Næsten teenager

Min datter var ret "umulig" i går og det varede lidt før jeg fandt ud af, at det jo var fordi hun var ked af noget.
Da jeg spurgte hende, fortalte hun, at hun var ret ked af det fordi S, en pige fra klassen var "efter" hende og blev ved med at chikanere hende. Min datter var ret kørt op over det (hun er MEGET følsom og bliver let ked af det) og havde absolut ikke overskud til at tage i skole, for hun kan ikke holde ud at blive behandlet dårligt. Hun beskrev det som om at hun følte S behandlede hende som et dyr og følte det meget nedværdigende.
Vi snakkede om det og jeg gav udtryk for, at jeg forstår hvordan hun har det. Men jeg foreslog hende også, at hun skal prøve at være ligeglad. og mindede hende om, at hun faktisk er rigtig gode venner med de 2 sødeste piger i klassen og det er hun jo fordi hun selv er en fantastisk pige. Det hjalp hende lidt, men et er at snakke om det. Det er jo noget andet, når hun står midt i det.
Jeg gav hende lov til at blive hjemme i dag, men vi snakkede også om, at det jo bare er at udskyde problemet, for det stopper jo ikke, før hun bliver stærk nok til at stoppe det.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg har tænkt på at ringe til pigens mor, men er ikke sikker på, det er en god ide, for jeg er så gal, at jeg nemt kommer til at få sagt noget forkert, så vil jeg jo skade mere end gavne.
Jeg har også tænkt på at snakke med hendes lærere, som er dygtige pædagoger og vil gøre meget for at hjælpe min datter. Men jeg er bange for, at de alligevel ikke formår at gøre noget ved det.

Nå jeg tror nu jeg ringer til hendes lærer, men vil selvfølgelig gerne have respons fra jer.
For jeg kan mærke det går mig mere på end jeg egentlig var klar over. Det kan jo ikke nytte, at jeg sidder og tuder over det, når hun har brug for at jeg hjælper og støtter hende.

Hej fra Mig.

Hej Pipaluk og velkommen tilbage :)
Jeg havde for et lille stykke tid siden fat i min datters lærer, da det kom mig for øre at pigerne i min datters klasse talte knap så pænt til hinanden ( kaldte hinanden grimme ting osv ), de går i 6. klasse og tonen kan jo godt være hård med en flok teenager :lol:

Han tog det op i klassens time, og nu holder de et pigemøde en gang om ugen, og med det i tankerne så taler og behandler pigerne som reglen hinanden pænt igen.
Min datter har også en periode hvor hun bliver utrolig ked af det, og vil helst være gode venner med hele verden (pigerne i klassen) :lol: men vi har haft en snak om at der sker så meget med dem lige nu, så det er ikke unormalt at "der ryger en finke af panden" Jeg syntes ikke du skal ringe til pigens mor, du risikerer at det så bliver værre, men tager lærer det op uden at nævne navne, så kan det forhåbenlig løses.

Pigerne i min datters klasse er blevet rigtig glade for det tøsemøde hvor de så vender det der har været i løbet af ugen, og de har næsten fået udryddet fnidderen.
håber du får en god snak med din datters lærer.

Hej Pipaluk.

Jeg er glad for at se dig herinde igen - velkommen tilbage.

Jeg mener helt bestemt, du skal kontakte din datters klasselærer og fortælle hende, hvad der foregår.

Emnet "mobning" er heldigvis i dag meget i fokus i skolerne, så hvis hun ellers har en nogenlunde fornuftig klasselærer, så vil hun få gjort noget ved problemet.

De der "tøsemøder" som Helle skriver om, lyder rigtig godt. Jeg har før hørt om sådanne successhistorier, hvor man fra klassens side har imødegået den modbydelige mobning.

Jeg ønsker dig og din datter held og lykke. Det skal nok lykkes at få uvæsenet stoppet i tide - det SKAL det simpelthen, for din datters skyld.

Knus, Anne :smi055

:-k Jeg tror helt bestemt, at også Hejdien havde denne type problemer tæt på livet i forbindelse med hendes datter... engang i den nære fortid. Disse problemer blev vist nok også løst gennem en lærerindsats i klassen... og vellykket endda. Håber Hejdien kommer forbi snart og kan bekræfte, at denne løsning er nok den bedste.

Man kan også benytte "anledningen" til, derhjemme i privaten, at indlede en slags process gennem snak, gerne med udgangspunkt i en god bog om emnet - at skubbe en selvbevidstheds udvikling i gang, så ikke "kun" mobningen afbetinges, men også datterens eget selvværd får en "praktisk" anledning til at udvikle sig, og dette plejer at vare livet ud og under alle livets forhold man kan komme ind i, i tidens løb.

Så hvorfor ikke vende det hele om og sige, at skulle det ske - er det kun godt at det sker nu - tidligt nok til at hun ikke står alene med det hele og kan regne med at nogen står last og brast med en selv... og ellers at benytte anledningen til at starte en modningsprocess for pigen, så hun udvikler et robust og praktisk funderet selvværd - ingen nogensinde vil kunne tage fra hende igen.... når det er fuldbragt en dag i frremtiden.:smi039

Hei Pipaluk! :D

Hyggelig å hilse på deg - selv om emnet er trist. Når jeg leste historien din, så husket jeg en episode med min egen sønn. Jeg vet ikke hvor gammel din datter er, men min sønn var den gangen 8 år. Jeg ble oppringt av en fortvilet mor som fortalte at min sønn hadde vært slem med henne på skoleveien, og at hun ville ikke på skolen igjen. Det var ikke likt min sønn å gjøre sånt, men jeg skjønte at jeg måtte ta tak i det.

Jeg spurte ham om det var sant, og han tilstod. Vi snakket om det, han angret bittert og gikk frivillig helt alene ned til piken og ba om unnskyldning, og sa at han aldri ville gjøre noe sånt igjen. Og det skjedde heller aldri. Du kan være like heldig?

Det er vondt når ungene lider og vi kan ikke tillate det. Men det er ikke bestandig så lett å beskytte de....Jeg håper du finner din løsning.

Kram :smi054

Hej allesammen.

Tak for jeres fine respons.

Jo, jeg fik en god snak med hendes lærer og hendes indtryk af situationen var lidt anderledes - selvfølgelig.
Hun fortalte, at min datter og pigen faktisk også havde det hyggeligt sammen og at det mere handlede om min datters problemer i forbindelse med at sige fra overfor pigen. Og pigens problemer med at sætte grænser for sin opførsel

Den pige det drejer sig om er desværre ikke så heldig stillet som de fleste børn. Hun er klassens tykke pige, som ingen kan lide og som ofte bliver mobbet og dårligt behandlet. Så det er jo ret logisk, at hun ikke ved en masse om hvordan man begår sig.

Jeg fik også at vide, der var fuld opmærksomhed på situationen, hvilket selvfølgelig også beroligede mig.

Om aftenen da hun kom hjem fra fritidsklubben, fortalte jeg hende, at jeg havde snakket med hendes lærer og at jeg havde fået at vide, de også kunne hygge sig sammen. Det måtte hun jo indrømme, men det var egentlig ikke fordi min datter havde lyst til at være sammen med S, og hun fortrød altså, når hun alligevel gjorde det. For mig at se handler det om, at min datter synes det er synd og så forbarmer hun sig over S, men er samtidig flov over at være sammen med hende.
Hun sagde at hvis hun afviste S, havde hun det dårligt, og hvis hun var sammen med hende havde hun det også dårligt.
Så vi havde en lille snak om at stå ved det, man vælger at gøre og jeg sagde til hende, at hun ikke skulle være bange for at miste sin status i klassen, selvom hun var sammen med S.

Da det blev sengetid fik hun det rigtig dårligt og græd over situationen. Hun sagde, hun havde noget at sige, som jeg nok ville synes var ganske forfærdeligt. Jeg svarede, at hun kunne jo prøve mig. Hun fortalte så at hun var bange for at dø og at hun ikke havde lyst til at sove, for hun var bange for at dø, mens hun sov.
Jeg svarede hende, at det slet ikke var så unormalt at have det sådan og at jeg vidste godt hvordan det var, for sådan havde jeg selv haft det, da jeg var omkring hendes alder.
Det må have hjulpet hende at få det sagt, for hun faldt forholdsvis hurtigt i søvn og i morges da hun skulle i skole gav hun ikke udtryk for, at hun ikke ville afsted.

Men det fik mig i gang og jeg har ringet og fundet frem til skolepsykologen, som jeg lige har snakket med. Hun kunne fortælle, at hun netop var i gang med at undersøge hvem hun skulle "se på" og at min datter var blandt dem.
Så :smi009 i næste uge skal hun til sin første samtale hos psykologen.

Så nu kan det kun gå fremad, men det har også været en hård tid. Og selvom det ikke er overstået, så er der ihvertfald taget hul på det.

Hej pipaluk

Ville lige sige hej selv om du har løst problemet :)

Jeg har også teenage pige tæt på livet. Min teenager er den tykke pige i klassen (det har hun altid være , det kan du læse andet sted om her ) i dag er min datter en buttet pige med en dårlig selvopfattelse

Nogen gange når jeg ser på hende kommer jeg til at tænke på den reklame der er på mtv (hvis i ser det :wink:) for anoreksi ...

man ser en pige i et spejl og hun står og tager på sin mave der er en lille smule for meget af (ikke meget ) og kigger på sine hofter som der også er lidt for meget af...

Kameraet zoomer ud og man ser en pige der ikke er andet end knogler og ben , en pige med anoreksi ....

Efter jeg har set den reklame fik jeg sådan en aha oplevelse , jeg tror at det er det min datter ser når hun kigger i spejlet, hun ser den meget tykke pige hun har været (hun har haft 100% overvægt til i dag 10 % og stadig nedad)

Min datter har modsat den pige som din datter kender ikke udviklet sig til en der har svært ved at sætte grænser , snare tværtimod, hun er generet tilbageholdene og meget stille (i skolen :wink:)


da hun for nyligt var udsat for mobning (og det var ikke engang så slemt endda da det kom til stykket ) havde vi også de samtaler hvor jeg forklarede hende at dem der drillede var dem der selv havde problemer , at hun skulle bære over at hun skulle blive stærkere og at hun skulle sige fra osv ....

Og så sad jeg ellers og tude når hun gik i seng for man føler sig så magtesløs når ens unge er udsat for sådanne ting og når de har det så dårligt som de har det ...

I min datters tilfælde var det også en elev der havde det dårligt med sig selv og jeg kontaktede hendes lære og fik også den besked at det stakkels barn ikke havde det godt og det var helt forfærdtligt ...

Men jeg har for længe siden besluttet at mine børn ikke skal være støttepædagoger for andre dårligt fungerende børn.... Det er ikke fair over for de børn der udsættes for slige ting ...

Jeg kan forstå at din datters problem nu er løst, men desværre popper det op igen ..

Jeg har en lære som jeg er lykkelig for , godt nok tager hun mobberen i forsvar ,og godt nok sker det at jeg skal tale og skrive med store bogstaver , men hendes lære lytter til hvad man siger ...

I min datters tilfælde blev det forældre intra der blev hendes redning (det burde være ved lov at sådan et var tilknyttet alle forældre)

Min dattes lære skrev hvad det var der trykkede i en besked til alle forældrene (i min datters tilfælde var det nogle drenge der var hårde verbalt ved hende ) og så oprettede skolen en chat til os forældre ..

og vi kunne så alle diskuttere klassen som helhed og vi som havde problemer med vores børn indbyrdes snakkede så over privat systemet også ...

Og jeg må indrømme at det har hjulpet gevaldigt , min datter er ikke længere ked af at gå i skole og jeg har så fået et indblik i hvad der røre sig i de andre unger også , desværre har vi også i min datters klasse en pige som er meget hård i filten og hvor moderen ikke vil samarbejde med hverken forældre eller lære ......


Men det vi andre forældre fik ud af at vi snakkede sammen og at vi chattede var at vores unger nu støtter op om hinanden det har været meget vigtigt for os at de ikke skulle begynde at holde den dominernde pige ude, men at de derimod skal bakke op om den som nu er udsat for hendes vrede og det har hjulpet ...


Jeg syntes det var godt at du ringede til læren det ville jeg også selv have gjort , vi kan ikke lægge over på vores piger at tage ansvaret for mobningen , altså at sige til dem at de skal være stærke ligeglade og holde ud så stopper det ...

Det skal være en god ting at gå i skole og man skal bestemt ikke være sådan at man går i skole med en knude i maven heller ikke selv om der er noget man har misforstået og man selv er med i det som i din datters tilfælde ....

Hvis ikke skolen er obs og hvis ikke vi selv gør noget for at kommunikere det ud til skolen hvordan vores barn har det, så risikere vi bare at det eskalere og bliver meget værre og kommer derud hvor vi ikke vil have det (min søn har gået på efterskole og i blandt de piger han kendte var der ikke mindre en 10 cutter på den skole )


Men jeg kan kun give dig ret i at det er hårdt at have tøser på den alder (mindes det ikke så hårdt med mine drenge men det har det nu nok været alligevel da jeg har en dreng der måtte skifte skole pga mobning :wink: )

Min datter føler ikke længere at hun blive mobbet (mange gange er det måske kun en følse eller fordi hun er meget følsom) men ikke desmindre så er det en følese vi sammen med skolen skal have væk....

Min datter er blevet gladere ved skolen , men alligevel kom hun og tiggede om en fridag i morgen og hvorfor ...

Jo de skal starte til svømning igen og så skal hun have badedragt på :cry:

Det er at udskyde problemet det ved jeg, men da jeg skulle fortælle at en af vores kats killinger var død (den er givet væk men bor her i området ) og hun blev ked af det og hendes far samtidig afleverede hende for sent og en masse andre undskyldninger ....

Ja så besluttede jeg mig for at give efter , hendes far har smidt nogle penge til et fladskærms tv til hende , så i morgen bliver det tv afhentning i stedet for svømning .. hmmm kors hvor er man nem :D

Nå det var så bare lidt af min mening om mobning og hvordan jeg synes man bør håndtere det....

Men jeg er også meget nærtagende min søn gik også i skole med en af de børn der har det så hårdt med sig selv og familien og det havde nær kostet min søn livet og gjorde at han i to år ikke kunne være herhjemme pga dødstrusler ....

Så jeg har ikke meget tilovers og forståelse for de børn der har det hårdt og som derfor kan få lov til at gå lidt længere , har de det hårdt så hjælp dem fra skolen og systemets side , lad dem ikke løbe friløb vi skader dem i sidste ende ....