ting forstår jeg bedre betydningen af nu, og det er mundheldet: "Bag enhver succesfuld mand står en kvinde!"
Spændende tråd, som gør mig MEGET klogere på, hvorfor vi er skruet sammen, som vi er! :smi019
Bea: Hej Anne og i andre piger. Jeg har det nøjagtigt som du, kan heller ikke rigtig strukturere mine tanker omkring det her emne, som er så stort så stort, men også så betydningsfuldt for at få en god tid i den tredje alder.
Jeg har efterårsferie og nu er det tredje dag, jeg bruger på næsten at gøre ingenting. Sidder ved computeren, går så ind og rydder lidt op, og lægger tøj sammen og så ind til computeren igen. Jeg har været alene meget af tiden, så jeg kan gøre hvad jeg har lyst til. Jeg har bare lyst til at falde helt ned og ikke tænke på alt det jeg skal have gjort. Det er til dels lykkes. Vi skal op i fars hus i morgen, så går den bare derud af igen. Sudan missionen kommer og så skal der gøres rent bagefter. Denne proces har været ved at tage livet af mig, og når det sidste er gjort og nøglerne er afleveret, ja, så falder der en sten fra hjertet.
Derefter skal alt det sorteres som jeg har taget med hjem. Jeg har ikke orket at røre ved det eller kigge på det. Det må komme en dag jeg har lyst til det. Jeg har tilladet mig selv at have det stående i forgangen, selv om det roder. Jeg bliver nødt til at give dette tid, for det er en proces, som er svær for mig.
Far sidder på plejehjemmet og jeg har den største lyst til at tage ham med hjem., så han igen kan føle han er en del af en familie(et fællesskab. Det gør ondt at forlade ham, men hvis jeg gjorde som jeg havde lyst til, ja, så ville jeg brænde helt sammen. Huset er ikke indrettet til loftlift bækkenstol og kørestol. Jeg vil bare så gerne. Hvis far var terminalpatient kunne jeg jo tage orlov, men det er han ikke. Han sidder bare der og lader det meste af det der sker gå forbi ham. De fleste dage ænser han såmænd knap at han eksisterer. Jeg er dog glad for at det ikke ser ud som om han tænker så meget.
Nå men det er ikke den her tråd jeg skal skrive så meget om det. Det er dog disse skelsættende begivenheder, der bl.a får mig til at reflektere og tænke over, hvad det er jeg har lyst til at bruge mine sidste år på.
Mit største ønske er lige nu at få ro i mit sind og være glad igen. Pyt med penge og status, det vigtigste er er den indre ro og den indre glæde. Når den er truet, kravler jeg ind i mig selv og kæmper mine kampe.
Bea :smi004
