Nye muligheder
Livet efter overgangsalderen


Af Gail Sheehy




Oversat fra amerikansk af Susanne Grubb
Forlag: Chr. Erichsen 1997
Antal sider: 447
ISBN: 87-555-1332-8

Som sædvanlig er der intet eller næsten intet at finde af omtaler af denne bog på den danske del af Internettet. Søger jeg på nye muligheder Gail Sheehy får jeg sølle 51 hits, hvoraf de fleste er katalogsøgninger. Søger jeg derimod på New Passages Gail Sheehy (original titel) dukker der 88.900 hits, og søger jeg på forfatterindens navn alene - kan man vælte sig i hele 400.000 hits, hvis man ellers er til engelsk.

O.K. det må vi gøre noget ved, fordi her ligger en masse gode oplysninger for nærmest alle kvindetyper og forskellige scenarier. Der er ikke skrevet ret meget brugbart, og specielt ikke af kvinder - så denne bog må vi ikke slippe, netop fordi den beskæftiger sig med noget, de fleste andre ikke mener er værd at tale om.... Vi starter med at citere fra bogens omslag:

Forlaget skriver:
I 1978 og igen i 1985 udkom på dansk Overgange af den amerikanske journalist og forkæmper for kvinders rettigheder, Gail Sheehy. I den beskæftigede hun sig med kvindens liv og vilkår, når børnene var flyttet hjemmefra, og hun stod tilbage med tomme arme og måske med en mand, som fornægtede sin egen snigende alderdom i en yngre kvindes arme. Banalt måske, men ikke desto mindre situationen for mange kvinder.

Tanken var at fortsætte beskrivelsen af kvinders senere udvikling: at fortælle om dem, der opgav ævred, og om dem, der bed tænderne sammen og fandt nyt livsindhold. Men Gail Sheehy blev afsporet, for i mellemtiden kom hun selv i overgangsalderen og opdagede til sin store forbavselse, at denne vigtige fase i en kvindes liv - lige så vigtig som puberteten - var omgærdet af tabuer.

Det blev til bogen Overgangsalderen. Det vi ikke taler om, en grundigt researchet redegørelse for, hvad der sker, når kvinder kommer i overgangsalderen, hvad man kan gøre, om man skal gøre noget, risci ved hormonbehandling, risci ved ikke at få hormonbehandling, etc.

Nu tager Gail Sheehy tråden op fra Overgange. I "gamle dage" var en kvinde over 50 år færdig. Tilbage var måske nogle gode år som bedstemor og så døden. Sådan er det ikke længere, påpeger Sheehy. For det første lever man meget længere, for det andet har kvinder tilkæmpet sig en plads på arbejdsmarkedet, med de fordele og ulemper det indebærer, og for det tredje er der mange, som har fået ny selvtillid og økonomisk uafhængighed, goder de er ikke indstillet på at slippe, så længe de overhovedet kan holde fast i dem. Den altid tilrådighedsværende bedstemor er på retur i den vestlige verden.

Om det er godt eller dårligt kan diskuteres, og det gør Sheehy i denne, efter forlagets mening meget væsentlige bog. Det står klart, at Sheehy ikke er enig i grovheden: Fyrre, fed og færdig! Sandheden er, siger Sheehy, at menopausen er broen til den mest vitale og frigjorte periode i kvindens liv.

Javel. Det er sikkert derfor, at det er omgærdet med så mange tabuer og fordomme. Vi må nok forholdes denne erkendelse, ellers bliver vi jo ustyrlige, eller værre endnu - nøj, "drengene" bliver tvunget ud i, selv at skulle drysse saltet på deres morgenæg - uha da da! Det må ikke ske! For så står jo verden ikke længere! (Ironi kan forekomme).

I de efterfølgende indlæg kommer først indholdsfortegnelse - nøje afskrevet efter bogen, og senere "Forfatterens bemærkninger". Forhåbentlig nok til at kunne danne sig et indtryk af Sheehy's bog, og mærke efter om der er lyst til at give sig i kast med den.

Med min (livs)erfaring i bagagen, anbefaler jeg denne bog, særlig til de allerede "befriede". Det kunne jo være, de blev overrasket?