Semmelweis. De fødendes frelser.

Ja, når man først "falder i" - risikerer man at blive hængende.... når det er en god oplevelse...

Som ung pige læste jeg for første gang bøger, der var skrevet af en canadisk læge, som skrev om medicinske forskere før og i hans egen samtid... Det var en læsning for guderne, mente jeg dengang og mener det fortsat....

Paul de Kruifs bøger, hver og een, burde være en obligatorisk læsning for hver lægestuderende og for hver sygeplejeelev. Det burde det, men det er det ikke..... Og Paul de Kruifs bøger? ja, de bliver ikke engang udgivet mere i Skandinavien. Det er et stort tab for anvendt medicin, for sygepleje og i sidste instans... os selv, som altid er afhængige af udfaldet af den behandlig vi modtager, når vi er blevet syge....

Det er hensigten, at omtalen af alle Paul de Kruifs bøger skal med i vores Bibliotek her på siden... og når det sker, på et tidspunkt, vil jeg benytte nedenstående kapitel fra Paul de Kruifs bog "Dødens Banemænd" fra 1932 og Kapitlet om opdagelsen af insulin her... - som eksempler på Paul de Kruifs arbejde og budskab, og derved forhåbentlig.... lokke nogle af os til at skaffe bøgerne på Antikvariat.net. eller på Biblioteket.dk (links til i min signatur) og opnå derved noget af det bedste og givtigste "tidsfordriv" enhver kan ønske sig.

Og nu til Ignaz Semmelweis. "De fødendes frelser"....

Semmelweis - de fødendes frelser (fra "Dødens Banemænd" - 1932)
Af Paul de Kruif 1890-1971

Er det ikke tåbelig antagelse, at kampen mod døden først må føres i laboratoriet, fjernt fra sygesengen, og først af videnskabeligt arbejdende forskere - ikke af læger? Semmelweis var først og fremmest en almindelig, praktiserende læge, som brændte efter at give fødende kvinder en farefri forløsning.

I

Ingen mand ejer tid eller evne til at skrive alle Dødens Banemænds Historie, så den bliver god at få forstand af. I de almindelige, omfattende historiske værker om medicin har de lægevidenskabelige paradeherrer og medicinske politikere ofte fået mere omtale end de egentlige dødens banemænd, som virkelig tør kalde sig pionerer. Her har jeg kun forsøgt at hitte ud af, hvem og hvordan nogle få bland de mest fremragende dødens bekæmpere var - hvordan hver enkel, ved held, ved tilfældigheder, i kraft af karakterejendommeligheder og styrke - fik held til at gøre det umulige muligt på sit felt.

Semmelweis er den første blandt de vejbrydere, jeg har udvalgt mig. Det tør ikke kaldes almindeligt lægmands-uvidenhed, hvis De spørger, hvem i alverden denne Semmelweis er. Jeg har i løbet af det sidste år spurgt ti intelligente læger ud om Semmelweis, og kun en iblandt dem havde mere end tåget viden om denne mærkelige ungarer.

Han var en tragisk, i visse henseender en ynkværdig skikkelse, men ganske sikkert en af de mest originale begavelser inden for lægevidenskaben. Han var simpelthen en almindelig læge, som brændte efter at give fødende kvinder en farefri forløsning. Han fandt metoden og beviste derved - længe før Pasteur og også før JosephLister - at døden ikke altid udvikler sig inde i vort legeme, men sniger sig derind udefra. For første gang i menneskehedens historie beviste Semmelweis, at visse dødelige sygdomme kan vi holde os fra livet.

Mange år før Robert Koch førte afgørende bevis for, at mikrober myrder, hittede Semmelweis på en simpel fremgangsmåde til at narre disse, for det blotte øje usynlige banditter - som han ikke engang anede - eksisterede. Og dog er det et af de mest tragiske blade i vore dages medicinske historie, at hvert eneste år (1932/red.Bibliotekaren) dør over syv tusind amerikanske kvinder af barselsfeber - af netop den sygdom, som Semmelweis fandt det næsten ufejlbarlige middel til at forebygge.

Det er nu 85 år siden den ulykkelig ungarer viste udvej for at bremse den dødbringende streptokok, som i vore dage (1932/red.Bibliotekaren) tager livet af hver 18. amerikanerinde, der dør i alderen mellem 15-44 år. Og jeg spørger uvilkårligt mig selv - er det flere videnskabelige resultater, vi har brug for.... er det ikke snarere mere grundig, ærlig brug af de resultater, vi allerede har?

I mere end een henseende giver Semmelweis og hans triste historie alle os noget at tænke på, som betaler skatter også for at støtte lægevidenskaben og hospitalerne, som forudsættes at passe på vores helbred. Den måde, hvorpå Semmelweis blev afskediget fra sin stilling i Wien, fordi han havde opdaget, hvordan bareslskvinder kan frelses, er et af de sjofleste træk i lægevidenskabens historie. Hans ulykke var, at han var alt for frimodig og ærlig. Selv da han havde måttet fortrække til sin fødeby Budapest, hvor han igen førte beviset for, at han kunne frelse barselskvindernes liv, blev gynækologer overalt i Europa ved med at le ham ud samtidigt med, at unge, friske mødre overalt i Europa blev ved med at dø i barselssengen, helt meningsløst......!

Omsider skrev Semmelweis sit pragtfulde, halvgale mesterværk, som nu er glemt, og hvori han tordnede til Europas læger: "Myrderiet skal indstilles!" Så begyndte de at lytte....

II

Inden Semmelweis nåede myndighedsalderen, fik han vist, hvor stædig en fyr han var. Far, der var købmand i Budapest, sendte ham i 1837 til Wien for at studere jura. Rent tilfældigt - nærmest for løjer - gik han sammen med en medicinsk studenterkammerat hen for at overvære en anatomisk demonstration, og den var så fængslende, at Ignaz Semmelweis smed de juridiske lærebøger ud af vinduet og tog fat på medicinen.

Han var stor, kraftig og munter fyr, ivrig deltager i det glade wiener-studenterliv, og netop af den type, som man ikke tiltror evnen til at præstere alvorligt arbejde. Han demeneterede den opfattelse ved at vælge det mest tragiske lægevidenskabelige speciale - Fødselsvidenskaben. Og i april 1844 tog han lige efter sin embedseksamen fat på Fødselsafdelig I på Almindeligt Hospital i Wien - en afdeling, som nærmest var berygtet. For samme måned døde de 36 af 100 barselskvinder af barselsfeber på den afdeling. At få sit barn på den afdeling var omtrent lige så risikabelt som at få en ondartet lungebetændelse.

Semmelweis virkede godt afstikkende blandt de diplomatfrakkede professorer og deres kvikke, underdanige assistenter. De betragtede ham alle som en særling, fordi han ikke kunne forsone sig med, at alle disse unge kvinder skulle dø. Det pinte ham. Det var fattigpatienter, hjemløse pigebørn, de fleste skulle føde under Kirkens velsignelse, men Semmelweis syntes, at de var mennesker. Optimistisk tog han fat på arbejdet med at bringe dem gennem den første barnefødsels lange Helvede. Udmattede, men blussende og yndige lå de bagefter og var lyksaglige ved første gang i deres liv at have deres eget, lille barn.....

To dage efter..... flere steder på Fællesstuen så man den sunde rødme vige for den høje febers dybere farvetoner. Tre dage efter... og Semmelweis gøs, når han hørte dem stønne i nye smerter, bedst som de hviskede ømme ord til deres spæde små. "Det klarer vi sagtens!" sagde han, og han var for hver gang mere klar over, at han løj, når han trøstede dem sådan.

Fire dage efter.... Semmelweis så de blåviolette pletter spire frem på barselskvindernes hænder og fødder. Fortvivlende at se dem allerede voksblege.... en trøst at høre dem hviske: "Det går meget bedre nu, doktor, næsten ingen smerter...."

Han så bort, for han vidste, at denne fred var dødens barmhjertige forløber.

Semmelweis så dem dø i skarer de næste to år fra 1844 til 1846.... og man skulle tro, det efterhånden måtte hærde hans hjerte, så han kom over det, ganske som hans chef, professor Klein, var kommet over det. Men i stedet, gjorde det ham blot dybere og dybere fortvivlet, og med rystende mangel på takt plagede Semmelweis ustandseligt gamle Klein med det, lod ham aldrig i fred for sine dumme spørgsmål. Gamle Klein ville også helst have, at mange flere af disse unge kvinder kom godt igennem fødslen - men hvad var det at gøre ved det?

Gamle Klein havde lært Semmelweis, hvad han selv havde lært af endnu ældre professorer, som igen havde lært af deres professorer - at det var et usynligt, i luften svævende sygdomsstof, som dræbte disse kvinder. Det var en ukendt, epidemisk indvirkning af Atmosfærisk-Kosmisk-Tellurisk* art, altgennemtrængende og ubønhørligt sneg sygdommen sig ind i dem. Gamle Klein var den sidste af en lang række af gynækologer, som havde klaret problemet ved at skyde det fra sig - henvise til den autoritet, de havde stået i lære hos. Jeg skal ikke benægte, at han var en sløv, gammel fyr, men i sin sløvhed var han i det fineste selskab, eftersom vrøvlet nød høj anseelse hos de lærdeste fødselslæger i Europa.

Den frygtindgydende, lærde lille Rudolph Virchow, som allerede var på vej til "paveværdigheden" inden for den europæiske patologi, havde sagt godt for hypotesen.

Men bare ved at slå ned på en enkelt lille kendsgerning, fik Semmelweis hele denne barselsfeber-teori til at ramle sammen. I Kleins Fødselsafdeling I var i løbet af 1946 døde 451 kvinder af barselsfeber. Ved siden af - med fælles hoveddør - lå Fødselsafdeling II...... hvor der kun var en femtedel af de dødsfald!

Hvis dette i luften svævende sygdomskim, denne Atmosfæriske-Kosmiske-Telluriske Indvirken gennemtrængte alt, hvorfor trængte det så ikke ind på Fødselsafdeling II? Semmelweis blev en plage, sådan spurgte og spurgte han og henviste til det og forundrede sig over det. Han var slet ikke stolt af at have fået øje på denne mærkelige forskel i dødelighedsprocenten på de to afdelinger. De arme kvinder havde selv henledt hans opmærksomhed på forholdet.....

For det var sådan indrettet, at de to afdelinger skiftedes til at tage imod patienter. Afdeling I om søndagen. Afdeling II om mandagen - og så fremdeles. Og alle vidste, også gamle Klein, at de stakkels kvinder gjorde alt for at undgå Afdeling I og slippe ind på Afdeling II, hvor risikoen var mindre. De bed tænderne sammen og beherskede veerne, prøvede på at holde sig, bare for at klare det til næste dag. De løj for at slippe uden om Afdeling I. Det var hændt, at vordende mødre havde kastet sig på gulvet og grædende tigget Semmelwies om lov til at gå hjem.... når de var kommet på Afdeling I. Og Semmelweis havde en skarp tunge. Han gav fanden i gamle Klein, og rundt om på Wiens kaffehuse og vinstuer spurgte han med et forbitret grin, hvordan det dog kunne gå til, at denne dødbringende Atmosfæriske-Kosmiske-Telluriske Indvirken kun arbejdede søndag, tirsdag og lørdag?

*Tellurisk = "Noget som stammer fra Jorden"

III

Trods disse frække bemærkninger gav professor Klein alligevel Semmelweis pladsen som fast reservelæge i 1846. Han kunne simpelthen ikke komme udenom det. Hele det medicinske fakultet snakkede om denne tidligere solderist, der pludselig var blevet så myreflittig. Inden der var fyret op om morgenen, stod han i obduktionsstuen og undersøgte med kniv i hånd liget af en mor, som aftenen før havde sagt sit fem dage gamle barn evigt farvel. Her modtog den flittige ungarer et stærkt, uforglemmeligt indtryk af, hvordan barselsfeber rasede og hærgede i disse arme kvinder.

Fra obduktionsstuen hastede han, fulgt af sine studenter, til sygestuerne på Fødeafdeling I, og han smilte, så det trøstede de unge kvinder, der lå i de første veer, og han undersøgte dem med smidige, nænsomme fingre. Bag smilet spøgede den uhyggelig kontrastvirkning i hans tanker - evigt vandrede han fra ligstue til fødselsstue, fra død til friskt, nyt liv.... Liv, som havde en chance for hver fem fødsler for at bringe døden igen. Og selv her fulgte ligstuen ham, blot som en fin og flygtig aroma, der hang ved ham, ganske svagt, dog uhyggeligt var den i hans tøj, ja, den ombølgede selv de omhyggeligt vaskede hænder. Men det generede ikke Semmelweis. Han var ligefrem stolt af det. Denne duft af lighus, som evigt ombølgede dem, den var beviset for, at de var rigtige, arbejdende forskere, sagde han til sine studenter.

På Fødselsafdelingt I blev mødrene ved med at dø, ja, i enkelte forfærdelige måneder døde tredive af hvert hundrede. Gamle Klein holdt sig bekvemt på afstand, Semmelweis måtte klare det hele - også sygeplejerskernes, ja, rengøringskonernes foragt, når han, maskeret med et storsnudet udtryk, gik gennem sygestuerne. Han fortrød, at han så åbent havde spottet, for nu blev der snakket om skandalen på alle kaffehuse i Wien. Den offentlig mening begyndte at røre på sig. Så blev der nedsat en Kommission, og man ved jo, hvordan det så går.....

Denne Kommission bestod af fremragende, fine, gamle læger, som vidste, at de skulle protestere imod noget, så de protesterede imod, at Fødselsafdelingen I var overfyldt - skønt Fødselsafdeling II, som var langt mindre livsfarlig for patienterne, rummede langt flere patienter på et mindre areal. Desuden sad disse herrer finere læger i deres lænestole og blev enige om, at dødeligheden som medvirkende årsag også havde, at lægerne på Afdeling I tog for hårdt på patienterne ved undersøgelsen, hvorimod Afdeling II, hvor der ingen læger var, det var en ren Jordemoder-Afdeling, gav barselskvinderne en bedre, blidere behandling.

Semmelweis lå. Som om selve fødslen ikke er så brutal en oplevelse, at lægens undersøgende hånd overhovedet hverken kan gøre fra og til. Hvorfor døde så ikke alle kvinder af at nedkomme?

Han grublede, han prøvede.... På Fødselsafdeling II havde jordemødre for skik at lade kvinderne ligge på siden, når de fødte. På den livsfarlige Afdeling I blev de forløste liggende på ryggen. Semmelweis lod dem føde liggende på siden, også på Afdeling I.

Kvinderne blev ved med at dø.

"Jeg følte mig som en druknende, der griber efter hvert halmstrå," skrive han. "Alt var tvivlsomt, alt var uforklarligt, kun den store dødelighed var den uomgængelig kendsgerning."

IV

Så blev han afskediget. Breit havde været reservelæge før Semmelweis, og nu ønskede Breit at få sin plads igen. Breit var ikke så rystet over, at alle de mange kvinder døde, og Breit plagede ikke Klein med spørgsmål, så Klein genindsatte Breit, og Semmelweis kom på porten. Hele den vinter læste Semmelweis engelsk, det var nemlig hans hensigt at rejse til England og Dublin for at undersøge, hvorfor der var så ringe barselsfeber på hospitalerne der. Så fik Breit fat i et professorat i Tübingen, og Semmelweis fik tilbud om pladsen igen. Man skulle tro, han var for stolt.... men han tog imod den.

Efter en lille ferie i Venedig for Semmelweis tilbage til arbejdet på Fødselsafdeling I. Han var fuld af kampmod og sagde, at Venedigs kunst havde befriet ham fra de halvskøre grublerier over den sjofle behandling, man havde givet ham - og over, at han ikke kunne opdage, hvorfor de barselskvinder blev ved med at dø. Han havde lige hængt frakken fra sig i obduktionsstuen, da man fortalte ham, at hans ven, patologen Kolletschka, lige var blevet begravet - død efter en blodforgiftning, som skyldtes, at en klodset student havde stukket ham med en kniv ved en obduktion.

Ved en obduktion!

Hvad.... jamen.... Hurtig! - Semmelweis måtte have fat i journalen over obduktionen af Kolletschka. Hans hænder rystede, da han stod med journalen i hånden. Ja.... ganske utvivlsomt! Hvor han dog havde været blind! Blodforgiftning.... Kolletschka var stukket med en dissektionskniv på ligstuen. Blodforgiftning..... barselsfeber kunne ikke være andet end blodforgiftning!

Han havde været blind og dum. Hvor ofte havde han ikke stirret på de betændte indvolde af kvinder, som var døde af barselsfeber? Akkurat det samme.... akkurat....

Det slog ned i ham, som et lyn, der var mere end en tanke, en vild, overrumplende bevidsthed om, at dette var rigtigt. Studentens kniv, som var besmittet med den usynlige liggift, havde givet Kolletschka blodforgiftning. Gennem et sår? Naturligvis. Enhver moder, som har født - hendes indre er jo såret. Og liggiften....

Hvorfra kom den til barselskvinderne? Han vidste det. Han rystede over hele kroppen. Det var ham selv og hans studenter, som havde bragt den til barselskvinderne. Hver eneste dag, måned efter måned havde han ført sine studenter lige fra obduktionsstuen og til Fødselsafdelingen. De havde vasket hænder..... javist, men der hang en svag dødens duft om dem timer efter....

Og han, Semmelweis, havde som en nar pralet af denne duft, der var "forskerens" kendemærke....

Og med den usynlige gift på deres hænder havde han og hans studenter undersøgt disse mødres indre.... Han var selv drabsmanden. Hurtigere, end det her kan fortælles, slog det hele, den forfærdende, pragtfulde sandhed ned i ham: Derfor var det mindre risikabelt at føde på Afdeling II - jordemødre foretog ikke obduktioner.

Derfor døde de purunge piger lettere, når de fødte deres første barn: fødslen var langvarig, de blev ofte undersøgt, og af hans hænder, som bragte døden til dem. Derfor var mødre, som nedkom for tidligt, ja, undertiden på gaden, mindre udsat for risiko: De blev slet ikke undersøgt!

Han så det lige i øjnene, som den mand han var. Han var drabsmanden.

V

Hvis vi nu i vore dage, da syv tusinde kvinder hvert år dør af barselsfeber i Amerika (red./skrevet i 1932), havde mænd som Semmelweis iblandt os.... Men lad det ligge. Sandheden var i ham, den fortærede ham. Han prøvede ikke engang på at dække sig bag den undskyldning, at han jo ikke anede noget. Og han holdt sig fra akademiske filosofier over, hvad så denne liggift kunne være sammensat af. Han tog praktisk på sagen, han havde ikke en tanke for andet end at kæmpe mod giften.

Maj 1857 - mindre end to måneder derefter - står Semmelweis og vaske hænder efter en obduktion. Han vasker dem med sæbe, meget grundigt. Så stikker han dem i et vandfad - med en klorkalkopløsning. Han vasker og skrubber dem så længe, at det virker fuldkommen latterligt. Han fører dem atter og atter til næsen og snuser til dem. Omsider nikker han. Nu er det godt, ikke den fjerneste liglugt hænger ved mere. Studenterne rundt om ham smiler, og måske siger de vittigheder i øret på hinanden. Det er et stort øjeblik, og virkningen er komisk.

Så står han over sine studenter og stirrer på dem, mens de vasker hænder i klorkalkvand, og nu smiler de ikke, aldeles ikke, når Semmelweis ser på dem. Der er det første glimt af fanatismens lys i hans øjne - spøg frabedes.

Så går de alle langs sygesengene på Fødselsafdeling I, og alle de vordende mødre ligger der med ansigtet fortrukket i smerte og angsten for feberen i deres øjne, og det forstår man.....

I april var 18 af 100 barselskvinder døde. Semmelweis tog fat på klorkalkafvaskningen i slutningen af maj. Juni..... og dødelighedsprocenten dalede brat til lidt over to. Juli.... kun en af hvert hundrede døde. Det var ligefrem mindre end dødeligheden på den "sikre" Afdeling II. Som man ser, der var ingen grund til at smile ad Semmelweis. Han vaskede døden bort.

Hvis det havde været en roman, så havde vi nu været ved den gode ende. Og hvis der kun havde været barselskvinderne at tage hensyn til, så havde Semmelweis haft medvind, for unge hustruer og forladte pigebørn kunne tillidsfuldt lægge sig ind på Afdeling I - ingen kaldte den en morderhule mere. De og deres mænd og - hvis de ingen mænd havde - deres forældre, varrevnende ligeglade med, hvordan Semmelweis frelste dem fra døden. De ville alle som een have stemt for, at han skulle have mere i gage og udnævnes til professor. Men i den store verden.... i virkelighedens verden.... er alting anderledes....

Her findes professorer og noget, som man kalder faglært, organiseret viden, ren videnskab, akademisk uddannelse. Og desværre stod der i alle de evindelige rækker af fede bøger om fødselshjælp og i alle de mange reoler fulde af værker om barselsfeberen og den Atmosfæriske-Kosmiske-Telluriske Indvirken, som ubønhørligt fremkalder den...... ikke et eneste ord om, at man skal vaske sine hænder i en klorkalkopløsning før man rører ved en barselskvinde.

Hvad der var endnu værre: Semmelweis var endnu ikke fyldt tredive, han var bare en grøn reservelæge. Han havde ganske vist med nøjagtighed, og som den første, påvist, hvorledes blodforgiftning sniger sig ind i sunde organismer udefra. Men Semmelweis var uregerlig, ungdommelig, jævn af sprogbrug, ikke sikker i syntaksen - med andre ord, uden akademisk finhed. Professorerne kaldte ham for Skvadronøren fra Budapest.

Ved grundig og fornuftig afvaskning med klorkalk, som man for få øre kan købe i en materialhandel, kunne denne modermyrdende sygdom afværges. Det havde Semmelwies bevist. Og som den første i lægevidenskabens historie. Men samtidigt med, at den smule klorkalk fik ram på døden, havde den gjort af med evindelige rækker af fede lærebøger, som nød anseelse.... efter tre hundrede år igennem at være betragtet med højagtelse var deres indhold nu lige til skraldespanden. Simpelthen ved at frelse alle disse kvinders liv i juni og juli havde han bevist, at alle fødselslæger, som ikke vaskede hænder i klorkalkopløsning, de var - ansvarlige for dødsfaldene. Og det værste var, at Semmelweis havde sagt det temmelig tydeligt.

Intet under, at professor Klein og hans lærde kolleger straks stiftede en forsamling, med det ene formål, at få ram på Semmelweis.

VI

I vore dage kommer en opdagelse i trykken omtrent samme dag, den er gjort, og man skulle have formodet, at Semmelweis offentliggjorde opdagelsen i hvert eneste lægetidsskrift i Europa. Men nej. Han havde, som han sagde, "en medfødt væmmelse ved alt skriveri."

Tre professorer - ingen af dem var gynækologer - sagde god for ham. Det var hudlægen Hebra, professor Skoda og den berømte patolog Rokitansky. De holdt endda forelæsninger over hans opdagelse og sammenlignede ham med Jenner.

Selv fortsatte han bare arbejdet på Fødselsafdeling I, hvor han drev dødeligheden længere og længere ned, da der pludselig skete noget forfærdeligt. I oktober 1847 lå tretten kvinder på rad, rede til at føde. De var absolut garderede mod liggiften, for Semmelweis sørgede jo for, at alle vaskede hænder i klorkalk, inden de trådte ind på stuen. Men pludselig fik kvinden i seng nr. 2 barselsfeber, tolv i alt fik barselsfeber, de elleve døde. I næste nu var han klar over årsagen.

Kvinden i seng nr. 1 havde kræft. Det vædskede fra svulsten - en art pus, som meget mindede om den materie, Semmelweis og hans studenter fik på hænderne, når de obducerede. De havde undersøgt denne kvinde først og var så gået raden igennem og havde kun vasket hænder i almindelig sæbe mellem hver undersøgelse. En ny opdagelse var gjort: barselsfeber kommer ikke alene fra lig, den kan også komme fra enhver betændelsessygdom hos en levende. Der må vaskes hænder i klorkalk mellem hver undersøgelse.

459 mødre døde af barselsfeber på Fødselsafdeling I i året 1846. Nu var man ved udgangen af 1848. Af de 3356, som havde født børn på Afdeling I det år, bukkede kun 45 under.

Så fik gamle Klein ram på ham. Den dybt krænkede gamle professor fik sin ven Rosas - en dreven iscenesætter og en spytslikker med fine forbindelser - til at fortælle myndigheder, at Semmelweis gik med de revolutionæres fjerbesatte hat. Da Semmelweis søgte genansættelse i 1849, ansatte Klein i hans sted en fyr ved navn Braun, som ikke lagde skjul på, at han fandt det let komisk at være så sygeligt interesseret i håndvask. Klein blev af med Semmelweis på den manèr, at han gav ham en plads ved demonstrationsundervisning på modeller - ikke levende kvinder.... Sådan behandlede man den mand, der først af alle havde vist, hvordan man frelser barselskvinder fra døden. Semmelweis tog hjem til sin fødeby Budapest, og den første måned, efter at han var afskediget, døde 20 kvinder af barselsfeber på Fødselsafdeling I. Klein lod stå til. Braun, den nye reservelæge, var ganske enig med Klein, som fandt håndvask i klorkalkopløsning let komisk.

VII

Den dag, Semmelweis overtog sit nye embede - en ulønnet stilling - på St. Rochus Hospitalet i Budapest, var seks mødre netop nedkommet i dette barbariske sygehus. Den ene var død, den anden lå for døden, og fire var alvorligt syge af feberen. Intet under - deres læge var også overkirurg. Han kom til dem med hænderne snavsede efter smittebringende operationer.

Semmelweis så, lærte, ræsonerede efter enkle, klare linier. Han kom på sporet af den ene smittekilde efter den anden - og i løbet af de næste 6 år døde af tusinde barselspatienter, kun de 8 for ham i det gamle pesthul af et hospital. Det var storslået for de overlevende 992 mødre og deres mænd. Det var irriterende, for så at sige alle andre, især lægerne. Semmelweis var så idiotisk renvasket, at han kedede dem. Han formanede, han holdt foredrag, han forfulgte sygeplejersker og portører, han tyranniserede jordemødre, han tordnede til studenterne, ja, selv kolleger udi lægestanden skånede han ikke - han forlangte, at de ikke alene skulle desinficere deres hænder, men også instrumenter, udskylningssprøjter, bandager, ja, sengetøj. Han tålte ikke, at barselskvinder døde!

Han blev udnævnt til professor ved Universitet i Budapest. På hospitalet lå kvinder i faldefærdige senge under pjaltede tæpper, med fyldet hængende ud af madrasserne og fødte børn i stuer, hvor der stank fra det kemiske laboratoriums skorsten, mens vinduerne stod åbne ud til en gård, som var opfyldt af osen fra hospitalets retirader * og lighus. Selv her lykkedes det ham ved at gøre sig selv til forhadt og frygtet tyran at holde døden stangen. Renlighed var hans eneste, enfoldige metode. Det eneste, som interesserede ham. Han havde ingen hjælp. Ikke en mønt modtog han til nye forsøg. Han ejede ikke en forsøgskanin, ikke et reagensglas. Mikrober var mindre end myter for ham.

Og dog sled og svedte denne fantastiske ungarer med skaldepanden i den ungarske Fødselsafdelingens hede, beklumrede sygestuer, og han fik opsnuset hver eneste fare for barselsfeber - hver eneste af sygdommens krogsveje, som vi kender i vore dage - med måske to små undtagelser. Han kunne ikke ane, at tilsyneladende friske og sunde læger og sygeplejersker kan være bacillebærere, og han omtaler ikke smittefaren ved samleje uniddelbart før en fødsel.

Han gjorde sin sidste opdagelse i 1856. Han havde strålende resultater på Universitetshospitalet, overhovedet ingen dødsfald. Så døde barselskvinder igen. Her lå kvinder og fødte deres børn i senge, der var redt med lagener, inficerede med udtømninger fra nylig døde patienter. Hospitalsadministrationen fandt vaskeriregningen for stor og ville spare.....

Semmelweis skældte ud. Der blev intet gjort ved sagen, og man kan måske forstå Administrationen, den skulle jo ikke have børn med fare for sit liv. Semmelweis skældte og smældte, så ruderne klirrede. Så greb han de skidne lagner. Han spadserede med dem op til minister von Tanhdler og holdt sine lagner frem for næsen af Excellencen. Den højt kultiverede mand gøs, og kvinderne fik rene lagner.

*Retirader = toiletbygninger

VIII

Nu begyndte det at trække sammen til et stort uvejr inde i ham. Elleve år har han virket - og kun fundet tilslutning to mænd blandt samtlige Europas professorer, mens mødre hele verden over døde i titusindvis bare af at få børn. Gang på gang blev de såkaldte barselsfeber-epidemier så forfærdelige, at man måtte lukke Fødselsstiftelserne. Så måtte man lukke dem op igen, fordi kvinderne aborterede, satte deres børn ud, begik barnemord..... Endnu havde Semmelweis ikke offentliggjort en linie videnskabeligt, han havde indskrænket sig til at skrive naive breve i meget jævnt sprog til professorerne for at gøre dem opmærksom på sine resultater. De smed brevene i papirkurven.

I Wien lå man ham ud, men pludselig blev han træt af at blive kaldt Budapesternarren i Wien, og træt af at have den slubbert til Braun gående omkring med sine løgnehistorier og fortælle, at patienterne døde i hobetal på trods af klorkalken. Omsider kom da, i 1861, Semmelweis`mesterværk: "Barselsfeberen, dens ætiologi, opståen og helbredelse", og bogen kom som en eksplosion lige for næsen af Europas gynækologer. Aldrig er der skrevet mage til fanatisk, omstændeligt, usammenhængende, ordrigt - og dog samtidigt nøjagtigt, i ordets egentlige forstand klassisk videnskabeligt Værk, og aldrig har nogen videnskabsmand skrevet mere gribende.

De fine fødselslæger studerede dette forfærdende dokument og sad lamslåede og tavse. Det slog så hårdt, at et svar simpelthen var umuligt.

Semmelweis optog deres tavshed som en fornærmelse. Han pillede enkelte professorer ud - for at tilintetgøre dem enkeltsvis med åbne breve.

"For Gud og mennesker anklager jeg Dem som morder," skrev han til professor Scanzoni i Würtzburg.

Scanzoni svarede ikke. Så begik Semmelweis et utilgiveligt brud, ikke alene på god tone, også på lægemoralen, og han offentliggjorde det i et videnskabeligt tidsskrift med truslen om at negligere lægerne og gå lige til det store, lidende folk:

"Du fader, ved du, hvad det vil sige, om du kalder en læge eller en jordemoder til din hustru, når hun skal føde? Det vil sige, at du udsætter hendes liv for fare.... hvis du ikke ønsker at blive enkemand, hvis du ikke ønsker, at dine børn skal blive moderløse, så køb for nogle få skillinger klorkalk, hæld vand på det og tillad hverken læge eller jordemoder at røre ved din hustru før de, mens du overvåger dem, har vasket deres hænder deri, nej, lad dem ikke komme hende nær, før du er helt sikker på, at de har vasket sig så grundigt, at deres hænder er helt klistrede."

Gennem alt, hvad han skrev, klinger nu det forfærdende omkvæd: "Myrderiet skal indstilles!"

Og netop nu, da strømmen begyndte at vende sig og blive ham gunstig, da de opskræmte professorer i Wien og overalt i Tyskland begyndte at søge plads i hans orkester, gjorde han alvor af sin trussel - lige præcis i det øjeblik, da det ikke længere var nødvendigt. På gaden tiltalte han unge piger med deres kærester og opfordrede dem til at passe på, at der blev vasket hænder i klorkalk, når de skulle føde. Hans unge hustru Marie lagde mærke til en ejendommelig usikkerhed ved hans gang. Ved bedre middagsselskaber åd han som en skovhugger, og bare man sagde ham den mindste smule imod, blev han ude af sig selv af raseri.... lige meget hvem det var, kun sine egne børn var han altid mild overfor. Det var trist at høre ham klage sig over for sin kone, atter og atter: "Hvad er dog i vejen med mig? Der er noget galt i mit hoved."

Sommerene 1865.... Marie, som endnu ammede deres mindste barn, fulgte ham til Wien. Han kunne være vendt tilbage i triumf-tog. Professor Spaeth, som han havde lyst i band i sit første, åbne brev, havde netop åbent, på tryk, indrømmet som en mand, at renlighed, absolut rene hænder og instrumenter var det eneste, der kunne frelse kvinder fra barselsfeberen. Men indrømmelsen kom for sent til, at Semmelweis kunne have nogen glæde af den. Man førte ham hastigt fra banegården hen til hans gamle ven professor Hebra, som var den første, der gav ham håndslag, da Semmelweis i 1847 gjorde sin opdagelse og indrømmede, at han havde været drabsmand.

Her i dette hus havde han bistået fru Hebra ved hendes første barnefødsel - han havde leet på sin tossede manèr og løftet barnet højt og udbrudt: "Det er en dreng!"

Det var dengang. Men nu..... nu gik Semmelweis let vaklende ind i Hebras hjem, en olding et se til, skønt han kun var midt i fyrrerne. der var grå striber i hans pjyskede skæg. hans øjne.... jamen, hvor var det skarpe, forskende blik blevet af?

Han så op, fik øje på professorinde Hebra. Et nu syntes gamle minder at bringe klarhed i hans syge hjerne. Han lo et genfærd af sin gamle latter, og han sagde: "Det er en dreng! Kan De huske, da jeg første gang sagde til Dem: Det er en dreng!"

Et par minutter snakkede Semmelweis nervøst med Hebra, han ville se sin vens laboratorium. Så faldt jerntæppet, sjælen forsvandt, og Hebra fik ham bragt ned i en lukket vogn og kørte ham til kommunens sindsygeanstalt, hvor han blev spærret inde.

Den 12. august 1865 foretog den berømte Lister sin første antiseptiske operation, for at hindre døden at liste sig ind i mennesker udefra. Det var 18 år efter, at Semmelweis havde bevist, at døden sådan kan snige sig ind og - mere præcist endnu end Lister - konstateret, hvordan den kan holdes ude. Men hvem har glemt Joseph Lister? Og hvem husker Semmelweis?

Semmelweis døde den 17. august. Da han kom på anstalten, havde han en betændt finger efter den sidste operation, han havde foretaget i Budapest, og hvorunder han var kommet til at stikke sig på skalpellen. Således sneg døden ved blodforgiftning, som han selv havde opdaget, sig barmhjertigt ind i ham. Han kom kun til at leve to uger som levende begravet på et galehus.

Med en enkelt undtagelse har han biografer søgt at gøre ham til martyr. De påstår, at det var den mangeårige ligegyldighed over for hans store opdagelse og hans professor-modstanderes hån, som gjorde ham afsindig. Jeg er bange for, at den forklaring er lovlig romantisk. Den lidenskabsløse journal over hans obduktion meddeler, at han led af en kronisk rygmarvsbetændelse, at hans hjerne var skrumpet ind og hans rygmarv degenereret. Sådan noget opstår ikke af ligegyldighed eller fornærmelser....

I efterskriften til sit Mesterværk siger Semmelweis, at han er overbevist om, at barselsfeber næsten aldrig har sit udspring i selve moderen, ved "selvsmitte".

Han skriver, at han sorg ved tanken om de tusinder af mødre, som må dø, kun kan forsones ved tanken om den lykkeligere fremtid, da døden aldrig mere vil komme udefra til nogen barselskvinde.

"Men selv om det ikke skal forundres mig at opleve denne lykkelige tid selv, vil forvisningen om, at den engang må komme, lyse op i mine sidste timer."

IX

Den er ikke kommet endnu.

Og derfor er det nødvendigt her at give beretningen om den tragiske ungarers levned - en trist efterskrift. Mon ikke lægernes forsømmelighed, hvor det gælder at bruge videnskabens opdagelser, har noget ansvar for, at vi lever så kort?

Det er 70 år siden, Semmelweis skrev så profetisk trist og dog tillidsfuldt. Men dog dræbes - ja, andet ord kan jeg ikke bruge - hvert eneste år 7000 amerikanske kvinder, fordi lægen forsømmer at bruge denne glemte ungarers enkle metode til at holde blodforgiftningen borte fra de fødende kvinder..... renlighed!

Og selv om man har glemt Semmelweis - er det bevist, at hans enkle metode lever endnu. Selv i Amerika, hvor barselsfeberen i vore dage er en skandale, fødte gennem en årrække 25.212 kvinder på Fødselsstiftelsen i Chicago, og kun een eneste døde af barselsfeber, pådraget på hospitalet. Så det hænder, at Semmelweis` spådom går i opfyldelse - sådan, at ingen kan være i tvivl. Og disse strålende resultater i Chicago skyldes De Lee. Han har ligefrem gjort Semmelweis`s opdagelse om igen - genfundet de enkle og sikre kendsgerninger, som Semmelweis for alle de mange år siden fandt. De Lee minder om den tossede ungarer i fanatisk renlighedssans.

Gennem 35 år har han været læge på forskellige store hospitaler, og har har samlet rige erfaringer. På alle de store offentlige hospitaler har han set barselsfeber. Han træder frem og afslører i bramfrie ord, hvilke ulykker der sker på de offentligte hospitaler. Ellers tales der kun hviskende om den slags kun mellem læger. På første klasses hospital ti tilfælde, tre dødsfald, seks meget alvorlige. På et andet hospital - 20 tilfælde, 6 dødsfald. Og så videre, overalt i landet.

Disse fortiede kendsgerninger har bragt De Lee til at erklære, at en Fødselsstiftelse er et livsfarligt sted at føde børn. Er det ikke bidende ironi? På disse fornemme, rigt udstyrede hospitaler udfører videnskabsmænd det fineste arbejde i laboratorierne og studerer med største grundighed den livsfarlig mikrobe, den hæmolytiske streptikok - som Semmelweis aldrig hørte om, aldrig så. Og dog ligger millioner af disse samme mordermikrober i baghold på netop de hospitaler..... mange af dem er ligefrem udklækningssteder for de aggressive barselsfeber-mikrober.

Naturligvis er det muligt at holde dem helt borte på et stort hospital. Det ville være overmenneskeligt arbejde at forhindre dem alle sammen fra at snige sig ud fra de medicinske og kirurgiske afdelinger, fra laboratorierne, lighusene og finde vej til Fødselsafdelinger. Men det er ikke Semmelweis, der kommer med denne indræmmelse. Det er De Lee, der sagde det i 1927.

Men har vi ikke utallige fine, moderne sanitetsvarer!? Ungareren havde kun et lille vandfad med en opløsning af klorkalk. Vi har fajancekummer med afløb, alle mulige indretninger, gummihandsker, masker, kostbare, mangefarvede desinficerende vædsker, som gør medicinalfabrikkerne hovedrige.....

Semmelweis anede ikke, at barselsfeberen skyldes en mikrobe, han sagde, at sygdommen voldtes af "dyrisk forrådnelse". Og nu har vi bindstærke værker, hvori sygdomsspirens meriter afsløres så udførligt, at den enfoldige, gamle læge ville få hovedpine af at læse det alt sammen.

Forbandelsen er, at vi mangler noget for fuldt at udnytte vor imponerende moderne sanitære teknik - nemlig en Semmelweis. Hans plads er overtaget af det, vi kalder "menneskelig svaghed". De Lee siger det i disse ord: "Hvis de fine desinfektions-apparater blot altid blev brugt grundigt..... hvis vaskerierne blot vaskede rigtigt og kogte linned rigtigt.... hvis sygeplejersker blot altid desinficerede deres hænder mellem hvert patient...."

Sagen er i korthed, at hvis alle på hospitalet - som Semmelweis - blot var tilstrækkelig angst for, at en mor skulle dø fra sit barn, så ville ingen kunne undskylde sig, ingen vaske sine hænder - bagefter. "Når vi står ved kisten, hvor en af vore fejl er lagt, kan vi undskylde os nok så meget. Det bringer ikke den døde tilbage." Nej, det er ikke gamle Semmelweis, der siger sådan, det er De Lee, nu i 1927.

Og derfor har De Lee organiseret Fødselsstiftelsen i Chicago - ganske simpelt ved i et og alt følge Semmelweis`eksempel. Bitre erfaringer om den "menneskelig svaghed" og vor højt udviklede amerikanske metode - at sige: "Det var ikke mig!" - har bragt De Lee til at erkende den eneste udvej:

Døde må spærres ude fra mødrene.

X

Men vi må se på det, der lader sig gøre, her og nu.

Kun en lille brøkdel af de mødre, som hvert år føder børn, har adgang til at nedkomme på gennemsterile hospitaler, i ly for al smitte - som Fødselsstiftelsen i Chicago - og enkelte andre.

Men vi må se på det, der lader sig gøre, her og nu, og ikke afvente den dag, da Fødselsafdelinger ved alle store hospitaler er anbragt i en bygning for sig og uden fjerneste forbindelse med de andre hospitalsafdelinger, hvorfra smitten kan komme.

Det store flertal er også heldigt derved, at de har huslæger, der ikke farer fra operation til laboratorieforsøg, fra ondartede svulster til betændte sår og videre til fødsler, men er rene. De fleste læger praktiserer ikke på den manèr, og gør de det, så klæder de sig om og desinficerer hænderne og bruger altid sterile instrumenter og bandager. Der er også mange, som altid foretager indvendig undersøgelse på mødrene med sterile gummihandsker på.

Men vi må se på det, der lader sig gøre, her og nu.

Der er endnu læger nok, som ikke ved noget om Semmelweis, som har for travlt til at følge hans anvisninger, eller som er ligeglade - med det resultat, at barselsfeberen endnu dræber hver 18. af samtlige fødende amerikanske mødre, som dør i alderen mellem 15-44 år.

Hvordan kan de vordende forældre vide, om faren holdes borte fra deres hjem?

Vi har den idiotiske, amerikanske tankegang: Vi trænger til en LOV. Dr. De Normandie i Boston hævder, at hvert eneste tilfælde af barselsfeber burde undersøges af retslægen, så man fik at vide, hvor ansvaret lå. Vi kender den slags love. Seksten amerikanske stater har allerede vedtaget en Lov af den slags. Mon der er færre dødsfald af barselsfeber af den årsag i de stater?

Men de vordende forældre kan gøre gøre noget her og nu.

De kan snakke. I deres Kvindeforeninger, Bridgeklubber, Syklubber og ved møder i religiøse forsamlinger - der kan de, ganske afslappet og uofficielt, naturligvis, få fortalt hverandre, hvem der fødte på et offentligt hospital, og på hvilket - hvem der ikke kom tilbage fra hospitalet - og hvorfor. I pauserne mellem syslerne og aktiviteterne - kan de få snakket om, hvilken læge hvem havde hjemme.... med det resultat, at en mand blev enkemand og et barn - moderløst.

De kunne ligefrem sætte det i system, få en slagkraftig aktion ud af det. Renlige læger og rene hospitaler behøvede ikke være bange. Alle hospitaler har brug for patienter, alle læger er kun mennesker.....så når de blev truet på deres næring....

Og lægerne kunne let afværge en sådan trussel mod deres næringsvej. De har deres Lægeforeninger, og her er der ganske vist megen ærtehalm og megen lav politik, men også, det ved jeg, en god portion ædel korpsånd. Dr. C.G. Thorton i Lebanon, Kentucky, er måske ingen pioner i kampen mod døden som Semmelweis var, ingen glimrende nyopdager som De Lee. Men dr. Thorton har fået en god idè.

Han skriver i Kentucky Medicinal Journal, at beretningen om, hvordan 308 mødre i Kentucky, døde i barselsseng, har givet ham noget at tænke på. Han er selv praktiserende læge, og i 28 år har han ikke haft et eneste tilfælde af dødsfald som følge af barselsfeber. Han siger til sine lærde kolleger: beretningen om disse 308 kvinders død er meget indholdsrig og lærerig, der mangler kun en ting: Navne på de læger, som var til sted ved de 308 dødsfald. "For så havde vi noget at tage fat i," skriver dr. Thorton.

Det er måske en drastisk og brutal metode, men det er det eneste virkningsfulde, hvis man vil ansvarsløsheden, fortielsen og de fejge råb om "Lægestandens Ære" til livs. Og var Semmelweis ikke brutal mod sig selv, da han måtte erkende, at han havde været med til at dræbe barselskvinderne ved, i sin uvidenhed at have overført smitten til dem?

Og vor gamle, blide Oliver Wendell Holmes var yderligere brutal. Endda før Semmelweis optrådte, havde Holmes fået fat i kendsgerninger, som beviste, at barselsfeber var smitsom. Han studerede visse iagttagelser, gjort af englanderen White og en irlænder Collins, som havde fået færten af, at det var nyttigt at arbejde med rene hænder, men aldrig, som Semmelweis, fik udformet en klar metode.

Det takker vi ene og alene Semmelweis for. Men dog, Holmes var nok så brutal som vor forstandige dr. G.C. Thorton. Holmes skrev: "Omend man måske må se overbærende på dem, som hidtil har været årsagen til så megen elendighed, er den tid nu inde, da man ikke længere kan betragte denne personligt forskyldte pestilens inden for lægernes praksis som et uheld, men bør dømme det som en forbrydelse."

Vi må se på det, der lader sig gøre, her og nu.

Man kan ikke give en læge fængselsstraf, fordi en patient dør i barselsseng. Der er ingen straffelov, mødrene har brug for, ikke en fin og fornem og lærd litteratur om årsagen til barselsfeberen, men simpelthen almindelige, brave læger som Thorton, hvis frimodighed er i pagt med Semmelweis` altfortærende oprigtighed.

Slut....

Bibliotekarens kommentar.....

Citer:

---

Paul de Kruif skrev:

Den er ikke kommet endnu. Og derfor er det nødvendigt her at give beretningen om den tragiske ungarers levned - en trist efterskrift. Mon ikke lægernes forsømmelighed, hvor det gælder at bruge videnskabens opdagelser, har noget ansvar for, at vi lever så kort?

Det er 70 år siden, Semmelweis skrev så profetisk trist og dog tillidsfuldt. Men dog dræbes -ja, andet ord kan jeg ikke bruge - hvert eneste år 7000 amerikanske kvinder, fordi lægen forsømmer at bruge denne glemte ungarers enkle metode til at holde blodforgiftningen borte fra de fødende kvinder..... renlighed!

Og selv om man har glemt Semmelweis - er det bevist, at hans enkle metode lever endnu. Selv i Amerika, hvor barselsfeberen i vore dage er en skandale, fødte gennem en årrække 25.212 kvinder på Fødselsstiftelsen i Chicago, og kun een eneste døde af barselsfeber, pådraget på hospitalet. Så det hænder, at Semmelweis` spådom går i opfyldelse - sådan, at ingen kan være i tvivl. Og disse strålende resultater i Chicago skyldes De Lee. Han har ligefrem gjort Semmelweis`s opdagelse om igen - genfundet de enkle og sikre kendsgerninger, som Semmelweis for alle de mange år siden fandt. De Lee minder om den tossede ungarer i fanatisk renlighedssans.

Gennem 35 år har han været læge på forskellige store hospitaler, og har har samlet rige erfaringer. På alle de store offentlige hospitaler har han set barselsfeber. Han træder frem og afslører i bramfrie ord, hvilke ulykker der sker på de offentligte hospitaler. Ellers tales der kun hviskende om den slags kun mellem læger. På første klasses hospital ti tilfælde, tre dødsfald, seks meget alvorlige. På et andet hospital - 20 tilfælde, 6 dødsfald. Og så videre, overalt i landet.

---

Hmm... Paul de Kruif skrev disse ord i 1930-erne... samfulde 85 år efter Semmelweis viste vejen.... Han skrev om sine tvivl og sin bekymring over hans egne kollegers mangel på samvittighed og faglig pli, for ikke at glemme den ganske almindelige menneskelighed, der (burde) animere enhver læge til at gøre sit allerbedste for sine patienter...

Enhver kan forstå, at lægevidenskaben kan komme til kort stillet overfor en sygdom, der bare ikke kan helbredes eller behandles....

Men renlighed? Men rene hænder?

Er det ikke det mindste man kan gøre når man behandler syge, svækkede mennesker? I tredivernes Amerika og...

.... dagens Danmark?!

Citer:

---

Ikke ligefrem kø ved håndvasken

Danske læger er for dårlige til at vaske hænder, når de er på arbejde. Det er en af de væsentligste årsager til de ca. 100.000 infektioner, der hvert år rammer indlagte på landets sygehuse.

Ugeskrift for Læger 2005;167(02):208 af Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

Der er gået 150 år, siden den østrigske fødselslæge Ignaz Semmelweis påviste, at grundig håndvask i klorkalkvand nedsatte smittespredning og dermed dødeligheden ved barselsfeber fra 18 til 2,5 pct. Noget tilsvarende påvistes på fødeafdelingen på Frederiks Hospital i København. Der er altså ikke tale om epokegørende nyt - og det er måske grunden til, at håndhygiejnen bare tages for givet.

Men der er der ingen grund til.

Det er kun ti år siden, at hygiejnesygeplejerske Jette Zimakoff på to sygehuse dokumenterede, at ca. halvdelen af læger og sygeplejersker på intensivafdelinger ikke vaskede hænder i situationer, hvor håndvask eller desinfektion er påkrævet. Alle nyere undersøgelser på danske sygehuse viser tilsvarende tal. Trods gentagne kampagner for bedre håndhygiejne.

»Og det er det forbandede: Det ser ikke ud til at være blevet bedre«, siger Niels Høiby, professor dr.med., H:S Rigshospitalets afdeling for klinisk mikrobiologi.

Link til kilden... eller læs HER

---

Hmm... godt nok forårsager disse 100.000 infektioner ikke 100.000 dødsfald - men et eller andet sted læste jeg for nylig, at der i gennemsnit i Danmark, dør 13,5 patient om dagen, alene som følge af infektioner disse mennesker havde pådraget dem på sygehusene.... hvilket helt sikkert er et tal, der vil stige i takt med at antallet af resistente bakteriestammer stiger tilsvarende, som følge af vores lemfældige omgang med antibiotika i landbruget..... og i lægekonsultationer...

.... for hvor mange læger gider spændere tid til en kontrolpodning, og en petri-skål, når de kan nøjes med at udskrive en recept på penicillin eller værre... ? Selv hvis kun et mindretal af landmænd og læger misbrugte antibiotika - er en eneste resistente bakterie nok til at tage eller at ødelægge et menneskeliv....

Man kunne nok forestille sig, at det med overforbrug eller forkert brug af antibiotika var et uheld (uhadada). Men hvad med de rene hænder?

Hvorfor vasker lægerne ikke hænder?

Hvorfor kan man ikke bare antage, når man møder en læge - har han/hun bare rene hænder hver gang!?

Det kan man øjensynlig ikke....

Allerede Florence Nightingale var tvunget til, i sit arbejde under krigen på Krim, at erkende lægernes manglende evne til at tage vare på netop de forhold, hvor det ikke var et sofistikeret lægekunskab, men ganske hverdags hygiejne-vaner, der afgjorde om en syg overlevede eller døde....

Florence Nightingale forsøger i første omgang at appelere til den ansvarlige for hygiejneaktiviteter læge, "men kommer til den erkendelse, at læger faktisk er uegnede til det ansvar." Læs mere om Florence Nightingales "hygiejne-dilemma" HER.... eller... Her....

Det var under Krim-krigen i midten af 1850-erne.... og sådan var det fortsat her i landet anno domini 2007, og sådan bliver det nok ved med...

Skidt med Semmelweis, skidt med liv og død, skidt med den faglige stolthed og skidt med samvittighed. Der skal ikke komme her nogen og forlange, at de højærede læger skam også skal kæmpe om at rengøringsstandarden og hygiejnekrav højnes på danske hospitaler (det er jo politikeres skyld altsammen, ikk`?) eller bare at de vasker hænder!

De har vigtigere ting at tage sig til! Det er bare det, at når det ikke er omsorg for patienternes liv og helbred - hvad er det så?

Hvad er det så?

Har Semmelweis alligevel levet forgæves?

Citer:

---

Oprindeligt indsendt af Bibliotekaren

Hvorfor vasker lægerne ikke hænder?

Hvorfor kan man ikke bare antage, når man møder en læge - har han/hun bare rene hænder hver gang!?

---

Hmmm... måske hvis man havde tilføjet en helt ny faggruppe... på hospitalerne... "Håndvask-assistenterne"... der rendte efter de højtærede med vand, sæbe og desinfektionsmidler... kunne lægerne måske omsider fremvise rene hænder!!!! :smt021