Kvinder over 40
Iinterviews og beretninger

Redigeret af Margrethe Berg



Forlag: Tiderne skifter 1977
Antal sider: 407
ISBN (ukendt)

Fra bogens omslag:

Vi har skrevet denne bog til alle kvinder, fordi vi syntes der manglede en skildring af vores særlige forhold. Vi som var børn under krisen i 30`erne og unge under anden verdenskrig har oplevet alle arter af kvindeundertrykkelse på vores krop. Under udarbejdelsen af bogen overvandt vi vores frygt for at lære os selv at kende indefra og fik mod til at fremvise vores ofte mindre flatterende fortid som "pæne og lydige koner". I fælleskab turde vi lære os selv og holdt omsider op med at føle os som ansvarlige "husmødre" hele døgnet - altid parate!

Det var svært at gøre oprør imod en kvinderolle, som vi havde haft på rygmarven i mere end et kvart århundrede, med det lod sig altså ikke gøre. Bliv klogere på dig selv og dine egne vilkår, find frem til din egen kvindehistorie, mens du læser vores....

"Kvinder over 40" er et stykke undertrykkelsens Danmarkshistorie, som aldrig er skrevet før. Nitten kvinder har samlet og kommenteret dette personligt gennemlevede stof: interviews og beretninger. Bogen indeholder skildringer af barndommen, den seksuelle fortielse, husassistenternes ydmygende vilkår i 30`erne og ægteskabets "sikre havn", der ved tilbageblik oftest opleves som en fælde.

Læserne kan følge ungpigeromanernes uopnåelige kærlighedsideal anno 1935, som det udvikler sig helt op i 70`erne - fra frustreret sexualitet til psykisk sygdom og højt nervepilleforbrug. Et særligt afsnit omhandler hormonmangel og -behandling. I det afsluttende kapitel peger bogen på de spinkle muligheder, der findes i dagens Danmark, for den store mængde af uuddannede kvinder over 40, som samfundet lader i stikken.