Må vi ikke holde os selv sunde og raske?
Vi er ved at miste muligheden for at tage ansvaret for vores sundhed og sygdom, og friheden til at gøre de ting, vi har lyst til og mener er rigtige for os. Det er vigtigt med uhindret adgang til sunde og uskadelige kosttilskud i mængder, der passer til vores behov. EU og lovgivningen på området samt administrationen af den er med til at spænde ben for sundheden i Danmark.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har den 4. februar under et møde i Hørsholm udtalt: "Jeg er liberal. Jeg ønsker, at det enkelte menneske får så stor en grad af frihed som muligt til at bestemme over sit eget liv. I praksis betyder det blandt andet, at den enkelte skal have valgfrihed mellem måden at klare tingene på. Det skal aldrig blive systemerne, som bestemmer".
Hvordan rimer dette med Fødevarestyrelsens og nu Lægemiddelstyrelsens korstog mod kosttilskud og naturmidler som vores fødevarer? Det har intet med liberalisme at gøre, men med overvågning af befolkningen på et område, hvor der ikke er nogen fare for folkesundheden. Tværtimod. De store dræbere er fejl og ulykker på sygehusene, bivirkninger af lægemidler, tobaksrygning, alkohol og den enorme mængde af kunstige kemiske stoffer, som belaster os alle i vores hjem, på arbejdspladserne, i maden, luften og i vandet, vi drikker. Tobakken koster alene 12.000 dødsfald i Danmark årligt. Vi har frihed til at slå os selv ihjel med den, men ikke med kosttilskud, der i årevis ikke har givet blot et enkelt dokumenteret dødsfald.
Det er utroligt, at regeringen og Fødevarestyrelsen i en tid, hvor der skal spares, vælger at bruge mange penge på en overvågende og aggressiv kosttilskudsgruppe, mens der ikke er penge til en ordentlig overvågning af dyrevelfærd, forskning, fødevaresikkerheden og hygiejnen på steder, hvor fødevarer håndteres. Man får mindelser om Fagre nye verden, og om 1984, hvor Big Brother holder øje med alle, der kan tænke, og lader resten af befolkningen drikke og spise sig ihjel foran fjernsynet. Danmark er ikke længere et liberalt frihedssamfund, men et overvågnings- og kontrolsamfund. Demonstrerer man mod noget, kan man risikere at havne på den sorte liste.
Vi må se i øjnene, at penge styrer verden, og at der er kræfter, først og fremmest i medicinalindustrien og fødevareindustrien, der påvirker politikere og embedsmænd til at undertrykke viden om naturlige sundhedsmidler, med henblik på at holde folk i uividenhed om dem. På den måde bevares illusionen om, at sygdom skyldes mangel på medicin, og medicinalindustriens enorme indtjening til aktionærerne samt store eksportindtægter bevares.
En del af forklaringen EU's og den deraf følgende danske fødevarelov dukkede op for nylig, hvor vicepræsident for EU-Kommissionen, Günter Verheugen, [I]advarer om, at medicinalindustrien i Europa er truet og under pres fra især USA. Vi udvikler for få nye lægemidler i EU. Hvad der ikke blev udtalt var, at flere af de store "sællerter" har vist sig at være livsfarlige. Det gælder for eksempel gigttabletter, hormoner til kvinder efter overgangsalderen, lægemidler mod depression og knogleskørhed og ikke mindst kolesterolsænkende lægemidler.
Det er ved at blive klart, at både lægevidenskab og ernæringsvidenskab i mange tilfælde er mere skab end viden, og at man kun kan stole på omkring ti procent af den. Penge styrer resten. Samlet bløder medicinalindustrien sundhedsvæsenet for så mange penge, at der ikke er råd til en ordentlig patientbehandling samt til at vedligeholde maskineri og instrumenter.
Udgifterne til lægemidler er en væsentlig årsag til amternes dårlige økonomi. Politikerne holder hånden over medicinalindustrien, fordi den har en stor eksport og dermed giver gode indtægter til Staten og mange arbejdspladser. Det er også oplagt, at Lægemiddelstyrelsen skeler til det amerikanske FDA (Food and Drug Administration), som for nylig er blevet afsløret som dybt korrupt og styret af medicinalindustrien.
Men Günther Verheugen finder altså medicinalindustrien så truet, at han vil skabe et medicinforum på topniveau, så EU fortsat skal være en ledende spiller på den farmaceutiske udvikling, og næsten ti procent af EU's samlede udgifter skal gå til at støtte den. For medicinalindustriens trivsel er det en fare, at en stor del af befolkningerne bruger kosttilskud, urter og naturmedicin og har stor glæde af dem. Ellers ville de jo hurtigt holde op med dem.
Derfor har medicinalindustrien infiltreret Codex alimentarius, der er FN's og WHO's organ for fødevaresikkerhed (så hvad har Codex egentlig med medicin at gøre?). Desuden drives der en kolossal lobbyisme i Bruxelles for at påvirke politikere og embedsmænd til at understøtte kampen mod kosttilskud og urtemedicin. Resultatet er EU's Fødevarelov og Lægemiddellov og de deraf følgende danske love, der siger, at alt, der kan forebygge lindre eller helbrede skal betragtes som lægemidler. Danmark overfortolker derefter Fødevareloven, så endda kosttilskud med fysiologiske funktioner skal registreres som lægemidler. I modsætning hertil har Tony Blair udtalt, at reglerne i Kosttilskuddirektivet er helt ude af proportioner med den risiko, som kosttilskud indebærer.
Mange kosttilskud bliver nu forbudt, da ingen mindre producenter har råd til at udarbejde den dokumentation, der er nødvendig for at få dem registreret som lægemidler. Der findes god dokumentation for deres virkning, men den anerkendes ikke af styrelserne.
I virkeligheden er lovene så skrappe, at en mængde almindelige fødevarer falder ind under dem. Kaffe har for eksempel en række fysiologiske funktioner og kan lindre og forebygge en række sygdomme. I princippet må kosttilskud gerne sælges, men man må ikke oplyse om deres virkning, og heller ikke hvor man kan købe dem. Oplyser man om dem, bliver man kriminel. Lovgivningen er derfor i stærk modstrid med ytringsfriheden og på kant med Grundloven og menneskerettighederne.
Der er ingen tvivl om, at EU er ved at udvikle sig til en Big Brother, der påvirker den nationale lovgivning massivt. Når det drejer sig om sundhed, er det imod reglerne for medlemskab af EU, hvor sundhed er undtaget, men hensigten helliger midlet. Den hellige medicinalindustri skal beskyttes, og med den eksporten og beskæftigelsen samt skatteindtægterne. Der er penge i det hele, men man overser, at er også er penge i kosttilskud af kvalitet, der også eksporteres i stor stil, men kun hvis de er godkendt i producentlandet.
Politikerne må se at få øjnene op for, hvad der sker med sundheden, friheden og ansvaret, og hvor pengestrømmene går hen, både over og under bordet. Danskernes lave middellevetid skyldes ikke mangel på medicin, men mangel på viden om, hvordan man på naturlig måde kan styrke og opbygge sundhed. Vi må også være på vagt over for EU's indblanding i vores ret til national selvbestemmelse. Vi har brug for et europæisk samarbejde, men ikke for en international magtelite, hvor pengeflow og korruption ikke kan gennemskues i samme grad som i vores eget land. Et gammelt ord siger: "Bevar mig for mine venner. Mine fjender skal jeg nok klare".
Ansvaret for sundheden er først og fremmest vores eget. Men der er mange, der kan hjælpe os med at bære ansvaret og at få det omsat til handling med henblik på at opbygge, forbedre og vedligeholde sundheden. Vi er hinandens sundhed. Det betyder, at vi ikke bare kan lægge ansvaret over på andre og sundhedsvæsenet. Fri adgang til kosttilskud af ordentlig kvalitet vil være med til at nedsætte lægesøgning og hospitalisering, der gennem mange år har været stigende og dyrt for samfundet.
Viden er en forudsætning for, at man kan tage et ansvar, og vi må derfor alle lære, hvad der er af betydning for sundheden, og fortælle hinanden om det. For at få gode idéer er det godt regelmæssigt at læse noget om sundhed, for eksempel i de mange gode tidsskrifter og bøger om sundhed. Vi må håbe, at de ikke skal brændes alle sammen, fordi de overtræder de EU-inspirerede danske love. Der burde også lægges mere vægt på sundhed i skolen, i medierne og folkeoplysningen og i undervisningen af lægerne.
Kronikken af Carsten Vagn-Hansen blev bragt i Informationen under overskrift: "EU's mål med forbud af kosttilskud" d. 9. juli 2005 . Denne kronik er samtidig baggrunden for et spørgsmål til Sundhedsministeren stillet i Folketinget af Birthe Skaarup. I skrivende stund har jeg endnu ikke fundet svaret fra Sundhesministeren.
